x

PLAYLISTE: De bedste hiphoptracks lige nu

PLAYLISTE: De bedste hiphoptracks lige nu

Hiphop-playlisten er som sædvanlig spækket med bangers! Hør alle sangene nedenfor.
 
Wiz Khalifa & Curren$y - Benz Boys (Featuring Ty Dolla $ign)
 
Indtil videre er dette års bedste hiphopalbum uden tvivl Wiz Khalifa og Curren$y’s splinternye 2009. Det er længe siden, at Wiz Khalifa har rappet så godt som på denne udgivelse, og Curren$y er solid som altid. 
 
Demrick - Flavors (Featuring Dizzy Wright & Euroz)
 
Dizzy Wrights flow har altid imponeret mig meget, og da jeg så, at han var med på Demricks seneste nummer “Flavors”, trak jeg en hel del på smilebåndet. Det er dog ikke kun Dizzy, der imponerer her, for Demrick starter ud med et fedt vers, og Euroz’ omkvæd fejler da heller ikke det mindste. 
 
Black Milk, Stro, Cantrell & Keyon Harrold - SonShine
 
Storslået nummer fra de tre rappere, med Keyon Harrold på trompet. Efter flere dages testen kan jeg konkludere, at “SonShine” er en god start på dagen, hvis du er et b-menneske ligesom mig.
 
Method Man & Street Life - Squad Up (Featuring Havoc)
 
Der er et nyt album på vej fra Method Man og Street Life. Mobb Deeps Havoc står for produktionen på “Squad Up”, og Method Man lyder knivskarp! Han kommer med resten af Wu-Tang til Danmark den 21. maj, sammen med De La Soul og Public Enemy. 
 
Royce Da 5’9” - Field Negro
 
Royce beviser gang på gang, at han er en af de bedste rappere nogensinde. Hans album, Book of Ryan, fra sidste år var et sandt mesterværk, og nu er han ude med en ny single. “Field Negro” er seks minutters lyrisk overlegenhed, med et passende og velproduceret beat. Der bliver sagt vigtige ord, så jeg anbefaler dig at finde sangteksten og følge godt med! 
 
King Kamaal - Cinema (Featuring Nikki McKnight & KPW)
 
Så er de på den igen med “Cinema”, som er fra Kamaals nye udgivelse med den simple titel Kamaal. Nikki og Kamaal er sgu geniale! KPW har også et stærkt vers på tracket. 
 
DJ.Fresh - Chevys
 
DJ.Fresh er en af mine yndlingsproducere, og hans seneste udgivelse, The Sound Of DJ.Fresh, er præcis som titlen antyder – en masse henrivende beats fra Fresh, der alle beskriver hans produktionsstil rigtig godt! Produceren har også bidraget til Wiz Khalifa og Curren$ys nye udgivelse 2009
 
Payroll Giovanni - Decent
 
Den bassline dér! Payrolls produktion er altid perfekt, han har uden tvivl et godt øre for, hvilke beats, der passer ham. Selvfølgelig har han også styr på rap-delen! 
 
Benny Jamz - Savannah (Featuring Sivas)
 
Lækre vibes fra Benny og Sivas! Ørehængende omkvæd og ikke mindst et godt gæstevers fra Sivas. Sikkert hit! 
 
Berner & Mozzy - Ayy (Featuring YG & Logic)
 
Berner & Mozzys nye udgivelse, Slimey Individualz, indeholder dette fremragende nummer med YG på omkvædet og Logic på det sidste vers. Mozzy shiner virkelig over beatet fra Traxx FDR og starter “Ayy” ud med at sætte barren højt! 
 
Offset - Red Room
 
Det lader til, at vi endelig får lov til snart at høre Migos-medlemmets kommende album. Albummet burde have været udgivet i december, men det skete tydeligvis ikke. “Red Room” har før været udgivet, men blev taget ned igen efter kort tid. Lad os håbe, at alt kaoset ender ud i en god samling numre. Hvis alt går efter planen, bør det indtil videre unavngivne album være ude den 22. februar. Tracket her er produceret af Metro Boomin. 
 
070 Phi & Stro - I Had Enough
 
Stro er en af de største talenter indenfor hiphop, og det er en skam, at han ikke får nok opmærksomhed og omtale. Der er fart over feltet på “I Had Enough”. 
 
Wiz Khalifa & Curren$y - Find A Way
 
Min personlige favorit fra 2009. Hvis du er lige så nørdet som mig, er den lille koklokke nok til at kunne afgøre, hvem der står bag produktionen – det er selvfølgelig mesteren Cardo! Det bliver ikke bedre end det her! 
 
Aminé - Blackjack (Featuring YBN Cordae) - Remix
 
“Blackjack” fik sig en musikvideo for et par uger siden, hvilket fik tracket til at stige i popularitet. Nu har YBN Cordae tilføjet et vers til nummeret, og det gør bestemt ikke udgivelsen fra sidste års ONEPOINTFIVE mindre attraktiv.
 
Buddy - Link Up (Featuring Kent Jamz, Bas, Guapdad 4000, J.I.D & Ari Lennox)
 
2018’s undervurderede album, Harlan & Alondra, er netop udkommet i en deluxe-udgave med fire nye numre. Heriblandt finder vi “Link Up”, med et hav af fede features! 
 
Gilli - Planer (Featuring Branco)
 
Gilli er gået sammen med Branco for at lægge planer! De ser begge tilbage på deres fortid samt beskriver deres nutid. Branco rapper blandt andet: “Så nu 'der fucking Rollie på det håndled, hvor håndjernene plejed' at stram'”
 
Clear Soul Forces - Hit Me Now
 
CSF har et nyt album på vej, og “Hit Me Now” er deres seneste single. De fortsætter med samme stil som på den tidligere single “They Shootin”, med de fyldige trommer og knivskarpe rim! 
 
Cardi B & Bruno Mars - Please Me
 
Man kan sagtens argumentere for, at dette ikke er et hiphopnummer. Jeg tillader mig dog stadig at tilføje Cardi og Brunos nye single til playlisten. Grammyvinder Cardi B er selvfølgelig grunden til, at “Please Me” er havnet her. De to stjerner har før arbejdet sammen, på remixet af Bruno Mars’ “Finesse”, og nu gentager de succesen. 
 
Audio Push - Come Correct (Featuring Buddy)
 
Duoen Audio Push er ude med deres nye ep Audio Mars, produceret udelukkende af MyGuyMars. “Come Correct” er et kæmpe højdepunkt fra udgivelsen, ikke mindst takket være Buddy! 
 
Nipsey Hussle - Racks In The Middle (Featuring Roddy Ricch & Hit-Boy)
 
Grammy-nominerede Nipsey Hussle er klar med en ny single. Sidste års album, Victory Lap, var en af mine absolutte favoritter. “Racks In The Middle” har et genialt omkvæd, og Nipsey kan man altid regne med på versene. Tracket besidder måske ikke helt vestkystrapperens elskede og klassiske vestkyst-lyd, men det gør ikke spor, når dette er resultatet. 
 
Redman - Trap House (Featuring Kazzie)
 
Jeg føler virkelig, at Redman har udgivet singler for sit kommende album Muddy Waters Too i en evighed. Heldigvis giver numrene mig blot endnu mere lyst til at høre albummet i sin helhed! “Trap House” har en mere moderne lyd, end man måske forbinder med Redman, men det fungerer skam ret godt. 
 
Papoose - Numerical Slaughter (Featuring DJ Premier)
 
Papoose og legendeproduceren DJ Premier tæller til ti på “Numerical Slaughter” ved på fornemmeste vis at inkludere hvert tal i sine rim. 
 
Sean Price & Small Professor - John Gotti
 
Sean Price gik desværre bort i 2015, hvor han blot var 43 år. Heldigvis lever hans musik videre, og hans nye posthume udgivelse sammensat af Small Professor er en stærk reminder om Sean P’s kæmpe talent og kvalitet. “John Gotti” er blot et af mange højdepunkter fra 86 Witness
 
T.I. - F**k N***a
 
T.I.’s nye kontroversielle nummer “F**k N***a” er rettet direkte mod Floyd Mayweather. Mens mange boycotter tøjmærket Gucci, på grund af deres seneste sweater, der får brugeren til at ligne det racistiske blackface, påvirkede det ikke Floyd, som stolt gik ind i en Gucci-butik og brugte en masse penge. Dét brød T.I. (og mange andre) sig ikke om. Floyd Mayweather har allerede svaret tilbage på de sociale medier. 
 
CZARFACE & Ghostface Killah - Face Off
 
Sidste år udgav CZARFACE, bestående af Inspectah Deck samt 7L og Esoteric, et fremragende album sammen med MF DOOM, og nu gentager de succesen i form af et samarbejde med Ghostface Killah. Et af højdepunkterne fra Czarface Meets Ghostface er “Face Off”, der på forunderlig vis virker både dyster og opløftende på samme tid. 
 
Dessy Hinds - Jungle  
 
Dessy byder dig velkommen til junglen på sin nye single. Pro Era-rapperen har udgivet tre nye tracks over de seneste par uger, og det var bestemt på tide at få noget ny musik fra den talentfulde rapper! “Jungle” er et råt stykke musik, der virkelig klæder ham godt. 
 
Hør playlisten på Spotify:
 
 
Hør playlisten på andre streamingtjenester, blandt andet Apple Music:
 

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA