x

THE MINDS OF 99: "Vi har på en måde stillet os selv skakmat"

THE MINDS OF 99: "Vi har på en måde stillet os selv skakmat"

Det er netop offentliggjort, at The Minds of 99 spiller en af landets største arenaer til næste år - Royal Arena. Vi har taget en snak med den pt. urørlige kvintet om den store opgave, om touren og fremtiden. 

I skal spille Royal Arena. Det er vel egentlig også skridtet efter en udsolgt Danmarksturné, men hvad er mavefornemmelsen omkring den store sal?

Niels Brandt: – Hvis vi havde en dårlig mavefornemmelse, så havde vi ikke gjort det. Vi føler os utrolig klar til det, der skal ske. Vi håber, at alle de fans vi har mødt på den tour, vi er på nu, de dukker op. Der har været en helt utrolig fornemmelse af fællesskab til de koncerter, vi spiller nu . Det vil vi rigtig gerne se på en stor skala i Royal Arena. 

Hvordan er I kommet dertil i jeres karriere, hvor I befinder jer lige nu? 

Niels Brandt: – Det er et rigtig godt spørgsmål. Men vi kan sgu ikke huske det. Vi lever bare i nuet. Tager en dag ad gangen. Vi elsker det, vi laver nu. Den dag vi ikke gør dét mere, så stopper vi bare. 

Og I er netop i gang med en fuldstændigt helt og aldeles udsolgt Danmarksturné. Hvordan har det været derude indtil videre?

Anders Folke: – Jamen som Niels var inde på før, så har vi været fuldstændig på røven over, hvor fantastisk et publikum, vi har. Det har vi set på den her turné. De synger med på alle sangene. Det er for sygt at se, hvordan folk de connecter med hinanden, med os og med musikken. 

Solkongen Del 1&2 har fået en fantastisk modtagelse, og benarbejdet i studiet er selvfølgelig medvirkende til, at I kan sælge så mange koncertbilletter og satse på et venue som Royal Arena. Hvornår kan vi forvente mere ny musik fra The Minds of 99?

Niels Brandt: – Det er under et år siden, vi udgav solkongen, så vi ved det ikke endnu. Vi skal finde noget ny inspiration. Måske kommer det snart. Måske kommer det aldrig. Vi har lavet tre albums på fire år. Det kræver nogle sange. De skal komme til os. Vi venter på dem. Når de kommer, så er vi klar til at tage imod dem. 

I har åbnet Orange, I har spillet på Orange en gang mere i 2018. I har spillet Smukfest, NorthSide og nærmest samtlige festivaler i Danmark. I er på en udsolgt Danmarksturné og skal spille Royal Arena. Hvordan kommer I videre herfra? Hvad er næste skridt?

Anders Folke: – Du har fuldstændig ret. Vi har på en måde stillet os selv skakmat. Så vi må se, hvad der skal ske efter alt det her. Vi ved det ikke endnu. Vi plejer at finde nye mål. Men det er for tidligt at tænke i de baner. Nu handler det om de fire koncerter i Vega, som vi glæder os helt sygt til. Det handler om koncerterne næste sommer, hvor vi spiller en masse festivaler, og så handler det om Royal Arena om et år. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA