x

Seinabo Sey: Selvdiagnosticeret med sandheds-Tourettes

Seinabo Sey: Selvdiagnosticeret med sandheds-Tourettes

Seinabo Sey sidder dybt nedsunket i en sofa og spiser nøjsomt en salat, da GAFFA møder hende kort forinden hendes optræden på dansk fjernsyn. Den svenske sangerinde har haft travlt siden udgivelsen af debutalbummet Pretend, der har bragt hende uden for landets grænser. De fleste vil nikke genkendende til remix-udgaven af nummeret Younger, der fik en kærlig behandling af Kygo og tilsnuskede sangerinden en god portion opmærksomhed. Selv ved hun ikke, hvad hun skal mene om udgaven. – Det er både en velsignelse og en forbandelse. Jeg bryder mig ikke om at give folk alternativer. Lyt til den, for det er måden, den skal lyde. Til gengæld kan jeg godt lide, at han ikke har klippet i min vokal, så teksten stadig er intakt, forklarer hun.

Fra tankestrømme til struktur

Seinabo Sey er opvokset i den svenske by, Halmstad, hvor hun som 10-årig stiftede bekendtskab med soulmusikken for første gang. – Jeg voksede op et sted, hvor der ikke var andre mørke mennesker, så jeg identificerede mig med amerikanske kunstnere. Bare det at se mørke mennesker gøre noget, var dragende for mig. Jeg betragtede den kultur på MTV. Jeg husker Lauryn Hill og Alicia Keys som stærke sorte kvinder. Jeg elsker den måde at synge på, forklarer hun. Det var dog først senere, at hun selv fattede blyanten og begyndte at skrive sine egne tekster. – Jeg kan ikke spille et instrument, så mine sange havde ikke rigtig nogen struktur. Jeg skrev ligesom en rapper med alt for mange og lange vers. Jeg var dybt inspireret af Lauryn Hills Unplugged-album og tænkte ikke i formled.

Den uperfekte debut

Det ændrede sig i mødet med hendes producer, der fik sat struktur på hendes endeløse kvæd. En proces, der i begyndelsen føltes overvældende, men som stille og mageligt har krøbet sig ind under huden på hende. – Den faste struktur gør skrivningen lettere, fordi du altid skal være meget inspireret, når du skriver i lange vers. Strukturen hjælper dig, og det er også lettere for lytterne at høre på. Jeg havde aldrig tænkt på, at popsange har samme melodi i vers og omkvæd. Jeg fokuserede mere på vokalteknik og tekster. Jeg anede ikke, hvad sangens forskellige byggesten hed. Det er sangens føling, der er vigtig for mig, men jeg er stadig meget fascineret af popsangens struktur, griner hun og understreger samtidig, at sangstrukturerne ikke har været kompromitterende for hendes hudløse ærlighed.

– Jeg værdsætter ærlighed, for det får dig til at føle dig mindre ensom. Jeg kalder det "sandheds-Tourettes". Jeg kan godt lide at udfordre mig selv til at sige de grimme sandheder, som du ikke har lyst til at fortælle om dig selv. Følelser er ikke noget, vi skal skjule for hinanden. Jeg er vokset op i ghambiansk kultur, og der taler man ikke om sine følelser, fordi det anskues som uværdigt. Det er jeg blevet helt allergisk overfor og har derfor lagt mig i den modsatte grøft. Jeg føler, at mine sange er som en tatovering. Du skal i det mindste være stolt over, at du har lavet dem, også selvom du har fjernet dig fra følelserne siden.

Med teksternes selvbiografiske sandheder tatoveret ind i debutalbummets blanke flade og på indersiden af lytternes øregange føler Seinabo Sey, at hun har skabt mere end et album. Hun har udtrykt et liv, som hverken behøver at være tryllebindende eller fejlfrit fra første tonestrejf. – Jeg føler, at jeg har opnået noget mentalt og er stolt af, at jeg gennemførte det. Jeg har følelsen af, at jeg har overvundet en angst, mere end kun musikken. Nogle gange føler jeg, at fok lægger for meget pres på et debutalbum. Jeg kan ikke lide tanken om, at noget skal være perfekt eller magisk fra begyndelsen.

Hvem: 25-årige Seinabo Sey

Hvad: – Det er velsungne, ærlige sange om livet. Nogle gange lyder det som hiphop og andre gange som indiepop. Det er svært at sætte i en kasse, men for mig er det soulmusik. Alt, hvad jeg synes lyder smukt, har jeg tænkt mig at bruge.

Hvor: – Jeg er vokset op i Halmstad på den svenske vestkyst og flyttede til Stockholm som 15-årig, hvor jeg har boet siden.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA