GUIDE: Her er marts måneds mest spændende koncerter

GUIDE: Her er marts måneds mest spændende koncerter

Vi er i gang med en ny måned – den første forårsmåned – og traditionen tro kigger vi på månedens mest spændende koncerter, som der stadig er ledige billetter til. Klik på koncerterne for link til billetsalg.

Neneh Cherry – sjælfuld sangerinde

I 90’erne skabte Neneh Cherry stribevis af hits. Tilbage i oktober 2018 vendte den svenske sangerinde tilbage med albummet Broken Politics, der – som titlen antyder – tager det politiske landskab i et kritisk øjesyn, men som dog er en mere stille og reflekterende plade end forgængeren Blank Projekt fra 2014.

Kan opleves her:

5/3, VoxHall, Aarhus

GAFFA-Prisen – alt er live, alt kan ske

Kan du huske dengang, Ed Sheeran spillede til GAFFA-Prisen? Den sympatiske verdensstjerne indtog GAFFAs prisoverrækkelse med sin akustiske guitar, sine catchy melodier og en ordentlig portion britisk charme. Det var i 2011, og hans karriere var allerede så småt begyndt at stikke af. Han ejede den sal.

Hvis ikke, så husker du måske GAFFA-Prisen i 2012? Et defekt biolærred fra 1971 satte en stopper for Medina og The Eclectic Monikers optræden, og lærredet måtte til sidst skæres ned. Det var første gang, showet blev vist på tv, og netop dette show er siden gået over i historien som en mindeværdig dansk kulturbegivenhed – på godt og ondt. GAFFA-Prisen er et show fyldt med overraskelser og en lang række ”du skulle fandeme have været der”-momenter – så kom da med!

LÆS OGSÅ: Bremen Teater får nyt fortæppe efter "lærred-gate"

Den 7. marts gør vi det hele igen, og vi garanterer, at det bliver en aften, du ikke glemmer foreløbig. De seneste to år er GAFFA-Prisen blevet afholdt i Odenses koncerthus Odeon, og den smukke sal kommer ligeledes til at danne rammen om GAFFA-Prisen 2019. Det bliver en aften i musikkens og navnligt livemusikkens tegn. 16 priser skal uddeles til både danske og udenlandske artister. Imellem overrækkelsen af de prestigefyldte priser kan du opleve de bedste artister fra ind- og udland live. Nærmere betegnet Peter Sommer & Tiggerne, Lewis Capaldi, Hjalmer, Fallulah, Farveblind, Ravi Kuma og Møl, og vært er altid veloplagte Anders Breinholt.

Kan opleves her:

7/3, Odeon, Odense

Se et af højdepunkterne fra GAFFA-Prisen 2018:

Anderson. Paak – anmelderrost hiphop-talent

Ifølge vores anmeldere har Anderson. Paak-koncerterne på Roskilde Festival i 2016 og 2018 været intet mindre end fænomenale. Med deres ord in mente kan de danske fans forvente, at det yderst anerkendte talent fra Californien med al sandsynlighed kommer helt ud over scenekanten til koncerten i Royal Arena.

Kan opleves her:

7/3, Royal Arena, København

Laibach – kultband fra Nordkorea til Koncerthuset

Det slovenske kultband viser klokken 19.00 deres "dokumentar-musical" Liberation-Day, der dokumenterer bandets kontroversielle og bizarre koncertturné rundt i Nordkorea for tre år siden. Derefter går Laibach på scenen klokken 21.00 til en koncert, der både hiver gamle numre frem fra gemmerne og også byder på nyere materiale. En fuldendt aften i selskab med det stolte slovenske kultband.

LÆS OGSÅ: Laibach til GAFFA: Derfor gav vi koncert i Nordkorea

Bandet har altid provokeret med deres uniformerede, totalitære og germanske æstetik – Laibach er desuden det historiske tyske navn for Sloveniens hovedstad Ljubljana. Bandet, der blandt andre har inspireret Rammstein, har i en periode haft forbud i hjemlandet og er blandt andet blevet kritiseret for både at være radikale venstreorienterede og fascister – deres nazi-romantik skal nok snarere skal opfattes som en ram kritik af fascismen. Som bandet selv har modsvaret: "Vi er lige så meget fascister, som Hitler var en maler".

Kan opleves her:

8/3, DR Koncerthuset, Studie 2 (få billetter)

MONTI – håndspillet, engelsksproget hiphop med fremragende rapper

Den aarhusianske kvintet har markeret sig stærkt ikke mindst på festivaler, og nu er de klar med deres første headliner-koncerter og har også en debut-ep på vej. Stilen er engelsksproget hiphop med et velspillende liveband og med den fremragende rapper Sebastian Monti i front. Sidste år spillede gruppen på blandt andet Grimfest, Smukfest, Distortion, Newbees Festival og Spot Festival. Sidstnævnte til en koncert, der indkasserede fem ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Et ondt flow sætter ild til Spot i farten

Kan opleves her:

8/3, Stengade, København

9/3, Atlas, Aarhus

Farveblind – lovende dansk producerduo

I januar udkom den Aalborg-baserede producerduo Farveblind (billedet) med deres længeventede debut-ep, som nu sender dem på turné rundt i landet – og som er indspillet med den Grammy-vindende producer Steve Dub, der kendt for sine samarbejder med prominente navne som The Prodigy, The Chemical Brothers og Moby. Farveblind kan også opleves til GAFFA-Prisen 7. marts (se ovenfor).

Kan opleves her:

8/3, Studenterhuset, Aalborg

15/3, Walthers Musikcafé, Skanderborg

16/3, Von Hatten, Randers 

22/3, Spillestedet Stengade, København

23/3, Radar, Aarhus

Sumac – tung og grum metal

Det er generelt lidt utraditionelt at opkalde sig selv efter et krydderi. Og særligt som et metalband. Men der findes bare heller ikke andre bands, der bare kommer i nærheden af Sumac. Medlemmerne tæller blandt andre Brian Cook fra Russian Circles og Aaron Turner fra det hedengangne Isis (altså bandet), og kombinationen resulterer i noget nær det tungeste og grummeste, metalkulturen nogensinde har set. Tjek bare bandets seneste plade, Love In Shadow ud.

Kan opleves her:

9/3, Alice, København

The Internet – sprødt genremiks 

De er en del af hiphop-kollektivet Odd Future og kendt for at blande elementer fra flere musikalske verdener. Vi taler selvfølgelig om The Internet, hvis kerne består af sangerinde, rapper og dj Syd Tha Kyd og producer Matt Martians, som på sidste års NorthSide Festival leverede en smooooooth koncert!

Kan opleves her:

13/3, Den Grå Hal, København (få billetter)

Shy Shy Shy – fængende indiepop

I Shy Shy Shys univers bliver der leget med nostalgisk synth, moderne og hverdagspoetiske sangtekster, sjælfulde guitartoner og catchy melodier. Senest har den københavnske duo skabt en stor del af lydbilledet til DR3-serien Doggystyle, hvor de blandt andet står bag titelsangen “Doggystyle (Pretty Please)”.

Kan opleves her:

14/3, Atlas, Aarhus

15/3, Værket, Vejle

21/3, NygadeHuset, Aabenraa

22/3, Spillestedet Harders, Svendborg

28/3, Engelsholm Højskole

29/3, Kulisselageret, Horsens

30/3, Sønderborghus, Sønderborg 

Dave Matthews Band – seksstjernet folk-, rock- og soul-fyrværkeri

Dave Matthews Band, der har sangeren og sangskriveren af samme navn i front, blander folk, rock og soul – og så er de kendte for deres lange jamsessions, når de spiller live. Set i lyset af at Dave Matthews Band scorede topkarakter, sidst de gæstede Danmark, har de danske fans meget at se frem til.

Kan opleves her:

17/3, Royal Arena, København

Troye Sivan – popfænomen fra Down Under

Troye Sivan er utvivlsomt et populært popfænomen. I henholdsvis 2015 og 2016 løb den unge australier med guldet til MTV Europe Music Award, mens “My My My!” i 2018 strøg til tops på Billboards Dance Club Songs-hitliste som Troye Sivans andet nummer. Derudover har han over 6,5 million abonnenter på YouTube.

Kan opleves her:

18/3, Forum, København

Koncerter, vi ville have anbefalet, hvis de ikke var udsolgt:

Post Malone, Royal Arena, 2. marts

Wooden Shjips, Loppen, 10. marts

Woodens Shjips har knap eksisteret i femten år, og allerede har de opbygget en legendestatus i psych-miljøet. Med et lydunivers, der læner sig kraftigt op ad Suicide, Spacemen 3 og The Doors, og det er måske af den grund, at Wooden Shjips formår at ramme alt imellem generationerne. Bandets psykedeliske lydbillede sender stemningen af sted mod sol og sommer og San Fransisco, og når Christiania oven i købet smides med i gryden, bliver det stensikkert sveddryppende og bevidsthedsudvidende.

Shawn Mendes, Royal Arena, 16. marts

The Blaze, Store Vega, 17. marts


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA