x

Galatéa Bellugi: – Jeg ved faktisk ikke engang, hvad forskellen er på hard rock og metal

Galatéa Bellugi: – Jeg ved faktisk ikke engang, hvad forskellen er på hard rock og metal

Alder: 20 år

Profession: Dansk/italiensk/fransk skuespiller. Spiller rollen som Anna i Xavier Giannolis nye film Åbenbaringen, som havde dansk premiere den 26. juli.

Hvad er dit første musikminde?

– Det er nok den franske sangerinde Lhese, som min mor hørte derhjemme.

Hvad er dit største musikminde?

– Jeg har ikke så mange, det er mere bestemte sange, jeg kan lide. Det er nok også sange, jeg har hørt, da jeg var lille, måske Leonard Cohen. Vi hørte ham i mit barndomshjem. Og så kan jeg bare godt lide rolig musik med gode tekster.

Hvad er soundtracket til din ungdom?

– Det var nok, hvad mine venner hørte – der er en fransk rapper, der hedder Booba, som jeg syntes var sej. Jeg hørte i hvert fald meget fransk og amerikansk rapmusik, sådan mest for sjov i starten, men så tog det ligesom overhånd, og pludselig kendte mine venner og jeg virkelig meget rapmusik.

Spiller du selv et instrument?

– Jeg spiller saxofon, det begyndte jeg med i starten af folkeskolen. Jeg spiller stadig, men meget lidt – nogle gange er det sjovt at komme tilbage til det. Jeg kunne være bedre, men jeg kan da lidt! Jeg kan stadig huske de gamle noder fra det, jeg spillede som barn.

Hvilken kunstner ville du allerhelst opleve live?

– Det er nok Rihanna, jeg tror, hun er vild live!

Er der noget musik, du har det meget svært ved?

– Ja! Sådan noget hard rock og metal – jeg ved faktisk ikke engang, hvad forskellen er på de to genrer, men jeg ved, at jeg ikke kan lide det!

Går du på festivaler?

– Jeg skal på Roskilde Festival for første gang i år, faktisk! (interviewet er foretaget inden festivalen, red.). Jeg er født og opvokset i Frankrig, men min mor er dansk, og mine fætre og kusiner fik det til at lyde fedt at studere i Danmark, så nu bor jeg på kollegium i København og læser en humanistisk bachelor og forbedrer mit danske. Jeg hørte først om Roskilde for to år siden, og sidste år kunne jeg ikke, men nu skal det være! Jeg glæder mig mest til at se Joey Badas$$, Charlotte Gainsbourg og den franske rapper MHD. Jeg skal bo i telt, men det kan godt være, at jeg tager hjem nogle dage.

Hvilken musik skal spilles til din begravelse?

– Det skal være ungt! Ej, det er svært. Jeg har ikke en præcis sang, men det skal være sådan noget sjov musik, hvor alle kan danse.

Hvad er dit favorit-filmsoundtrack?

– Det er klart Alabama Monroe (også kaldet The Broken Circle Breakdown, red.), som er en kærlighedsfilm fra Belgien, hvor de går rundt på gaden og spiller noget country-agtig musik. Det er virkelig godt, det soundtrack!

Hvilken sang kan få dig i godt humør, hvis du er trist?

­­– Jeg ville nok hellere se en film, hvis jeg var trist. Så skulle det være noget sjovt, som Cry Baby.

Hvilken sang kan få tårerne frem hos dig?

– Det er noget med Leonard Cohen, kombinationen af den der dybe stemme og så, at man bare automatisk kommer til at tænke over livet, når han synger.

Hvis du skulle på date med en musiker, levende eller død, hvem skulle det så være?

– Hvis jeg bare kunne møde en og spise og snakke med ham, så skulle det være David Bowie. Men jeg ville VIRKELIG ikke date ham! Jeg finder ham slet ikke attraktiv, men han er interessant.

Din mor er dansker, og du taler dansk og bor nu også i Danmark. Hvad er dit forhold til dansk musik?

– Jeg kender det ikke så godt, fordi jeg er opvokset i Frankrig, og jeg kender mest musik fra mine franske venner. Men sådan en som MØ kender jeg, fordi hun er en international stjerne. Da jeg fandt ud af at hun var dansker, var jeg helt stolt.

I Åbenbaringen sidder du på et tidspunkt og hører noget klassisk musik. Hvordan har du det selv med klassisk?

– Jeg hører klassisk i radioen, og så aner jeg ikke, hvem der har skrevet det. Men jeg elsker at høre klassisk om morgenen for eksempel. Min farfar var dirigent, derfor har det altid været i familien, men det er ikke noget, jeg dyrker.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA