x

Svenskerdødens Baest kommer fra Aarhus

Svenskerdødens Baest kommer fra Aarhus

Det er en af årets første solskinsdage, og der bliver drukket masser af kolde øl på det lille plateau, der går ud mod åen i Aarhus. Men alligevel ser der anderledes ud mellem Atlas og Voxhall. Håret er længere, og tatoveringerne er der flere af, end der plejer. Royal Metal Fest 2016 er i fuld gang og Baest er lige gået af scenen. Jeg går forbi Rasmus Kostending – bartender fra Escobar, i miljøet bedre kendt som Dio på grund af sin tatovering på underarmen. ”Hold kæft, hvor de sparkede røv”, fortæller han entusiastisk. Resten af byens metalhoveder er heller ikke i tvivl, som alle er mødt op for at opleve debutkoncerten med Aarhus’ nye dødsmetalband, Baest.

I dag, et år senere, står bandet til at optræde på Copenhell og Roskilde Festival. De har været nomineret til flere priser ved High Voltage Rock Awards, de har turneret med Illdisposed og Dawn Of Demise, spillet koncerter med Lækre Jens og resten af Red Warszawa og har deres største sceneproduktion under opsejling.

– Hvis du havde spurgt os for et år siden, hvordan det så ud i dag, var der ingen, der havde turdet håbe på det, vi er på vej til at opleve. Det, der for et år siden var det vildeste for os, er lidt ved at ske nu, fortæller bassist Lasse Revsbech.

I efteråret udgav Baest debut-ep’en Marie Magdalene – en lækker kompot af svenskerdød, religionskritik, vrede og små referencer til den samtidige metalundergrund. I lige så høj grad, som det er melodisk, er det ondt, når vokalist Simon Olsen udkrænger brøl og skrig fra det dybeste af kroppens afgrund, imens Svend Karlsson, Lasse Revsbech og Mattias Melchiorsen svinger nakkerne i takt forrest på scenen. Et år efter debutkoncerten på Royal Metal Fest i Aarhus har Baest tjek på tingene, og det har blandt andet ligget til grund for de imponerende resultater.

– Vi er alle sammen enige om, at det er federe at gå til koncert med et band, der har et gennemført udtryk, fortæller guitarist Svend Karlsson. Første gang jeg mødte Lasse, havde han en T-shirt på med Death-bandlogoet, og derigennem gik vi bare ud fra, at det var fedt at være iklædt T-shirts af old-school dødsmetalbands. Så vi lavede ret hurtigt en aftale om, at det skulle være kriteriet, og ud over at vi alle ejede et par Vans, så er sorte jeans jo bare flotte. Vi har efterhånden også fået ret mange komplimenter på guitaren og bassen, og om Mattias er det også blevet kommenteret, at han har de strammeste bukser på.

Metalkulturen, der gør det hele selv

Bag det skarpe og gennemarbejdede udtryk eksisterer der en opblomstrende kultur. Fra dag et har der været en manager bag projektet, som har taget de store beslutninger og overladt koncentrationen om at være et band til Baest alene. Få måneder efter bandets første øver, havde Baest et udkast til nummeret ”Bones”. Guitarlyden var på vej til at blive skarp, grum og ikke mindst retrospektiv. Baest havde taget fat i den lyd, der ikke har udgjort Danmarks metalæter i mange år.

– Rent musikalsk har vi ramt en form for retrobølge af en form for svenskerdød, som folk virkelig har ladt sig drage af, fortæller vokalist Simon Olsen. Alle metalmusikalske lag rammes af retrobølger, men vi har bare ramt vores område på en måde, der tiltaler folk. Der er en vildskab over gammel dødsmetal.

– Den ånd har vi helt sikkert med i vores sceneshow, tilføjer guitarist Lasse Revsbech. Men jeg synes også, at vi får blendet nogle nye elementer ind, uden at folk hører det som metalcore.

Baest er fostret af deres bagland og deres kultur. Foruden klientellet på Escobar, der altid møder op til koncerterne, har baren i Skolegade haft en særlig betydning for bandet. Det er her, Svend Karlsson har tjent til sin Flying V -guitar, og det er her, hvor bandet i sin tid lærte hinanden at kende. På Escobar mødes hele byens metalhoveder om Chartreuse, Metaxa og Fireballs og skyller det hele ned med masser af tråd.

– Publikummet i Aarhus er fandeme dedikeret, fortæller Simon Olsen. Og Aarhus har også altid været der, når det kommer til metal. Man kan nok sammenligne byen lidt med Göteborgs metalscene, som har formået at etablere sit helt eget og unikke udtryk.

Sataniske kalkmalerier og kogte gedehoveder

Temaet bag Marie Magdalene er inspireret af en kirke på Djursland, hvor Lasse Revsbech er kommet som barn. Der er aldrig nogen, der har taget fat i det aspekt af kristendommen, fortæller bandet, og så går dødsmetal og kalkmalerier af Satan bare godt i spænd.

– Der er rigtig mange djævle og kalkmalerier af folk, der dør, og det har jeg altid gået og kigget på og blevet inspireret af, fortæller Lasse Revsbech. De fleste af os er fra Djursland, og det er også derude, hvor vi har kogt gedehoveder. Det sted er et hjem for os, og da Dennis Seide fra Haervaerk Tattoo hjalp os med noget artwork til ep’en inspireret af kalkmalerierne, blev vi overbevist om, at vi sad med et rigtig fedt produkt mellem hænderne. Det var det, der skabte bæstet.

 

Hvem: Kendetegnet ved det lange krøllede hår svinger Svend Karlsson og Lasse Revsbech nakkerne i takt med rytmerne fra Flying V-guitarerne. Bassist Mattias Melchiorsen og trommeslager Sebastian Abildsten lægger bunden, mens vokalist Simon Olsen tager fat om publikum.

Hvad: Old-school dødsmetalband med inspiration fra den svenske dødsmetalbølge.

Hvor: Forstret af afgrunden i Aarhus har Baest samlet sig om Escobar, der er byens metalhøjborg.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA