x

Manden fra det 30. århundrede er død – her er 10 musikalske højdepunkter med ham

Manden fra det 30. århundrede er død – her er 10 musikalske højdepunkter med ham

10 højdepunkter fra en spraglet karriere fra en af de vigtigste og mest velbevarede hemmeligheder i det 20 og 21. århundredes pop og eksperimental-musik

Vi er nogle, der har frygtet den her dag, siden legender som David Bowie, Prince og Leonard Cohen for alvor begyndte at dø. Sangeren, fortolkeren, sangskriveren og enigmaen Scott Walker er ikke blandt os mere. Scott Walker står som en af de mest interessante og omskiftelige kunstnere gennem seks årtier og har produceret en diskografi, der er lige så mangefacetteret og genredefinerende, som den er smuk, uhyggelig og decideret vanvittig. Men det er ikke alle, der overhovedet kender manden eller hans musik. Det vil jeg, ved hjælp af 10 sange fra hans lange diskografi, forsøge at lave om på.

Jeg har valgt at tage udgangspunkt i Scott Walkers egne kompositioner, da det klart er der, manden har leveret sin karrieres mest interessante, kreative højdepunkter. Denne liste er derfor renset for de tidlige år, Scott Walker sang og spillede bas i Walker Brothers eller karrierens senere, fantastiske fortolkninger af det belgiske unikum Jacques Brel. Der skal ikke nødvendigvis siges noget ondt om disse skæringer, men på denne liste er det komponisten, sangeren, auteuren og freaken Scott Walker, der er i søgelyset.

The Plague (B-side, Jackie-single, 1967)
Baggrundshistorien for Scott Walker starter i de tidlige ’60’ere, hvor manden med det borgerlige navn Noel Scott Engels drog fra Ohio og Amerika sammen med resten af sit band The Walker Brothers for at slå igennem i London, England, der dengang blev kaldt Swinging London. Dette viste sig at være et klogt valg, for Walker Brothers blev på et tidspunkt lige så store som The Beatles og havde mange hits, hvor især ”The Sun Ain’t Gonna Shine (Anymore)” bør nævnes. Det var på disse singler, at Scott Walker startede som sangskriver, da han efterhånden begyndte at skrive alle b-siderne på de 7-tommer singler, som bandet udgav. Senere gik The Walker Brothers i opløsning, og Scott Walker gik solo, med fokus på engelske oversættelser og nyfortolkninger af førnævnte Jacques Brel. Her fortsatte Walker med at skrive b-siderne, og det første højdepunkt er denne ildevarslende doom-soul-sag, med et lydbillede præget af sære guitarer, kirkeklokker og et småsygt kvindekor, mens et strygerorkester rejser sig i baggrunden og vidner om Walkers karakteristiske brug af strygerorkestre som grufulde mure af dissonans. Det her var yderst anderledes i 1967, hvor Walker ellers mest gjorde sig i barok-pop-genren. ”The Plague” er et af tidligste numre, hvor man kan høre Walkers fremtid. Samtidig bliver hans baryton virkelig karakteristisk på dette nummer, især i det syrede trommebreak, hvor han står helt alene i tomhedens tristesse, kun genkendt af den sorte død. Det er hér, det starter!

Plastic Palace People (Scott 2, 1968)
Scott 2 er den første plade, hvor Walkers sange ikke længere er forvist til b-siden af hans Brel-singler, og det giver Walker muligheden for endelig at eksperimentere med form og struktur, hvilket kan høres på pladens signatursang ”Plastic Palace People”, der egentlig lige så godt kunne have været to sange. I en karruseltur af strygere, harper og klaverer står versenes karnevalsfornemmelse i stærk kontrast til omkvædets 4-dels rytmik, med foruroligende dybe blæsere i baggrunden, der varsler om uhyggelige undertoner, som senere ville komme til at fylde endnu mere i Walkers sangskrivning. I front har vi en desorienteret, svævende Walker, med vanlig vokal sikkerhed, mens han svæver med drengen Billy i en ballon, på vej væk fra verdens skræmmende realiteter (”Listen they are laughing in the halls/they rip your face with lies), men ballonfærden ender fatalt for Billys flugt fra plasticpaladsets trussel (”Searching its way down through blue submarine air/The polka dot underwear/To meet the trees, in morning square/Just hanging there, just hanging there”). Tragik og teater grebet af virkelighedens klamme hånd.

30 Century Man (Scott 3, 1969)
Mens Walkers sangskrivertalent blev stærkere og stærkere, fik han også mere rum på sine egne plader til at forsøge sig frem, og det hører man for alvor på de tidligere hovedværker Scott 3 og Scott 4. Scott 3’s skæringer træder Walker for alvor i karakter og bruger den ellers skrækkelige softpop- og adult contempoary-scenes lydverden til at skabe store, eksperimentelle lydlandskaber, der stadig er melodiske nok til at firblive kommercielt. Det er som at høre Carpenters på fluesvampe. ”30 Century Man” bryder for en stund med disse tendenser og viser Walker fra sin mest nøgne og sårbare side, hvor han pludselig leger Bob Dylan med en akustisk guitar. Det er næsten helt befriende at høre Walker for en stund i et helt nøgent lydunivers, og man kan pludselig forestille sig, hvordan Walkers andre sange må have lydt, når de cinematiske strygerforløb blev cuttet af. Det er dog ikke det, der gør ”30 Century Man” til en af Walkers helt store sange, mens det sikkert er teksten, der tegner et billede af en kreativ og eventyrlig sjæl, som ikke har lyst til at blive fastlåst i tid og liv. En sang, der på mange måde for alvor vil stå som et postkort til hele Walkers karriere og den enorme betydning, han har haft for andre originaler som Jarvis Cocker, Damon Albarn, St. Vincent og David Bowie.

 

The Old Man’s Back Again (Dedicated to the Neo-Stalinist Regime) (Scott 4, 1969)
For mange fans står Scott 4 som det helt store tidlige hovedværk, og det er også første gang, Walker selv skrev alle sangene på en plade. Sjovt nok også den sidste i et stykke tid, da den floppede i så høj grad, at den ikke blev genudgivet før adskillige årtier senere. Det er en skam, for pladen var Walkers hidtidige højdepunkt og er et bevis på en sangskriver og musiker, der er på sit absolut højeste i kreativitet og ambition. Samtidig er hele pladen et vidnesbyrd om Scott Walkers kærlighed til europæisk kultur, på trods af at han kunne skrive Ohio på sit pas som fødested. Eksempelvis den uafrystelige Ingmar Bergmann-inspiration på åbneren ”The Seventh Seal”. Et af pladens højdepunkter er ”The Old Man’s Back Again” . Over en spastisk funkbas og glimtvise bølger af strygere og kor leverer Walker, i et mærkeligt hult lydrum, en af sin karrieres højdepunkter som vokalist. Han beretter om datidens frygt for stalinismens genkomst, og den gamle mand i titel- og omkvæd er simpelthen Joseph Stalin, hvis spøgelse synes at svæve over de revolutionere kræfter i Europa i ’68 – især under den tjekkiske revolution, der netop var støttet af Sovjet. Walker er en af de få, der kan skrive Stalin ind i en popsang på tre minutter.

 

Nite Flights (Nite Flights, 1978)
At Walker aldrig formåede at følge op på Scott 4’s kreative peak, synes dumt i historiens bakspejl. Men i 1969 var Scott Walker håbløst ”uncool”, og det nyttede ikke noget, at hans pladeselskab tvang ham til at udsende den ene mere forfærdelige softpop-coverplade efter den anden. De næste 10 år skrev Scott Walker ikke en eneste original sang, og det var først efter en lettere halvhjertet gendannelse af The Walker Brothers, at Walker atter turde arbejde med egne kompositioner. Det skete, da bandet gik i studiet for at indspille den plade, der skulle blive til hovedværket Nite Flights. Umiddelbart inden studietiden fik bandet at vide, at deres pladeselskab skulle lukkes ned, hvilket pludselig gav dem en kreativ frihed, de ellers ikke havde regnet med. Dette er tydeligt på en plade, hvor det især er Scott Walkers sange, der står som det totale midtpunkt (John Maus’ og Gary Leeds’ sange falmer totalt ved siden af). Pladen var mildest talt et flop, da den udkom, men fik hurtig en gigantisk indflydelse på datidens eksperimenterende kunstnere som Brian Eno og David Bowie, der var inspireret af den samme amerikanske minimalisme og den tyske elektronik, på Low. Uden nogen rigtig havde regnet med det, skabte Walker på denne plade sine måske stærkeste sange overhovedet og et karrieremæssigt højdepunkt, der står som en af eksperimental- og artop-genrens største og vægtigste plader. Titelsangen er den mest håndgribelige sang på pladen og griber Walkers neurotiske popromantik og placerer dem i et maskinelt, synthpåvirket lydunivers, der i høj grad indvarsler ’80’ernes new wave og synthpop-scene. En scene og lyd, som Walker ville have en afgørende effekt på senere. Teksten, påvirket af en af Walkers fineste popmelodier, vidner dog igen om ubehagelige scenarier, hvor fangedøre åbner og lukker, før man ved af det. Bowie lavede en skrækkelig version af sangen i 1993.

 

The Electrician (Nite Flights, 1978)
Hvis titelsangen viser Nite Flights-pladen fra sit mest fremadstræbende og umiddelbare udtryk, vidner signatursangenThe Electrician” om et mere foruroligende udtryk, der er baseret på lige dele af Walkers’ kompositoriske for- og fremtid. Walker benytter sig igen af de omskiftende former og de overdådige strygere fra sin fortids softpop dage, men samtidig kombineres de med ildevarslende dommedags-elektronik, der for alvor bringer den førnævnte uhygge op til overfladen. ”The Electrician” står som en af Walkers største sange på grund af denne nærmest chokerende afsløring. Trods vellyden lukkes det kompositoriske bæst endelig ud af sit bur, og denne hugtandsbærende galning smyger sig op og ned ad de punktlige, sugende synths og dissonante strygere i versenes horror-fornemmelse. Det er nemt at høre påvirkningen fra Eno og Bowie, men samtidig ligger der også en uhyggelig, brutal virkelighedsfornemmelse i Walkers’ og Maus’ tostemmige vokal, der beskriver synspunktet fra en torturbøddel ("There is no hope/no") for pludselig at kaste sig ud i et klassisk Walker Brothers-omkvæd med harpe og strygere, hvor kun teksten fastholder versenes isnende uhygge (”If I jerk the handle/you’ll die in your dreams"). Den skælmske sandhed er, at Walker formår at få skrevet så alvorlige emner som tortur og dødsangst ind i en popsang, der samtidig opløser grænserne for, hvad en popsang rent faktisk kan. At Walker var direkte inspireret af David Bowies Low er tydeligst her, og Walker skal eftersigende have sendt Bowie et eksemplar af Nite Flights i sin til, som siden inspirerede Eno og Bowie til Heroes og Lodger.

Rawhide (Climate of Hunter, 1984)
Nite Flights gjorde desværre ikke rigtig noget for at revitalisere interessen for Scott Walker for andre end en relativt lille gruppe, men den genererede nok positiv buzz til at lande ham en aftale med Virgin Records. Dette resulterede i Scott Walkers kreative comeback Climate of Hunter. Albummet er en lidt sær størrelse at have med at gøre, for den har nogle fine idéer der i høj grad peger fremad mod Walkers senere diskografi, men samtidig er pladen skæmmet af en ret uddateret 80’er-produktion, med chorusbehandlet, båndløs bas og gated lilletromme. Men pladen rummer dog mange gode sange, såsom åbneren ”Rawhide”, der byder på nogle af de sidste, direkte poppede tendenser i Walkers’ sange, mens lyden formår at bygge videre på de horror-lignende tendenser fra Nite Flights. Versefødder og omkvæd er blevet væsentlig mere fragmentariske, og strygerorkestret er for alvor en malende, instrumental oplevelse, som understøtter tekstens dystopiske tendenser, mens den lettere tilfældige brug af percussion peger fremad mod karrierens afsluttende trilogi af decideret vanvid. ”Rawhide” viser for alvor fremtiden for en sangskriver, hvis tekst- og musikunivers ville blive endnu mere dystert og skræmmende, end det nogensinde havde været før.

 

Farmer in the City (Tilt, 1995)
Man kan, klart og tydeligt, dele Scott Walkers diskografi op i to dele, og anden halvdel starter den afsluttende avantgardistiske trilogi, der er kommet til at stå som sindssyg afslutning i Walkers kunstneriske eftermæle. Tilt er en aparte størrelse, som ikke rigtig kan sammenlignes med noget og bygger på Walkers dystre marderidts-verden. Det blev i øvrigt ikke mere imødekommende på de senere plader. Tilt udkom i 1995 og viste, at Walkers plader begyndte at udkomme med dekaders mellemrum. ”Farmer in the City” er et af pladens mere sangbaserede indslag og viser Walkers croon fra en ny, ildevarslende side. Over et smukt, omskifteligt strygerarrangement synger Walker det nu karakteristiske ”Do I hear 21? I’ll give you 21?”, som et ekko fra skæbner, der søger mod byen i en drøm om forandring, men fordærves af samtidens og samfundets mørke påvirkninger. I et smukt, foranderligt univers citerer Walker både Pier Pasolini og sig selv, mens samme italienske instruktørs dødsøjeblik beskrives som fragmentariske, poetiske tankefloskler. Pasolini blev dræbt af en prostitueret, som kørte ham over i en bil - flere gange i træk, indtil han døde. Walkers sangskrivning lod sig i høj grad inspirere af historiske tragedier i de senere år, og ”Farmer in the City” er et af hans kunstneriske højdepunkter.



Clara (The Drift, 2006)
Man kan have svært ved at forestille sig, hvordan Walker ville kunne overgå et eksperimenterende, ambitiøst og vekselvirkende værk som Tilt, men faktum er, at han gjorde det på The Drift, der naturligvis udkom 11 år efter Tilt. Der skrues op for dissonansen, uhyggen og dystopien på The Drift og dette opleves tydeligt på pladens epik – den 12 minutter lange Clara”. Walker bruger endnu mere rytme og elektronik på pladen, og her finder man fragmenter af fløjter, jerndøre og en percussionist der, ret famøst, spiller på svinekød. Det er svært at forklare, hvad der reelt sker i løbet af sangens 12 minutter, men sangen beskriver Clara Petaccis sidste timer. Petacci var kendt som den italienske diktator Benito Mussolinis elsker, og hun valgte selv at blive dræbt med ham, da han blev likvideret i 1945. Walker beskriver, flankeret af sære lyde og stadigt mere og mere dissonante strygere, samt førnævnte slåskamp med svinekam, hvordan Petacci og Mussolinis lig hænger til offentligt skue i gaderne i Milano, og bliver hånt af byens borgere. Walkers stemme er blevet ældre, og når han synger op mod et lydbillede, der ikke består af ret meget andet end håndtromme og synth-fløjter, fremstår den underligt sårbar og spøgelsesagtig, når han beskriver Petaccis hængende lig (”the breasts are still heavy/the hair long and black”), eller når han senere lavmælt fortæller, hvordan folket stikker til Petaccis lig med pinde (”A man came up towards the body and poked it with a stick/It rocked stiffly and twisted around at the end of the rope”), akkompagneret af en saxofon, der mest af alt lyder, som om den er ved at dø i smerte. Grove løjer!

Epizootics! (Bisch Bosch, 2012)
Mens Tilt er foruroligende og opbyggende og The Drift er kaotisk, dragende og ambitiøs så er det afsluttende album Bisch Bosch et decideret vanvittigt foretagende. Selvom Bisch Bosch tydeligt bygger videre på lydbilledet fra de forrige plader, er det som om, Walkers sidste soloalbum også er det mest ekstreme, han har lavet. Til tider er pladen decideret skingrende sindssyg i så høj grad, at man ikke kan andet end at grine. Walker sagde i et af sine senere og sjældne interviews, at han var ked af, at folk sjældent forstod den underliggende humor i hans sange. På Bisch Bosch er dette dog tydeligere end nogensinde, når galningen Walker synger om at sprænge løvfrøer i stykker eller mordbrand. På den grænsepsykotiske ”Epizoootics!” står det helt klart. Sangen, hvis man da kan kalde den det, flankerer Walkers gammelmands-croon i et lallende, psykopatisk lydbillede, med brummende baryton-saxofoner, vanvidsanfald af synths og strygere, epileptiske percussion-forløb og ironiske jazzknips. På et tidspunkt glider en tinnitus-agtig elektrobølge ind i lydbilledet, for senere at blive erstattet af fjerne feltoptagelser, der lyder som et munkekor, som er blevet pakket ind i et gaskammer. Samtidig viser sangen også den aldrende Walker fra sit mest fragmentariske tekstforfatterskab overhovedet. Sangen er mættet af fantastiske oneliners, eksempelvis favoritten: ”Take that accidentally in the bollocks, for a start” eller sangens afsluttende strofer ”Knock me, boot me/Down in the land of darkness”. En linje der efter et stigende, vanvittigt crescendo for lov til at stå alene, indtil en ukulele tager over afslutningsvis. Hvad der egentlig foregår, er aldrig tydeligt, men man er lidt bekymret for både sit eget og Walkers velbefindende efter denne sang. Der er noget ekstremt sygt, lallende og nærmest psykopatisk på spil gennem hele Bisch Bosch, der uden tvivl også inspirerede Bowie på hans sidste plade Blackstar. Som den amerikanske anmelder Antony Fantano sagde i sin anmeldelse af pladen: ”This is music for people who want to watch the world burn”.

Bish Bosch kommer altså, efter dagens tragiske nyhed, til at stå som Walkers sidste soloskive. Han udgav et par år efter den udmærkede plade Soused med det lige dronemetal-bandet sunn O))). Et samarbejde, der sjovt nok gjorde både Walker og sunn O))) mere håndgribelige, og Walker har også haft en udmærket karriere som soundtrack-komponist i sin karrieres efterår. Og nu er han altså død! Det er et stort tab for mange andre originaler, der stadig, den dag i dag, lader sig inspirere af mandens hovedværker Scott 4, Nite Flights, Tilt og Bisch Bosch. Hvis du endnu ikke har stiftet bekendtskab med manden, har du her en god introduktion til en af de mest interessante, kontemporære sangskrivere, der har vandret iblandt os.

Men du kommer nok aldrig tættere på at kunne besvare spørgsmålet: Hvem er manden fra det 30. århundrede?

Hør hele playlisten her:

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA