REPORTAGE: Primavera Sound – forrygende festival i Barcelona

REPORTAGE: Primavera Sound – forrygende festival i Barcelona

Arkivfoto af Lizzo

Et tætpakket program, med en lidt underlig tidsplan, der krævede tålmodighed og behageligt fodtøj, prægede 2019-udgaven af den spanske musikfestival.

Da den spanske festival Primavera Sound i starten af december offentliggjorde sit lineup til festivalen, var det noget nær et så perfekt program, at jeg allerede vidste, jeg var nødt til at hoppe i de mest behagelige sko og være klar på tre dage med intens energi og massivt søvnunderskud. Musikmæssigt levede det op til alle forventninger, men med så stramt et program var der lidt for mange overlap, der gjorde det for hektisk og krævede svære valg. Her er et resumé af min festivaloplevelse.

Torsdag: Queer-ikoner, rap-legender og soul-fulde sangerinder

Traditionen tro starter Primavera Sound altid om onsdagen, med en aften, hvor der er gratis adgang for alle, inden festivalen for alvor går i gang den næste dag. Desværre kunne jeg først deltage fra om torsdagen og kom relativt sent på dagen.

Torsdagens første koncert for mit vedkommende var Christine and the Queens, som spillede på en af festivalens mindre scener. Jeg havde ikke rigtig nogle forventninger til koncerten, da det ikke er en kunstner, jeg er så kendt med, og da jeg var af sted solo og ikke engang havde købt mig den første øl, var jeg ikke ligefrem i det mest modtagelige humør. Men jeg blev pænt overrasket! Koncerten startede med et brag, og allerede som sit andet nummer spillede Christine ”Girlfriend”, som er et af de større hits, og derefter var tonen for resten af sættet ligesom slået an. I lidt over en time leverede hun et show med høj energi, fyldt med de karakteristiske dancemoves, der gav mig 90’er-Michael Jackson-vibes. Christine, der identificerer sig som panseksuel, var fremragende til at interagere med publikum og gjorde det klart flere gange under showet, at der absolut var ”no fucks given”, når det kommer til seksualitet eller kønsidentitet.

Jeg catchede op med mine venner, og sammen drog vi mod Ray-Ban-scenen, hvor Nas var næst på programmet. Lad mig egentlig lige tegne jer et billede, hvis I aldrig har været til Primavera Sound før. Festivalpladsen er UTROLIGT stor, og det tager cirka en halv time at gå fra den store Pull & Bear-scene (ja, tøjmærket som ingen går i) i øst til Lotus-scenen i vest, hvilket kan være lidt af en stressfaktor. Mange fra min gruppe ville nemlig gerne se Sigrid, som overlappede med Nas, så til rap-legendens koncert var der kun to af os tilbage. Ikke overraskende var han 10 minutter forsinket, hvilket på koncertsprog nærmest ikke er værd at nævne, men betyder en hel del under en tætpakket festival. Ray-Ban-scenen har en af de absolut bedste tilskuerpladser, da der ud over pladsen foran scenen er en amfiteater-lignende trappesektion, hvor der er god mulighed for en glimrende udsigt – selv på lang afstand. Koncerten var fin, men det var først halvvejs inde i showet, at det virkelig peakede, da Nas spillede de store hits som ”I Can”, ”If I Ruled The World” og ”Hate Me Now” lige efter hinanden. Straks efter disse numre havde ramt tilskuerne, travede en stor flok af publikum videre, for at nå deres næste stop på programmet, for som sagt så er det altså løbeskoene, man skal have på til Primavera Sound.

Efter koncerten mødtes vi igen og havde endnu et dilemma. Vi ville alle gerne se Princess Nokia, SOPHIE og Yaeji, som gik på lige efter hinanden på samme scene. Men de koncerter var i den ene ende af festivalen modsat Erykah Badu, hvilket trak lidt mere i os. For mig var Erykah Badu et must see, da jeg er vokset op med hende og husker tydeligt, hvordan jeg ”lånte” min storesøsters Baduizm-cd tilbage i midt 90’erne. Koncerten var planlagt til 00.30, men hun gik først på et kvarters tid senere. Med introen og det flotte sceneshow løb kuldegysninger konstant gennem kroppen, men for mig var der noget helt galt med tidsplanen. Erykah Badu har den lækreste smørstemme og synger fantastisk live, men hun er ikke en oplagt artist til en af de største scener fra 00.30-02.00. Mit energi-niveau faldt drastisk, og det havde været mere oplagt, at hendes stemme skulle synge solen ned, end at hun lullede os i søvn på et tidspunkt, hvor der var lagt mere op til fest. Selvom jeg havde Nina Kraviz på programmet fra 4-6, måtte jeg dog resignere og ende min aften her.

Fredag: The present is female

Fredag så programmet straks mere overskueligt ud, og umiddelbart lagde det ikke op til meget stress. De eneste koncerter, vi absolut måtte opleve, lå alle back to back og i kort afstand fra hinanden, så det var med et mere afslappet sind, vi tog derud og startede eftermiddagen med at sidde på festivalpladsen og drikke nogle øl i solen. Da det for alvor var koncerttid, bevægede vi os over mod en af de store scener til Janelle Monaé. Og wow, hvor var det stort! Janelle Monaé fortjener kæmpe anerkendelse, for hun er en fantastisk dygtig og original kunstner. Hendes show varede halvanden time, hvor hun med soul og funky rytmer gav os et show med koreografi og kostumeskift, der tydeligt vidnede om, at et af hendes helt store idoler er Janet Jackson. Koncerten osede af self-love og LGBTQ-pride, og der var ikke noget, jeg ville ændre.

Next up var Miley Cyrus, som blev booket, efter Cardi B måtte aflyse. For mig var det klart en bedre booking og et helt perfekt timeslot, hun havde fået. Cyrus startede ud med det nye hit ”Nothing Breaks Like a Heart”, og ellers var det hit på hit, der fik alle tilskuere til at synge med på hver sang. Som festivalkoncert var det helt perfekt, men hendes måde at interagere med sit publikum var præget lidt for meget af det, man kan forvente af en amerikansk kunstner af Mileys kaliber, som er medietrænet i præcis, hvad hun skal sige, og hvornår det skal siges. Hendes look kunne vi ikke lade være med at kalde Britney Spears anno ”I Love Rock & Roll”, men overall var det en koncert, hvor vi konstant sang med og aldrig stod stille.

Vi valgte derefter at købe en øl og allerede sætte os op og vente på Robyn, der skulle gå på efter cirka halvanden time. Hvis der var en koncert, hvor vi ville være helt inde i hjertet af oplevelsen, så var det her. Robyn leverede en koncert, der samlede musikelskere på tværs af genrer, og på typisk Robyn-manér var hele hendes sæt præget af, at det aldrig rigtig var helt oppe i tempo, men det var heller aldrig rigtigt nede. Virkelig fed koncert med en stemning, der mindede mig om The XX på samme scene for to år siden. Robyn så bragende godt ud, og havde en flot sceneopsætning, som jeg desværre ikke syntes blev brugt helt optimalt. Det så smukt ud, men vi havde håbet, hun ville bruge omgivelserne bedre. De tårnhøje forventninger vi havde til den svenske poplegende, levede hun helt op til – og I kan godt glæde jer, Danmark!

Efter en omgang fede koncerter og en aften, hvor vi ikke havde opbrugt al energien på at vade målløse rundt, traskede vi turen på de 30 minutter ned på Desperado-scenen ved stranden og dansede til forskellige dj's til den lyse morgen. Fredag var en fest uden lige.

Lørdag: Kvarte koncerter og kapløb med tiden

Med onde tømmermænd og solbriller, der dækkede de blodsprængte øjne, startede vi lørdagen ud med Kali Uchis som aftenens første koncert, og som optrådte på en af de store scener. Hun er klart en kunstner, der henvender sig til det spansktalende publikum, som også klart var i overtal til koncerten, der bød på et sceneshow helt i Cardi B’s ånd og med en stol på en roterende scene, der gav mig flashback til Beyonces ”Partition”-video. Helt seriøst tror jeg, hun brugte mere tid på at kravle sensuelt hen over scenen, twerke sin velformede krop og hair-tosse sin Ariana Grande-lignede hestehale, end noget tilsvarende. For mig var det et show, hvor jeg mere beundrede publikum, som alle sensuelt dansede op og ned af hinanden, mens solen langsomt gik ned.

Straks efter var det Rosalía, som klart var årets publikumsfavorit. Hun er tidens hotteste kunstner i Spanien på grund af sin evne til at blande klassiske flamenco-rytmer med moderne musik, og det var klart, at flertallet af endagsbilletterne til lørdag var købt for at opleve hende. Der var fyldt med ældre tilskuere såvel som børnefamilier, som var kommet for at opleve den lokale sangerinde på nært hold. Vi troede, hun ville bringe J Balvin ud for at optræde ”Con Altura”, men i stedet var det James Blake, der senere kom og sang duetten ”Barefoot in the Park” med hende. Publikum var tætpakket, så vi nåede kun at se den første kvarte del af koncerten, da vi absolut ville nå ned og se Lizzo, der – surprise, surprise – foregik på scenen allerlængst væk. Og dét valg, det fortryder jeg ikke et eneste sekund!

På vejen nåede vi at gå forbi scenen, hvor Pusha T spillede, hvilket også var på min liste, men som jeg desværre ikke nåede på grund af de forbandede overlap. Men Lizzo (billedet, arkivfoto). Åh! Der findes næsten ingen ord. Ingen koncert under festivalen i år eller andre år har for mig været så cool som Lizzo. Hendes timelange sæt, der åbnede med ”Cuz I Love You” og endte med ”Juice”, var et spektakulært show, der var engagerende, energisk og euforisk på en måde, så jeg flere timer senere overhørte folk på festivalen tale om, hvor fantastisk det var. Hun var mit absolutte højdepunkt på festivalen, og hendes kropspositive, selv-elskende image var oprigtigt og på intet tidspunkt for opkørt. Lizzo spillede på en af de mindre scener, men fortalte alligevel, at hun var i chok, da det var den største crowd, hun nogensinde havde spillet for på en festival. Den måde, hun interagerede med publikum på – hev tilfældige tilskuere op på scenen for at danse med hende og brugte pauserne mellem sange til at snakke om relaterbare emner, såsom at hun altså rigtig gerne ville finde en, der kunne yde oralsex på hende efter koncerten (hun havde et lidt mere farverigt ordvalg) – gjorde Lizzo-koncerten til en oplevelse frem for en koncert. Jeg var blæst væk, og koncerten gjorde, at vi missede på Neneh Cherry og Solange, som vi ellers gerne ville have set. Men jeg fortrød ikke et sekund. Lizzo var mit absolutte højdepunkt dette år!

Next up var det J Balvin, som jeg så fra afstand, da jeg på dette tidspunkt havde fundet nogle venner, der var kommet langvejs fra for at være med til festivalen, som jeg nød de næste par timer med, inden jeg tog hjem. Men publikum havde en fest, og det var et soundtrack, der passede perfekt til en fest lørdag aften.

Alt i alt var det en superfed Primavera Sound, hvor det eneste negative var de lange gåture og transporten hjem (det var kun lørdag, at metroen kørte hele natten, så man skulle være tålmodig, hvis man ikke gik på et fornuftigt tidspunkt). Hvis du i Danmark sidder og endnu er ukendt med denne festival, så tjek den ud. Den er klar et besøg i den catalanske hovedstad værd!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA