
Den københavnske kvintet Atoi blander elektroniske elementer, akustiske instrumenter som eksempelvis cello og skrøbelige vokaler til et folktronica-orienteret udtryk med associationer til navne som Tunng, CocoRosie og Efterklang, dog lidt mere udadvendt.
Allerede i 2005 gjorde Atoi sig bemærket uden for Danmarks grænser, da de medvirkede på Björks remix-album "Army Of Me", hvor en lang række kunstnere fra hele verden remixede Björk-sangen "Army Of Me" til en støtte-cd til fordel for ofrene for tsunamien i Sydøstasien i julen 2004.
Atoi har også givet koncert på blandt andet Roskilde Festival i 2007 og den prestigefyldte svenske elektronikafestival Norberg Festival i 2006. Endnu har de ikke udgivet et album, men det må komme snart.
Atoi består af Cæcilie Rasmussen, Cæcilie Trier, Stig Helmer Jensen, Joel Gjærsbøl Pedersen og Emil Assing Høyer