x

BEDST LIGE NU: 12 nye, håndplukkede tracks

BEDST LIGE NU: 12 nye, håndplukkede tracks

Vi er i fuld gang med en ny uge, som har budt på masser af nye sange, og vi har samlet vores favoritter på en playliste til dig. Læs om ugens nye singler og hør dem alle nederst i artiklen.

Ariana Grande – Break Up With Your Girlfriend, I’m Bored

Siden popprinsessen for nylig udtalte, at hun fremover vil udgive musik som en rapper, har det drysset med numre og omstridte videoer fra hendes hånd – ligesom attituden har fået et godt skub opad. ”Break Up With Your Girlfriend, I’m Bored” sætter to fede streger under denne forvandling. Det ser ud til, at endnu en good girl er ved at blive bad.

Irah – Unity of Gods

Den danske synthpop-duo alias sangerinde Stine Grøn og keyboardspiller Adi Zukanovic har siden 2016 gjort sig positivt bemærket med sit atmosfæriske, kuldegys-fremkaldende kosmos. Lig de tidligere udspil er ”Unity of Gods” en smuk og velkomponeret oplevelse, der tilmed er første forsmag på gruppens andet album Diamond Grid, der ser dagens lys til maj.

When Saints Go Machine – So Deep 

Den populære elektro/art-pop-kvartet er tilbage. Og titlen tro bevæger de sig dybere end nogensinde. ”So Deep”s mekaniske lyd rammer tiden lige på sømmet med en mørkrandet tekst og melodiøse klangflader, der flyder helt ud i fingerspidserne. Båret af effekter skinner Nikolaj Vonsilds stemme klart igennem startskuddet til det, der bliver bandets fjerde album.

Turquoise Sun – Luminosity

Den aarhusianske sekstet trækker bølger af rock-psykedelika ind over ugens playliste i stil med bands som Tame Impala og Animal Collective. Med lag af synths, fuzz-guitarer og 70’er inspiration leverer de et råt og opkvikkende nummer smurt ind i syrede udskejelser, hvor forkærligheden for det farverige dominerer – ikke mindst på den top-gennemførte musikvideo.

The Chainsmokers (feat. 5 Seconds of Summer) – Who Do You Love?

”Who Do You Love?” er første slag i kanonen af en række samarbejder, der venter på at blive skudt i luften af producerduoen i 2019. The Chainsmokers' taktfaste og storladne snilde gør et glimrende match med Luke Hemmings' fløjlsbløde stemme, der dykker ned i kærlighedens mangesidede liv. Hitpotentialet er som altid stort, når EDM-drengene gør deres ting.

Shaqdi – Daydreaming

Svenske Shaqdi har et talent, der rækker langt ud over landets grænser. Hun bevæger sig elegant og gnidningsfrit imellem melodisk r&b, blød soul og attitudefuld hiphop. På yderst forførende facon. Med en varm sub-bas og en psykedelisk guitar henvender ”Daydreaming” sig både til fest og fordybelse og vil med sikkerhed give dig din føler på!

Kelly Rowland – Crown

00’er-divaen er tilbage med et skud ud til kvinderne og, hold fast: deres hår. Med et tungt beat i ryggen og en løftet pegefinger til samfundets skønhedsidealer opfordrer Rowland unge piger til at elske sig selv, præcis som de er, uanset afro, dreadlocks eller spaltede spidser. Ordene lyder: ”My hair, my crown/Show it off, go on girl.”

Octavian (feat. Diplo) – New Shapes

Octavian er et af de hotteste upcoming navne i UK lige nu. Faktisk så hot, at selveste Diplo var klar på et samarbejde, efter de en sen nattetime stødte på hinanden til en fest i London. Det kom der ”New Shapes” ud af, der kun bekræfter den fransk-britiske rappers talent for at skabe en melankolsk ro matchende det minimalistiske lydlandskab.

Anna of the North – Leaning on Myself

Efter et par år med en række store samarbejder i udlandet er det norske stjernefrø tilbage med sit eget materiale. Og der er ingen tvivl om, at denne sang kommer fra et personligt sted. Den nedtonede produktion lægger bund for hjertelige ord om at løsrive sig fra usunde relationer og i stedet vende kærligheden indad. En fin, fin ode til selvkærlighed. 

Kå – 7-Up 

Den danske rapper fortsætter sidste års stride strøm af singler, mens debutalbummet lader vente på sig. Kå har flere gange vist sin evne til at skrive ærlige og vedrørende tekster, og denne gang er det noget så universelt som, at alt nok skal gå, uanset hvor livet tager én hen, der fører den lyriske fane. Båret af strygere og et legerigt, bouncy beat. 

The Japanese House – We Talk All the Time

Bag dette skønne indiepop-act står britiske Amber Bain, der, trods sin unge alder, allerede kan skrive fire ep’er på sit musikalske cv. Marts bliver måneden, hvor debutalbummet Good at Falling lander, og hvis den samlede pakke er bare halvt så indlevende som denne forrygende fjerdesingle ”We Talk All The Time”, er der rigeligt at se frem til!

The Mountains – Barcelona

Efter to års stilhed er de københavner-baserede synthpop-magere så småt begyndt at røre på sig igen. Et let trommebeat danner bagtæppet for svævende synthmelodier og vokalsamples, mens teksten udtrykker de sindsstemninger, der ufortøvet følger med årstidernes skiften. ”Barcelona” er den anden single fra trioens kommende tredje album, der lander i april.

Hør sangene på Spotify:

Hør sangene på andre streamingtjenester, blandt andet Apple Music:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA