Guide: Årets mest spændende koncerter – som der stadig er billetter til

Guide: Årets mest spændende koncerter – som der stadig er billetter til

Vi er i fuld gang med et nyt år og dermed også et år med mange spændende koncerter. Vi har kigget lidt i kalenderen og har fundet en stribe lovende shows, som der stadig er ledige billetter til. Fortrinsvis med navne, som kun giver én eller få danske koncerter i år, eller som giver deres første optrædener i en længere periode.

Low, VoxHall, Aarhus, 9. februar (spiller også i DR Koncerthuset 11. februar, men den koncert er udsolgt)

Den amerikanske indie-trio har efter 25 år genopfundet sig selv med det fremragende, skiftevis tyste og støjende og usædvanligt elektronisk orienterede album Double Negative, som GAFFA kårede til et af årets ti bedste album i 2018. Glæd dig til Mimi Parker og Alan Sparhawks smukke og sjælfulde vokaler og et intenst musikalsk udtryk.

Lise Westzynthius og Bjørn Rasmussen, Teater S/H, København, 9. februar

Sangerinden og sangskriveren Lise Westzynthius udgav i september sit femte og meget roste album, JA, hendes første udspil i seks år, der har givet hende en Steppeulv-nominering i kategorien ”Årets tekstforfatter”. Nu er hun klar med sin første turné i syv år, der bringer hende forbi en række særlige lokaliteter, alle i selskab med forfatteren Bjørn Rasmussen, som vil læse op af sin aktuelle roman Jeg er gråhvid. Se flere koncertdatoer her. 

Twenty One Pilots, Royal Arena, 11. februar

Den amerikanske duo fik et kæmpehit i 2015 med "Stressed Out" fra deres fjerde album, Blurryface, og fulgte med op med flere hits som "Ride" og "Heathens". De blander diverse genrer, fra hiphop over pop og rock til indie, til deres eget særegne udtryk og er kendt for højenergiske koncerter, så husk at drikke vand!

Nils Frahm, VoxHall 13. februar (få billetter) og KB Hallen 14. februar

Den tyske pianist og komponist bevæger sig i et spændingsfelt mellem avantgarde, neoklassisk og elektronisk musik, der siden debutalbummet ”Streichelfisch” i 2005 har fanget en stor lytterskare. Da han sidste år spillede på VoxHall, uddelte GAFFAs anmelder de maksimale seks stjerner, så der er god grund til at sætte stort kryds i kalenderen.

Bastille, Tap1, 17. februar

Det er lagt op til fest, når de energiske briter træder ind på scenen. Poprock/indie-bandet har et nyt album på trapperne og forventes at spille sange fra det til koncerten. Albummet vil være det tredje i rækken og bliver af bandet selv beskrevet som et "apokalyptisk festalbum".

Jason Mraz, KB Hallen, 28. februar

Den amerikanske singer-songwriter er især kendt for 2008-hittet "I'm Yours" og aktuel med sit sjette album, Know. Sidste gang han gæstede Danmark var tilbage i januar 2017, hvor GAFFAs anmelder tildelte ham fem ud af seks stjerner og blandt andet skrev: "Den humoristiske stemning, de små anekdoter og Mraz’ afslappede stil med den velkendte hat og jeans gjorde koncerten uhøjtidelig og intim. Man glemte hurtigt, at der sad 1799 andre i salen". 

Nicki Minaj + Juice WRLD, Royal Arena 1. marts

De to rapstjerner drager på fælles turné. Oprindeligt skulle Nicki Minaj havde touret med Future, men denne har trukket sig af ikke nærmere offentliggjorte årsager. Juice WRLD havde et begivenhedsrigt 2018s med sit platinsælgende debutalbum Goodbye & Good Riddance og de storstreamende singler "All Girls Are the Same" og "Lucid Dreams.” Han udgav også albummet WRLD on DRUGS med netop Future, som han altså kommer til at afløse på turnéen. Nicki Minaj udgav sit fjerde album, Queen, hendes første album i fire år, som GAFFAs anmelder tildelte hele fem stjerner.

GAFFA-Prisen, Odeon, Odense 7. marts

Kan du huske dengang, Ed Sheeran spillede til GAFFA-Prisen? Den sympatiske verdensstjerne indtog GAFFAs prisoverrækkelse med sin akustiske guitar, sine catchy melodier og en ordentlig portion britisk charme. Det var i 2011, og hans karriere var allerede så småt begyndt at stikke af. Han ejede den sal.

Hvis ikke, så husker du måske GAFFA-Prisen i 2012? Et defekt biolærred fra 1971 satte en stopper for Medina og The Eclectic Monikers optræden, og lærredet måtte til sidst skæres ned. Det var første gang, showet blev vist på tv, og netop dette show er siden gået over i historien som en mindeværdig dansk kulturbegivenhed – på godt og ondt. GAFFA-Prisen er et show fyldt med overraskelser og en lang række ”du skulle fandeme have været der”-momenter – så kom da med!

LÆS OGSÅ: Bremen Teater får nyt fortæppe efter "lærred-gate"

Den 7. marts 2019 gør vi det hele igen, og vi garanterer, at det bliver en aften, du ikke glemmer foreløbig. De seneste to år er GAFFA-Prisen blevet afholdt i Odenses koncerthus Odeon, og den smukke sal kommer ligeledes til at danne rammen om GAFFA-Prisen 2019. Det bliver en aften i musikkens og navnligt livemusikkens tegn. 16 priser skal uddeles til både danske og udenlandske artister. Imellem overrækkelsen af de prestigefyldte priser kan du opleve de bedste artister fra ind- og udland live. Som altid kommer vi til at præsentere både upcoming og etablerede navne, og vi garanterer fantastiske musikalske indslag for enhver smag. Hold øje med GAFFA.dk for annonceringer i den kommende tid.

Anderson .Paak, Royal Arena, 7. marts

Hvis du af en eller anden grund ikke vil se GAFFA Prisen live – det kan heldigvis opleves på YouTube bagefter – kan vi anbefale dig Anderson .Paak. Manden har mange titler: sanger, rapper, trommeslager og producer. Han er yderst anerkendt for sit musikalske talent, og hans to forrige danske koncerter, på Roskilde Festival 2016 og 2018, fik henholdsvis fem og seks stjerner af GAFFA.

Dave Matthews Band, Royal Arena, 17. marts

Gruppen med sanger og sangskriver Dave Matthews i front har opnået stor succes med deres blanding af rock, folk, soul og meget mere og er kendt for deres lange jamsessions live. De har udgivet ni album, senest Come Tomorrow fra juni 2018. For tiden består bandet af syv medlemmer, herunder en saxofonist og en trompetist. Bandet spillede senest i Danmark i 2015, men sidste år gav to af medlemmerne, Dave Matthews og Tim Reynolds, fælles koncert i Royal Arena og fik de maksimale seks stjerner af GAFFA.

Troye Sivan, Forum Black Box, 18. marts

Den 23-årige australske popsanger har på seneste vokset sig til en yderst populær fyr. Foruden at han lød med guldet til både MTV Europe Music Award og Teen Choice Award placerede hans "My My My!" sig som Sivans anden nummer et-single på Billboard Dance Club Songs hitliste. Derudover har han optrådte i talkshows som Saturday Night Live og The Ellen DeGeneres Show og er på rollelisten i den aktuelle film "Boy Erased". sammen med blandt andre Nicole Kidman og Russell Crowe. Troye Sivans seneste album modtog hele fem GAFFA-stjerner under overskriften "Queer-ikonet, vi har manglet".

L.O.C., Aalborg Teater, 3. april (turnéstart)

Liam O'Connor har turneret flittigt i de senere år, men det er første gang i fem år, han er aktuel med et nyt album. Udgivelsen får titlen Det danske mareridt – drømmen den er vores og ventes ude før koncerterne, hvor L.O.C. vil spille det nye album i sin helhed. Om albummet udtaler han: – Set i lyset af, hvordan musik bliver lavet og brugt i dag, har det været vigtigere end nogensinde for mig at have noget på hjerte, før det var værd at skrive ned. Alt fra glæden over at komme ud på den anden side af teenagelivsleden gennem realiseringen af, at livet sagtens kunne blive værre, til ufiltrerede tanker om frygt, patriotisme, hysteriarkatet, og hvad vi nu ellers identificerer os med i min generation af selvoptagede. Det her album er så rendyrket, som det kan blive for mig. 

Silas Bjerregaard, Musikteatret Holstebro, 5. april (turnéstart)

I 2018 drog Turboweekend på afskedsturné efter 12 års virke, og kort efter deres sidste koncert, på Wonderfestiwall, udgav sanger Silas Bjerregaard sin første solosingle "Ikke på andet", hvor han som noget nyt sang på dansk. Nu er den altid karismatiske og intense sanger klar med sin første turné, hvor vi kan forvente at høre mange flere nye sange på dansk.

Noname, Store Vega, 6. april

Efter en udsolgt koncert i Lille Vega i august er den fremadstormende Chicago-rapper tilbage i Danmark. Da hun optrådte i Lille Vega, uddelte GAFFAs anmelder fire solide stjerner og skrev blandt andet: "Det er få, der for alvor kan bryste sig af at stå ud med sin helt egen unikke stil på nutidens amerikanske rapscene. Noname er en af de få. Med sin karakteristiske, soulede vokal og et flow, der leger med metrik og levering, kan stilen nærmest beskrives som spoken word i sit udtryk."

Speaker Bite Me, Loppen, Christiania 6. april (udsolgt), Kulturmaskinen, Odense 12. april, Atlas, Aarhus, 13. april

Den danske indie/støjrockgruppe Speaker Bite Me udgav i oktober deres sjette album, det første i hele 11 år, Future Plans. Et udspil, som er blevet et af årets mest roste danske album og blandt andet fik seks ud af seks stjerner i GAFFA. Albummet blev fulgt op af en enkelt, udsolgt koncert på Hotel Cecil, men i 2019 giver gruppen flere koncerter, og så er det bare om at indfinde sig.

Sharon Van Etten, DR Koncerthuset 7. april

Den amerikanske sangerinde og sangskriver har fået fem GAFFA-stjerner for sine tre seneste album, hvoraf det nyeste, Remind Me Tomorrow, lige er kommet. GAFFAs anmelder skrev blandt andet: "Nyt forhold, barn og en ny lyd signalerer et overskud, der både musikalsk og tekstmæssigt vil mere. I hænderne på produceren John Congleton (St. Vincent, Angel Olsen) bliver sangene drevet frem af et elektronisk drive" i forhold til tidligere udgivelsers indie-folk.

Tedeschi Trucks Band, Amager Bio 7. og 12. april (sidstnævnte er udsolgt), Værket, Randers 11. april (få billetter)

Tilbage i 2017 spillede Tedeschi Trucks Band to udsolgte koncerter i Amager Bio og Værket i Randers, og nu er det 12 m/k stærke bluesorkester klar til at gentage succesen. Gruppen er under stærk ledelse af frontfigurerne, blues-power-ægteparret Susan Tedeschi (Grammy-nomieret solist) og Derek Trucks (Grammy-vindende guitarist), der i 2007 sammenflettede deres to bands og stiftede, hvad der i 2010 skulle blive til Tedeschi Trucks Band. Siden da har bandet fusioneret elementer fra både blues, jazz, rock, qawwali, gospel og soul. Da bandet spillede i Amager Bio i 2017, uddelte GAFFAs anmelder de maksimale seks stjerner.

Boy George & Culture Club, Spektrum Arena, Vejle, 13. april

80'er-gruppen er tilbage med første nye album i 19 år, Life, der modtog fire stjerner fra GAFFAs anmelder under overskriften "Culture Club holder sig relevante på solidt comeback-album". Bandet har solgt mere end 150 millioner plader og lover både nye sange og gamle hits som "Do You Really Want To Hurt Me", "Karma Chameleon" og "The War Song".

Den Gale Pose, Tivoli, Plænen 26 april, Tivoli Friheden 10. maj

Efter otte års stilhed vender et af Danmarks store hiphop-navne fra slut-90'erne og start-00'erne tilbage. Den Gale Pose alias Jesper "Jokeren" Dahl og Nick "Coldhands" Kvaran i selskab med Szhirley og DJ Static har besluttet, at de i 2019 tager på landevejen sammen igen. Genforeningen har været på tale længe, men på grund af det tredje medlem Rasmus Bergs pludselige og alt for tidlige død i november sidste år har Den Gale Pose haft mange overvejelser om deres turné – men de har valgt at gennemføre i hans ånd og ære. (Flere datoer offentliggøres løbende.)

Anne, Sanne, Lis, Gigantium, Aalborg, 16. maj (turnéstart)

De tre ikoniske danske sangerinder, der i 2018 blev portrætteret i en populær DR2-serie, tager på arenaturné. Når de går på scenen i Aalborg, er det 38 år siden, de sidst optrådte sammen alle tre og små 40 år siden, de begyndte at spille sammen i Anne Linnet Band. En gruppe med leadvokaler fra alle tre sangere og Anne Linnet som den primære sangskriver, om end Lis Sørensen også skrev sange til gruppen. Gennem deres to lp’er – Anne Linnet Band (1981) og Cha Cha Cha (1982) – og talrige koncerter landet over blev de kendt som hele Danmarks ”Anne, Sanne og Lis”. Et udtryk, der gik sin sejrsgang op gennem 80'erne, hvor de tre hver især hørte til Danmarks bedst sælgende musikere, og de er stadig aktive og yderst succesfulde. En stor del af deres turné er udsolgt, men der er dog ledige billetter i Gigantium, Aalborg 16. maj, i Ceres Park, Aarhus 18. maj, Jyske Bank Boxen, Herning 24. maj og Roya Arena 1. juni.

Mumford & Sons, Royal Arena 17. maj

De banjoglade britiske folk-rockere Mumford & Sons giver koncert oven på udgivelsen af deres fjerde album "Delta”. Et album, der forener intimiteten fra bandets to første, folk-rockede plader med stadionlyden af 2015's mere elektroniske Wilder Mind. Deres sidste danske koncert, ved Musikhuset Aarhus i 2016, udløste fem GAFFA-stjerner.

Wu-Tang Clan, Public Enemy og De La Soul, Royal Arena, 21. maj

Tre af hiphoppens største grupper slår sig sammen for at fejre tre jubilerende milepæle fra hiphoppens guldalder. It Takes A Nation of Millions to Hold Us Back fra Public Enemy og 3 Feet High and Rising fra De La Soul har 30 års jubilæum, og Wu-Tang Clans Enter The Wu-Tang – 36 Chambers er blevet 25 år. Det er tre af de absolutte hovedværker fra hiphop-historien, der er solgt i millioner og har inspireret talrige andre kunstnere. 

Giorgio Moroder, Vega, 24. maj

Den stilskabende italienske producer tager ud på sin første turné nogensinde med liveband, og når han står på scenen i Vega, vil han have passeret sin 79 års fødselsdag. Giorgio Moroder er kendt som en af de absolutte pionerer inden for den såkaldte "italo disco", der kombinerer disco med elektroniske elementer. Det bliver svært at stå stille til det store bagkatalog af hits som "Love to Love You Baby", "Hot Stuff", "Bad Girls" og "I Feel Love" med Donna Summer, samt Moroders mange samarbejder med store kunstnere som Blondie på "Call Me", Bowie på "Cat People", Freddie Mercury på "Love Kills", Berlins klassiker "Take My Breath Away" og mange flere.

Tenacious D, Royal Arena, 6. juni

Der er dømt fællesskål, pruttehumor og god gammel rockmusik fra øverste hylde, når selveste Jack Black og Kyle Gass, også kendt som Tenacious D, gæster Danmark den 6. juni med deres fjerde album i ryggen. Og denne gang er det Royal Arena, der står for skud og danner rammen for en aften fyldt med en medrivende og Grammy-vindende hyldest til rockmusik

Phil Collins, Ceres Park, Aarhus, 8. juni (få billetter)

Phil Collins er tilbage med sin første danske solokoncert siden 1990, om end han også optrådte med The Phil Collins Big Band i Tivoli i 1998, og med Genesis i Herning i 2007. Han spiller både sange fra solokarrieren og udvalgte Genesis-numre, så forvent hit på hit på hit på Collins’ Still Not Dead Yet Tour.

LÆS OGSÅ: Phil Collins svarer på læsernes spørgsmål: Jeg kunne godt lide American Psycho-filmen

The 1975, Tap1, 13. juni

Poprock-gruppen er aktuel med deres tredje og meget ambitiøse album, A Brief Inquiry into Online Relationships. Et udspil, der internationalt generelt har fået flotte anmeldelser, om end GAFFA gik lidt imod strømmen og kun tildelte det to stjerner. Bandet besøgte senest Danmark til NorthSide Festival i 2017, hvor GAFFAs anmelder kvitterede med fire stjerner og ordene: ”Nile Rodgers og Chic, der gæstede Tivoli i fredags, har ikke levet forgæves. Det har alverdens rockstjerner heller ikke i forhold til gruppens sanger Matt Healy. Iført højhælede støvler og højt og krøllet år indtager han scenen med en selvtillid, som ikke lader byfællerne med efternavnet Gallagher meget efter.”

Patti Smith, Amfiscenen ved Musikhuset Aarhus, 21. juni

Patti Smith giver sin eneste koncert i Danmark i 2019 – og hendes første i Aarhus siden 2005, hvor hun spillede på Train. Smith debuterede tilbage i 1975 med albummet Horses og er både sanger, sangskriver og forfatter, kendt for blandt andet sange som "Gloria" (baseret på Van Morrisons sang af samme navn), "Because the Night" (foræret til Smith af Bruce Springsteen og derpå omskrevet) og "People Have the Power". Hun har også skrevet en række bøger, blandt andet den prisvindende og selvbiografiske Just Kids. Altid karismatiske Smith er en hyppig gæst i Danmark, og sidste sommer optrådte hun på Heartland Festival.

Sting, Teaterpladsen, Holstebro, 21. juni

Sting har haft en lang og produktiv karriere og kan skrive komponist, sanger, sangskriver, skuespiller, forfatter og aktivist på cv'et. Hans musikalske karriere begyndte tilbage i slut-70'erne, hvor han startede bandet The Police med Stewart Copeland og Andy Summers. Det blev til fem album og intet mindre end seks Grammy-priser, to Brit-awards og en indlemmelse i The Rock and Roll Hall of Fame, før han indledte en endnu mere prisbelønnet solokarriere. Sting er en hyppig gæst i Danmark, og han er altid veloplagt – og spiller sange fra alle årene.

Toto, Ceres Park, Aarhus, 23. juni

Californiske Toto har gennem fire årtier leveret deres særlige fusion af pop, rock, funk, soul, jazz og blues med mere på et teknisk meget højt niveau. ”Hold the Line” fra 1978 var gruppens første store hit, som siden blev fulgt op af blandt andre ”Rosanna” og ”Africa”, begge fra 1982. De har solgt over 40 millioner album og vundet seks Grammyer og er kendt for yderst velspillede koncerter.

Foo Fighters, Fængslet, Horsens, 25. juni

Det altid veloplagte rockband med den tidligere Nirvana-trommeslager Dave Grohl i front er tilbage. Foo Fighters albumdebuterede i 1995 som et enmandsprojekt, men var et regulært band med blandt andre den tidligere Nirvana-liveguitarist Pat Smear på toeren The Colour and the Shape i 1997. De udgav i 2017 deres niende album Concrete and Gold og har både turneret i 2017 og 2018 – og fortsætter altså med det i 2019. Deres seneste danske koncert var på Roskilde Festival 2017, hvor GAFFA uddelte fem stjerner.

Volbeat, Ceres Arena, Aarhus, 29. juni

Rockgruppen, der med "For evigt" leverede den uofficielle temasang til håndbold-VM, deler vandene overalt – også på GAFFA, hvor deres seneste danske koncert, i Parken i 2017, fik seks stjerner, mens dvd-udgivelsen af samme koncert kun fik to, dog af to forskellige anmeldere. Uanset hvad er der tale om en af Danmarks internationalt mest succesfulde grupper siden Aqua, og deres koncerter plejer at være udstyrsstykker med masser af ild, fyrværkeri og storskærm, og nok også en gæst eller to.

Tom Jones, Tivoli, Plænen, 5. juli

Den 78-årige Tom Jones har været musikalsk aktiv siden 1963. Gennem årene har han bevist sit værd med talrige hits som "What's New Pussycat", "If I Only Knew", "Sex Bomb" og mange flere og album i genrer som pop, rock, soul, r&b, country, gospel og dance. Tom Jones har solgt mere end 100 millioner album og har haft 36 top 40-hits i Storbritannien og 19 i USA. Sidste år optrådte han på Smukfest og fik fem stjerner af GAFFA.

Metallica, Parken, 11. juli

Metallica kan åbenbart ikke få nok af Danmark og omvendt, men en fjerdedel af gruppen er selvfølgelig også dansk. De giver i år deres sjette danske koncert siden udgivelsen af deres seneste album, Hardwired … to Self-Destruct fra november 2016. Først gjaldt det fire gange Royal Arena i 2017, så var det forbi Jyske Bank Boxen i 2018, og nu gælder det så Telia Parken.

John Fogerty, Royal Arena, 11. juli

John Fogerty fik sit gennembrud som sanger og sangskriver i Creedence Clearwater Revival, der var aktive i perioden 1967-1973 og er kendt for hits som "Bad Moon Rising", "Who'll Stop the Rain" og "Proud Mary". Derefter gik han solo og har rendyrket sit udtryk, der fokuserer på Amerikas musikalske rødder – blues, country, folk, rock, også kendt som roots eller Americana. Koncerten i Royal Arena bliver Fogertys første i København siden 2010, hvor han spillede på Refshaleøen. I 2014 optrådte han på Jelling Musikfestival, hvor GAFFAs anmelder uddelte de maksimale seks stjerner.

Gregory Porter, Royal Arena, 13. juli, Musikhuset Aarhus 14. juli

Gregory Porter overraskede alle, da han første gang besøgte Danmark på Copenhagen Jazz Festival i 2014. Koncerten i DR Koncerthuset var forrygende og løftede sig yderligere, da selveste Stevie Wonder, som befandt sig blandt publikum efter at have spillet på Roskilde Festival dagen før, blev lokket på scenen til publikums store begejstring for at give et improviseret ekstranummer. I 2016 vendte Porter tilbage til jazzfestivalen, i 2017 spillede han på Heartland ved Egeskov Slot, og i 2018 udsolgte han igen både i Operaen og i Musikhuset Aarhus. I år vender han tilbage til Musikhuset Aarhus, under Aarhus International Jazz Festival, og nu giver han også for første gang koncert i Royal Arena i København.

Pink, CASA Arena, Horsens, 7. august

Den amerikanske popsangerinde og sangskriver er tilbage i Danmark for første gang siden 2013, hvor hun optrådte i Jyske Bank Boxen og gav et spektakulært, cirkusinspireret show med masser af akrobater og dansere. Pink brød igennem i 2000 med singlen "There You Go" og udgav i 2017 sit syvende og hidtil seneste album, Beautiful Trauma.

Alice Cooper, Royal Arena, 25. september

Hardrockeren, der 4. februar fylder 71, fik det store gennembrud med sit tredje album Love It to Death i 1971, og hans seneste udgivelse er albummet Paranormal fra 2017, album nummer 27 i rækken. Præstesønnen, der er en af stilskaberne inden for chok-rocken, er kendt for et tekstunivers med blod og død, og det samme er hans koncerter, som gennem årene har budt på både kvælerslange, guillotine, elektrisk stol, samuraisværd og meget mere – og hits som "No More Mr. Nice Guy”, ”Under My Wheels”, ”Billion Dollar Babies”, ”Poison”, ”Love You To Death” og ”I’m 18”.

Cher, Royal Arena, 15. oktober

Legenden spiller sin første danske koncert i 14 år i Royal Arena.Hun vil fremføre en række hits fra sit enorme repertoire samt nye sange fra Dancing Queen-albummet – Chers hyldest til ABBAs musik, som udkom i efteråret 2018. Stjernen begyndte sin karriere i midten af 1960'erne som en del af Sonny & Cher med sin daværende partner, Sonny Bono. Hun begyndte dog sideløbende at udgive soloplader og fik hurtigt succes i begge sammenhænge frem til opløsningen af Sonny & Cher i 1977, hvorefter hun fortsatte solo. Gennem årene har hun solgt mere end 100 millioner albums, hun har givet koncerter, lavet film, Broadway-optrædener, tv og instrueret. I 2018 vendte Cher tilbage til filmen i ABBA-musicalen Mamma Mia! Here We Go Again efterfulgt af udgivelsen af et album inspireret af filmen, Dancing Queen, Chers 26. studiealbum som solist.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA