BEDST LIGE NU: 12 nye, håndplukkede tracks

BEDST LIGE NU: 12 nye, håndplukkede tracks

Det er fredag, og vi har udvalgt 12 tracks, der fortjener en svingtur på din foretrukne streamingtjeneste. Hør playlisten nederst i artiklen.

The Streets - Call Me In The Morning (featuring Chip & Grim Sickers)

Et solidt beat, en dyb bas i ny og næ og så ellers båre t afsted med et enormt stryger-tema på bedste Beethoven-manér med Mike Skinner aka The Streets eftertænksomme tekster i forgrunden – mere skal der ikke til for at skabe en hæsblæsende banger med sikkert hit-potentiale.

Billie Eillish - Come Out And Play

Den 16-årige amerikanske stjernekomet trodser denne gang de mørke undertoner, der normalt præger hendes image. Sangerinden og sangskriveren, der ofte italesætter mørke og indelukkethed i sine sange, overrasker nu sine fans med et mere fredfyldt og drømmende udtryk i form af dette idylliske julenummer.

M.I.L.K. - Time For Reinvention (featuring Nemir)

“Time For Reinvention” har en let og legende vibe, der prompte sætter gang i både de efterårs-triste mundvige og kontor-trætte hofter. Men selvom beatet er opløftende, gemmer der sig en historie om et forhold i krise – et kontrastfyldt univers, som netop indkapsler den kompleksitet, et kærlighedsforhold indeholder. Nummeret er skabt i samarbejde med den franske rapper Nemir.

Fool - Living Large

“Living Large” er den femte single fra den danske popsensation og titelsangen på deres kommende album. Nummeret handler ifølge duoen selv om selvrealisering og om at leve hårdt, ærligt, stort og selvsikkert, hvilket i den grad også skinner igennem dette selvsikre og velproducerede r&b-nummer.

Sundays - Don’t Call Me Jesus

Det kan være hårdt, at have fødselsdag den 24. december. Bare spørg Sundays' sanger og sangskriver Magnus Jacobsen. For et menneske af kød og blod, med gode og dårlige tanker, kan titlen “Jesusbarn” og sammenligningen med selveste Guds søn – symbolet på det bedste i mennesket – være for meget. Derfor er “Don’t Call Me Jesus” skabt som en slags indie-folk anti-julesang, hvor Magnus tager opgøret med det urealistiske ideal.

303 - Whisper
Hvis du endnu ikke er færdig med at jage vandfald og længes tilbage efter de gode gamle 90’ere, hvor r&b-trioen TLC var indbegrebet af girl-power, så er der stadig mere i godteposen for dig: den britiske pige-trio 303 har netop gjort deres entré med den soulfulde debutsingle “Whisper”, der er spækket med honningsmurte harmonier og blander retro-r&b med et nutidigt twist.

Modest - Please Keep An Eye On Me

“Please Keep An Eye On Me” er det længe-ventede første udspil fra den unge aarhusianske kvartet Modests kommende ep For The Better. Sangen er et vidnesbyrd om ungdommens melankoli, og teksten berører både den ensomhed og meningsløshed, der kan ramme som en hammer. En klassisk omgang weltschmerz, der bliver leveret ganske overbevisende gennem den tempofyldte, men melodiske punk-rock.

Motorique - Lemmings

Den københavnske kraut-trio Motorique udgiver i dag den sidste forløber til deres kommende ep Information. “Lemmings” byder på et legesygt og svævende synth-univers, nærmest som fra det ydre rum. Her kan man fra sikker afstand iagttage menneskets kommende udryddelse, som er præcis det tema, vokalen kredser om. Parolen er, at når vi nu alligevel skal slå os selv ihjel, kan vi lige så godt gøre det med stil.

KÅ - Ingen Stress

Der er rap og rim på tapetet, når Kå folder sig ud – og her er “Ingen Stress” ingen undtagelse. Med opdagelsen af, at den lykke, vi alle jagter, findes i nuet, rammer den unge rapper et eksistentielt emne, der får selskab af en flydende synth og en statisk trommemaskine, der kun vil én vej: fremad. Den klubbede vibe forbinder pop og house og giver en forsmag på, hvad vi kan forvente af den kommende ep, SKYBRUD.

Bisse - Grand Danois

Den ambitiøse “Grand Danois” fra Bisses nye album Tanmaurk er et grandiost værk i fem akter. Med en længde på næsten 10 minutter kan det ikke kaldes et radiohit, men de skarpe og satiriske ordstrømme med Copenhagen Phils flotte orkestrering i ryggen er klart et lyt værd. I sangen bliver den store danske hund en sarkastisk modpol til Bisses bidske tekst, der beskriver fædrelandet som “et land så lavt, at alle lider af højdeskræk. Et land så lavt, at det snart må synke i havet”.

Barselona - Har været på vingerne

Akustisk guitarspil og en upoleret vokal danner rammerne for Barselonas nye singleudspil. Duoen har for en stund lagt produktionen bag sig, og har i stedet ført sangskrivningen helt frem i lyset i en ærlig one-take indspilning, der emmer af nærvær. Med historien om det at være en ung dreng, der søger den ukendte kærlighed, er singlen fyldt med sårbarhed og længsel – leveret på fineste vis.

Shy Shy Shy - Joyride

Der er lunt og rart i “Joyride”-universet bestående af sjælfuld synth og guitar tilsat skæve elektroniske elementer. Det føles som et sikkert sted at bevæge sig hen, hvis man vil lulles i søvn - på den lækreste måde. Den lovende indie-popduo er aktuel med fire nye numre lavet til fiktionsserien ”Doggystyle”, der i øjeblikket ruller på DR3.

Find playlisten på andre streamingtjenester, blandt andre Apple Music:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA