x

Seinabo Sey – Med bladet fra munden

Seinabo Sey – Med bladet fra munden

Det er tre år siden, at svenske Seinabo Sey udgav sit debutalbum. Nu er hun på banen igen, men denne gang er livsbagagen tungere og spyttet klarere. For Seinabo Sey er træt. Træt af at skulle forklare farven på sin hud. Træt af sikkerheden. Træt af at skulle pakke sandheden ind. Træt af bullshit. 

– Jeg er færdig med bullshit. Jeg er ved at blive for gammel, og jeg er blevet træt af at lade, som om ting ikke er, som de tilsyneladende er. Jeg bor i det mest konfliktforskrækkede land i verden, så alle går rundt og er taknemmelige for, at der er fred, men fred er ikke lykke. Sikkerhed er måske et bedre ord end fred, og sikkerhed er ikke inspirerende overhovedet, fordi mange mennesker bare undertrykker deres følelser hele tiden, og sådan kan jeg ikke leve, fortæller hun mig, da vi mødes på en varm eftermiddag. Vi sidder i en fredfyldt gårdhave til lyden af vindens sagte hvislen i planterne omkring os. Langt væk fra verdens brændpunkter.

– Hvis jeg skal fungere i den her del af verden, bliver jeg nødt til at være ærlig, ellers skal jeg flytte, for jeg føler, at væggene lukker sig omkring mig nogle gange, forklarer hun. De sidste tre år, siden debutalbummet Pretend, har hun derfor brugt på at tage bladet fra munden og skabe musik, der fortæller hendes sandheder, skinbarlige og nøgterne. – Det har været interessant at se, hvordan folk reagerer på mig nu, hvor jeg måske er tyve procent mere ærlig end tidligere. Jeg har stadig lang vej tilbage. Det har været rensende og næsten katarsisk at opleve, at ikke alle kan håndtere min sandhed. Jeg er opvokset med hiphop og med metaforer, så jeg kunne godt lide folk, der malede et billede med ord, men min intention denne gang var at kassere den tilgang og skære mere ind til benet og være mere sandfærdig. Jeg har ikke fortalt sandheden så meget, som jeg burde i mit liv. Jeg har bildt mig selv ind, at sandheden ville lede til flere konflikter i mit liv, og at det var bedre for mig at undgå det og være som vand omkring alle, uden at indse, at det kan æde et menneske op. Når du ikke fortæller sandheden, vil der altid være noget i luften omkring mennesker. Når du har fortalt sandheden, så er luften renset. Det er det, jeg ville finde i min sange – en form for klarsyn. Det håber jeg, at jeg har gjort. Jeg håber, jeg har været så ærlig, som jeg kunne være.

Det har til gengæld ikke været en dans på roser. Det har været svært at slå skår i glasset omkring hendes verden, hvis grænse er kalket op med en radius på et par kilometer. – Det har været svært for mig at skrive sange. Ikke hårdt for mig, men jeg er meget hård ved mig selv. Hvis jeg ikke oplever nye ting, så bliver jeg lidt apatisk, og du ved, det inspirerer ikke til nye vinkler eller nye tanker, så jeg bliver nødt til at chokere mig selv hele tiden. Jeg lever også i en meget beskyttet verden. Mit studie er 500 meter fra mit hjem, og Stockholm er meget lille. Hvis du går frem og tilbage mellem studiet og dit hjem i to år, er der ingen chance for, at livet sker. Du bliver nødt til at søge efter inspiration og skubbe dig selv for ikke at skrive om kedeligt lort, fortæller hun.

Med luft under vingerne

Seinabo Sey er datter af en svensk mor og den gambiske musiker Maudo Sey. Så selvom hun er født og opvokset i det svenske, har hendes vestafrikanske ophav spillet en stor rolle i hendes opvækst, og hun fandt derfor blandt andet inspiration på en rejse til Afrika, hvor hun vendte tilbage til rødderne og et spirende ønske om at ændre på den forvrængede linse, som Vesten ofte ser kontinentet igennem.

– Problemet er, at alle nyhedsreportager fra Afrika handler om et udhungret, sultende barn eller et problem. Jeg ønsker til gengæld ikke at overpolitisere noget endnu mere, for det tager opmærksomheden væk fra de fine ting. Jeg kan gode lide pæne ting, og når jeg vælger beklædning fra mit land, så er det ikke, fordi jeg vil bekæmpe systemet eller fremtræde som en sort kvinde, men for mig er det det samme som at bære en Acne-trøje fra Sverige. Jeg giver ikke en fuck for, hvor det er fra. Smykker og tøj er bare fin kunst. Der var også en anden grund til det, som handlede om, at jeg så en masse amerikanske kunstnere, der lod sig inspirere af den vestafrikanske kultur, men jeg føler, at det er blevet fordummet, og jeg bebrejder dem ikke – der er ingen, der ville lade sig bortføre af et slaveskib, og de ved ikke, hvordan der ser ud i Afrika – men jeg føler ikke, at de undersøger det grundigt nok. Jeg ville vise de ting, jeg så, da jeg opvoksede, så derfor tog jeg dertil.

Det er ikke kun i musikken, at inspirationen har fået lov at vise sit ansigt. I musikvideoen til ”I Owe You Nothing” viser Seinabo Sey sit ophav gennem egne øjne. Hun viser skønheden. – Der er en høj standard af mode. Der er en lighed mellem vestlig mode og afrikansk mode. Linjerne er altid smukke. Det er præcis, hvad de gør i Vogue og i hipsterkultur, hvor du tager noget og blander det sammen, og det er præcis, hvad de gør dernede. De klæder sig sådan til daglig uden at tænke over det. Meget af inspirationen til vestlig kultur kommer fra Afrika. Og den smukke natur og smukke mennesker. Det var også vigtigt for mig at vise sorte mennesker på en måde, der ikke er filtreret gennem den vestlige standard for skønhed. Okay, du kan være en sort model, men du skal have en ret næse og i virkeligheden ligne en hvid person. Jeg kan ikke holde det ud. Vi får aldrig lov at se os selv, som vi ser ud. Det er altid vestligt bullshit. 

Strøtankernes poesi

Det blev også en rejse tilbage til rødderne, til poesien og minderne. Seinabo Seys far var, ud over sin musik, også selvudnævnt lommefilosof, griner hun. Det lagde grobunden til hendes forkærlighed for sprog. – Jeg elsker citater, og jeg husker dem, når folk siger kloge ting. Nogle gange, når jeg ikke ved, hvad jeg skal skrive om, så dukker de op i min bevidsthed. Nogle gange, når jeg løber tør for idéer, åbner jeg en bog og ser poesien på en tilfældig side. Jeg er meget interesseret i smukke vendinger, og jeg læser ikke lange romaner, så digte passer perfekt til mine strøtanker. Ikke lange, men korte. Fem sætninger højest.

I begyndelsen af musikvideoen til ”I Owe You Nothing” bevæger kameraet sig et kort øjeblik gennem en systue, hvor maskinerne arbejder i takt med loftsventilatorerne. På den ene væg hænger et stort stykke plastic med ordene: ”To avoid criticism, say nothing, do nothing, be nothing.” Det er en vending, der bogstaveligt talt har været lige for næsen af Seinabo Sey, men som hun først senere har taget til sig og brugt som inspiration til sangen ”I Owe You Nothing”.

– Der er et billede af citatet, hvor nogle har spraymalet det på en væg, som jeg havde på min computer i flere år. Jeg vidste ikke, det var ham, men googlede det i sidste øjeblik for at sikre mig, at det ikke var et røvhul. Det var han måske nok alligevel – jeg ved ikke så meget om ham. Sommetider, når jeg var for bange for at fortælle sandheden, forsøgte jeg at gå tilbage til det, jeg følte min musik skulle handle om.

Tag kontrol over egen skæbne

Aristoteles-citatet har ikke kun været en musikalsk inspirationskilde, men også et mantra, hun har haft i ryggen, når hun har skubbet mod grænserne i sit eget liv. De sidste tre år har hun forsøgt at tegne uden for stregerne i en kraftanstrengelse, der ikke har været hverken afslappende eller uden tanke. – Jeg har været i studiet og forsøgt at komme op med noget nyt, jeg kunne lide, som er anderledes fra tidligere, men som samtidig bevarer det, folk kunne lide fra tidligere. Den balance er virkelig svær at finde, synes jeg. Det var det i hvert fald den her gang. Jeg har banket mit hoved ind i væggen i et forsøg på at skrive sange, og jeg ved ikke, om jeg har fundet balancen endnu. Jeg har kæmpet meget med mig selv og andre mennesker. Jeg har været meget detaljeorienteret. Jeg har ikke givet op på mine idéer, som jeg synes, jeg gjorde tidligere, hvor jeg gik meget på kompromis. Den her gang har jeg skubbet grænserne så meget, jeg kunne for at finde på nye ting. Det sværeste ved at skabe musik er at samarbejde, fordi det er meget at bede om, at alle skal være på samme side og stræbe mod det samme mål. Du kan forsøge at inspirere, men når alt kommer til alt, bliver du nødt til at tage kontrol over din egen skæbne og tvinge tingene til at blive det, du vil have, de skal være. Jeg kan ikke leve med tanken om ikke at give mine idéer et skud. Det har været hårdt, fordi de fleste vil gerne holde sig til en skabelon, der har virket tidligere, men hvad er det? Så snart jeg begynder at reproducere den lyd, så det er lort igen. Det er det modsatte af kunst for mig – at gøre det samme om og om igen, fortæller hun.

Og kampen for at sprede ny frø og se dem spire i stedet for at vande det samme træ handler ikke kun om at skubbe grænserne for sig selv, men ganske enkelt om respekt. Det er respekten for dem, der får samlebåndene til at rulle, hamsterhjulet til at spinde rundt, og som stempler ind og ud hver eneste dag. Respekten for dem, der skaffer mad på bordet, men som er bundet af urokkelige rutiner.

– Det er det, vi som kunstnere har mulighed for, som mennesker med 8-16 jobs ikke får lov at gøre, nemlig at forfølge en idé og bruge sin fantasi. Jeg føler, det er min pligt at gøre det, i stedet for at sidde og behandle mit arbejde som et 8-16-job. Det ville være respektløst over for mennesker med fuldtidsjobs, der forsøger at skabe et liv, og som ønsker at være frie. Jeg mener ikke, at mennesker er frie, og jeg føler, at jeg har frihed, og at jeg skal bruge den frihed. Jeg kan ikke være doven med den frihed. Jeg skal inspirere mennesker. Jeg ser det som min opgave at give mennesker en fantasiverden, så du faktisk kan undslippe det job, du har, som du ikke kan lide. Kunstnere skal ikke have det behageligt, for så er vores job for let. Hvis vi ikke prøver noget nyt, er det bare til grin.

Selvom hun rejste til et andet kontinent og vred sin hjerne for at finde på det skæve og nyskabende, fandt hun svaret i sig selv. Hun skulle bare grave dybere ned og være endnu mere ærlig end tidligere. Facaderne og konventionerne skrottede hun.

– Jeg er ikke en konventionel popstjerne, jeg ligner ikke en. Der er for meget, der skal ændres ved mig for at putte mig i den kasse, og min musik er også underlig. Jeg ved ikke, om jeg har talt om det nok, men det er inkluderende at være sig selv og ekskluderende at være vag omkring ting. Du vil blive overrasket over, hvor mange mennesker, du inkluderer, hvis du er præcis den, du er. Det er, hvad mange popstjerner har gjort. Min yndlingskunstner er Beyoncé, og jeg tror ikke, folk forstår præcis, hvor sort Lemonade-albummet i virkeligheden er. Det er meget underligt, ekstremt sort. Hvem i Danmark ville forstå, hvad hun siger på ”Formation”? Vi lærer, fordi vi elsker hende og vi vil gerne forstå, hvad hun fortæller os, og hvis folk ikke er modige nok til at forstå det, så vil intet ændre sig. Alt vil lyde på samme måde og se ens ud. At være rig og berømt er fint, men det gør dig ikke lykkelig. Du kan se godt ud, og mennesker kender dit navn, men det er ubrugeligt, hvis du ikke bruger det til noget. Jeg indså på et tidspunkt, at jeg aldrig har været så rig, så kendt og så trist, så hvorfor ikke gøre noget, der gør mig lykkelig. Lykke er ikke penge – jeg ville ønske det var. Jeg bliver nødt til at finde ud af, hvad der gør mig lykkelig i mit arbejde, ellers kan jeg lige så godt sælge alt, jeg ejer, sidde på en strand eller flytte ind på en gård. Jeg ved ikke, hvorfor jeg skulle gøre det ellers.

Frihed kan ikke forfalskes

At Seinabo Sey er blevet ældre, mærkes også i hendes musik. Hun var akkurat fyldt 25, da hendes debutalbum kom på gaden. I mellemtiden er der gået tre år og refleksionerne omkring hendes ophav, hendes køn og hendes eksistens står stærkere end nogensinde før. Det er ikke længere et spørgsmål om at udgive sin musik, men om at tage ansvar for sig selv og bruge den stemme, hun er blevet givet.

– Jeg skal skabe det bedste liv, jeg kan. Sorte kvinder får ikke lov til at leve det ultimative liv. Jeg er ikke interesseret i at have et liv, hvor jeg skal forklare mig selv eller forsøge at være på en bestemt måde. Jeg vil leve, som jeg har lyst til. Være så underlig, som jeg vil. Jeg vil være fri. Det er det, det betyder at være hvid. Du er fri til at leve uden at skulle tænke over det. Det er det, jeg vil skabe i min kunst. Det kommer naturligt til mig. Der vil altid være nogle, der oprigtigt vil efterligne det, jeg giver mig ud for at være, og på den måde optager jeg bare rum, og det vil eksplodere i ansigtet på mig. Du kan kun forfalske i et vist stykke tid, forklarer hun.

Det er til gengæld ikke på den politiske talerstol, man kommer til at se hende foreløbig.

– Jeg er ikke særlig politisk interesseret, intelligent eller artikuleret, og jeg føler, at det altid begynder med mig. At være en sort kvinde i verden er politisk nok. Jeg vil ikke snakke om min eksistens hele tiden – jeg vil hellere leve. Hvis du første begynder at forklare, er der ingen ende. Jeg orker ikke længere at forklare, hvorfor jeg skal have de samme rettigheder som alle andre. Det er meget basalt, og jeg gider ikke snakke om det. Hvis folk ikke har hjertet til at forstå det naturligt, så held og lykke i livet. Jeg vil nok aldrig være hende, der taler om politik som en politiker, for det interesserer mig ikke. Jeg mener, at vi skal inspirere hinanden med det, vi skaber og vise kærlighed, vise os selv i det lys, vi har lyst til at stå i og at tage den plads, uanset. Være modig omkring det, selvom det ikke er let. Folk kan være ”åh, der er en sort person til festen. Vi inviterede sorte mennesker,” og det er altid mig, og jeg er sådan ”I er alle racister!” griner hun.

Både #MeToo-bevægelsen og diskussionen om kønskvoter i musikindustrien er heller ikke gået hendes næse forbi.

– Jeg tror, jeg har været lidt naiv indtil nu. Jeg føler, at folk overordnet har behandlet mig med respekt i forhold til, hvordan industrien generelt behandler kvinder. Det er også meget klart for alle, at jeg er anderledes. Så når du er i rummet med mig, tror jeg ikke, at nogen overhovedet forsøger at putte mig i en boks. De forstår meget hurtigt, at jeg ikke kan forfalske noget, så der er ikke nogen pointe i det.

At der er blevet kastet lys over diskussionen er et skridt i den rigtige retning, men at tro, det har for alvor har rykket noget, vil være at forråde sig selv, mener hun. Friheden er stadig langt væk.

– Jeg føler, at vi virkelig bør forstå, at det er moderne at være politisk korrekt i øjeblikket og det er fucking skadeligt faktisk, for vi ser ikke på det, der i virkeligheden sker. Vi er ikke frie, før vi ser ud som Ed Sheeran og Bruce Springsteen med guitarer og uden make-up. Vi er ikke frie overhovedet. Kvinder skal være stadig være meget simple, letforståelige, og vi skal se perfekte ud hele fucking tiden, og det tager tid væk fra dit håndværk, som er at synge og skrive sange, så du rent faktisk kan tjene penge på din kunst. Så du kan tage kontrol over det, du skaber og fortælle din historie. Alle kvindelige kunstnere har en dybde og en historie, og jeg tror, at alle vil udtrykke det. Lad os ikke forråde os selv. Vi er ikke frie, bare fordi hvide feminister har behårede ben. Det er en meget lille del af verden, og globalt er alt stadig meget mandsdomineret, direktører er mænd, og mænd har højere lønninger. Vi bliver nødt til at være radikale omkring det. Jeg bringer ikke en datter i den her verden – det er bullshit. 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA