x

Mastodons Brann Dailor: – Danmark ligger i midten – i den såkaldte sweetspot

Mastodons Brann Dailor: – Danmark ligger i midten – i den såkaldte sweetspot

Se også en spritny koncertoptagelse nedenfor

Mastodon spillede en udsolgt koncert på Train lørdag den 2. februar. Inden showet havde GAFFA mulighed for et interview med bandets trommeslager Brann Dailor. Et forarbejde i flere måneder var nødvendigt for at kunne gøre interviewet muligt, og kun halvanden døgn inden blev interviewet bekræftet. Man skal godt nok være fleksibel, hvis man vil tale med musikstjerner. Brann Dailor er et meget behageligt og imødekommende menneske. Han hilser, byder på en kop kaffe, har et fast håndtryk og ser oprigtigt interesseret ud, idet jeg stiller det første spørgsmål:

Hvordan går turneen indtil videre?

Brann Dailor: – Super. Vi er halvvejs igennem, tror jeg. Alle shows er propfyldte, og det er sjovt indtil videre. Og det er om vinteren, som om vi er alles yndlinge. (Brann Dailor griner.)

Men der er jo mange koncerter. For tre uger siden så jeg Amorphis, Soilwork samt Jinjer i Hamborg, men det virker, som om der ikke er så mange heavy-bands, der er på Europatur lige nu?

BD: – Behemoth er også på tur. Formentligt er også Ghost på tur et eller andet sted. Der mange på tur faktisk. For mig virker det, som om alle er på turné hele tiden. Men folk kommer ud for at se dem og ikke mindst os. Hvis salene var tomme, ville vi nok sige ”Okay, tid til at pakke sammen.”.

I aften er også udsolgt.

BD: – Lige præcis – det er cool.

Metallens Pink Floyd?

Lad os tænke lidt ud af boksen og tænke os, at jeg skulle overbevise en kammerat om at købe en billet til jeres show og ikke kendte jer. Hvad ville du sige til ham? Hvorfor skulle han komme? Hvad vil han kunne forvente af en Mastodon-koncert?

BD: – Jeg tror, at det ville komme an på, hvordan jeg i givet fald følte omkring bandet og det dermed givne individuelle perspektiv i forbindelse med den musik, de spiller. For mig er det svært at beskrive, hvad vi præcis er, siden jeg er en del af det. Jeg ville sige: ”Du skal komme. Det er interessant musik. Der spilles utrolig mange noder. Lidt progressivt, samtidigt catchy, en smule rock, så der vil være utrolig mange forskellige ting. En stor variation. Vores rødder er i tung musik.” Det kommer an på personens viden om musik generelt til at starte med i forhold til, hvordan du vil beskrive musikken. Du kan nemlig kun tage denne ramme til at beskrive ud fra. Du kunne starte med at sige: ”Har du hørt om Metallica?” – så siger modtageren ”Ja.”. Følgespørgsmålet er derefter: ”Hvad kender du til heavy-musik ud over Metallica?” – hvis vedkommende ikke kender meget mere end dét, er du nødt til at sige, at det er lidt ligesom Metallica, selvom det ikke er som Metallica. I den videste forstand er vi det, hvis du vil få folk til at kunne forstå, hvad det går ud på. Eller Black Sabbath – du vil kunne sige, at det går lidt mere i Black Sabbath-retningen af heavy-metal end måske Pantera-retningen.

Jamen så skal man jo kunne kende dem.

BD: – Netop og så skal du også vide, hvem King Crimson er, og kender du til Genesis, før Peter Gabriel forlod bandet? Kender du Thin Lizzy? For mig som del af bandet ville det være utrolig hårdt. Derfor, for at besvare dit spørgsmål ville jeg sige til kammeraten: ”Du skal komme – det bliver sjovt! Alle vil være fulde og have en god aften”. Jeg føler, vi er heavy-musik på en eller anden måde med progressive elementer.

Nogle kalder jer for metallens Pink Floyd.

BD: – Vi kan godt lide at samle forskellige stile omkring de mange forskellige versioner af os selv igennem årene. Vi udvikler os konstant som mennesker og musikere. Hele dette sammensurium af forskellige stile er stadigvæk Mastodon, og det er dét, det kommer an på.

Ville du så kalde Mastodons udvikling for en musikevolution snarere end en musikrevolution igennem årene? Når jeg tænker på jeres tidlige album som fx Remission og sammenligner med jeres nyeste plade The Emperor of Sand, er det meget tydeligt en musikevolution.

BD: – Helt klart. Det handler også om kunnen. Særligt når det kommer til vores vokaler. Vi er tre, der synger. Vi synes, at det er mere interessant med flere sangere, når vi leder efter melodier. Det er federe, end at vi bare skriger. Skrige-vokaler er også fede, men i dag går vi faktisk mere efter skønsang end tidligere. Personligt lytter jeg ikke til særlig megen skrige-musik. Måske Neurosis, men det er også det. Men ved deres måde at lave skrige-vokaler på, er der også megen melodi. Jeg ved dog ikke, hvorfor jeg foretrækker deres måde at skrige på mere end hos andre bands. Den slags heavy-metal, jeg kan lide, er mere den klassiske af slagsen, og der er egentlig udelukkende skønsang, når jeg tænker på Black Sabbath, Iron Maiden eller Judas Priest.

Ingen musik i turbussen

Er det så de bands, I lytter til i turbussen?

BD: Nej. Vi lytter ikke til musik i turbussen.

Er der bare stille i bussen?

BD: – Du tilbringer ikke så megen tid i de europæiske turbusser.

Fordi afstandene mellem byerne er kortere?

BD: – Nej, fordi busserne er meget mindre end dem, vi kører med i Staterne. Lige nu har vi en dobbeltdækker, og oppe ovenpå kan du ikke engang stå oprejst. Måske hænger vi lidt ud om natten og drikker et par øl, inden vi går i seng. Men vi spiller ikke musik for hinanden. Vi snakker bare. Før i tiden spillede vi musik for hinanden. Nu er der ret mange mennesker i bussen, og nogle vil gerne sove, og der ville det ikke være super populært at sætte musik på. Folk lytter til podcasts nu. Når vi er på tur, lytter jeg faktisk ikke meget til musik. Jeg gemmer det, til jeg er hjemme igen. Og hvis det er heavy-musik, plejer det at være ældre ting og sager.

Når du siger, at I ikke tilbringer særlig megen tid i turbussen: Nu sidder vi backstage på Train i Aarhus, i forgårs var I i Hamborg, i morgen i Oslo – ser i byerne, I spiller i, eller sidder I kun backstage?

BD: – Nogle gange. Tydeligvis giver det mest mening om sommeren. Nu har vi været ovre i Europa 30 eller 40 gange i de sidste 20 år – så vi har set det meste. Vi har været på museerne – for et par år siden var vi på Aros her i Aarhus. I dag er det koldt, og vi spiller et langt sæt med meget trommearbejde. Derfor prøver jeg også at udnytte en offday til fulde.

Det havde I i går. Hvad gjorde du?

BD: Afslapning. Se Netflix, Facetime med konen. Bruge min offday til at være forbundet med hende og sørge for, at vi har det godt. Når man spiller så længe som os, og vi har været sammen i al den tid, er det meget hårdt at finde en balance mellem de personlige forhold og arbejdet. Hver eneste gang efterlader du personen, du elsker derhjemme i lang tid. Hun tænker måske ”Hvornår får jeg ham kun for mig selv? Hvornår bliver det ’min tid’?”. Jeg prøver virkelig – så det bedste, jeg kan gøre er at dedikere min offday til hende, når jeg har tid.

Ritualer før koncerten

Det er meget smukt. Apropos, når du taler om afslapning med mere: Har du og dine bandkollegaer ritualer, lige inden I betræder scenen?

BD: – Vi giver alle sammen hinanden hånden, ønsker hinanden en god koncert og ser hinanden i øjnene.

Jeg går også ud fra, at I opvarmer inden?

BD: – I en times tid, ja. Derudover laver jeg også en 10-minutters stemmebåndsopvarmning. I dette sæt synger jeg ikke så meget, da vi spiller rigtig mange af de gamle sange. Det er fint for mig, så spiller jeg bare trommer.

Er det ikke svært at spille og synge samtidigt, særligt med din spillestil in mente?

BD: – Jeg vælger mine momenter, så at sige. Jeg laver ikke alt for sindssyge ting og sager, når jeg samtidigt skal synge. Men det er trods alt hårdt, ja. Det tog lidt tid, inden jeg fandt ud af at synge, mens jeg samtidigt sidder og benytter en motionsmaskine. Jeg ville gerne sige, at det er nemt…. Lad mig hellere sige, at jeg kan finde ud af det nu. Enten kan man det, eller man kan det ikke. Jeg hører til de mennesker, der kan. Det er godt for mig, siden jeg skal gøre det, da mine bandkollegaer tvinger mig til at gøre det.

Du har ingen fri vilje?

BD griner: – Nej! Det er ikke fri vilje. Vi er tre modvillige sangere. Det er lidt som: ”Vi har brug for vokaler på dette nummer. Hvem vil synge? Ingen? Du skal synge! Nej! Ok, så skal du synge! Nej!” – vi skubber ansvaret frem og tilbage. På denne tur synger Troy (bassist Troy Sanders, red.) rigtig meget.

At sammensætte sætlisten

Jeg har slået det op: I spiller omkring 20 numre, særligt ældre numre på denne turné. I slutter med "Blood and Thunder" – er det svært at vælge med jeres bagkatalog in mente? Jeg lagde nemlig mærke til, at sange som fx "Curl of the Burl", "Black Tongue", "Oblivion" eller "Show Yourself" ikke spilles, selvom alle disse sange er blandt jeres kommercielt mest succesrige numre. Er det fordi, I vil give fansene noget særligt ved at spille ældre sange?

BD: – Ja, det er det. Vi kiggede på sætlisten, vi spillede på Europaturneen for et år siden og talte derefter om, hvilke sange der skulle blive på listen, og hvilke der skulle forsvinde. Det er hårdt at lave en sætliste, og det er endnu hårdere, når du har omkring 100 sange fra otte album, du kan vælge imellem. Når vi er hjemme igen, er det sidste, vi har lyst til at mødes og øve gammelt materiale. Derfor prøver vi at vælge sange, som er i bandets styrehus så at sige. Vi laver vores triple-oldschool-ting: Vi åbner med "Iron Tusk", efterfulgt af "March of the Fire Ants" og "Mother Puncher". Der ved vi bare, at vores gamle, trofaste fans bare vil elske denne start af koncerten.  

Også kontrasten, at jeres intro-musik er Gene Kellys "Singin’ in the Rain" og bum: "Iron Tusk"!

BD: – Det var dét, jeg ville fremprovokere: Folk skal stå med en åben mund og blive blæst omkuld. Mission accomplished.

Hvordan er spilleharmonien på scenen, når I i sættets sidste tredjedel har Scott Kelly (sanger i Neurosis, red.) med på scenen?

BD: – Jeg synes, at det hele løftes endnu mere. Scott er meget nærværende på scenen. Han har en kraftfuld stemme.

Hvis idé var det at tage ham med på tur?

BD: – Os alle sammens. Det har været planen i et par år, og nu lykkedes det endelig. Manges tidsplaner skal gå op i en højere enhed. Han er kun fem eller seks koncerter med endnu, inden han skal tilbage.

Der har vi været heldige her i Aarhus.

BD: – Ja, absolut. Enhver, der ser denne version, er heldig, da det formentlig ikke vil ske igen i lang, lang tid, hvis overhovedet. Uden Neurosis ville vi ikke være det band, vi er.

En dag på kontoret?

Hvad er at spille live for dig? En dag på kontoret eller hvad er det?

BD: – At spille live er den bedste del af dagen på kontoret. (Brann blinker, og vi griner begge, red..) Spøg til side – det kan være en dag på kontoret nogle gange, men ikke for alvor. Det er egentlig kun hårdt, når du er virkelig syg eller har diarré. Så er det sidste, du vil at sidde bagved et trommesæt i knap to timer. Du skal nærmest banke på dødens dør, inden det overhovedet bliver overvejet at aflyse et show. Men når jeg er rask og har det godt, ligesom netop nu, så går jeg derud og glæder mig til endnu en chance for at spille sættet til perfektion…. Hvilket aldrig sker. Men det er trods alt målet. Eksekvere hver eneste tromme-fill, alt sidder i skabet, ramme hver eneste tone perfekt, publikum er ekstatisk. For nogle gange står publikum bare og kigger. Jeg ved godt, at det blot er en anden måde at nyde koncerten på, da jeg gør nøjagtigt det samme, når jeg ser koncerter. Jeg står bagerst med en øl og ser koncerten. Eftersom jeg har spillet så utrolig mange koncerter, er jeg samtidig vant til at se mange forskellige publikumsreaktioner. I Sydamerika synger fansene guitarsoloerne så højt, så vi ikke engang kan høre os selv længere. Det er vildt. Dertil har du kontrasten med andre publikummer, hvor folk er stille og høflige og bare lytter. Der er altid kulturelle forskelle mellem mennesker, hvor end du er i verden, og det lægger vi også mærke til.

I forbindelse dertil: Hvad associerer eller forbinder du med Danmark og danskerne? Hvor er vi henne i dit publikum-barometer?

BD: – Et eller andet sted i midten vil jeg sige. Der er definitivt en høflighed til koncerterne her i Danmark. Men det kan også blive sindsforvirret, hvor folk går bersærk. Danmark er i den såkaldte "sweetspot".

Vikingerne har brug for lidt tid, inden de bliver varme?

BD: – En smule, ja. Det vildeste skandinaviske land på den front er, for mig at se, Finland. Føler du ikke også, at finnerne er lidt tossede?

Jooooo deeeeet, deres sprog er ret anderledes, som danskere tænker vi mere på Sverige, Norge eller Island, når vi tænker Skandinavien. Finland er ikke nødvendigvis den første tanke.

BD: – Interessant – er det et mere slavisk sprog?

Præcis, finsk er et slavisk sprog, som endda er forbundet med ungarsk, mens dansk, svensk og norsk alle sammen er germanske sprog. I teorien er det nemmeste fremmedsprog en dansker kan lære, efter svensk og norsk, faktisk tysk, da en tredjedel af hele det danske ordforråd har sin oprindelse i den nordtyske dialekt plattysk. Så meget for teori – siden jeg underviser i tysk, er det snarere teori end praksis.

BD smiler og griner: – Teori og praksis er altid vildt forskellige.

De sidste spørgsmål: Hvis du blev udsat på en øde ø på fx Maldiverne og du kunne medbringe fem ting, ingen regler. Hvad ville du medbringe?

BD laver store øjn,e og man kan tydeligt se, at han tænker meget over svaret: Ok… min kone som det allerførste. Derefter mine trommer. En akustisk guitar. En akustisk guitar…. Mine trommer…. Min kone…. Øøøøøh.

Ingen regler som sagt. Måske en helikopter for at forlade øen igen eller en luksusvilla?

BD: – Nej, ingen luksusvilla – det har jeg ikke brug for.

Jeg citerer blot Andrew Stockdale fra Wolfmother der sagde: ”Ingen regler?! En luksusvilla!”.

BD griner: – For mig er det snarere et beskedent hus, men dog med aircondition. Og til sidst et endeløst forråd af mad og drikke.

Cool og de to sidste spørgsmål: dine top-5-sange of all time.

BD: – Dét er svært! Ok: Genesis – "In the Cage", Stevie Wonder – "Don’t You Worry ‘Bout a Thing", David Bowie – "Ashes to Ashes", Iron Maiden – "Where Eagles Dare" og King Diamond – "Welcome Home".

Og til sidst: dine top-5-Mastodon-sange?

BD: – Puh…. Jaguar God, Hearts Alive, The Last Baron, Crystal Skull og Blood and Thunder.

Tak for interviewet!

BD: – Selv tak! Det var spørgsmål, man ikke får hver dag. God koncert i aften!

Mange tak!

 

Se en spritny koncertoptagelse fra 7. februar:

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA