x

Skuespiller og rapper Zaki Youssef: – Det ville have været et valg for mig IKKE at spille musik

Skuespiller og rapper Zaki Youssef: – Det ville have været et valg for mig IKKE at spille musik

Zaki Youssef er skuespiller, manuskriptforfatter og rapper, aktuel i filmen Danmarks sønner, der har premiere 11. april. Vi har stillet ham en stribe spørgsmål om hans forhold til musik.

Kommer du fra et hjem med klaver eller andre instrumenter?

Ja, vi havde både et klaver og en akustisk guitar i mit barndomshjem. Hvilket egentlig er pænt mærkeligt, for vi havde intet andet; ingen møbler, intet mad, intet tøj. Men klaver, det havde vi! Nej, men helt ærligt, så er det lidt sjovt, fordi vi virkelig ikke havde nogen penge. Men jeg tror måske, min mor havde arvet klaveret eller fået det af nogen.

Hvad er dit første musikminde?

Jeg kan ikke huske så godt, men jeg tror, det er at ligge i min seng med døren åben ud til stuen, og min mor og hendes venner hørte "Cry Baby" med Janis Joplin. Et minde, der står helt tydeligt, er da min ven Isak kom hjem til mig med sin walkman og sagde "prøv lige at høre det her". Og jeg tog hovedtelefonerne på, og starten på "N.Y. State of Mind" med Nas bragede ind i mine ører. Og jeg var helt blæst væk! Og dér vidste jeg, at jeg ville være rapper.  

Hvad betyder musik for dig?

Det er soundtracket til mit liv. Jeg kan ikke huske mit liv uden musik, og jeg kan ikke huske en tid uden musik. Den har altid været der. Jeg er vokset op med meget musik omkring mig. Der er ikke noget, der påvirker mig lige så instinktivt og umiddelbart som musik. De andre kunstarter kommer ligesom ovenpå i takt med, at man bliver ældre, men musik er der, fra man er i maven. Jeg har altid syntes, det var underligt, når folk spurgte, hvorfor jeg valgte at spille musik, fordi for mig var det aldrig et valg – det ville have været et valg ikke at spille.

Du er rapper, men spiller du også et instrument?

Ja, før jeg rappede, spillede jeg trommer. Det gik jeg til, fra jeg var otte år. Jeg spillede i bands i klubben og sådan. Det var også den måde, jeg lærte at beatboxe på, når jeg gik hjem fra trommer og prøvede at lave trommelydene med munden. Jeg anede ikke, at det var en ting dengang – beatbox. Jeg spiller også guitar og klaver til husbehov. Og så har jeg produceret meget på MPC og computer. Og så spiller jeg forskellige slags percussion. Jeg har faktisk aldrig opfattet mig selv som rapper, mere som en musikalsk altmuligmand.

Hvilken sang forbinder du med din første forelskelse?

"Mon de kan reparere dig" med Lars H.U.G. Det er en vildt smuk tekst, der handler om en kvinde, der er indlagt på psykiatrisk og han tænker på, om han får hende tilbage: "igennem tusind verdener venter vægtløs kærlighed". Den første pige, jeg var rigtig forelsket i, var fire år ældre end mig, og hun var sanger og en rigtig kunstner. Det var virkelig stort og smukt og hårdt og tragisk på samme måde. Og hun introducerede mig til den sang.

Hvilken musik lyttede du til i din ungdom?

Al slags rap fra 90’erne. Nas, Tribe, Pac, Snoop, Pharcyde, Wu-Tang osv. Min ven Ernesto og jeg var slaver af Yo! MTV Raps, så alt, der kom på dér. Min anden ven Rolf, der var Ernestos storebror, hørte sådan noget Guns N' Roses, Skid Row og den slags, så det hørte vi også nogle gange. Og så kunne jeg også godt lide den musik, min mor hørte: Bob Marley, Earth, Wind & Fire, Beatles, Led Zeppelin, The Doors, osv. Men det, jeg 100 procent identificerede mig mest med, var rap.

Hvad er din største koncertoplevelse nogensinde?

Det er helt sikkert en koncert på Roskilde, men jeg har svært ved at vælge, fordi der er så mange. Både dem, hvor man ikke aner, hvem bandet er og bare kommer forbi, og der står 20 senegalesere på scenen, og man har den vildeste dansefest, eller da Lee Fields spillede kl. tre om natten, og alt var magisk, og han græd, fordi han var så rørt. James Blakes første koncert på Cosmopol, hvor der var skybrud, og regnen og tordenen spillede med til hans musik på teltdugen. Eller min første Roskilde, hvor Pharcyde og House of Pain spillede og gik på scenen sammen til "Jump Around", der lige var kommet ud, og hele teltet løftede sig.

Hvad er dit absolutte favoritalbum?

Hvis jeg absolut kun må vælge ét album, så tror jeg, det vil være Dr. Dres 2001. Det er så overdrevet fedt produceret, og alle numrene er klassikere. Men der er så mange syge albums, så jeg får det skod over at skulle begrænse mig på den måde.

Hvad er din største musikalske guilty pleasure?

Jeg spurgte lige min ven Bobby Shams, for hans er jo Celine Dion, men det kan jeg ikke døje. Han siger, at min er det der helt lovey dovey-agtige reggae: "let's all unite, the world is one"-agtige ting. Men jeg føler mig ikke så guilty over det. Eller måske de der helt soft sange med Bruno Mars, men altså, jeg er jo en super mushy type, der græder til Extreme Makeover Home Edition, så….

Hvilken sang kan få dig i godt humør, hvis du er trist?

"Don’t Worry, Be Happy". Arh, det var for sjov. Måske en del af numrene fra Malibu-albummet med Anderson . Paak. "Am I Wrong?" måske. Fordi jeg synes, han har så optur en lyd og er så fed en kunstner. Og så minder det mig om, da han lukkede Arena, og hele teltet var proppet med folk, der dansede, og alt var godt. 

Hvilken sang kan fremkalde en tåre i din øjenkrog?

Lige for tiden nok "I Need a Forest Fire" med James Blake. Fordi det er så smukt et nummer. Jeg får følelsen af at svæve i noget stort, når jeg hører det rigtig højt. Og så minder det mig om en, jeg elsker.

Hvilken sang får dig stensikkert på dansegulvet?

Lige for tiden har jeg det rigtig vildt over Octavian. "Move Me" er for sygt et nummer. Vild blanding af house, afrobeat og rap. Og så er jeg også rigtig klar på ting som Burna Boy, Mr Eazi og hele den rigtige afrobeat-scene. Jeg danser selvfølgelig også til alt det der 00’er-hiphop og r&b, men har mere optur over ny musik, hvis jeg skal danse.

Er der noget musik, du har det meget svært med?

Mmmm, jeg har altid forsøgt at lytte til alt mulig forskellig musik. Især fordi jeg selv laver musik og ikke gider at låse mig fast. Jeg synes, der er noget fedt i nærmest alle genrer. Måske lige på nær sådan noget meget generisk pop. Samlebåndsmusik, der bare er blevet spyttet ud for at passe ind i en salgbar form. Men det er jo ikke rigtig en genre. Og jeg kan godt lide rigtig meget pop også. Jeg har måske svært ved, hvis der slet ikke er noget melodisk, som i sådan noget psyko-hardcore metal.

Hvad er den perfekte musik til en erotisk aften?

Der er meget. Altså både alt det gamle klassiske soul: Al Green, Marvin Gaye, Aretha, Etta James. Men det er måske mere romantisk. Så ellers sleazy 90’er-r&b, og så synes jeg, at r&b-genren efter Frank Ocean har fået den fedeste revival, så der er vildt meget nyt fedt semi-elektronisk crossover mellem rap og r&b for tiden: Dej Loaf, 6lack, SZA, Doja Cat og selvfølgelig Drake, Miguel og den slags.

Hvis du skulle på date med en musiker, hvem skulle det så være?

Rihanna. Hun er boss og virker, som om hun er den perfekte blanding af helt oppe at flyve og totalt nede på jorden. Og så bliver hun bare mere og mere lækker. Hvis hun ikke gider, så Kendrick. Ikke fordi jeg synes han er lækker, men tænker, at vi så kunne have en grineren aften og ende i studiet og lave et par tracks.

Hvilken film har efter din mening det perfekte soundtrack?

Jeg må nok sige Scarface. Det er så grim 80’er-synth-agtigt, og da det kom ud, var alle sådan "fuck noget lort!", men det er jo en kæmpe klassiker, og musikken er virkelig med til at skabe stemningen. Der er andre film, hvor de bruger mange fede tracks, men hvor det ikke på samme måde skaber stemningen.

Hvilken musik skal der spilles til din begravelse? 

Magic System og den slags! Folk skal bare have en fest. Og så hvis de lige vil fælde en tåre på et tidspunkt, kan de høre "Little Wing" med Hendrix, fordi han var den første kunstner, som jeg selv var fan af. Og så kan de selvfølgelig også høre noget af min musik, det ville måske give okay mening.

Det er ti år siden, du sidst har udgivet musik. Kommer der snart ny musik fra dig, eller er du udelukkende skuespiller og manuskriptforfatter nu?

Jeg gik lidt kold på musikbranchen, for at være ærlig. Det er underligt, fordi musik altid har været så stor en del af mit liv, og jeg mistede ligesom lysten for et par år siden. Måske var det også, fordi jeg begyndte at udtrykke mig på andre måder; jeg skrev to stykker, der var en slags historiefortælling, musik, standup og det hele blandet. Dem lavede jeg sammen med Turkman Souljah. Og vi har lige lavet et studie i min kælder sammen med min bror og Amin Karami og nogle andre venner. Så vi sidder der og leger. Men kun for min egen skyld. Jeg gider ikke tænke på at udgive. Hvis det sker, så sker det.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA