x

Hinds: – Vi er stolte af vores musik

Hinds: – Vi er stolte af vores musik

Skæret fra gadelygterne spejler sig i de tomme ølflasker på et værelse i Madrid. To veninder sidder berusede over deres guitarer og forsøger uden held at skabe kunst, der kan træde i hælene på rockhistoriens helte. Efter to koncerter og en skriveblokering senere opløses duoen. Historien om Hinds begynder derfor med et opbrud. Men som et gammelt ordsprog bevidner, så åbnes en dør, når en anden lukkes, og det er tilfældet med det fremadstormende orkester. Da veninderne mødes to år senere har de fået blod på tanden efter mødet med garagerockens lo-fi umiddelbarhed. Duoen lægger singlen "Demo", der består af numrene "Bamboo" og "Trippy Gun", ud på internettet, og det varer ikke længe, inden de kontaktes af internationale medier som NME og The Guardian. - Ingen i Spanien har haft den slags anmeldelser i internationale medier. Jeg husker, hvordan jeg flippede helt ud og brugte lang tid på at sikre mig, at det ikke var en falsk afsender, erindrer guitarist og sangerinde Ana García Perrote, da GAFFA fanger hende på telefonen.

Tilliden til sig selv

Efter at være landet i orkanens øje indser duoen hurtigt, at de ikke magter opgaven alene. – Vi spillede selv alle instrumenter, og det var noget rod. Bassen fulgte guitaren og ikke trommerne, så vi indså hurtigt, at vi ikke kunne spille det hele selv, griner hun. Valget falder på bassist Ade Martín og trommeslager Amber Grimbergen. – Det var virkelig vanskeligt at finde andre kvinder, der ville spille med os. Vi overvejede derfor at finde nogle mænd, men droppede idéen, fordi folk højst sandsynligt ville antage, at de skrev sangene, og at vi derfor ville blive reduceret til ansigterne for musikken. Vi var så stolte af vores musik, at vi ikke ville risikere at folk formodede, at det ikke var vores egen. Vi frygtede også, at deres meninger ville trumfe vores egne, fordi vi beundrede dem så meget. Vi ville stole mere på dem end os selv, og det ville have ændret hele vores projekt.

Fra øvelokalet til udsolgte sale

I slipstrømmen på deres nyvundne mediebevågenhed bliver orkestret inviteret på turné med forbillederne The Libertines og Black Lips. – Vi har haft både gode og dårlige oplevelser. At opvarme for Libertines var en blandet fornøjelse, for de er så store, at ingen lægger mærke til opvarmningsbandet. Til gengæld var det en stor oplevelse for os at spille vores tyvende koncert på et stadion i Paris for 6000 mennesker, husker Perrote.

Efter utallige aftener i neonlysenes skær blev det tid til at lægge sidste hånd på debutalbummet. Selvom tiden var knap og kalenderbladene fulde af blæk, vendte orkestret alligevel tilbage til udgangspunktet. – Vi drikker os fulde, føler os frie og gør præcis, hvad vi har lyst til. Senere lytter vi til vores optagelser og graver ned i idéerne og videreudvikler dem. Det er en sløv proces, der går meget langsomt. Lige nu spiller vi så mange koncerter, at vi bliver nødt til at rive tyve dage ud af kalenderen hver sommer for at skrive sange, ellers har vi ikke tid til det, fortæller Perotte. – Jeg tænker ikke tilbage på indspilningerne som en god oplevelse. Hen mod slutningen var vi så udkørte, at stemningen blev meget intens. Vores projekt er så personligt, at vi sad tilbage med en følelse af at løbe mod uret og aldrig nå det hele. Derfor er vi virkelige lettede over, at albummet endelig er færdigt.

Hvem? Kvartetten Hinds består af Carlotta Cosials (vokal, guitar), Ana García Perrote (vokal, guitar), Ade Martín (bas) og Amber Grimbergen (trommer)

Hvad? - Rodet, livebaseret og meget ærlig rock’n’roll. Det er kantet, og vi har bevidst fravalgt et mere poleret udtryk, som er udsprunget af de sparsomme muligheder, vi havde i begyndelsen. Garagemusik er, efter min mening, en genre, der skærer ind til benet på en jordnær måde, der appellerer til kroppen.

Hvor? - Vores officielle adresse er i Madrid, hvor vi også er opvokset, men vi er aldrig hjemme, fordi vi turnerer så meget.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA