x

Mercenary-turnedagbog kapitel 2

Mercenary-turnedagbog kapitel 2

Uge 2: Uafsluttet uvidenskabeligt studium i ekshibitionistisk selvdestruktion – og jagten på den næste mojito.

9. april: Budapest/Ungarn – A38 Ship
Efter en veloverstået første uge på touren, afsluttet med koncerter på Biebob i Belgien (super publikum, super catering, elendig backstage) og Lindau i Tyskland (småt, men entusiastisk publikum, super catering, elendig backstage med koldt vand i bruseren), ankommer vi til Budapest en dag inden vi skal spille koncert på skibet ’A38’, der permanent fortøjet på havnen fungerer som regulært spillested og restaurant.

Fridagen bruges på at lege turister, og om aftenen går vi på argentinsk bøfhus og smider omkring os med den lokale møntfod (pesotos? Snotti? Noget i den stil) og akkompagnerer den fremragende mad med en lind strøm af rødvin, øl, mojitos og white russians, som selvfølgelig gør det aldeles uigennemskueligt, om det hele nu også er så rørende billigt, som vi bilder os selv ind, at det er.

Alkoholmisbruget forsættes på en mindre bar, hvor loft og vægge er beklædt med en utrolig mængde visitkort, sedler og billeder, og gulvet strøet med halm. En hyggelig lille brandfælde, da rygning er tilladt. Den megen alkohol får gang i de uundgåelige krisediskussioner om vores og andres forventninger og præstationer på touren, og småproblemer blæses traditionen tro en anelse ud af proportion. Ikke desto mindre har disse dionysiske fuldeskænderier altid en udrensende katarsis-effekt og må efterhånden siges at være en fast bestanddel af mental-hygiejnen, når vi turnerer.

De to andre supportband havde desværre en friaften med mindre hyggeligt udfald, da de efter at have fejret fødselsdag for bassisten fra Demolition på en stripbar, ledsaget af masser af alkoholindtagelse, blev præsenteret med en regning på 2.000 € og beskeden om, at stedets dørmænd ville banke fødselaren ihjel, hvis de ikke betalte. Hvilket de så gjorde.

Heldigvis havde de et par VISA-kort med, der skaffede dem den fornødne kapital. (Godt koncept til en reklame for VISA-kort, anyone?)

Selve koncerten på A38 forløber ganske fint, fremmødet er godt, og nogle folk kender tydeligvis vores materiale, måske fra de to andre gange vi har spillet i byen de sidste par år.

Ny sætliste:
New Desire
Bloodsong
My Secret Window
Isolation
Soul Decision
The Endless Fall
11 Dreams

10. april: Wien/Østrig: Viper Room
Denne dag spiller vi på et sted, der står i skarp kontrast til resten af Wiens monomentale bygninger, palæer, museer og pompøse parker. Venuen er nemlig et snævert aflangt kælderrum, ikke mindre end 51 (!) trin under gadeniveau, hvilket der også bandes og svovles meget over, da bands og crew hiver udstyret ud af tourens trailer (der vel at mærke er på størrelse med et mellemstort sommerhus og proppet til randen.)

Traditionelt sørger tourmanageren og den lokale arrangør for, at der er lokalt mandskab til at slæbe ind, men den slags mondæne logistiske hensyn lader af uransagelige årsager ikke til at have vejet tungt på denne tour. I det mindste får man pulsen lidt op efter at have fedet den hele dagen i tourbussen.

Inden showet er stemningen helt i bund, da scenen er mikroskopisk, lydanlægget efter sigende elendigt og en tiltagende tour-apati efterhånden har vundet indpas. Som for at gnide salt i det mentale sår står der (gudhjælpemig!) en gabestok i hjørnet backstage.

”Som om der ikke er nok gabestoks-symbolik over selve det at spille på deres lorteklub”, er der vist nogen, der tænker højt. Yderligere består cateringen backstage af hvidt brød, tre absolut nyttesløse rå squash (der måske/måske ikke skulle have været agurker) og så to kilo brusk forklædt som pølse af mærket ’Gastro-Block’. (Som om anvendelsen af prefixet ’gastro’ skulle forvandle klam skodmad lavet af råvarer til fire kroner pr. ton til en udsøgt gastronomisk oplevelse!? Nogle folk skulle sateme have Gastro-amputeret deres new-speak i strubehøjde).

Den tiltagende bitterhed og selvynk når dog sin naturlige ende, da stemningen vender 180 grader til selve koncerten. Stedet er pakket til randen, og publikum er super-tændte da tourens andet supportband Demolition er fra byen.

Til vores koncert mosher folk igennem, skråler med på alle de nye numre og der skrives masser af autografer efter showet. Geil. Efter sådan en koncert kræves der en del mere sortsyn end nogen af os besidder for at holde humøret nede.

11. april: Pratteln/Schweiz: Z7
På turen fra Østrig til Schweiz er stemningen i bussen anspændt – man skal nemlig angive alt sit merchandise og betale en stor told, når man krydser grænsen.

Da vi har en enorm mængde trøjer og cd’er med, vælger vi at tage chancen på trods af, at det kan give bøde på adskillige tusinde euro. Heldigvis har vi fået det tip, at tolderne skifter vagt mellem 12 og 14, og at der i dette tidsrum er minimal risiko for at blive busted. Planen virker, og vi triller uantastet ind i alpe-ostens og nazi-guldets land.

Da vi flere gange før har spillet på dagens venue, Z7, er stemningen meget høj – det er nemlig et af Europas bedste spillesteder hvad angår PA- og lysudstyr, scenelyd, det lokale crews kompetencer og den generelle forplejning.

Og så har de vaskemaskine, yay. Hårdt værdsat af bussens 20 hævi-rockere 10 ildelugtende dage inde i touren – ikke mindst da folks scenetøj efterhånden er så gennemsvedt og surt, at det ville være en væsentlig forbedring at marinere det i terpentin.

Aftenens show rykker for vores vedkommende, og vi spotter en del fans blandt publikum, der er iklædt vores T-shirts, sikkert efter at vi spillede i Schweiz på vores første headlinertour i Europa sidste år (Se tidligere blog på gaffa.dk for alle de slibrige detaljer).

Lyden på scenen er suveræn; krystalklar og massiv, og numrene serveres med en blanding af legende overskud og selvsikker hård rutine, som tager publikum ved struben uden at slippe. På den festlige, ekstatiske smadder-agtige måde, vel at mærke, og vi går dampende af sved af scenen, høje på følelsen af at med sådanne gigs giver det hele fandeme mening.

(Upåagtet at man med karrierevalget som turnerende metalmusiker har gjort sit yderste for at torpedere sin indkomst ned i socialklasse fem, katapultere ens øvrige sociale liv tilbage til stenalderen og reducere ens anseelse blandt andre folk over 30 til cirka samme status, som havde man valgt at være fuldtids-gøgler.)

Efter koncerten er der (surprise) afterparty, hvor alle bands og crewet bliver og fester. Hårdt. Så hårdt faktisk, at tourens tyske guitar-tech Flo ser sig nødsaget til at fremføre sin yderst delikate spider-pig dans med flødeskum i kæften og armene ud gennem sine shorts. Så ømt, at man kunne flæve.

Dagens tysk glose: Der schwule backliner (=bøsseroadie).

12. april: Italien/Piacenza, Fillmore
Godt halvt inde i touren når vi et af de forventede højdepunkter – to dage i Italien, som vi har set meget frem til, ikke mindst på grund af muligheden for sight-seeing, den fandens gode mad- og kaffekultur, samt forventningen om uanede skarer af sydlandske tøser.

Af mere specifikt musikalske grunde er tourens italienske åbningsband Extrema kæmpestore i deres hjemland, så vi håber, at de trækker.

Forventningen om god kaffe og mad indfries med en vis ironi allerede på første tankstation, vi gør stop ved.

Kaffen er i verdensklasse, og deres perfekt ristede panini med ricotta og rucola er bedre end nogen dansk cafe-sandwich, undertegnende nogensinde er stødt på, og smager så englene stønner. (Okay, lidt metro har man vel lov at være, selv om man spiller satanrock...)

Desværre er første koncert i den meget lille by Piecenza, som er en lille landsby godt en times kørsel fra Milano. Endnu værre er det, at Extrema tilsyneladende ikke er blevet annonceret på plakaten, da de kom på touren efter at de italienske shows blev booket. Pis.

Spillestedet er et gammelt teater, hvor scenen derfor skråner ud mod publikum, hvilket giver en vis betænksomhed, hvad angår udstyrets stabilitet. Dagen tilbringes med espresso-slammin’ på det lokale torv og vandreture i den maleriske landsby.

Showet går fint med relativ stor opbakning og entusiasme, men trods alt med størstedelen af publikum solidt plantet i baren bagerst i salen. Da vi kun har spillet en enkelt koncert i landet før, er det trods alt et forventeligt resultat og stemningen er god efter showet - ikke mindst da det lykkedes folk at charme de kvindelige bartendere til gratis mojitos (mixet rimeligt sløjt, men hey – gratis!) og jägermeister-shots i decilitermål, hvilket alle folk naturligvis ikke magter at styre.

Nyttige italienske gloser denne aften: Bella figa (’nice p*ssy’) og porcha (kan i følge pålidelige italienske kilder omtrent oversættes til: ’You are horny like a little piggy.’ Naturligvis ment i yderst positiv og opmuntrende forstand).

Dagens citat: ”I partied with the fat guy from Mercenary.”
Alberto, lydmand

13. april: Italien/Rom
Ankomsten til Rom er perfekt timet med den samtidige ankomst af slags tømmermænd, der giver en ikke helt ubehagelig blanding af doven hovedpine, hedonistisk snacksult og en laissez-faire agtig sløvhed, der gemt bag solbriller med lidt held kan tage sig ud som nonchalant coolness. Perfekt til en dag som turister i Rom.

Straks efter vi har slæbt udstyr ind, springer vi på en taxa ledsaget af Extremas lydmand Alberto, som frivilligt påtager sig det utaknemmelige hverv at vise os rundt et par timer. Vi tager en mildt uengageret haste-rundtur forbi Colosseum, Forum Romanum og Den Spanske Trappe, inden vi slår os ned en café og propper os med paninier.

Tilbage på venuen møder vi hen under aftenen den italienske promoter, som yderst charmerende har en screensaver på sin laptop, der kører et non-stop bombardement af forbrændte og obducerede lig. Han fortæller stolt, at han samler på dem. How goth! And how Necro! Pisse-sejt! På den fuldstændigt taber- og wanna-be agtige måde, selvfølgelig.

Aftenens show er en lettere gentagelse af dagen før – et okay fremmøde og mild entusiasme under koncerten, men i det mindste er det tydeligt, at vi hver aften vinder nye folk over og får revet folk med i løbet af koncerten.

Testen er altid i sidste nummer, 11 Dreams, hvor vi får folk til at klappe med i C-stykket, og her kan det være alt fra godt og vel 2% til måske 90% af de tilstedeværende, der klapper med. Denne aften ligger vist omkring de 50%. Trods alt en fin debut i Rom, og noget at bygge videre på i fremtiden.

Dagens italienske glose: Sei fottuto ("You are fucked up").

Dagens citat: ”I went to the Colosseum with the fat guy from Mercenary.”
Alberto, lydmand

Anden uge er nu overstået, og der er ved at brede sig en familiær hygge og kammeratlig omgangstone blandt folk på vores bus og crewet, til trods for at ingen af os endnu kan navnene på mere end halvdelen af de andre fra de to supportbands (Og det nu er for pinligt at spørge.

Måske skulle man snige sig til at smugkigge i deres pas, når de indsamles ved grænsekrydsning). Heldigvis har den drikfældige italiener med forkærlighed for streaking og berusede natlige visit i andre folks bunks efterhånden fået så meget skæld ud af sine bandkammerater, at han har skåret væsentligt ned på sit alkoholforbrug.

Det ser jo ligefrem ud til at vi kunne risikere at overleve touren med såvel forstand som positiv livsindstilling i behold (Selv om visse folk i rejseselskabet måske burde overveje at se sig omkring efter en ny postordre-lever fra et leveringsdygtigt sydamerikansk land uden hæmmende moralsk selvcensur).

Dog er der mørke skyer i horisonten – først to dages kørsel og så – the horror – fire shows i England, der hvad angår spillesteder, besøgstal, forplejning og øvrige koncert-relaterede vilkår er kendt som Europas røvhul.

More fear and loathing on tour next week.

I IPod’en: Arcane Order, "Death is Imminent"


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA