x

Reportage fra by:Larm 2019: Skæv kunst og norsk originalitet

Reportage fra by:Larm 2019: Skæv kunst og norsk originalitet

I takt med forårets ankomst, kickstarter den norske branchefestival by:Larm festivalsæsonen. I Oslo præsenteres der flere hundrede nye artister på byens scener og seminarer med industrielle sværvægtere og stjerneskud fra den nye generation. Oslo er omdannet til én stor byfest og serverer en buffet af musikalske lækkerier, der vanen tro sætter sig solidt i erindringen. Her præsenteres morgendagens håb under samme forudsætninger som dem, der aldrig når længere end et par shows. GAFFAs udsendte er vendt hjem tredive koncerter rigere og med et vitaliseret håb for fremtidens musik.

Oslo virker forandret. Der er liv i byen. Den slags burde vel forventes, når festivalsæsonen langsomt begynder at sprede sig igennem byen på tærsklen til foråret. Men i Oslo er stemningen stærkere end før. Jeg møder en kvinde fra Music Norway, der fortæller mig, at hun sidste år blev inden døre og kun kom ud for koncerterne, der først startede som aftenen og natten faldt på. Hendes fremmøde var sidste år mere baseret på forventningen fremfor behovet. Fordi det var koldt. Meget koldt. Men med en temperaturstigning på nær 30 grader oversvømmes byen af en vitalitet, der fremstår symbolsk på det liv, by:Larm formår at skyde ind i vækstlagets årer. Tørsten efter ny musik summer omkring Vulkan og spreder sig til Grunerløkka, imens alverdens branchefolk med det karakteristiske navneskilt om halsen mødes for at catche op og for at stifte nye venskaber. Foråret er ankommet og har taget by:Larm med sig.

Hjemmefra har jeg forsøgt at danne mig et overblik. Over festivalens mange seminarer og alle de koncerter, der hen over tre dage skal indtage byens scener. Men jeg er endt med at give op. Jeg lader mig rive med, tænker jeg. Jeg tager en tur forbi Mathallen, der er centrum for branchesnak og dyrt betalte skåle med wok eller kylling i en burger. Her hilser jeg på musikbranchens nye generation, der kort forinden har modtaget en pris for sit arbejde med Nordens nye musikhåb. Jeg knapper en øl op og snakker lidt med manageren for Baest om, hvad aftenen skal byde på. Igen i år er jeg mødt op med et håb for metalkulturen og by:Larm Black, der har det med at præsentere et højt niveau af flammende stjerneskud og etablerede legender. Vi bliver hurtige enige om, at Tempel på Vulkan Arena er en god start. For bag trommerne sidder Kjetil Gjermundrød fra Kvelertak, så jeg vil mene, at vores forventninger er velbegrundede.

På Vulkan Arena smider jeg mine første penge i baren. Jeg er mødt op ti minutter før showstart, og fotografen spørger, hvor alle folk er henne. Men som Tempel træder på scenen, og riffet spreder sig igennem lokalet, er det som om, at folk tiltrækkes i takt med energiniveauet i musikken. Tempel trækker ikke overraskende på den lyd, Kvelertak er blevet synonym med. Perfekt start på den forlængede weekend.

Ungdom på spillestederne

– by:Larm er blevet helt vildt ungt, siger fotografen til mig. Han har brugt timerne efter vores ankomst på at dykke ned i programmet og fundet et par kvinder frem, der virker lovende. Han fortæller mig, at Moyka på Rockefeller er et skud værd, så vi vandrer stille og roligt mod en af festivalens større scener, og træder indenfor. Indenfor står publikum tæt sammen. Forskellen fra sidste år, hvor kun Superorganism formåede at trække fuldt hus. Men i år er delegaterne overmandet af de lokale. Og de lokale har den energi, der bevæger sig fra gulvet og op i kroppene på scenen. Moyka bevæger sig utraditionelt og skævt til musikken. Det hele er drøntjekket, som den 21-årige sangerinde fra Hallingdal bevæger sig igennem et semielektronisk lydbillede, imens fraseringerne lægger sig øverst som en nonchalant og selvsikker kontrast til det dansable lydbillede. – Vi er sgu startet meget godt, siger jeg til fotografen. – Jeg tror, det er Norge, som har den i år.

Hjemmefra er jeg blevet præsenteret for det britiske pophåb Georgia. Singlen ”Feel It” har længe floreret i æteren, og historien om pigen fra London, der gør stort set alting selv, har insisterende spredt sig gennem Oslos gader. På spillestedet Ingensteds er det gået op for folk. Vi træder indenfor og ser en sortklædt pige bag et elektronisk Simmons-trommesæt, imens hun overlegent bevæger sig igennem fængende popmelodier. Hun er symbolet på det, by:Larm er kendt for at kunne præsentere. Hvordan festivalen år efter år formår at præsentere spirende talenter fra det europæiske vækstlag.

Undervejs i sættet træder tre piger ind i rummet. Den ene er iklædt en rød pels, og med sig har hun sit entourage iklædt camo-farvede bomber jackets. De bevæger sig selvsikkert igennem publikum mod backstage. De har intet med Georgia at gøre, og det går hurtigt op for os, at pigen i den røde pels er Amwin. Hvad der senere viser sig at være Sveriges svar på Nicki Minaj. Vi bliver hængende på Ingensteds for at tjekke det ud, og som hun nu træder ud på scenen i turkis brudekjole, er det lige præcis, som vi havde forestillet os – eller frygtet. Hun har selvtilliden i orden, men musikalsk er der intet nyt under solen. Og sange om fuckboys skal bare være mere end en banger, hvis det skal være rigtigt interessant.

Fra pophåb til selvudslettelse

Vi slutter aftenen af med noget dansk. Vi ryger tilbage til Rockefeller, hvor Alexander Oscar lige er gået på scenen. Han er eftersigende en af de mere højtprofilerede artister hos Sony Music, men på Rockefeller er der intet højtprofileret over fremmødet. William fra Skam er tilsyneladende til stede, og han skulle sågar være ret så vild med Alexander Oscar, men det hjælper nok ikke så meget, hvis han alligevel ikke smider det på sin Instagram. På scenen står det meste i forlængelse af Christopher – trommeslageren er endda den samme. Nervøsiteten er ikke til at se på Alexander Oscar, imens han bevæger sig igennem intetsigende popfraseringer iklædt uinspirerede melodier. Han er sikkert skabt til at stå på en scene og var sikkert nået langt i X Factor, men det er ikke nok til at overbevise mig, så jeg stikker tilbage mod Ingensteds med håbet om at blive sparket lige i ansigtet af Selma Judiths selvudslettelse. Og det bliver jeg – i mindre øjeblikke vel at mærke.

Nervøse stjerneskud

Jeg vågner dagen efter lidt for sent. Morgenbuffeten på hotellet er blevet taget af bordet, så jeg trasker træt forbi en bager for at tanke op til aftenens hype. Og som timerne bevæger sig ud på eftermiddagen, og solen forsvinder i mørket, føler jeg mig klar til at opleve flere stjerneskud. Hypen omkring Lil Halima begyndte allerede sidste år. Det norske r&b-håb bliver spået som den nye verdensstjerne, og i Danmark er der så småt begyndt at blive brygget på noget. På Rockefeller er hun tydeligvis nervøs. Men det er både fredag, og byens ungdom er mødt forventningsfulde og berusede op, så det må siges at være en tung crowd at overbevise. Jeg bliver hængende et par sange uden at blive overbevist. Lil Halima repræsenterer noget interessant – en multikultur så at sige, men den når ikke igennem til musikken, der lynhurtigt forbliver ved den monotone oplevelse. Måske er det her bare endnu et eksempel på, at hypen sjældent holder.

Et par timer senere ryger de sidste søm i kisten, der fortæller mig, at jeg fremadrettet bør navigere uden om den slags. Fotografen og jeg beslutter os for at tage videre mod Sentrum – festivalens største scene, som Elias Boussnina har fået til opgave at fylde ud. Men den opgave formår han aldrig at løse. Knægten er dødnervøs. Bevares, det ville jeg også være, men resultatet lander et helt andet sted, end det egentlig var hensigten. Stemmen rammer ikke helt der, hvor den skal og igen præsenteres jeg for en sangskrivning, der mangler originalitet.

Jeg skynder mig af sted igen, for inde ved siden af på John Dee spiller et norsk band, der kalder sig for TØFL. Jeg er solgt på deres pressebillede, hvor de sidder ved en pool iklædt badetøfler. Jeg bestiller en Fernet Branca i baren for at styrke mig og smider omtrent det dobbelt i pris, som jeg ville betale for en fadøl i Danmark, og som jeg står og ømmer mig, vælter tre fyre i pink ud på scenen. Salen koger, og musikken er svær at sætte en finger på. Det er Alphabeat uden at være hysterisk. Det handler om at spise appelsiner i badet og cykle uden hjelm, efter du har taget krokodil. Det er lige så underligt, som det bare sidder lige i skabet. Og det norske folk har fattet den, som de danser manisk til det højintense lydbillede. Jeg har det egentlig fint med at slutte aftenen på toppen, men klokken er knap 23, så samvittigheden trækker mig længere ud i mørket, der senere kulminerer med Off the Meds, der beviser, at Faithless, Erasure og Skinny Puppy ikke har været forgæves, før jeg ender på en natklub til technofest med DINA. Jeg føler mig ung igen. Vitaliseret og klar til det sidste skud undergrundsenergi.

Forført af det skæve

Om lørdagen bevæger jeg mig gennem byen og drømmer mig væk til Skam. Jeg bevæger mig uden om turisternes fodspor, igennem branchesnak, fri fadøl og fingermadder, inden jeg ender på Sentrum. På scenens bagvæg hænger et billede af en lyshåret pige med blå øjne. Umiddelbart ikke synderligt interessant taget det dominerende popudtryk i Skandinavien i betragtning. Jeg forventer musik så ungt, at jeg ikke selv kan følge med, for den kun 18-årige sangerinde, Clara befinder sig jo stadig med begge ben midt i gymnasielivet. Men lige så snart hun åbner munden, falder mine forventninger til jorden. Der er en modenhed over Claras stemme, der bevæger sig i takt med et dystopisk elektronisk lydbillede. Jeg bevæger mig ind i det dybere lag, som Clara bygger op foran mig, og jeg imponeres over det, jeg præsenteres for. For første gang på by:Larm oplever jeg, hvordan autenticiteten er det fremtrædende hos de højtprofilerede danske artister. Clara står som alene eksempel på en dansk artist, der gør noget andet end det, der før er set.

Med håb i årerne bliver jeg hængende til Nicklas Sahl. Jeg overværer lydprøven og hvisker til fotografen, at det nok skal blive rigtig kedeligt taget hans fraseringer i betragtning. Og selvom der eksisterer noget interessant i det lydbillede, Nicklas Sahl bygger op foran os, er det bare svært at smide idéen om Mads Langer, der fremstår plagieret i det udtryk, det hele ender ud som.

Jeg får et tip på telefonen om Motorique på Verkstedet. Jeg bevæger mig gennem byen og mødes af støj fra hovedgaden, der tiltrækker mig. Jeg leger tampen brænder med de tunge guitarriffs, jeg kan høre i det fjerne, og ender i Vans, der har smækket en scene op, som det norske doom-band Æsthetica langsomt er begyndt splitte ad. Med meget besvær får jeg slæbt mig selv videre mod Verkstedet, der egentlig var formålet med min byvandring. Og kort efter træder jeg indenfor på det svedige værtshus, hvor en håndfuld lige så svedige fyre fra Motorique er i gang med at bygge bevidsthedsudvidende lydbilleder op. Karismaen er lige så charmerende, som den er frastødende. Det er originalt og uventet. Og lidt forbudt på samme tid.

Indie i Norge

Jeg bukker under for varmen på Verkstedet, og skynder mig mod Rockefeller, hvor GAFFA Norge hoster en showcase med Girl In Red. Det norske svar på Courtney Barnett har lige vundet prisen for Årets Stjerneskudd og tripper tydeligvis helt sindssygt over anerkendelsen. Entusiasmen har svært ved at holde hastigheden i den tilbagelænede slacker-rock, men det gør det kun mere ægte, inden pigen i sort og personligheden bag projektet kaster sig ud i publikums favn.

Jeg følger den norske intuition mod Blå, hvor Pom Poko om en halv time går på. Jeg sniger mig udenom køen og bestiller, hvad der skal blive til den sidste øl, inden salen fyldes op med byens ungdom. Imens en pige i hvid kedeldragt og tre drenge med stikkelsbærben og shorts laver lydprøve, har jeg ingen idé om, hvad jeg skal forvente. Men som musikken vokser omkring mig, og sættet begynder, mødes jeg af progressive lydbilleder, der sender mig afsted mod Björk og Rage Against the Machine. Festivalen har tilsyneladende selv svært ved at placere bandet, der beskrives som en kombination af Beach House, Father John Misty og Flaming Lips, hvoriblandt ingen af dem syntes hørt i lydbilledet.

Pom Poko er originalitet, der hos publikum resulterer i en febrilsk famlen efter den rette reference. Det er kulminationen på tre dage, hvor Norge har domineret. Hvor originaliteten har vist sig som den stærkest stående, og hvor det forventede er faldet til jorden. Norge har vist som en stærk kulturmagt, hvor behovet for at skille sig ud er det dominerende.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA