x

HONNE: Vintage soul og massive pop-hooks

HONNE: Vintage soul og massive pop-hooks

En fælles forkærlighed for Radiohead blev spiren til det venskab, der med årene er groet til den elektronisk inspirerede blue-eyed soul-duo HONNE, og som i dag blomstrer i fuldt flor.

De var ikke mere end få timer inde i deres liv som universitetsstuderende, da James Hatcher og Andy Clutterbuck talte musik over en kold øl, og deres fælles, musikalske fremtid synes at være beseglet fra dag et.  

– Jeg husker tydeligt, da Andy lod mig høre et helt album, han havde skrevet og lagt online. Ved første gennemlyt kunne jeg høre, at her var tale om et menneske, der var mere udviklet rent musikalsk, end jeg længe havde oplevet med folk på min egen alder. Han var irriterende talentfuld. Han var ikke kun dygtig til at optage og spille på alle instrumenterne, men sangene var også virkelig gode, fortæller James Hatcher, der ikke var i tvivl om, at de skulle lave musik sammen.

Med blod på tanden gik de derfor i gang med at lave musik allerede samme aften.

– Vi følte os meget afslappede i hinandens selskab. Der var ingen, der blev dømt eller grint ad, fortæller Andy.

Ægte følelser

De følgende fem år var én lang, lærerig periode for Andy og James, der producerede og skrev sange, indtil de fandt frem til den lyd, de følte var deres. Vendepunktet blev hittet ”Warm On A Cold Night”, der også blev duoens første single.

– Vi føler, at den indkapsler vores lyd, og hvem vi er som musikere. Lyden emmer af sene nattetimer i en åben sportsvogn og en kølig brise i håret, mens teksten kredser om kærlighed og romantik. Det er sådan, vi gerne vil have, at man oplever vores musik. Varme, elektroniske eksperimenter, vintage soul og massive pop hooks, fortæller James.

– Og så taler vi ret åbent om forhold og kærlighed i vores tekster, men uden at blive corny, supplerer Andy.

Drengenes omhyggelige øje for detaljer høres ikke kun i musikken, men er også tænkt ind i duoens navn HONNE, der på japansk betyder ”ægte følelser”. Et navn, de faldt over i forbindelse med Andys langdistanceforhold til en pige i Japan.

– Vi blev med det samme forelskede i meningen med ordet og blev hurtigt enige om, at det passer til de tekster, vi skriver. Og så er det jo et mirakel, at navnet ikke allerede ér taget, griner Andy.

Sorry, mate!

Som årene er gået, er de to venner med egne ord blevet ”et gammelt ægtepar”. Under interviewet, da GAFFA møder duoen, kan de heller ikke lade være med at slutte hinandens sætninger, og spørger man, om de også kan blive irriteret på hinanden, er svaret klart ja.

– Ja, hvis vi er trætte. Hvis jeg for eksempel er træt og mener, at vi er nået til et punkt, hvor musikken lyder okay, bliver jeg vildt irriteret, hvis Andy bliver ved med at presse. Han vil hele tiden have, det bliver liiidt bedre, lyder det fra James.

– Men hvis vi har været uvenner, ringer vi hurtigt til hinanden og undskylder. Der går ikke mange timer, fortæller Andy og forvrænger derefter sin stemme til et lysere toneleje og imiterer noget fra en telefonsamtale.

– Sorry, mate. Lad os glemme det.

James griner og er enig.

– Ja, så handler det bare om at komme videre.

 

Hvem: Den britiske duo HONNE består af den 27-årige producer James Hatcher og den 28-årige sanger og producer Andy Clutterbuck. Navnet HONNE stammer fra Japan og betyder ”ægte følelser”.

Hvad: HONNE’s musik er en god blanding af elektroniske eksperimenter, vintage soul og massive pop hooks, og tidligere er der brugt navne som Quincy Jones og Frank Ocean til at beskrive deres musik. Selv siger Andy:

– Det er late night music. Jeg forestiller mig, man hører det, når man er ude at køre sent om aftenen med en kølig brise ind af vinduet. Det er sådan, vi kan lide at beskrive det.

Hvor: Både Andy og James er vokset op i det sydvestlige England i henholdsvis Yeovil og Salisbury. I dag bor de begge i Bow i det østlige London.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA