x

REPORTAGE: Sweden Rock Festival – long live rock'n'roll over the Rainbow

REPORTAGE: Sweden Rock Festival – long live rock'n'roll over the Rainbow

Reportage fra Sweden Rock Festival 2019 – 5.-8. juni 2019, Norjeboke, Blekinge Sverige

Vores svenske venner forstår i samarbejde med Live Nation år efter år at levere den ene fantastiske festival efter den anden. Jeg bøjer mig i støvet, for det er svært at sætte en løftet pegefinger på andet end, at der måske blev lukket lidt rigeligt tilskuere ind. Igennem årene er antallet af tilskuere klart stigende, og det lægger pres på madboder (kvaliteten af maden, da de dårligt kan følge med), og presset foran scenerne er også steget markant. Til specielt hovednavnene kan jeg forestille mig, at rigtig mange måtte følge dem på storskærmene.

Derudover virkede spilleplanen en anelse uskarp, når bands sidst på aftenen startede i det sekund, hovednavnet forlod scenen. Det var sgu svært at nå fra den ene scene til den anden på få sekunder, når du lige skulle passere godt 35.000 tilskuere! Lidt synd, at det ikke var muligt at få det hele med, hvis man ikke kun var kommet for hovednavnene.

Så skal det omvendt fremhæves, at programmet i år var flot varieret og med mange både nye og gamle navne med noget at byde på. Lyden sad lige i rockskabet, hvilket jo var det vigtigste. Flot klar lyd og tilpas højt til at overdøve sidemanden, men uden risiko for tinnitus uden brug af ørepropper. Når jeg tænker på "gamle dage", hvor lyden ofte var så forvrænget, at man uden ørepropper havde larm for ørerne i flere dage efter en koncert, er det en ren fornøjelse at se rock på Sweden Rock.

Antallet af danskere på festivalen er klart stigende, hvilket var tydeligt under Dizzy Mizz Lizzy, hvor Tim Christensen kiggede ud over det talstærke publikum og tørt konstaterede efter håndsoprækning fra alle danskerne, at det vist var hovedparten af de fremmødte, der var danskere.

Sikkerheden er i top, man fornemmer, at der er styr på det, og alle koncerter starter spot on til tiden! Okay, de var meget grundige ved kropsvisitering i indgangen, hvor alle skulle have kasketten af, og hvor det for eksempel ikke var muligt at medbringe solcreme. Måske lidt hidsigt og lidt mærkeligt, når der var sol, varme og helt op til 25 grader.

Jeg skal igen i år gøre opmærksom på, at der var cirka 80 bands på plakaten og der var alt fra heavy metal, klassisk rock, melodisk rock til progressiv rock, thrash og meget andet. Jeg har havde udvalgt de koncerter, jeg fandt mest interessant og rammer ikke alles smag. Så er det sagt!

Festivalen løb over fire dage fra onsdag til lørdag, hvor onsdagen kun havde cirka 10.000 tilskuere og med de mindre scener i brug. Jeg har nedenfor medtaget kommentarer til de enkelte dage.

DAG 1

SKID ROW ****

Hovednavn onsdag var de amerikanske veteraner SKID ROW, der med ny sanger var rykket op på øverste podie, hvilket måske kunne synes en anelse overkill, eftersom deres storhedstid var i slut-80'erne. Dette tydeliggør blot problemet med næste generation af hovednavne, der desværre ikke står i kø.

Jeg har set SKID ROW nogle gange, og de kører en fast formel, der er baseret på numre fra deres megasællerter, tilbage hvor Sebastian Bach var frontmand. De lagde ud med "Slave to the Grind" og fortsatte med fede udgaver af "Sweet Little Sister", "Get the Fuck Out", "Big Guns" og den store hitballade "18 and Life". Det har sin pris at lægge hårdt ud, når man ikke formår at holde niveauet og det gjorde bandet ikke. Det var godt håndværk, men de løftede sig ikke over den gode præstation.

SKID ROW er ren nostalgi, og sådan er det bare. Den nye sanger ZP Theart fungerede fremragende, og han gjorde da sit til at skabe en fest, og stemmen var absolut i orden. SKID ROW havde en substitut med i stedet for grundlæggeren Dave "Snake" Sabo (guitar), der af uvisse årsager ikke mødte frem på Sweden Rock. Så det blev en overarbejdsaften for gruppens anden guitarist Scotti Hill, der måtte spille alle guitarsoloerne selv, da vikaren blot spillede rytmeguitar.

SKID ROW har ikke leveret afgørende nyt rigtig længe, så tiden må vise, hvor længe publikum holder fast i at møde op, når de er ude og spille, men nostalgi skal man ikke kimse ad. Der er stadig energi tilbage, men snart bliver det uinteressant. "Youth Gone Wild" lukkede festen, og det kan virke en anelse pudsigt, at dette var SKID ROWs vigtigste budskab nu om dage!

JOE LYNN TURNER **** (4 stjerner)

Den tidligere Rainbow-sanger JOE LYNN TURNER har levet af sine år i Rainbow, lige siden filmen knækkede for 35 år siden, da Ritchie Blackmore blev genforenet med Deep Purple. JOE LYNN TURNER, der var næstøverst på plakaten onsdag, kan stadig synge de gamle sange, og sætlisten bestod da også af alle de gamle Rainbow-klassikere plus et par numre fra tiden i henholdsvis Deep Purple og hos Yngwie Malmsteen. JOE LYNN TURNER har ikke noget permanent band og turnerer med forskellige musikere, så det bliver lidt "kom og se giraffen"-agtigt.

Denne aften blev JOE LYNN TURNER flankeret af det svenske band Dynazty, der spillede efter ham på en mindre scene. Det lød faktisk rigtigt godt, og publikum var da også godt med. Vi fik "Death Alley Driver", "Power", "I Surrender", "King of Dreams" og mange flere.

Den eneste gang, tæerne krummede sammen i skoene var, da de unge musikere spillede Ritchie Blackmores instrumentalnummer "Difficult to Cure", mens JOE LYNN TURNER fik en pause. Måske JOE LYNN TURNER ikke havde set, at legenden Ritchie Blackmore selv skulle stå på scenen som hovednavn lørdag, og derfor fik vi "Difficult to Cure" to gange!

DYNAZTY **** (4 stjerner)

DYNAZTY leverede et brag af en koncert i et tætpakket rockklassikertelt, selvom de vel endnu ikke kan betragtes som rockklassikere endnu! DYNAZTY er et ungt svensk hårdtpumpet melodisk rockband, der har eksisteret i 10 år. De turnerer med deres seneste mesterstykke, Firesign. Åbningsnummeret "Breathe With Me" starter koncerten. Stramt, uptempo og heavy. "In the Arms of the Devil" er et monster track og "Raise Your Fists" rykker for alvor. Bandet har numrene, og de kan spille. Tiden må vise, hvad de kan drive det til.

Sangeren Nils Molin er stærkt syngende, og guitaristen Love Magnusson er en fed guitarist. Det er hårdtpumpet, keyboarddrevet højhastighedsmetal. Kan anbefales at holde øje med, hvis de skulle kigge forbi Danmark på et tidspunkt.

GATHERING OF KINGS ****** (6 stjerner)

GATHERING OF KINGS (GOK) spillede deres debutkoncert på Sweden Rock og var ganske sikkert helt ukendt for de fleste. De fik dog hurtigt indfanget publikum med deres fantastiske setup af fede musikere og med kanon numre fra deres helt nye 2019-udgivelse First-Mission, der er en sand parade af melodisk rock af meget høj kvalitet.

GATHERING OF KINGS er et projektband med guitaristen Victor Olsson som ankermand. GOK består af solide svenske musikere fra alle hjørner af rockscene. Med +10 musikere på scenen, hvoraf seks forskellige sangere leverede bidrag, blandt andre Björn Strid fra The Night Flight Orchestra. Tre guitarister, to keyboardspillere, to trommeslagere samt en bassist fra mange forskellige bands. Det var en ren seks-stjernet oplevelse at opleve disse super proffer. Hvis du er fan af storladen, melodisk rock med kant, så skal du nok checke deres skive ud.

Øvrige bands onsdag: DEATH ANGEL, DEMON med flere

DAG 2

DEF LEPPARD (*****) 5 stjerner

Koncertaktuelle på Slagmarken tirsdag i Sønderborg som speciel guest til Bon Jovi stod DEF LEPPARD øverst på plakaten torsdag på den første egentlige festivaldag. DEF LEPPARD skuffer aldrig, og deres medrivende og melodiske hard rock kan ofte samle alle med hang til rock. Der var et DEF LEPPARD-nummer til alle, og der blev sunget med i stor stil.

Sweden Rock var første stop på deres 2019 Tour og bød ikke på de store overraskelser. Med så mange hits valgte DEF LEPPARD igen det sikre og spillede hit på hit, som de gjorde med stor energi og indlevelse, men hvor kunne det have være befriende, hvis DEF LEPPARD ikke lagde så mange poppede numre i deres sæt. De var en del af New-Wave-Of-Heavy-Metal-bølgen i starten af 80'erne, men der er ikke meget heavy tilbage nu 40 år efter. Det skyldes nok den enorme succes med Hysteria, der sendte DEF LEPPARD op ad hitlisterne og væk fra spade og street-attitude.

Misforstå mig ikke. DEF LEPPARD er en fest, og de leverede varen 99%, hvis man altså er vild med "Animal", "Love Bites", "When Love and Hate Collide" mv. "Let it Go", "Armageddon It" og "Switch 625" var det tætteste, vi kom på lidt spade. Eneste nye nummer for undertegnede var "Man Enough", der mindede mig lidt om Queen. Hovedvægten af aftenens sætliste lå på føromtalte Hysteria, hvorfra der blev spillet seks ud af koncertens 17 numre.

Scene-opsætningen var egentlig ret simpel med storskærm med animerede film, og ellers sprang drengene rundt og det var pænt og nydeligt, men helt uden kant. Den sygdomsplagede guitarist Vivian Campbell, der siden 2013 har lidt af Hodgkins lymfekræft, så indimellem lidt træt og sammenbidt ud, men han spillede fremragende.

DEADLAND RITUAL ***** (5 stjerner)

Tidligere på samme aften skulle vi stifte bekendtskab med en helt nyt såkaldt supergruppe med blandt andre bassist Geezer Butler fra Black Sabbath, Billy Idols bedre guitarhalvdel Steve Stevens og trommeslager Matt Sorum i deres nye projekt DEADLAND RITUAL. De aflyste som bekendt deres opvarmningsdebutoptræden i Amager Bio og spillede den i USA, men nu skulle de så på i forhold til et lidt større publikum.

Vi vidste dybest set ikke, hvad vi skulle forvente, da bandet kun har udgivet to numre til dato, så da lyset gik, var det sgu lidt spændende. De lagde ud med en solid udgave af Black Sabbaths "Symptom of the Universe". Lidt sjovt at opleve Iommis riff blive spillet af den teknisk stærke superguitarist Steve Stevens, der valgte en langt mere skarp og lige på guitarlyd. Herligt at høre en klassiker, som Black Sabbath efter min mening har overset i årevis. Men nogle vil nok mene, at DEADLAND RITUAL bevægede sig for langt væk fra Black Sabbaths ståsted.

Koncerten bestod af en håndfuld sange fra deres kommende album kombineret med lidt godter fra deres respektive fortid: "Neon Knights", "Rebel Yell", "Slither", "Sweet Leaf" med flere.

Jeg synes, at det var ret fedt med en moderne, mere opdateret udgave af de gamle klassikere. Jeg kunne rigtig godt lide den meget bombastiske og skarpe guitarlyd fra Steve Stevens, men jeg vil tro, at mange inkarnerede Black Sabbath fans vil mene, at det var blasfemi. Geezer og Matt lagde en ualmindelig stærk bund, mens sanger Frank Perez umiddelbart var det svageste kort på hånden, men det hjalp heller ikke, at han lå tilbage i lydbilledet, eller også blev han bare overdøvet af guitar, bas og trommer. Det bliver spændende at se, om det fanger publikum, eller de dør lige så hurtigt, som de kom ind. Jeg håber det første, men tror inderst inde på det sidste.

KROKUS ***** (5 stjerner)

Krokus er en af mine gamle favoritter, og de er desværre også ude på deres farewell tour i 2019. De kom i stærkeste opstilling med hele det originale band fra storhedstiden bortset fra trommeslager Freddy Steady. Tre guitarister med Fernando Von Arb i spidsen gav os en ordentlig dosis biker-rock fra 80'erne.

Gruppen lagde stærkt ud med "Headhunter" og "Long Stick Goes Boom". Det var cool, sejt og medrivende. Det sad lige i det berømte rockskab. Bandet har altid flirtet med AC/DC, og tankerne ledte absolut i den retning. Både fordi musikken var tung og med stærke riffs, men også fordi KROKUS har en godt rusten sanger i Marc Storace, der brænder igennem på den gode måde. Vi fik en lang parade af stærke sange som "Heatstrokes", "American Woman", "Bedside Radio" "Easy Rocker" samt Neil Youngs "Rockin' in the Free World".

Øvrige bands torsdag: SLAYER, TENACIOUS D, AMON AMARTH, ARCH ENEMY, BLACKBERRY SMOKE, THREE DAYS GRACE, FM, POWERWOLF, THE WILD! med flere

DAG 3

DIZZY MIZZ LIZZY ***** (5 stjerner)

Jeg må tilstå, at jeg før denne dag aldrig havde fået set DIZZY MIZZ LIZZY live. Det blev der så lavet om på, og de blæste mig fuldkommen bagover med et stærkt en times sæt med fuld knald på. Det var uhyre medrivende, progressivt og velspillet med en tung og sikker rytmesektion kombineret med Tim Christensens blændende og sikre guitarspil.

Selv om jeg ikke normalt lytter meget til DIZZY MIZZ LIZZY, må jeg indrømme, at de sparkede røv. De nåede i løbet af sættet at spille to nye numre, hvoraf "In the Blood" lød bedst; stærkt og tungt. De sluttede af med deres kongenummer "Waterline", som er en klassiker. Tim Christensen var den absolutte frontmand, da Martin og Søren gemte sig lidt bag henholdsvis solbriller og trommer. De spiller "bare", men spiller sgu fedt.

Flere hærdede DIZZY MIZZ LIZZY-tilhængere, jeg talte med efter koncerten, fremhævede denne koncert som mere skarp og mere utæmmet, end de normalt fremstår. Måske de på udebane var opsat på at vinde nye fans og derfor gav den ekstra gas. De gjorde i hvert fald, hvad de kunne og blæste os alle omkuld.

ZZ TOP *** (3 stjerner)

Den delvist langskæggede trio fra Texas er vel nærmest en joke, men de er uhyre velspillende, og det ssinger fedt, men hold nu kæft, hvor er det indstuderet. Her kan man virkelig tale om et band, der optræder som om de gjorde det i søvne! Jeg så dem sidst for henholdsvis fem og 10 år siden, og guitaristen Billy Gibbons foregiver stadig, at han ikke kan finde ild til cigaren i "Tush". Find for fanden på noget nyt. Men efter 10 øl virkede Billy sikkert ret cool på en stor del af publikum, der havde glemt alt om det!

Sætlisten var stort set den samme. De sikre hits, som vi alle elsker fra Eliminator, "Gimme All Your Lovin'" og "Sharp Dressed Man", der stadig er skønne at høre, mens "Legs", hvor de spillede på bamsepude-guitarer lød underligt flad og helt uden den nerve, der er på pladen. Vi fik afslutningsvis en lidt fesen udgave af "Jailhouse Rock" som noget "nyt". Jeg tror ikke, jeg orker dem mere, og det er rigtig ærgerligt, for i momenter swinger de som ind i helvede. Endnu et eksempel på et klassisk rockband, der har mistet evnen til at flytte sig og bare turnerer som et landevejsrockcirkus.

KISS ***** (5 stjerner)

Nu var det Sweden Rock, og der bliver det altså ikke større end KISS. KISS ramte Sweden Rock som led i deres End of the Road Tour, der løber i 2019 og 2020. De har som alle andre bands med hang til den slags turneer, der sælger flere billetter, ikke meldt en endelig udløbsdato ud endnu. Der havde forinden været skrevet en del om, hvorvidt sanger Paul Stanley stadig kunne synge, og om de i det hele taget kunne stå på en scene. Lad det være sagt med det samme: KISS lukkede fredag med et brag af en koncert, der fremstod ægte og fuld af energi og spilleglæde.

KISS lagde ud med bulder, brag og fyrværkeri til den evigt skønne "Detroit Rock City". De var på, Gene Simmons' tunge kørte rundt i hovedet på ham, og Paul Stanley hvinede, mens guitarist Tommy Thayer sendte kaskader af Aces fede gamle riffd ud over pladsen.

KISS havde medbragt et stort anlagt show med masser af power, og flot var det. Det store Psycho Circus var kommet til byen, og vi fik alle deres gimmicks smidt i hovedet. Gene spyttede naturligvis blod og sang en stærk "God of Thunder", Paul Stanley fløj ud over publikum under "Love Gun", guitarist Tommy Thayer fyrede sin guitar af i "Cold Gin", og trommeslager Eric Singers trommesæt blev løftet op under taget i hans solo i "100,000 Years".

Der var rigtig mange perler, heraf de bedste fra Alive I+II-tiden i 70'erne: "Deuce", "Shout it Out Loud", "Let Me Go Rock'n'Roll", "Black Diamond" og finalen "Rock And Roll All Nite".

Det var stort, det var flot, og det var medrivende. Paul var rusten, men jeg tror faktisk, at han sang det meste selv. Hvis han fik hjælp fra nutidens teknologi ødelagde det ikke noget for mig. Gene stod stærkt i lydbilledet og gav sig selv 100%. Det eneste, der nagede lidt var, at de ikke har fundet nye gimmicks til Tommy og Eric i stedet for at vade rundt i originalmedlemmerne Ace Frehley og Peter Criss' fodspor. Første ekstranummer var kæmpehittet "Beth", der oprindeligt blev sunget af Peter Criss. Denne aften var det Eric alene med piano, og selvom det faktisk var fedt, så er det fandme forkert.

Flot og måske egentlig overraskende flot afslutning på en glorværdig karriere med en koncert, der rangerer som en af de bedste af alle de koncerter, jeg har set med KISS i de sidste 40 år. Når nu de kommer til Europa i leg 2, kunne en koncert i Royal Arena være på sin plads.

Øvrige bands fredag: DISTURBED, DREAM THEATER, MAGNUM, AXEL RUDI PELL, THE NIGHT FLIGHT ORCHESTRA, EASY ACTION med flere.

DAG 3

BEAST IN BLACK **** (4 stjerner)

Finske BEAST IN BLACK er nye på rockhimlen og udspringer af Battle Beast, da de blev delt i to for et par år siden. De var opvarmning til Nightwish sidste år i Valby-Hallen.

BEAST IN BLACK spiller heavy metal med keyboards ind over, og det virkede fint. Det er stramt og melodisk metal med en frontmand, der virkelig kan synge. Der er gang i den, og håret flyver rundt, og der er godt med heavy positurer. Det lyder måske lidt uoriginalt, men deres tempo, energi og melodiske tæft kombineret med nærvær og spilleglæde virkede befriende, og man kunne sgu ikke lade være at vippe med foden.

Sætlisten bestod af sange fra deres to skiver, hvoraf "Cry Out for A Hero", "Sweet True Lies", "Die By the Sword" og "Unlimited Sin" skal fremhæves. Skal jeg sætte en finger på deres optræden er det, at variationen var lille. Det kørte lidt i samme rille, men det var fest og farver og ikke en koncert med stor detaljerigdom.

BLACK IN BLACK spiller i Pumpehuset d. 31. Oktober, og de er absolut værd at se og høre.

STYX ****** (6 stjerner)

AOR-heltene i STYX er helt vildt dygtige, og deres optræden på Festival Stage var helt igennem fantastisk. Det var pompøst, melodisk, velspillet, medrivende og stadig rockin'. STYX er en af the Gotfathers af AOR-genren.

Med Lance Gowan på vokal bragede de fra start med "Gone, Gone, Gone" efterfulgt af "Blue Collar Man" med Tommy Shaw på vokal. Lance erstattede original keyboardspiller/vokalist Dennis DeYoung for mange år tilbage og gjorde det formidabelt. Alle medlemmer i STYX kunne i og for sig være lead-vokalister og deres harmonier er second to none.

Vi fik en perlerække af deres store sange som "Grand Illusion", "Miss America", Too Much Time on My Hands" og "Come Sail Away". Originalbassisten Chuck Panozzo kom ud og spillede med på "Fooling Yourself". Lance Gowan tog over og ledte publikum gennem midtersektionen af "Bohemian Rhapsody". Det virkede rigtig godt, og publikum blev aktiveret.

Som ekstranumre fik vi den lidt pudsige "Mr. Roboto" og en af deres stærkeste sange, "Renegade" fra Pieces of Eight, der efter min mening er deres stærkeste skive. Fejende flot eftermiddagsperformance.

UFO ***** (5 stjerner)

Der blev ringer på Last Orders-klokken, da UFO gik på scenen som led i deres uigenkaldelige sidste tour, der slutter i 2019. Der var ellers et kort øjeblik risiko for, at UFO ville aflyse, da deres mangeårige guitarist/keyboardspiller Paul Raymond døde i april måned i år. Men Neil Carter, der i 80'erne tog Pauls plads, hoppede ind i 11. time og reddede resten af turen og tak for det.

UFO er et forbandet godt band, der altid har haft nerve og kant. Humoristiske Phil Mogg er en skøn frontmand og sanger, der altid er 100 procent nærværende på sin egen finurlige og skæve måde. Han holdt fanen snor lige gennem nogle af de klassikere, UFO har begavet os med gennem tiderne.

Fra åbningsnummeret "Mother Mary" til finalen "Shoot Shoot" var vi tilbage til tiden, hvor livealbummet "Strangers in the Night" udkom og revolutionerede det at lave et livealbum. Vi fik "Lights Out", "Only You Can Rock Me", "Love To Love", "Doctor Doctor" og den fantastiske "Too Hot to Handle" fra Strangers in the Night. Vi fik også "Rock Bottom", der dog var voldsomt langtrukken og unødvendig på bekostning af flere numre, der ikke var spilletid til. "Rock Bottom" er Michael Schenkers showcase og burde ikke fylde i et UFO-sæt anno 2019. Der var også et par skæringer fra tiden med Neil Carter, hvor særligt "We Belong to the Night" rykkede gevaldigt.

RITCHIE BLACKMORE's RAINBOW ****** (6 stjerner)

Jeg så Rainbow første gang i 1977 med Ronnie James Dio og siden hen med Graham Bonnet, Joe Lynn Turner og Doogie White. Der er løbet meget vand i åen siden dengang, og Ritchie er efterhånden gået hen og blevet en ældre herre på 74 år.

Ritchie bliver ofte kritiseret for sin seneste udgave af RAINBOW, der består af medlemmer fra hans primære band Blackmore's Night, der spiller renæssancemusik kombineret med rock/folk samt nye ansigter i form af keyboardspiller Jens Johansen og chilenske Ronnie Romero på vokal.

Ritchie har altid været sin egen og gjort, hvad der passede ham, og det var tydeligt, at han hyggede sig på denne smukke sommeraften Over the Rainbow. Rainbow anno 2019 er mindre hårdtslående end i gamle dage, hvor blandt Cozy Powell slog løs på trommerne, og soloerne var blevet kortere. I 1977 spillede de syv numre i 1 time 45 minutter. I lørdags spillede de 13 numre i samme tidsrum, og det klædte dem faktisk, da der var masser af fedt guitarspil undervejs.

De lagde ud med "Spotlight Kid" i høj fart efterfulgt af den melodiske "I Surrender". Skønt gensyn med The Man in Black, der dog denne aften havde taget noget, der lignede en munkedragt på. Men guitaren lynede, og vi fik en længere solo i "Mistreated". Selvom koncerten var en Rainbow-koncert, blev der også plads til nogle Deep Purple numre, hvoraf særligt "Burn" og "Black Night" lynede, hvorimod finalen "Smoke on the Water" virkede en anelse underspillet og klodset.

Vi fik en fin udgave af "Man on the Silver Mountain" og "All Night Long" satte tingene på plads. Sanger Ronnie Romero synger fantastisk og rammer flot stemningen fra de tidligere sangere og lå ikke langt fra legendariske Ronnie James Dio. Vi skulle også lige fordi Beethovens 9. i "Difficult to Cure" og mægtige "Stargazer" fra Rainbow Rising.

Det var et rigtig glædeligt gensyn med Ritchie Blackmore og hans Rainbow anno 2019. Det var faktisk væsentligt bedre, end jeg havde forventet på baggrund af den megen forudgående omtale af Ritchie Blackmore og hans facon nu om dage. Ritchie Blackmore har altid nægtet at spille, som alle havde regnet med. Han vil overraske, og han vil lave en anden solo og netop i disse år står han i skærende kontrast til alle dem, der spiller det samme over og over igen. Han er en legende ... måske den største af dem alle!

Øvrige bands lørdag: SAXON, HAMMERFALL, DEMONS & WIZARDS, DANKO JONES, ELECTRIC BOYS, BLUE COUPE med flere

Long Live Rock'n'Roll og tack så mycket til Sweden Rock for fire prægtige dage med de største rockbands. Festivalledelsen har virkelig fingeren på pulsen og flair for at sammensætte et uovertruffen program med både klassisk og nyt.

Sweden Rock Festival 2020 bliver gennemført i dagene 3-4-5-6. juni 2020.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA