REPORTAGE: Northern Winter Beat reportage dag 2: Larm, støj og sne i gaden

REPORTAGE: Northern Winter Beat reportage dag 2: Larm, støj og sne i gaden

Arkivfoto af Blixa Bargeld

Efter en forrygende start på årets festival bliver det spændende at se, hvad fredagens program byder på. Mit valg er landet på Fyr, der spiller en solokoncert nede i Gråbrødre Klosteret, som rent faktisk befinder sig under en af Aalborgs gågader, Algade ved Salling. Senere drager jeg igen mod Utzon som byder på et af festivalens hovednavne tyske Blixa Bargeld og slutter af på studenterhuset med Thurston Moore, som er Northern Winter Beats catch for 2019. Vejrudsigten lover ægte vinterfestivalsvejr, så på med en ekstra strik for aftenen.

Fyr

*****

Oscar Lundsteen, som til dagligt spiller i bandet Orcas, har denne eftermiddag budt til koncert i nok et af byens mest intime rum. Tre meter under jorden i et minimuseum med en max kapacitet på 35 personer får vi nu en fremvisning af frontmandens kunnen, uden andet udstyr end stemmeklang og ren guitarlyd. Og det lyder fantastisk. Fyr giver fra første strøg på strengene anledning til at vippe med foden og smile til sin sidemand. Jeg får endda skålet med en medpublikummer i den Fernet Branca, vi blev budt i døren – som i øvrigt var enorm god stil, og meget velkomment i vinterkulden. Humøret er højt blandet det det lille publikum, og de muntre melodier på bluesguitaren går rent ind, især i samspil med Fyrs rå og rene stemme og det beat, han så ivrigt tramper med fødderne.

Akustikken her under jorden er en smule døv, men til lige præcis dette setup gør det ingenting, for Fyr synger på dansk, og han synger dansk, man kan høre og forstå, og den slags prissætter denne anmelder ret højt. Især sangen Dæmon vækker glæde blandt de fremmødte gæster, med grin undervejs i fortællingen om den skrækkelige kvinde med en strofe så sand: ”nogle elsker at elske, og nogle elsker at blive elsket at nogen”. Jeg er nu fan af Fyr og giver med glæde 5 stjerner til denne 25 minutters minikoncert under jorden.

Blixa Bargeld

****

Jeg er mere end bevidst om, at jeg nu skal ind og høre en musikalsk legende, især da salen på Utzon i dag er propfyldt, og nogle endda må gå forgæves. Tyske Blixa Bargeld, kendt fra Einstürzende Neubauten og tidligere medlem af Nick Cave and the Bad Seeds, er kendt for at udforske grænserne for, hvad der forstås som musik i form af lyd, tale og akustisk arkitektur. Og det må man søreme sige, han gør. Den sortklædte mand træder ind på scenen og leverer et ”Good evening”, der er Hitchcock værdigt. Herefter forklarer han, at det eneste han har medbragt i aften er fire fodpedaler samt sin lydmand Mefisto, som ofte kun f*cker det op for ham – og det er Blixas egne ord. Som også senere skal vise sig at tale sandt.

Blixa går straks i gang med at kreere det første beat, og der bliver skabt musik ved hjælp af hans egne optagne lyde, og dimensionerne og lagene bliver langsomt bygget på. Intet er optaget på forhånd, så vi får altså oplevelsen af en lydarkitekts arbejde og kunst lige nu og her. Lydtæppet fungerer, og jeg ser udmærket genialiteten og musikaliteten bag Bargelds renommé, men da han begynder at synge hen over, knækker filmen desværre en smule. Lyden er så gennemtrængende og skinger, at flere publikummer rent faktisk holder sig for ørene eller må sætte en finger direkte ind i lydhullet. Noget, jeg forestiller mig er enhver musikers mareridt. Jeg ser endda flere, som vender sig om mod lydmanden for at se, om han har panik i øjene, eller rent faktisk har forladt lokalet, for det her kan da ikke være rigtigt. Men jo – Blixa forklarer endda efterfølgende, hvad der sker i forbindelse med hans optræden og hvorfor nogle reagerer så kraftigt. Vores ører er simpelthen ikke i stand til at kapere de vibrationer og interferenser, der skyder gennem lokalet. Om ikke andet må vi da alle sande det eksperimentelle element i Bargelds musikalske kunst.

Hvis der er noget, den mørkklædte tyske herre kan, så er det at underholde. Han besidder en charme og ironi, der vækker latter og anderkendende nik med hovedet over hans jokes og sarkastiske bemærkninger til lydmand Mefisto. Især da Mefisto bliver skældt ud på tysk, efter fejlagtigt at have slettet et lydspor, Bargeld netop har optaget, til sin gengivelse af den tyske Autobahn.

Som lyd og kunstinstallation giver dette set-up mening for mig, men som koncert efterlades jeg mangelfuld og en smule forpint i øregangene. Så den tyske legende får to stjerner for musikalsk performance og to for den intelligente og skarpe underholdningsværdi, han medbringer.

Nu kan jeg love for, at vejrudsigten holder stik, og det rigtige Northern Winter Beat-vejr har ramt Aalborg. Det fineste snevejr har gennem det meste af koncerten lagt et smukt lagt af frisk puddersne i hele byen og drysser stadig eventyrligt ned. Heldigvis er det hverken storm eller vintervejr, så jeg begiver mig straks videre i minusgraderne mod varmen i Studenterhuset, hvor jeg ser frem til endnu et ikon inden for musikken.

Thurston Moore

****

Normalt vil jeg ikke skænke det en tanke, men jeg tager mig selv i at kigge på klokken flere gange, indtil Thurston Moore Ensemble går på små ti minutter forsinket. Måske det er, fordi samtlige koncerter jeg endnu har været til på denne vinterfestival er startet på klokkeslættet. Om ikke andet så er de her nu, og med stor forventning fra publikum som hujer og klapper med stor iver.

Thurston Morre er intet mindre end en levende legende inden for den alternative rock-scene, både med sit arbejde i bandet Sonic Youth, men også som soloartist, som siden 2011 har udgivet tre album. Lige nu har ensemblet gang i en langsom opbygning af lyd og samspil der går op i en højere enhed. Thurston står med ryggen til publikum, og først efter ni minutters forspil går det op for mig, at der ikke er en mikrofon på scenen. Jeg får straks en smule paranoia, ved tanken om min koncert med Nadja aftenen før, som var et 45 minutters musikalsk forspil uden den efterhånden længe ventede forløsning. Men kort efter giver bandet slip – der bliver filet med finurligt og hurtigt fingerspil på strengene i flere minutter, indtil de endelig flyver ud over skrænten, og lydbilledet nu bliver til musik og melodi, som alle nu står og rokker med på. Endelig!

Salen er næsten fyldt, og der er ingen tvivl om, at det er et broget publikum i alle aldre. Jeg regner med, at en del af de ”gamle” Sonic Youth-fans er til stede; om de får deres forventninger opfyldt er jeg dog i tvivl om. Lyden generer mig en smule, det virker, som om der er dæmper så instrumenterne eller selve rummet. Jeg flytter mig derfor fra den ene ende af lokalet til den anden for at se, om der er en ændring, men desværre. Musikerne når ikke ordentlig ud over scenekanten med deres uden tvivl smukke semi-støjrock , som er et sammensurium af rock, elektronisk lyd og opbyggende segmenter, der giver et tilfredsstillende beatdrop flere gange i løbet af koncerten.

Jeg har altid lyttelapperne ude efter en endt koncert, og i aften er der især en blandet mening at opfange om Thurston og hans Ensemble blandt publikum. Nogle kalder det et smukt ambient lydtæppe, andre er voldsomt skuffede og fordømmer frontmandens arrogance i, og med at han rent faktisk stod med ryggen til publikum i en hel time. Arrogancen så jeg ikke, nærmere en kærlighed til musikken og stor nytænkning inden for samme.

Således blev festivalens dag to afsluttet med store oplevelser inden for mange dimensioner af musikkens verden, og jeg ser frem til festivalens afsluttende dag lørdag, hvor man blandt andet kan opleve Hjalte Ross, Anna von Hausswolff, Sista Bossen og The Entrepreneurs.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA