x

Mercenary-turnedagbog kapitel 3

Mercenary-turnedagbog kapitel 3

Uge 3: England – Hell on Toast

14. april: Rejsedag
Efter sidste uges fede shows i Ungarn, Østrig, Schweiz og Italien gruer vi alle for den næste uges prøvelser i England, hvor alting sædvanligvis er skod – spillestederne, scenerne, fremmødet, cateringen og til tider også gæstfriheden.

Først skal vi dog først køre distancen Rom-London, og her melder et produktionsmæssigt paradoks sig – selv om touren har været planlagt i månedsvis, er der ingen der ved, om vi får stillet en ekstra chauffør til rådighed.

Frustrerende, da det er nødvendigt for, at vi overhovedet kan nå at køre distancen til London pga. reglerne for chaufførernes hviletider. Da det forventeligt bedste show i England er lige ved at blive skyllet ud i det logistiske lokum, er stemningen en anelse anspændt.

Efter et voldsomt klimaskifte fra sydlandsk, lummer sommer i Rom, strander vi om eftermiddagen på en rasteplads i Schweiz i haglvejr, hvor vores chauffør nu skal hvile mindst 10 timer. Pis. Heldigvis meddeler tourmanageren straks, at der kommer en ekstra chauffør til hver bus, så vi kan nå til London i tide. Desværre kan han først være hos os mellem kl. 23 og 01. Pis igen. Dagen må tilbringes i bussen (uden strøm) og i en trucker-restaurant med priser fra helvede.

I det mindste er udsigten til sneklædte bjerge fantastisk, og ventetiden til trods er det faktisk rart med et afbræk fra den daglige tour-rutine, som efterhånden har indfundet sig hvad angår folks måder at indrette deres hverdag ’on the road’ på:

I den banale ende har alle fået en fucked døgnrytme, hvor der soves fra kl. ca. 4 til hvornår vi nu end er ved spillestedet; de fleste har udviklet kronisk hoste, sikkert som følge af at bussen har et indeklima, som ville tage livet af en astmatiker; ens lugtesans lukker ned, og man fornemmer ikke noget egentligt ubehag til trods for sjældne bade og tøjvaske – men at ingen kan dufte deres deo eller parfumer to minutter efter at have taget den på er et godt tegn på, at sanserne forskåner en for den grumme sandhed.

Tourbussen fremmer også en helt særegen gakket gangart, da man dagligt banker hovedet ind i skabe og udhæng små 3000 dagligt. Folks forsøg på at kante sig forbi hinanden i gangene og på trappen minder mest af alt om et duknakket amatørslangemenneske, der danser baglæns breakdance i slowmotion.

I den positive ende føler man sig efterhånden hjemme i sin bunk, på trods af at den har dimensioner som det indvendige af en kiste (faktisk mindre, eftersom man også må opbevare alle sine ejendele her) og at den tynde finerplade små 15 cm ens ansigt knager og giver sig anseeligt hver gang det blegfede østrigske spøgelse - vores flatterende tilnavn for Demolitions bassist - oven over mig vender og drejer sig.

(Jeg er endda næsten holdt op med tvangsneurotisk at visualisere en pludselig og pinefuld død ved at blive mast af 120 kg østrigsk flommevom, og at tilbringe søvnløse nætter på at forestille mig hvilken lyd, det ville give, hvis bussen med sine 25 ton torpederer en lav bro mens den øverste etage og alle passagerer skraldes af og makuleres i bullettime i et inferno af glasskår, metalsplinter og kropsdele. Til tider lykkedes det mig endda at se begge potentielle scenarier i et positivt skær som en kærkommen afslutning på tourlivets apati og dårlige catering.)

Samtidigt står det mere og mere klart, at folk indretter deres tourhverdag vidt forskelligt alt efter livsstil – nogen prøver at dæmme apatien og kedsomheden med daglige branderter og/eller manisk overforbrug af chips, sodavand og chokolade, andre drikker minimalt og holder sig til salater og løbeture, mens en fyr som Death Angels sanger Mark på sin egne ekstreme måde kombinerer de to yderligheder ved at tage 1300 mave- og armøvelser hver dag og indtage vegetarmad, grøn te og sin daglige flaske gin.

Endeligt hører det med til rækken af observationer om tourlivets særpræg, at sokker i enhver henseende må siges at være overvurderede sexpartnere. (Og dog: man er trods alt fri for at skulle spise morgenmad med dem, inden man sparker dem ud.)

Dagens citat: ”Hvis I skal bruge mig, er jeg ude for at se, om man kan hænge sig i toiletpapir.” René, Mercenary.

I PSP’en: Loco Roco

Læsestof i bunken: Vernor Vinge - "A Fire Upon The Deep"

På iPod’en: Blue Foundation - "Life Of A Ghost"

15. april: London/England - Underworld
På trods af det logistisk kaos ankommer vi til Londons bydel Camden i god tid, og vi når endda et hurtigt møde med den engelske afdeling af vores pladeselskab Century Media og merchandise-fabrikant Merch. Co., der begge har kontorer i området.

Uden for spillestedet bliver vi spottet af en fan, der har rejst hele vejen fra Paris for at se os, og mens vi skriver autografer til ham, går det næsten beatle-mania i den, da de andre metalhoveder, der står i kø bemærker os og nu også vil have autografer. (Ja, ok, beatle-mania var det nok næppe, men der var i hvert fald en 7-8 stykker, og det var nok til at gøre indtryk på os knoldesparkere fra Nordjylland, eftersom vi trods alt blev genkendt midt i Londons subkulturelle centrum.)

Koncerten på Underworld går fremragende, godt hjulpet på vej af masser af skrigende unge fans i vores T-shirts. Sættet sparker røv, og vi er alle glade, da en stor del af Englands vigtige metalpresse er til stede. Vi har tidligere spillet en del shows herovre, men er blevet forbigået i pressen, eller i bedste fald tilsvinet af blade som Terrorizer, der efter en tidligere koncert i byen kaldte os ”Melo-deathstars for the Nightwish Generation.” Næppe ment positivt, selv om vi egentligt synes det lød som et meget godt sales-point.

Som prikken over I’et overværes koncerten af guitaristen Steve Smythe, vi tidligere har turneret med, da han spillede i Nevermore, og der genopfriskes mange gode, gamle minder. At backstage og bad i bedste engelske stil er ikke-eksisterende på stedet, er ikke nok til at spolere humøret denne aften.

I IPod’en: Grinderman - "No Pussy Blues" og NIN - "Ghosts"

16. april: Nottingham, England - Junction7
Efter det gode show i London er forventningerne til dag to i England blandede – på den positive side har vi nemlig fået inviteret en promoter fra den engelske Bloodstock metalfestival til vores koncert, men crew’et på vores tour mener, at dagens spillested er så småt og elendigt, at planen er at køre dertil og så påpege at de ikke kan opfylde de kontraktuelle pligter til teknisk udstyr og sceneforhold, og derefter lade dem betale os uden at spille. Sneaky and dirty, but that’s how the game is played.

Stedet har ganske rigtigt noget nært verdens mindste scene, som dårligt kan rumme hele vores band på 6 mand med keyboard og hele svineriet. Vi får dog overbevist alle om, at en koncert her frem for kummerligt, klaustrofobisk og trængt vil være intim, svedig og nå ja, trængt kan vi vist ikke løbe fra. Desuden er fyrene i hovedbandet Death Angel totalt nede på jorden, og vil bare gerne spille så længe det overhovedet er fysisk muligt.

Eftermiddagen tilbringes i bedste laptop-lounge-stil, da så godt som samtlige 32 mand på hele touren indtager stedets cafe og klapper hver deres laptop op for at checke mails, Myspace osv., og det lykkedes os faktisk at bringe båndbredden helt knæ.

Maden om eftermiddagen er varieret og god, og det overrasker derfor, da aftensmaden består af fuldstændig udkogt pasta med ca. en skive slatten squash (nu igen!?) pr. tallerken. Italienerne i rejsegruppen beder om lidt parmesan til at forbedre retten en smule, men får i mangel på parmesan tilbudt brødkrummer til deres store forargelse. (’Sei fortuto.’)

Vi skrider derfor uden tøven og går på lokal thai-restaurant om hjørnet, det serverer en absolut overtruffen tom yom-suppe. Den gode mad er dog ikke kun snobbet fråds, men også som en essentiel bestanddel i at holde gejsten oppe.

Vi vender tilbage i højt humør og gør os klar backstage, der på plus-siden findes på spillestedet, men på minus-siden er en lang, kringlet gang, hvor to personer dårligt kan passere hinanden.

Showet går skidegodt, er ganske rigtigt svedigt og trængt, men vigtigst af alt gør vi et rigtigt godt indtryk på festival-promoteren, der lover at gøre alt han kan, for at få os på årets festival. Måske starten på en spirende karriere i det britiske?

I IPod’en: Interpol – "Pioneer To The Falls"

17. april: Glasgow, Skotland - "Ivory Black"
På vores forum har vi inden dagens show fået en særlig bøn – nogle skotske knægtes største våde drøm er tilsyneladende at høre nummeret ’Lost Reality’ fra vores forrige plade denne aften, så vi er positivt stemt over den forventede tilstedeværelse af diehard-fans og glæder os til showet.

Dagens tilbringes indtil spillestedet åbner på en pub om hjørnet, da de har Wi-Fi og billig morgenmad. Lettere vovet bevæger vi os ud i en ’traditional scottish breakfast’, hvilket vi dog skulle have ladet være med (se billede.) Nogle hooligan-på-speed-agtige typer ved bordet ved siden af tiltaler os højlydt på drævende og absolut uforståeligt skotsk, og efter en del gentagelser og fagter viser det sig, de vist synes jeg er satans karl, fordi jeg har solbriller indendørs.

Hmm, næppe en oprigtig kompliment, og vi holder godt øje med dem, i tilfælde af der skulle blive ballade. Vi slipper dog af sted uden drama. Aftensmaden på spillestedet er i bedste engelske stil de mest elendige, tørre og uinspirerede pizzaer, der får vores italienere til at korse sig.

Dagens ventetid føles dog meget lang, og selv om den lille gruppe hardcore fans indfinder sig og går bersærk, da vi spiller deres ønskenummer for dem, er det for nogen af os en af de dage, hvor det ind imellem føles som en job, der bare skal overstås med facaden oppe. (Analogien holder dog ikke helt, efter som alle andre jobs indebærer en monetær kompensation, der udmærker sig ved sit fravær i denne sammenhæng.)

Eftersom der trods alt er fans tilstede, og man samtidigt er ude at turnere for at fyre den af rock’n’roll style, kan det give en ret fremmedgørende fornemmelse, når man hverken kan samle entusiasme til hverken at imødekomme eller værdsætte fansenes interesse eller komplimenter.

Aftenens sæt (vist nok):
New Desire
Execution Style
Lost Reality
Isolation
Black and Hollow
The Endless Fall
11 Dreams

I IPod’en: Ulver - "Shadows Of The Sun"

18. april: Wolverhampton, England - Little Civic
Humøret er udmærket denne dag, da vi ser ud til rent faktisk at overleve England med et par gode shows bag os og ingen dramatiske fiaskoer. Oven i købet får vi to lokale bands som opvarmning denne aften, da den lokale promoter mente det vil trække bedre end vores to medbragte supportbands, Demolition og Extrema, der derfor ikke har fået lov at spille i aften. Synd for dem, men måske godt for showet.

Straks vi kommer på spillestedet, er det dog som om enhver spillelyst (og livslyst) drænes ud af enhver af os. Scenen er ikke bare lille, men fucking mikroskopisk, og crew’et insisterer på at have både vores og Death Angels trommesæt stående samtidigt. Endvidere får vi at vide, at vi maksimalt må spille 30 minutter, og da de to andre bands ikke spiller, betyder det i praksis at vi skal slæbe alt udstyr for begge bands ind og ud, kun hjulpet af de tre baggearsmænd på touren.

Da vi meddeler tourmanageren vores fortvivlelse og lufter den overvejelse, at vi måske overvejer ikke at spille, hvis vi ikke kan komme i nærheden af de normale forhold, får vi en noget overraskende besked. I et ret eksplosivt udbrud får han forklaret os, at han nemlig aldrig har mødt nogen, der brokkede sig så meget som os hver evigt eneste dag, og spiller vi ikke i dag, smider han os af touren. Sådan, take it or leave it. (WTF!? Hvor satan kom det lige fra?) Vi synes selv, vi har haft en god tour uden problemer, og troede vi var på god bølgelængde med tourmanageren. Åbenbart ikke. Efter en længere parlamentering frem og tilbage, hvor vi forsøger at holde tonen sober og business-minded, når vi det kompromis, at vi spiller 30 minutter, men kun slæber ind, og så må de lokale bands slæbe ud efter showet. Fair nok.

Vi trøster os ved det forhold, at der trods alt viser sig at være udsolgt (140 billetter). Om aftenen har vi faktisk et fint show, om end det er kort og det føles som en joke, at vores keyboardspiller af pladsmangel må stå ved siden af scenen for at spille, en meter lavere placeret end resten af os. Nå, whatever. Vi taler dog et par i 40’erne, der er kørt fra Manchester for at høre os, og de var slemt skuffede over det korte set. Vi forklarer dem situationen og de er forstående – men det føles stadig som noget lort. Efter koncerten er de lokale supportbands selvfølgeligt over alle bjerge, og vi slæber alligevel udstyret ned – ikke fordi det forventes af os eller fordi tourmanageren beder os om det, men fordi det er det eneste anstændige at gøre over for de tre baggearsfolk, der ellers stod med tjansen alene.

I iPod’en: Muse - "Hysteria"

Tredje uge er nu ovre, og vi glæder til at komme tilbage til den civiliserede del af Europa – forhåbentligt uden mere drama ...


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA