x

Spot på Spot Festival: Lise Westzynthius

Spot på Spot Festival: Lise Westzynthius

Billede: Timme Hovind

Lise Westzynthius udgav i november et nyt album efter en længere pause, der blandt andet har været brugt til barselsorlov og medvirken på plader med Casper David og gemalen Peter Sommer. ”Siberian Mission” er er opfølgeren til ”Heavy Dream” fra 2002 og ”Rock, You Can Fly” fra 2004. Ved udgivelsen fik GAFFA en snak med sangerinden og sangskriveren, der har lavet et både mere udadvendt og alsidigt album end hendes tidligere værker.

Flere numre på ”Siberian Mission” er betydeligt mere udadvendte og tempofyldte end vanligt fra din side, især ”Childlike Curves”, ”Bechstein My Ass” og ”Dead-End Blues”. Hvordan kan det være, du er gået i den retning?
– De sange opstod i min krop, og jeg forstod dem med kroppen. ”Bechstein My Ass” var et regulært raseriudbrud, og ”Dead-End Blues” har jeg drømt. Så jeg har sådan set bare prøvet at følge deres natur. Men ja, det hænger nok også sammen med, at jeg som menneske har ændret mig hen imod at være lidt mere til stede i verden.

Din stemme er på mange af numrene meget luftig og blid, sine steder nærmest hviskende – mere end vanligt, for eksempel på titelnummeret og ”Childlike Curves”. Ja, det er vel nærmest kun på ”Bechstein My Ass” og ”Dead-End Blues”, at du synger helt igennem, synes jeg. Hvordan kan det være – hænger det sammen med, at du ifølge et interview, man kunne læse i Urban for nylig, på et tidspunkt mistede stemmen? Og hvis ja, hvorfor så indspille en plade alligevel?
– Ja, dét med min stemme, der forsvandt og var væk i flere år, gjorde, at jeg måtte spørge mig selv, hvorfor jeg egentlig gjorde det, og OM jeg overhovedet skulle gøre det. Det er første gang, jeg har været så grundlæggende i tvivl. Tvivlen er som regel en god følgesvend, når man laver noget kreativt – men hvis den tager over, kan den blive fuldstændig lammende. Jeg kan ikke forklare, hvordan det blev til en plade alligevel, men det skete vist, da jeg gav op og holdt op med at tænke.

Elsker kludetæppe-plader
Modsat tidligere har Lise Westzynthius denne gang selv produceret store dele af sit album. Hun har dog også trukket et par gæsteproducere ind, nemlig Rob Ellis (PJ Harvey, Kitty Wu med flere), Henrik Balling (Gangway, Peter Sommer, ”Heavy Dream” med flere) og Carsten Heller (Nephew, Spleen United med flere). Ligeledes har hun indkaldt en mindre hær af miksere, nemlig Frederik Thaae (A Kid Hereafter), Kasper Bjørke (Filur), Nikolaj Nørlund (Jens Unmack, Niels Skousen, ”Heavy Dream” og mange, mange flere) og Ian Caple (Tindersticks, Stina Nordenstam, ”Rock, You Can Fly” med flere). Hvorfor nu denne blanding af selvproducerede sange og så alligevel en del gæster?

– Jeg producerede også en del af mit debutalbum, det synes jeg er supersjovt. Men sangene på den her plade er så forskellige, og jeg var ikke sikker på, at jeg ved egen hjælp kunne ramme så mange forskellige lydbilleder. Det var vigtigt for mig, at hver deres særpræg blev fremhævet. Rob Ellis’ reaktion, da min manageuse sendte ham ”Bechstein My Ass” var, at det var det mærkeligste, nogen nogensinde havde sendt til ham. Det kunne jeg godt lide.

Var du ikke bange for et for diffust resultat med alle disse forskellige samarbejdspartnere? Og er der en tråd tilbage til ”Heavy Dream”, hvor du også arbejdede med mange forskellige producere, modsat på ”Rock, You Can Fly”? Syntes du, ”Rock, You Can Fly” var for homogen?
– De plader, jeg selv elsker mest, er sådan nogle kludetæppe-plader – hvor hver enkelt sang er et helt andet univers end det foregående. Et godt eksempel er Stina Nordenstams ”People Are Strange”, den bliver jeg aldrig træt af at lytte på. Den har så godt nok kun én producer, så der røg min teori lige.

Allan Jensen fra Gangway er gæstevokalist på ”Soldiers”. Hvorfor har du lige fået fat i ham? Og hvor støvede du ham op, han har jo været ret tavs de senere år? (bortset fra på Leonard Cohen-hyldesten ”På Danske Læber”)
– Han har aldrig været tavs i min verden. Og jeg fandt ham i Henrik Ballings mobil.

Har det betydet noget for din sangskrivning, at du er flyttet fra København til den midtjyske provins – vel vidende at du har boet noget af tiden i Greve langt fra stenbroen – og i givet fald hvad?
– Ja, vi er flyttet så langt ude på en pløjemark i midten af absolutely nowhere, at det burde have betydet mere ro og tid til fordybelse. Men det har faktisk betydet det modsatte – fordi vi for det første flyttede sammen med nogle bandmates og for det andet fik et barn. Så pladens sange er kommet sådan lidt i ryk, når der har været ro. Det har nok også været medvirkende til, at de afspejler så mange forskellige sindsstemninger. Modsat hvis man sidder en måned på en ø og skriver en hel plade.

Skriver godt på kriser
Lise Westzynthius har i tidligere interviews sagt, at hendes tekster altid tager udgangspunkt i konkrete hændelser i sit liv.

Denne gang synes flere sange at kredse om at have været ude i en krise, men være kommet tilbage igen (for eksempel "I've been on a mission to Siberia", "Siberia was so cold and so white", "So it was I (...) who found a path out of the woods"). Andre sange synes at tematisere det at (over)beskytte/trøste en anden person (there is a girl (...) I'll give her shelter from the harm", "I raised you, I was strict and unkind," "Goodbye, Guardian" etc. Kan du fortælle lidt om det?
– Ja, for mig handler sangene om den krise, jeg har gennemgået. Forskellige afskygninger af den. Det gode og det dårlige, det aggressive og det fine.

Du har tidligere sagt, at du også skriver sange på dansk – hvorfor kommer der så ikke flere danske sange ud i offentligheden fra dig? Eller kommer der et dansk album en dag?
– Ja, det tror jeg.

Lise Westzynthius på MySpace

Spot 2008's hjemmeside

Køb billet på GAFFA Billet


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA