Northern Winter Beat reportage dag 1: Krigermusik og semi-sløvt sexet Blade-rave

Northern Winter Beat reportage dag 1: Krigermusik og semi-sløvt sexet Blade-rave

Arkivfoto af We Like We

For syvende år i træk afholdes den aalborgensiske vinterfestival Northern Winter Beat – en festival, der om nogen sætter scenen for mangeartede artister og musik i alverdens udtryk. Arrangementet  strækker sig over tre dage og seks forskellige scener rundt omkring i byen, hvor både velkendte og spillesteder som Huset og 1000fryd åbner dørene op, men også smukke og alternative spillevenues som Utzon Center og Gråbrødre kloster inviterer ind i varmen. Torsdag er er åbningsdagen, og jeg drager mod Utzon Center hvor We Like We er nogle af de første optrædende på Nortern Winter Beat 2019.

We Like We - Utzon Center

****

Setuppet i auditoriet på Utzon Center er intimt og åbent på samme tid. De store glaspartier gør Limfjorden til et af de smukkeste backdrops, jeg længe har set. I et interview med Northern Winter Beat fortæller bandet, at deres musik afspejler møder og afsøger grænselandet i og omkring disse møder. Der spilles på klassiske instrumenter, men der leges også med effektpedaler for netop at skabe disse flader og scapes, deres lyd bunder i.

Koncerten er i sig selv en smuk og betagende oplevelse og meget ulig alt det, jeg forventede fra et klassisk band. De fire kvinder er enormt musikalske, og kærligheden til musikken, melodierne og alt det, der pøler rundt derimellem skinner tydeligt igennem. Der startes ud med en smuk vokal i en klang, der straks får mig til at tænke på de græske nymfer eller de nordiske elvere – uanset hvad, så er jeg overbevist om, at dette må være lyden, der lokker 1000 mænd i døden. Smuk, ren og skræmmende til tider.

Der er ingen tvivl om, at dette er klassisk musik uden regler, tilsat pedaler og en god synthplade. Tempoet skifter fra højt til lavt, violinen, bassen og trommerne giver skiftevis hinanden spilletid, og hver især får de lov at fremvise deres toner, som i samspillet bliver til et prægtigt lydtapet, der giver mig som lytter mulighed for at vandre til fjerne lande, dybe skove og selv til slagmarken. Her virker musikken stærk og krigerisk, trommerne varsler i mine ører et stort slag, og de fire smukke kvinder stod nu som valkyrier frem for nymfer.

Dog må jeg indrømme, at det til tider virker som en jamsession uden struktur, retning eller melodi, og jeg er skiftevis komplet til stede i momentet, men desværre mister jeg også opmærksomheden et øjeblik, og mine tanker vandrer langt væk fra koncerten i en af de mere stille stunder.

Tyve minutter går der, før første sang/stykke er ovre, og der er tid til første applaus. Næste stykke har samme længde, og sidste musikalske indslag er på omkring et kvarter. Det er en koncert, hvis lige jeg ikke har oplevet før, og jeg føler mig det eventyr rigere. Der bliver takket pænt fra det stærke band, med 50 procent aalborggensiske rødder, og proklameret, at de vender tilbage til efteråret med en opera, de netop nu arbejder på.

En sjov lille efternote, jeg ikke kan lade ligge – mens jeg sidder og færdiggør mine noter i salen, overhører jeg to mænd foran mig beskrive musikstilen som ”heksemusik”, ”ja, meget hekseagtigt”. Sjovt, hvordan vi som mænd og kvinder hører ting forskelligt, jeg hørte krigermusik, og den står jeg ved. Og så bliver der lukket for feminismepotten for denne gang.

Op på cyklen og padle hurtigt videre til næste arrangement, hvor jeg ser frem til at høre Nadja på Studenterhuset. Metalmusik har aldrig været det, jeg sætter på derhjemme i en hyggestund, men efter et brag af en Baest-koncert til sidste års GAFFA-prisen, så udelukker jeg aldrig den livegenre igen.

Nadja - Studenterhuset                                                                                           

*** 

Wow! er mit første indtryk, og jeg tror, de fleste publikummer har det på samme måde. Vi træder ind i den store sal på Studenterhuset, som i aften er halveret i størrelse ved hjælp af sorte gardiner. Scenen er sat op midt i lokalet, og nu siger jeg scene, men det foregår midt på gulvet omringet af en kunst- og lysinstallation, der minder en smule om enorme stykker sølvpapir. Man bliver ramt af mørket, så snart man træder ind af døren, og intimiteten i det her skyller ind over mig. Det eneste, der udgør rummet på nuværende tidspunkt er mørke og scenerøg. En lugt, som jeg afskyr, da den bringer mig fluks tilbage til alkoholfrie baller i provinsen i 00’erne med grimt hår og turkise kassebukser.

Det altomfattende mørke fylder pludselig meget og gør det umuligt at se ansigtstræk på personen lige ved siden af. Det eneste, der ellers bemærkes er den atmosfæriske lyd og midterscenen kun oplyst af en smule laserlys fra loftet.

To musikere træder nu ind i den ovale scene og begynder så småt at give den ambiente lyd et beat. Der lægges hele tiden op til et episk beatdrop, og jeg afventer i spænding på den forløsning, hvor musikken endeligt begynder. Selv efter et kvarters forspil er jeg nu nærmest på kanten til at briste. Der lyder sgu lidt dirty, men må indrømme, at selvom det her er så langt fra r&b, som noget kan være, så er der lidt babymaking music over det alligevel.

Den dybe sexede bas giver et fast beat, men det her er på ingen måde det metalbrag, jeg troede, jeg skulle høre. Det er nærmere en kombineret lyd- og lys-kunstinstallation, selvom der efter små tyve minutter begynder at lugte lidt af krop og armhuler, som der nu skal til en metalkoncert. Jeg bliver efterhånden klar over, at den ventede frigivning af musikken ikke kommer til at finde sted, og jeg overgiver mig så småt til beatet og rytmen i stedet og lægger mærke til, at flere af de tidligere trancefikserede publikummer nu også begynder at føle rytmen og rokke lidt med.

Efter en halv times tid bemærker jeg, at beatet er skiftet, og det er så subtilt, at jeg ikke engang er klar over, hvor længe det er siden. Det begynder nu også at tendere en smule mere over i noget syrerock, hvor jeg må indrømme, at jeg var mere til det semi-sløve sexede Blade-rave fra tidligere.

Der er ingen tvivl om, at Nadja tænker ud af boksen og ikke er bange for at have fingrene på hele synthpladen og give den fuld skrue og dermed give metalmusik en ny lyd og dimension. Dog bliver det hele afslutningsvis lidt for steneragtigt, og selve musikaliteten forfladiges for meget i min optik. 45 minutters beat og langsom opbygning og langsom nedtrapning efterlader mig lidt skuffet og uforløst, men det er også følelser, og det er, hvad musikken kan.

En fed start på årets festival, som angiver tonen for det, som Northern Winter Beat kan, nemlig at bringe usædvanlige musikalske oplevelser til folket. Fredag ser jeg frem til endnu mere musik og spændende navne som Fyr, Blixa Bargeld og Thurston Moore.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA