x

SILAS BJERREGAARD: "Det er bedre at dele vandene end at ligge stille"

SILAS BJERREGAARD: "Det er bedre at dele vandene end at ligge stille"

Turboweekend har de sidste 12 år været en sikker grund for Silas Bjerregaard, der nu springer ud som soloartist. GAFFA har taget en snak med Silas omhandlende hans nye musik, Toppen af Poppen og sin kommende turné.

Efter en inspirerende og indflydelsesrig medvirken i Toppen af Poppen føler Silas sig nu klar til at springe hovedkulds ud i en solokarriere, efter Turboweekend tidligere på året annoncerede deres opløsning. Den københavnske sanger skyder nu sin solorejse i gang med singlen "Ikke på andet" samt en Danmarksturné til foråret. 

Hvordan føles det pludselig at stå på egne ben efter 12 år med Turboweekend?

Det er både meget vemodigt og meget spændende. Der er mange følelser i spil, men den dominerende lige nu er, at jeg glæder mig til at starte et nyt frisk eventyr.

Din single ”Ikke på andet” er lige om hjørnet, og den er meget ulig Turboweekend, hvorfor denne nye retning?

Jeg kan allerbedst lide at samarbejde med andre omkring musik, så efter at Turboweekend stoppede, ledte jeg efter nye folk at skrive med. Når man er i et band, skriver man jo som regel alle sine numre med de samme mennesker – tit i flere år i træk. Nu har jeg mulighed for at arbejde med en masse forskellige sangskrivere og producere, og det betyder jo også, at musikken kan bevæge sig i mange forskellige retninger. Jeg har altid haft en meget bred smag og kan godt lide at udfordre min egen selvopfattelse engang imellem. Bare for at ryste posen. Der er helt sikkert nogle, der vil elske det, og der er også nogle, der ikke vil bryde sig om det. Men det er bedre at dele vandene end at ligge stille, fordi man er bange for at træde forkert.
 
Hvad ligger bag beslutningen pludselig at skrive dansksproget musik?
 
Jeg havde brug for at gøre noget radikalt anderledes – noget som både udfordrede mig og samtidigt føltes mere personligt og jordnært. At begynde at skrive på mit modersmål er nok en måde, hvorpå jeg forsøger at komme tættere på mig selv i en periode, hvor alting svæver lidt. Selvom jeg føler, jeg taler flydende engelsk, så går det danske sprog alligevel ind under huden på en helt anden måde, og det kan både gøre det mere pinligt, men også mere rørende.
 
Føler du, at din medvirken i Toppen af Poppen har haft nogen effekt på dig som sangskriver?
 
Det har helt klart boostet min selvtillid i forhold til at synge på dansk. Før vi inspillede Toppen Af Poppen, havde jeg leget lidt med tanken, men ikke taget den helt alvorligt. Oplevelsen af at synge de mange gode danske sange og den reaktion, jeg fik fra de andre og fra redaktionen overbeviste mig om, at det var en vej, jeg blev nødt til at følge.
 
Du drager på en landsdækkende turné til foråret – kan du løfte sløret for, hvad vi kan forvente?
 
Vi kommer selvfølgeligt til at spille min nye single, og de andre nye sange, som når at udkomme i mellemtiden. Det er klart. Derudover spiller vi en håndfuld favoritter fra Toppen Af Poppen. De har fået et liv nu og fortjener at komme lidt ud på landevejen. Der bliver nok også noget, der peger bagud, og noget der peger fremad, som ingen har hørt før. Med andre ord, så bliver det en god blandet landhandel. Men bundet sammen af den gode stemning hele vejen igennem. Og jeg glæder mig ufatteligt meget til at komme igang!

Turboweekend er jo et band, der gennem tiden er blevet rost meget for deres liveshows, føler du et pres for nu at præstere som soloartist på livescenen? 

Selvfølgelig gør jeg det! Jeg er da skidenervøs. Men jeg er i fuld igang med at samle et hold af stjernespillere til mit nye band, og jeg tager alt det med mig, som jeg har lært i Turboweekend. Vi lægger benhårdt rugbrødsarbejde i forberedelserne, så jeg er overbevist om, at når vi når til foråret, så har vi et show, der føles frisk og får alle følelserne frem.
 

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA