x

Mumford & Sons er tilbage: En gammel banjo ruster aldrig

Mumford & Sons er tilbage: En gammel banjo ruster aldrig

Tre år skulle der gå, før vi hørte nyt fra den engelske kvartet, men nu er Mumford & Sons endelig tilbage for fulde folk-gardiner med deres fjerde studiealbum Delta! Og ja, banjoen og de gamle folk-instrumenter er også tilbage – dog som du aldrig har hørt dem før.

Mens æteren de seneste år har været smækfyldt med elektronisk dakke-dak-musik og lignende, har få traditionelle bands stadig formået at fylde sendefladen med en retrospektiv og genuin lyd. En af de førende eksponenter for denne lyd er den britiske folk-gruppe Mumford & Sons.

Gennem det seneste årti har Mumford & Sons uden besvær haft en hitparade liggende i overhalingsbanen i form af ”The Cave”, ”Little Lion Man”, ”Hopeless Wanderer” og den Grammy-nominerede ”I Will Wait”, der med adskillige andre hitsingler har været uundgåelige at overhøre. Med sin klassiske folk-rock-konstellation er Mumford & Sons et band, der konstant sættes i association med banjoen – nævner du Mumford & Sons, er du også nødt til at nævne banjoen. Og ja, deres musik er så meget mere end det, men med debutalbummet Sigh No More fra 2009 og den Grammy-vindende efterfølger Babel fra 2012 kan du simpelthen ikke sige Mumford & Sons uden banjo. Dette er dog en tendens, som bandmedlemmerne, og især guitarist og banjospiller Winston Marshall, har ønsket at sigte fra med de to seneste albums.

Nye musikalske græsgange
Gruppen valgte i 2015 at gå en helt ny vej med treeren Wilder Mind, hvor forsangeren og navngiveren til bandet, Marcus Mumfords karakteristiske stortromme blev skiftet ud med et fuldt og bombastisk trommesæt, og de ellers trofaste og traditionelle instrumenter som banjo, kontrabas og harmonika blev skiftet ud med elektroniske elementer.

– Vi startede som et band med folk-rødder, hvor vi brugte folk-instrumenter så ofte, vi kunne slippe af sted med det. Derefter knoklede vi os selv ihjel og endte med at ville spille på alt andet end folk-instrumenter, hvilket resulterede i Wilder Mind, som vi er utrolig stolte af, fortæller en ydmyg Winston Marshall til GAFFA.

Men med kvartettens fjerde og seneste udspil, Delta, der komer op til overfladen den 16. november, har Mumford og kompagni fundet de efterhånden støvede folk-instrumenter frem fra gemmerne igen, og den længeventede genkomst af især banjoen præger atter bandets lyd. Winston Marshall fortæller, hvordan bandet med Delta har fundet frem til en god kombination af den forhenværende, rustikke lyd og det nyere musikalske udtryk:

Wilder Mind var et elektronisk album med trommer, og efter at have lavet det føler vi os nu frie til at kunne håndplukke fra begge stile og berøre helt nye territorier – så vi føler os utrolig frie rent musikalsk. Vi er blevet forelskede i vores folk-instrumenter igen, mens vi samtidig føler, at vi kan udforske banjoen og få den til at lyde som et elektronisk instrument. Vi blander alt det elektroniske med folkemusikken, hvilket er utrolig sjovt.

Ambitionen med det nye album har Marshall gennem vores samtale slået ganske fast: Hvordan kan disse folk-instrumenter bruges på en måde, som aldrig er set før? Den innovative brug af banjoen gør sig især gældende på nummeret ”Guiding Light”, der var den første single, gruppen valgte at offentliggøre tilbage i september som forsmag på Delta. Her er de traditionelle folk-instrumenter stadig i brug, dog knap så fremtrædende som deres tidligere udspil, der var meget centreret omkring banjoen.

– Hvis du ikke bemærkede banjoen på ”Guiding Light”, bliver jeg meget glad, svarer Marshall, da jeg spørger ind til banjoens rolle på det nye album. – Min store personlige ambition med dette album var at bruge banjoen uden at få det til at lyde som en banjo. Jeg ønskede ikke, at folk blot skulle tænkte ”Ah, der har vi banjoen”. Men der er banjo ud over hele albummet og ”Guiding Light”, så hvis du ikke bemærker det, så er mit arbejde veludført, og jeg har opnået min ambition. For det er præcis det, jeg ønskede skulle ske.

Marshall fortæller, hvordan singlen ”Guiding Light” er emblematisk for albummets helstøbte musikalske udgangspunkt, idet bandets oprindelige folk-lyd ligger og dirrer under den elektroniske overflade:

– Det har altid været det nummer, jeg syntes, vi skulle starte med. Jeg synes, det spreder sine arme meget bredt og byder lytteren indenfor. Jeg er meget stolt over, at det var den første sang, folk hørte fra albummet.

Et ubevidst opgør
Mumford & Sons’ tredje album, Wilder Mind, overrumplede tilbage i 2015 en lang række fans, der var fast viet til bandets oprindelige folk-lyd.

– Vi spiller altid det, vi elsker, lytter til og er begejstret over, fortæller Marshall – Og jeg tror, at efter at bandet havde turneret i 5-6 år med Sigh No More og Babel med de samme folk-instrumenter, var vi udmattede. Selvom du spiller musik hver aften på turné, så er det ret indskrænket. Når du er hjemme hos dig selv, kan du spille hvilken som helst musik, du har lyst til, men når du er på turné, kan du kun spille bestemte ting. Så da vi kom hjem igen, var vi desperate efter at spille rock og elektroniske instrumenter, som vi plejede at gøre som teenagere. Så Wilder Mind var en reaktion på det og blev nok et ubevidst opgør.

Opgøret med den tidligere lyd var altså en helt ubevidst og naturlig modning, Mumford & Sons fægtede sig igennem. Inden Wilder Mind havde bandmedlemmerne taget sig en lang og velfortjent ferie, hvor der blandt andet spirede rygter om, at de stod til at gå fra hinanden. Men med en ny kurs mod et mere moderne og elektronisk farvand forblev orkestret intakt.

– Jeg tror, det kommer af så mange år, hvor vi har turneret sammen, reflekterer Marshall, da jeg spørger ind til den beslutning, der lå bag gruppens nye musikalske kontur. – Det virkede helt naturligt, og vi snakkede ikke engang om det. Vi tog alle en måneds ferie og snakkede ikke sammen i lang tid, og da vi kom tilbage, havde alle taget elektroniske instrumenter med – ingen havde deres akustiske med. Det var rent tilfældigt og slet ikke planlagt. Jeg tror, det er fordi, vi efterhånden er så samstemmende med hinanden efter at tilbringe så meget tid sammen. Og dels også fordi vi altid prøver at lytte til nye ting og udfordre os selv.

En ny generation blandt publikum
Marshall har med resten af folk-sønnerne de seneste tre år været inde og ude af deres studie i London, og banjospilleren udtrykker også, hvor frustrerende det var at binde en endegyldig sløjfe på tre års hårdt arbejde i dagene op til udgivelsen af det fjerde udspil. Marshall ser dog frem til at kunne tilføje nye elementer til Mumford & Sons’ live-katalog.

– Vi elsker at spille nyt materiale, og der er intet, der tænder vores band mere end at have nye sange at spille. Da vi i sin tid startede, havde vi nye sange hver aften, og så når du til et punkt, hvor alle sange er skrevet, og du turnerer med dem i et år, hvor der er intet nyt. Så vi elsker, når vi endelig har noget nyt, der kan holde os op på dupperne.

Gennem vores samtale fremhæver Marshall, hvordan han ser Delta som en kulmination af gruppens ti år sammen – den formår at skabe en rød tråd og binde Mumford & Sons’ to musikalske poler sammen.
Men med den mere elektroniske retning ses der, hvordan gruppens musik pludselig appellerer til et endnu bredere segment.

– Jeg tror, vi altid har haft et meget bredt publikum, og det har altid gjort os utrolig glade, at vi har bedsteforældre, der dukker op til vores koncerter med deres børnebørn. Og vi elsker, at vi blandt publikum kan have teenagere, der drikker sig i hegnet, er højlydte og danner mosh pits, mens vi samtidig også har en ældre generation til stede. Vi elsker at have så meget diversitet til vores koncerter. Der kommer børn til vores koncerter, der er 13-14 år gamle, som jo kun har været tre-fire år, da vi startede, hvilket er vanvittigt at tænke på. Det er fantastisk at se en hel ny generation komme igennem. Børn er jo ligeglade med, hvad der er sejt, så derfor er det skønt at have børn til stede til vores koncerter – det er det allervigtigste.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA