x

Spot-reportage: Musik skal ses på museet

Spot-reportage: Musik skal ses på museet

Musikvideoer er grundlæggende en slags reklame. Men de kan skam også være kunst, mener museumsinspektør Lise Mortensen, der har kurateret udstillingen ”Music To See”. Udstillingen åbnede i dag fredag klokken 17.15, hvor vågne Spot-gæster kunne slippe gratis ind med armbåndet og score en gratis drink undervejs.

– ARoS har tidligere lavet en række udstillinger, der forsøgte at udvide kunstbegrebet lidt – for eksempel Cronhammars racerbiler. For os handler det ikke så meget om, hvor vidt musikvideoer er kunst eller ej. Pointen er, at det er interessant at se på dem som kunst, pointer Mortensen.

Så mens receptionsgæsterne gik om bord i museumscaféens farvestrålende drikkevarer, tog musikvideoer af instruktører som Spike Jonze og Chris Cunningham plads ved siden af ”Boy” på stueetagen nedenfor.

I fem mørklagte rum helliget hver sin instruktør kører en række musikvideoer i båndsløjfe. Fokus ligger på de i alt fem musikinstruktørers personlige udtryk – og i mindre grad på musikerne, der ellers tæller prominente navne som Johnny Cash, Depeche Mode og Björk.

Museumsinspektør Lise Mortensen, ARoS:
– Vi er selvfølgelig ikke gået efter, om vi kunne lide musikeren, om der var nogle lækre piger i videoen eller noget helt tredje. Vi tænker i billeder og har interesseret os for de visuelle virkemidler, instruktørerne bruger, og hvordan de inddrager kunsthistorien i deres værker. Det er også derfor, vi har sorteret videoerne efter instruktør og ikke musiker, fortæller Mortensen, der i øvrigt debuterer som kurator på ARoS med ”Music To See”.

En instruktør som Mark Romanek (Michael Jackson: ”Scream” med flere) refererer flittigt til kunsthistoriske ikoner og klassiske genrer som eksempelvis vanitas-billedet. Og Chris Cunningham forholder sig så frit til musikken (Aphex Twins ”Windowlicker” med flere), at hans mørkt surrealistiske billedfortællinger ofte overstråler lydsiden. Netop Cunningham helliger sig i disse år decideret videokunst, og der er overlap mellem musikvideo og videokunst, mener Mortensen:

– Der er en masse ligheder, og vi er ikke i tvivl om, at musikvideoer har inspireret den moderne videokunst. Og omvendt. Men der er selvfølgelig også forskelle, for musikvideoinstruktører skal please en masse mennesker, mens videokunstnere omvendt kan have sværere ved at skaffe penge til at realisere deres idéer.

Det står dog ikke bedre til med musikvideoen, end at det har været overraskende nemt at udvælge fem instruktører på bekostning af alle de mange andre, der har beskæftiget sig med genren. Instruktører som eksempelvis Jonas Åkelund (Prodigy: ”Smack My Bitch Up” med flere) kan simpelthen ikke mønstre nok videoer af tilstrækkeligt kvalitet. Til gengæld har Mortensen efterhånden set så mange videoer, at hun godt tør give sit bud på en genreopdeling af genren.

– Overordnet set er der videoer, der viser musikeren i færd med at spille eller sangeren i gang med at synge. Så er der de mere fortællende videoer, der rummer et narrativt forløb af mere eller mindre kompleks karakter. Endelig er der videoer, der forholder sig mere løst og ”drømmende” til musikken og fortællingen, for eksempel ved at fortælle sin historie baglæns, slutter Mortensen – og ligner ikke en, der er i tvivl om, hvad hun foretrækker.


Spot Festivals hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA