Tinderbox-aktuelle Sigrid: Uforceret forbillede

Tinderbox-aktuelle Sigrid: Uforceret forbillede

Hun er en pige med pop, power og pondus. Hun er et feministisk forbillede uden at forcere det. Hun er underspillet på den umiddelbare og ukuelige måde. Det norske wonderkid Sigrid er på alles læber, men prøver ikke at være på sine egne.

– Jeg synes, det er en kæmpe kompliment, når folk siger, jeg er et feministisk forbillede. Det er ikke mit mål, men jeg bliver lige beæret, hver gang jeg hører det. Jeg er dog ikke glad for at putte et decideret feminisme-label på mig selv. Jeg er en ung kvinde, der hele tiden udvikler mig, og jeg vil gerne holde mine muligheder åbne. Men jeg er stor tilhænger af feminisme. Det handler om lighed, og det er noget, der betyder meget for mig. Min første internationale single blev skrevet i frustration over netop det.

Den 22-årige sangerinde med det fulde navn Sigrid Solbakk Raabe har uforceret tilsluttet sig bølgen med stærke unge kvinder, der har piblet frem i musikbilledet de seneste år. Derfor er Sigrid blevet symbol på et af tidens og branchens allervigtigste nøglebegreber: Feminisme. Selvom det for hende har været vilkårligt, er hun samtidig stolt af det. Sigrid drømmer om mere lighed i musikbranchen, for mænd som kvinder, unge som gamle. En lighed, der adresseres i debutsinglen ”Don’t Kill My Vibe”. Sangen blev skrevet efter en skrivesession i London, hvor to mandlige og mere erfarne sangskrivere ”dræbte stemningen” for Sigrid. De opførte sig som om, de var bedre end hende. Sangerinden stod dengang ikke op for sig selv, da hun oplevede de to herrers nedladende opførsel. Sigrid afreagerede i stedet derhjemme og skrev, hvad der skulle vise sig at blive hendes gennembrudshit.

– Sangen er blevet min personlige reminder. Hver gang, jeg bliver frustreret, sætter jeg den sang på. I perioder kan det betyde hver aften, forklarer sangerinden.

Artiklen fortsætter under videoen

Kometkarriere med personlighed

”Don’t Kill My Vibe” er på mange måder beviset på, at Sigrid ved hjælp af sin stemme, direkte som indirekte, kan skabe indflydelse både hos sig selv, publikum og i branchen. Hun sætter en ære i at være sig selv og tro på sine evner – og det er der god grund til at gøre. Den unge nordmand har et kæmpe talent, hvilket hendes kometkarriere understreger. Siden Sigrid udgav power-nummeret ”Don’t Kill My Vibe” i vinteren 2017, har anmelderroserne stået i kø, og streamingtal og airplay været i top. Spørger man til, hvad svaret på denne massive succes er, er den ukuelige selvtillid en del af svaret:

– Jeg ved, hvad jeg er god til, og hvad jeg kan lide. Jeg tror på min mavefornemmelse. Det gør mig yderst fokuseret, og det tror jeg er vigtigt. Dertil kommer selvfølgelig hårdt arbejde og at have de rigtige folk omkring sig.

Blandt betydningsfulde mennesker for Sigrids karriere er hendes bror Tellef Solbakk Raabe. Det var ham, der gav hende sparket til at kommet i gang med at lave sin egen musik.

– Da jeg var 16 år gammel, skulle min bror spille en koncert i vores hjemby og spurgte, om jeg ville varme op for ham. Han havde dog én betingelse: Jeg skulle skrive min egen sang. På kun to uger skrev jeg derfor min første sang, ”Sun”, og den blev startskuddet på det hele.

Sigrid kommer fra fjordbyen Ålesund i Norge, hvor hun var omringet af bjerge og safirblåt hav. Området har et spirende musikmiljø, og Sigrid havde småsunget med sin søster, siden hun var teenager og spillet klaver, siden hun var syv. Men det var først efter, der kom ild under sangskrivning og liveoptrædener, at der skete noget seriøst med musikken. Sigrid blev opdaget af den norske statsradio, og opkald fra managements og labels strømmede ind. Det resulterede i, at Sigrid signede med et norsk indie-label, hvorefter hun de følgende par år forsøgte at jonglere mellem skole og en national karriere. Det var for svært. Sigrids internationale gennembrud kom derfor først, da hun lagde skolen på hylden og i 2016 signede med det anerkendte pladeselskab Island Records, der blandt andre har navne som U2, Elton John og Shawn Mendes i stalden. Siden da har Sigrid udgivet otte singler, der alle har opnået topplaceringer på både hit- og streaminglister og i både ind- og udland. Hvad der gør Sigrids sange til noget særligt, er hun ikke i tvivl om:

– Jeg har altid et mål med mine sange – og det er ikke bare, at de skal være så fængende som muligt. Jeg er meget striks med, at hver linje skal betyde noget personligt for mig. Jeg kan have ord, sætninger og idéer liggende i mine noter i månedsvis, uden de bliver brugt, fordi jeg går og venter på, at der skal ske noget, der kan tillægge det betydning.

– Et eksempel er ”Sucker Punch”. Det var et begreb, jeg havde haft på lager længe. Jeg vidste, hvad ordet betød, men ikke hvad det betød for mig. Et "sucker punch" er, når der sker noget uventet i ens liv. Man kan naturligvis se sangen på forskellige måder. Det indlysende ville være at se det som en kærlighedssang, men for mig handler den om, hvordan min karriere de seneste par år har været som et Sucker Punch. Der er sket så mange store ting på så kort tid.

De uomtvistelige ord om nødvendigheden af personlige sangtekster får Sigrid til at uddybe:

– Jeg elsker kontraster. Det er vigtigt for mig, at man kan opleve poler både i lyd- og tekstbillede. I teksterne vil jeg gerne se tingene fra begge sider af en situation – for der er altid to sider. Eller tre eller fire! Melodierne skal også strække sig over forskellige typer: Fra små til store, fra detaljerede til mere åbne.

Men den allervigtigste kontrast overhovedet er nok kombinationen af de to, fortæller Sigrid:

– Et eksempel er ”I Don’t Feel Like Crying”. På overfladen har den en happy go lucky-melodi og lader til at handle om, at man skal drikke sig fuld og have det sjovt. Men lytter man opmærksomt til teksten, vil man opdage, at det er en sørgelig sang. Den handler i virkeligheden om, at man ikke bare kan løbe væk fra sine følelser. Idéen er, at jeg får folk til at tænke – og så får dem til at lade være lige bagefter. Sigrid konstaterer, at den formel giver hende noget særligt og sniger noget tyngde ind af bagdøren:

– Jeg kan godt lide at skrive tunge sange ud fra et positivt mindset og på den måde få noget godt ud af noget dårligt. Det føles godt og kompliceret på en ukompliceret måde.

Blandt Sigrids største inspirationskilder findes Neil Young, Joni Mitchell, Adele og Coldplay. De leverer alle musik, hvor sangskrivningen, ligesom hos Sigrid, er i højsædet, og som hverken er bange for tyngde eller følsomhed. Det var selv samme musikalske forbilleder, der gødede jorden for Sigrids skabertrang, idet hun som meget ung begyndte at dekonstruere deres sange, sætte dem sammen på kryds og tværs og lave sine egne melodier.

Artiklen fortsætter under videoen

Pop er et håndværk

Nordmandens inspirationskilder samt kontrastfyldte univers nærmest inviterer til popgenren, og det er også et prædikat, Sigrid hellere end gerne tager på sig:

– Jeg er en stolt popmusiker. Pop er min favoritgenre, det har den altid været. Genren er så bred, at jeg kan gøre, hvad jeg vil med den. Jeg elsker at bøje, hvad popgenren er og tilfører altid en masse detaljer, der gør den unik.

– Det er det, der er så fascinerende ved popmusik: Det kan lyde nemt på overfladen, men det lyder nemt, fordi man har lagt en masse kræfter i det. Det er et håndværk.

– Det samme gør sig gældende for alle mine sange. Og det er det samme, der gør forskellen på en god sang og en usædvanlig god sang. Jeg skriver dem ikke på en time, fremhæver Sigrid, selvom det ikke er noget, hun normalt italesætter.

Sangerinden omfavner med glæde, at pop de senere år for alvor er kommet tilbage som en prestigefyldt del af den musikalske dagsorden:

– Popgenren er virkelig spændende for tiden! Der kommer nogle helt fantastiske ting fra både Norge og resten af Skandinavien. Samtidig er det interessant at se, hvordan de eksisterende store og internationale popstjerner udfolder sig lige nu. Der er meget at lade sig inspirere af.

Tidsånd i flere lag

I starten af marts i år udgav Sigrid sit debutalbum Sucker Punch. Popalbummet har været en del år undervejs, men Sigrid har ikke haft travlt. For hende har det været vigtig ikke at forcere noget – igen skal de personlige følelser og finurlige detaljer gennemsyre samtlige sange. Det giver både musik og Sigrid selv den rigtige pondus. Den detaljeorienterede sangerinde har derfor knyttet mange tanker til pladens titel:

– Albummet hedder Sucker Punch af flere årsager. Først og fremmest, fordi jeg synes, det lydmæssigt lyder som et "sucker punch" – følelsen af at blive ramt af noget voldsomt og uventet. Det er meningen, at det skal høres for fuld udblæsning! Tekstmæssigt er der ikke noget direkte tema. Temaet er, at der ikke er noget tema. Det er blot en samling af mine tanker fra de seneste par år, men de år har til gengæld været som et "sucker punch". Den fart, min karriere har taget, har været meget overvældende. Noget, jeg slet ikke havde set komme.

– Overordnet set er albummet mere yderliggående, end hvad jeg har lavet før: Nogle sange er ekstremt glade, nogle er ekstremt følsomme. Der er ballader, der er sange om venskab, om at have et crush og nogle om min karriere. Fælles for dem alle er, at de skal ramme som et "sucker punch”.

Det er imidlertid ikke kun titlen, der er gennemtænkt. Også albummets artwork er essensen af Sigrid: Streger, der peger ud fra hendes hoved og symboliserer alle hendes tanker og blomsterblade fra nogle norske blomster, der er drysset ud over den røde baggrund og afspejler hendes kærlighed til hjemstavnen. I midten står Sigrid i jeans og T-shirt. Et nedtonet look, hun ofte selv har betegnet som sin praktiske uniform, der er behagelig, når hun optræder.

Albumcoveret leder tankerne hen på en stærk evne, Sigrid har. Hun rammer tidsånden. Sigrids underspillede udtryk understøtter, at man skal være sig selv og ikke lade andre diktere, hvordan man burde være. Man ser en kvinde med selvtillid, der lader musikken være i fokus. For selvom det bliver indpakket i liflige poptoner, har Sigrid noget på hjerte. Teksterne og tonernes mange lag, kombineret med et normcore-udtryk, manifesterer Sigrid som en moderne og oprigtig frontfigur, der leverer dybde i det overfladiske – uden behov for at råbe det højt.

Tidslinje:

2013-2015: Debuterer nationalt i Norge, signer med det norske indie label Petroleum Records og spiller diverse festivaler i hjemlandet

2016: Signer med Island Records

2017:
- Udgiver sin første internationale single ”Don’t Kill My Vibe”

- Udgiver debut-ep’en Don’t Kill My Vibe

- Spiller blandt andet på Glastonbury Festival, til The Nobel Peace Prize Concert og i The Late Late Show med James Corden

2018:

- Vinder BBC-prisen Sound of 2018

- Udgiver ep’en Raw

- Spiller blandt andet på Roskilde Festival, Coachella og Shepherd’s Bush Empire

2019:
- Udgiver debutalbummet Sucker Punch

- Spiller support på Maroon 5 og George Ezras Europa-turnéer

- Tager på sin egen headliner-tour

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA