x

Reportage: Sweden Rock Festival

Reportage: Sweden Rock Festival

Læs også Anders Winds anmeldelser af udvalgte koncerter ved at følge link'ene ude til højre

Do you wanna get rocked? Så kom til Sweden Rock Festival 2009, for SRF er garanti for en rock’n’roll-fest uden sidestykke. Den ultimative rockfestival for fans med hang til heavy metal og klassisk rock var nærmest som sædvanlig badet i sol fra morgen til aften under hele festivalen, og endnu engang leverede folkene bag SRF en helt igennem perfekt afvikling af de 74 koncerter med nationale og internationale top of the rock-bands, måske med undtagelse af lydniveauet, der generelt var for højt. Der blev sat publikumsrekord fredag, hvor mere end 33.000 mennesker fyldte det veldisponerede festivalareal. Der var flere fulde svenskere end sidste år og der blev solgt mere øl om fredagen end på hele fire-dages festivalen i 2007!

En meget interessant festival med et program, som efterlader de indviede i en nærmest euforisk tilstand af at have været på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. SRF leverede i 2008 en næsten endeløs perlerække af fede koncerter med bands i hele spektret fra metal til melodisk rock. Vanen tro var nostalgi i hovedsædet, når man kikker ned over et program, hvor genforeninger og gensyn stod øverst på programmet.

Der er uddelt mange stjerner i år, men det var også i sandhed en mindeværdig festival. Ja, vel egentlig den bedste yours truly har oplevet so far! Men for helvede, hvor ville det være dejligt, hvis der spillet flere sange i stedet for de enerverende show off-guitarsoloer og de lige så ligegyldige trommesoloer. Det står sløjt til, hvis ikke de deltagende bands kan spille i de maks 90 minutter, koncerterne varer!


Torsdag d. 5. juni 2008

Volbeat – og det var Danmark!
******

”We are Pretty Maids from Denmark” råbte Michael Poulsen ud over scenen på Zeppelin Stage. En scene, der var alt for lille til de danske drenge. Jeg har ganske enkelt aldrig set så mange mennesker foran den scene. Det var ren triumf for gutterne fra Danmark. Volbeat leverede en toppræstation, og kvitteringen kom i form af et kæmpe brøl fra de halvfulde svenskere, der virkelig tog vores landsmænd til deres heavy-hjerter. Det var et virkeligt tændt og spillelystent band, der gik på scenen og blæste vores broderfolk om kuld. De kom i den grad ud over scenekanten, med en spilleglæde og ikke mindst humor, der klæder et metalband i en verden af grumme drenge. Og så er det stadig sjovt og cool at spille den gamle Dusty Springfield klassiker ”I Only Wanna Be With You” udsat for metalguitar samt en hyldest til Johnny Cash i form af ”Sad Man’s Tongue”.

Derringer – teenage-idol i pensionsalderen!
****

Jeg kan huske Rick Derringer fra idolbladene tilbage fra 70’erne, da han poserede med sin sølvjakke og den rød/hvide guitar. Nu 32 år efter, at originalbesætningen trak stikket ud, stod de alle fire re-united på scenen for allerførste gang! Bandet var tight og uhyre velspillende, hvilket uden tvivl skyldes den tunge besætning. Kenny Aaronson på bas, der af Rolling Stones magasine er kåret som verdens bedste bassist, med utallige referencer fra en lang karriere; Vinny Appice, der siden dengang har været trommeslager for Dio, Black Sabbath og senest Heaven and Hell; Danny Johnson, der har været ”Born to be wild” sammen med Steppenwolf; samt Rick Derringer himself. Vi fik en omgang 70’er-inspireret amerikansk rock for de unge på 40+. De har ikke haft de største hits på vores kanter, men de blev leveret med en oprigtig spilleglæde. Koncerten sluttede med en fed version af Derringers megahit ”Hang on Sloopy”.

Dare – stemninger fra det irske højland
******

Keyboardspilleren Darren Wharton fra forgangne Thin Lizzy kom til SRF med sine sange med inspiration fra det irske højland. En meget bevægende koncert, hvor jeg flere gange følte hårene rejse sig på armene. En meget smuk koncertoplevelse, der lagde ud med sange fra de senere plader, hvor tempoet er sat lidt ned i forhold til tidligere. ”Silent Thunder” åbnede showet i flot stil efterfulgt af de smukke ballader ”Sea of Roses” og ”Dreams on Fire”. Koncerten sluttede med tre skæringer fra deres fantastiske debutplade ”Out of the Silence”; ”Abandon”, ”Into the Fire” og ”Raindance”, der satte et mindeværdigt punktum for en pragtfuld koncert. Vi fik undervejs ”Chains” fra ”Blood From Stone” selv om hr. Wharton høfligt fortalte, at han synes, at den plade er lidt for ”heavy”. Dare spillede desuden en skæring fra den kommende cd, en nedtonet udgave af Phil Lynotts ”Emerald”. Det var smukt og værdigt! Midt i en sand reunion bølge havde Darren allieret sig med original guitaristen Vinny Burns, hvilket gjorde koncerten en anelse mere skarp. Hvor vi så troede, at koncerten var slut, kom der rigtigt gang i festen, da legendariske Brian ”Robbo” Robertson hoppede ind på scenen og gav den gas til forrygende versioner af Thin Lizzy-klassikerne ”Jailbreak” og ”Rosalie”.

Electric Light Orchestra Part II – tilbage til Køge byfest!
*

Sikke noget skrald! Der var dømt Vikingarna på alderdomshjem, da Electric Light Orchestra Part II gik på scenen med violinisten fra Mik Kaminsky og hans coverband. De spillede alle de sange, vi husker fra back then. ”Rockaria”, ”Mr. Bluesky”, ”Livin’ Thing” etc. Men det lød bare ikke godt. Jeg kan godt forstå, at fadder til E.L.O. Jeff Lynne, ikke er vild med denne udgave af hans livsværk. Bandet var fejlplaceret, men måske til Køge byfest? Det er virkelig en Om’mer.

Judas Priest – Metal Gods på 39 år!
*****

Lyset gik, og folk gik helt amok, da Mr. Metal himself alias Rob Halford kom til syne på toppen af et af de tårne, der til lejligheden var bygget op scenen. Klædt i læder, nitter og metal fra top til bund. Nostradamus fyldte luften med hård metal, som kun metal-præsten kan levere. Festivalens hovednavn nr. 1 var i topform og spillede en sejr hjem med et sæt, der luner ethvert heavy hjerte ud på natten. ”Metal Gods”, ”Rock Hard, Ride Free”, ”Breaking the Law”, ”You’ve Got Another Thing Coming” og de gamle kendinge ”Sinner” og ”Green Manalishi” sætter punktum for den første dag på SRF 2008. Judas Priest var tændte, tight og meget velspillende. Men jeg er desværre nødt til at fjerne en stjerne, da de overhovedet ikke kommer ud over scenekanten, og det er jo trods alt en koncert! De står nærmest klistret til deres monitor hver især, hvilket er synd, da Judas Priest har nogle af de bedste heavy metal-sange ever. Mr. Metal kommer dog ind imellem ud på podiet og modtager den obligatoriske og helt fortjente hyldest fra rockfolket.


Fredag d. 6. juni 2008

Tesla – Cumin’ Atcha Live!
*****

Tesla is back! Og ja, de var savnet. Tesla er et kanon live-band, der spiller med hjertet og rammer i hjertet. En prægtig omgang amerikaner-rock fyldt med variation, nærvær og ægte spilleglæde. Tesla er et ”rigtigt” rockband, med en ren, klar og præcis lyd, der virkelig swinger og skaber en god stemning, fornemt styret af den cool frontmand Jeff Keith. Når de spiller ”Signs”, bliver man sgu bare i godt humør, og vi får en perlerække af de fedeste sange fra et fint katalog, blandt andre ”Modern Day Cowboy”, ”Into the Now”, ”No Way Out”, ”Little Suzi” og en flot version af UFOs klassiker ”Rock Bottom”, hvor guitarist Frank Hannon leverer en flot og velspillet guitarsolo i bedste Michael Schenker-stil.

Joe Satriani – efterskole for guitarister!
****

Tag et meget kompetent band, en god håndfuld numre og klip guitarsoloerne ud; så har du en koncert med Joe Satriani. Hvordan anmelder man en mand, der bare spiller og spiller? Hvis Ritchie Blackmore og Jimmy Page billedlig talt kan sammenlignes med en kortfilm, må Satriani sammenlignes med en langfilm; og det siger ikke så lidt! En lang guitarsolo på cirka en time er lidt for meget af det gode. Satriani kan jo helt åbenlyst spille en ordentlig gang blærerøvsguitar og gør det i og for sig ret godt. Særlig på et nummer som ”Ice” viser han, hvordan man skærer en guitarsolo. Der er variation i soloerne og spilleglæde, og han behandler guitaren, som om at det er det nemmeste i verden. Men det bliver alt sammen lidt kedeligt, når bandet bare spiller og spiller. Der er ikke rigtigt noget nummer. Men for de, der elsker guitar, guitar og atter guitar, var det uden tvivl en nydelse at se koryfæet.


Ace Frehley – Rocket Ride!
******

“The Ace is back and I told you so” skreg Ace Frehley, den originale rummand fra KISS ud over en fyldt festivalplads. Det var med stor spænding, at Ace gik på scenen for at give sin version af legendariske KISS. Var han rock’n’rolleren i KISS, eller har 30 års druktur tappet kræfterne af Ace? Ace beviste med streg under, at KISS ikke behøver make-up og kostumer for at levere et fedt rock’n’roll-show! Ace skubbede festen i gang med åbningsnummeret fra sin første soloskive ”Rip It Out”, og allerede her stod det klart for enhver med blot en anelse KISS-hjerte, at Ace is back! Ace var i nærmest utrolig form og spillede og sang med en overraskende energi og humor. Faktisk var den energi, Ace lagde for dagen, større end hans gamle venner i KISS, der spillede i Forum tidligere på ugen. Måske han har stået lidt i skyggen af de herrer Stanley og Simmons. Det kørte totalt derudover med både KISS-numre og numre fra Aces klart undervurderede solokarriere. Fra solokarrieren fik vi ”Snowblind”, ”Rock Soldiers”, hans hyldest til afdøde Eric Carr, ”Breakout”, samt en forrygende version af ”New York Groove”. Vi fik en meget interessant samling af gamle KISS-numre, som Ace var forfatter til. Blandt andet ”Rocket Ride”, “Deuce”, ”Shock Me”, Parasite” og en interessant version af det mindre kendte nummer ”Strangeways” fra ”Hotter Than Hell”. Vi fik ”a smoking guitar” som i gamle dage og en super cool version af Jagger/ Richards’ ”2000 Man”. En af festivalens helt store oplevelser. Kom igen!

Hanoi Rocks – Supertændt glamrock!
*****

New York Dolls har ikke levet forgæves! Hanoi Rocks fra Finland var i topform og gav den fuldt skrue. Hanoi rocks leverer glam-rock som i glamdagenes storhedstid; en ordentlig røvfuld rock’n’roll. Det var up-tempo fra start til slut. Faktisk blev man nærmest stresset på forsanger Michael Monroes vegne ved at iagttage hans fandenivoldske optræden. Han kravlede op i lysmasterne, smed rundt med mikrofonstativet og sprang ned fra højttalerne, og der må have været mere end én blandt publikum, der holdt vejret, mens han udførte sine stunts, alt sammen for the love of rock’n’roll. Der blev uden afbrydelse kørt i højeste gear med en samling gode sange. Særligt til sidst gik det helt amok og kulminerede med en forfriskende version af Creedence Clearwater Revivals ””Up Around the Bend”.

Whitesnake – Good to be bad; er det nu også det?
***

David Coverdale og hans stjernefyldte vikarbureau Whitesnake kom til SRF med deres nyeste udgivelse ”Good To Be Bad” i ryggen. Alene titlen er så slidt, at det kan være nok; måske hvis det var Mötley Crüe, havde det givet lidt mening. ”We have new songs for ya … for a change”. Det siger måske sig selv, at med netop den bemærkning rammer Coverdale essensen af Whitesnake. Forandring eller mangel på samme. De nye sange lyder som de gamle, og sættet er bare lidt stillestående. Javist, der er da lyspunkter, blandt andet når de spiller ”Give Me All Your Love”, der er et super-koncerthit. Faktisk kører det bedst på de lidt mere afdæmpede sange. ”Ain’t No Love in the Heart of the City”, ”Is This love” og den akustiske ”Ain’t Gonna Cry No More”. Her skinner solen med Coverdale. Men når drengene rocker, mens han tager sig i skridtet, bliver man sgu lidt pinlig berørt på hans vegne. Ulidelige guitarsoloer fra de ellers kompetente guitarister og festivalens mest forfærdelige trommesolo fra Chris Frazier. Den var nærmest chokerende ringe. Jeg håber, at det virker bedre i Store Vega på lørdag.

Def Leppard – Fitness-rock og power-pop
*****

Da Def Leppard stod på den samme scene i 2006, var der træthed at spore hos de mega-sælgende superstjerner. De spillede dengang pænt, men uden den glød, der sendte dem til tops og uden at komme ud over scenekanten. Det havde heldigvis ændret sig denne smukke sommeraften i Sölvesborg. Def Leppard var tændte, og fra første færd kom frontmand Joe Elliott ud på podiet og råbte festivalpladsen op. ”Rocket” åbner festen, og det kører derudaf, dog uden de store overraskelser. Vi får en perlerække af hits fra bandets glorværdige karriere samt en stribe nye numre fra deres aktuelle cd ”Songs from the Sparkle Lounge”. ”C’mon C’mon”, ”Nine Lives” med flere. Vi får også de gamle kendinge som ”Photograph”, ”Rock of Ages”, ”Armageddon it”, ”Foolin’”, den smukke ”Hysteria” samt den åbenlyse showtopper ”Let’s Get Rocked” fra det imponerende bagkatalog. En fed koncert med et legendarisk band, som pressen elsker at hade. Okay, stemmen blev lidt slidt til sidst, og hvad så?! Bare fordi de har haft succes og har lagt musik til et bredt publikum. De fortjener ros. De gjorde det godt!


Lørdag d. 7. juni

Gotthard – hard ja, men ikke gott nok!
***

Gotthard spillede først på festivalens sidste dag, og set i forhold til de efterfølgende bands præstationer må Gotthard betragtes som ren opvarmning. Nuvel, der er højdepunkter, blandt andet når de spiller deres showtopper ”Lift U Up” samt de tunge og riff-prægede ”Sister Moon” og ”Anytime Anywhere”. Her virker alt, og responsen er total. Glædeligt at de spillede ”All We Are” som ekstranummer, som vi ellers blev snydt for i København tidligere på sæsonen. Men det er for ordinært, når man er i fint selskab. De spiller godt, og Steve Lee er en fin frontfigur, men nej, det bliver bare aldrig rigtigt stort.

Blue Öyster Cult - Veterans of psychic wars!
****

Blue Öyster Cult har altid været skæve eksistenser! Der er nu to tilbage, de to hovedkræfter, sangere og guitarister Eric Bloom og Buck Darma. Forestil dig Erik Clausen og Finn Nørbygaard (de ligner faktisk) i front for et kult-rock-band, der med deres lidt sorte New York-rock fra sen-70’erne og start-80’erne altid har haft deres egen niche. Stemningen var intakt, og de herrer var lige så grå at se på, som de altid har været, men energien var blevet mindre. Sætlisten var ret stærk. ”The Red and the Black” satte koncerten i gang i rigtig BÖC-stil. Vi fik de store klassikere ”Godzilla” og ”Don’t Fear the Reaper” med den karakteristiske guitarintro. ”Cities of Flame”, ”Extra Terrestrial Intelligence” og den glædelige overraskelse ”Black Blade” var rammen om et godt gensyn med BÖC. Der var efter min mening lagt for meget fokus på bandets øvrige medlemmer, idet der var tromme- og bas-soloer, hvilket var helt unødvendigt med et så imponerende bagkatalog. Bassist Danny Miranda er desuden bassist i Queen, når de er på tour, hvorfor vi fik et lille Queen-medley. Sjovt, men langt fra BÖC's mørke og dystre musik.

Ratt – Ratt’n’Roll for fuld musik!
******

Før årets festival startede, var min vigtigste koncert efter mine forventninger det gendannede RATT med sangeren Stephen Pearcy i spidsen. RATT har desværre levet en noget omtumlet tilværelse og har aldrig rigtigt fået den kredit, de fortjener på grund af interne stridigheder i bandet. Der blev da også stillet en del spørgsmål om netop dette emne på pressekonferencen forud for bandets optræden på SRF. Bandet var ærlige og lagde ikke skjul på, at der er nogle lig i lasten. RATT består i dag ud over original-medlemmerne SP, guitarist Warren DeMartini og trommeslager Bobby Blotzer af den tidligere forsanger i Mötley Crüe John Corabi på guitar og Robbie Crane på bass. Sammen leverede de det længste sæt på SRF, nemlig 90 minutter straight. Og til forskel fra mange andre, der havde behov for guitar og trommesoloer, gik RATT til makronerne og spillede hele 21 numre fra deres fantastiske række af LA-rock-cd’er. De gav den 100 procent gas og leverede en af de bedste koncerter overhovedet og var dermed med til at gøre denne lørdag aften til den bedste i de fem år, jeg har deltaget på SRF. Koncerten startede med, at RATT spillede hele deres debut-mini-plade. Herefter gik de i kødet på de andre skiver, hvor vi blandt andet fik klassikere som ”You’re in Love”, ”Lack of Communication”, ”Way Cool Jr.”, ”Round and Round”, ”Lovin’ You’s a Dirty Job”, “Body talk” og “Lay it Down”. Dejligt omsider at opleve dette legendariske LA-band.

Triumph – ren Triumf for canadisk stadium rock!
******

Efter min mening festivalens absolutte toppræstation. Deres første optræden sammen siden 1988 var denne aften virkelighed på SRF. Det var et magisk øjeblik, da Triumph indtog scenen med ”When the Lights Go Down”. En drengedrøm for mange gamle rockfans på SRF gik i opfyldelse. Et super-afslappet og meget smilende band skabte en nærmest euforisk stemning i de tidlige aftentimer, der dannede den ultimative ramme for dette comeback. ”Allied Forces”, ”Live for the Weekend”, ”Lay It on the Line” og deres kick ass ”Rock and Roll Machine”, der til lejligheden var blevet drejet lidt, satte fut i det stort anlagte show med bomber og fyrværkeri. Tiden stod stille, da Triumph tog fat på et af de mesterværker, der efter min mening rangerer oppe i toppen af rockpyramiden sammen med ”Stairway to Heaven”, ”Dust in the Wind” et cetera. ”Magic Power” er så smukt og stemningsfyldt, at jeg for et øjeblik holdt op med at trække vejret. Hold kæft, hvor var det stort, og den blev spillet med en følelse og præcision, der gik op i en højere enhed. Bedst, som jeg troede, at festen var fordi, fik jeg mit sidste ønske opfyldt: ”Fight the Good Fight”! Miraklernes tid er ikke forbi, og jeg føler mig utroligt privilegeret, at jeg fik denne oplevelse. Triumph giver foreløbigt kun dette show og et senere på sommeren i USA, før de skal overveje næste step. Så til søs!

Avantasia – Ren opvisning i kryds mellem metal og melodi!
******

Så er det, at man tænker, hvordan stiller man op efter Triumph? Man sætter selvfølgelig Avantasia på plakaten. Avantasia er Edguy frontmand Tobias Sammets sideprojekt og har indtil videre udgivet langt det stærkeste album i 2008. ”The Scarecrow” er et mesterværk af de helt store, så da koncerten blev indledt med ”Twisted Mind”, skarpt efterfulgt af det 11 minutter lange titelnummer, var der alligevel et liv efter Triumph. Det var så velspillet og flot iscenesat, at man må lette på hatten. Udover den nye skive var koncerten baseret på "The Metal Opera part 1 + 2" fra 2001 og 2002. Med sig havde Tobias en række kendte ansigter, der både på plade og live udfyldte deres roller perfekt. Magnum-sangeren Bob Catley og Jörn Lande blandt flere var med til at gøre denne oplevelse helt unik. Denne tour er den første og sidste af sin slags, fordi den kræver en kæmpe indsats, hvilket gør denne optræden des mere unik. Schweiz, SRF, Moskva, Japan, Mexico og Latinamerika bliver de eneste steder nogensinde, der denne sommer danner rammen om blot 14 koncerter med dette stort anlagte show. Det er bare en af de dér aftener i ens rockliv, hvor det virkelig rykker!

Poison – 1-2-3 spil og hjem igen!
*****

Hvordan lukker man en festival med så mange unikke og fantastiske rock oplevelser? Man ringer til USA og hyrer partyrockere # 1, Poison. Poison kom over til SRF for en one-off-optræden midt i sanger Bret Michaels solo-sommer-tour. Poison er et fedt band, men deres koncert på SRF kan næsten betragtes som en trailer til den ”rigtige” koncert. Når et hovednavn kun spiller en time og 15 minutter inklusive trommesolo, og samtidig udelader en perlerække af fede rock’n’roll sange fra deres multi-platin-sælgende karriere, går det lidt for stærkt. Apropos stærkt, så blev alle numrene spillet næsten dobbelt så hurtigt som på plade, så på denne måde nåede Poison en hel del i løbet af den korte tid, de stod på scenen. Farverigt og energisk var det og faktisk enormt medrivende og underholdende (der kom en stjerne tilbage). Hatten af for Bret Michaels, der med en sjælden grad af energi var party host # 1! Han løb rundt, mens han sang hver en tone, som det lyder på pladen og med et flabet drengerøvs-smil på læberne. Fra tonerne af ”Look What the cat Dragged In” var scenen sat over blandt andre ”I Want Action”, ”Ride the Wind”, ”Cry Tough”, “What I Like About You”, “Talk Dirty to Me”, “Fallen Angel”, “Nothin’ But a Good Time”, “You’re Mama Don’t Dance”, “Unskinny Bop” samt en forrygende version af Tom Pettys “I Need to Know”. Ind imellem fik vi et par ballader, så vi ikke tabte pusten. ”I Won’t Forget You”, ”Every Rose Has its Thorn” og ”Something to Believe in”.

Så var der lukket og slukket i Sölvesborg for denne gang! Do you wanna get rocked? CU in 2009 … Vi kan næsten ikke vente. For satan, de svenskere har bare styr på det der! Heja Sverige … igen, igen!

Sweden Rocks hjemmeside

Sweden Rock Festivals hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA