x

Fallulah-interview: Som at blive genfødt

Fallulah-interview: Som at blive genfødt

Fallulah kom først i seng klokken tre i nat. Der var lige nogle vokaler til den aktuelle ep, der skulle indsynges, men hverdagen er nådesløs, og når datteren slår øjnene op ved daggry, er der ikke tid til hvile. Heller ikke selvom man har været længe oppe og går og skranter lidt med ondt i halsen. Men hun er i godt humør, Fallulah. Hun stråler trods halssmerterne, for hun har fundet tilbage til kernen af sin kreativitet. Noget, vi kommer til at nyde godt af på de to ep’er, hun udgiver i år, og til efteråret, hvor hun tager på tour – og i øvrigt står bag en festival på Vega. Der er masser på det bankende kunstnerhjerte, og derfor giver vi her uden yderligere indblanding ordet til – the one and only – Fallulah.

Frihed

– Jeg laver et album delt i to ep’er, hvor første del udkom 7. juni, og så kommer anden del til efteråret, hvor jeg også tager på tour. Der er et fedt flow i at få første del ud nu. Jeg har skrevet så meget musik på det seneste og haft vildt meget lyst til at udgive den i stedet for at gå og putte med den i for lang tid. Det har været en fed og anderledes proces, fordi jeg jo selv udgiver den på mit eget selskab. Det er ret spændende at have den hat på også.

– Jeg var jo på et major label, da jeg udgav mine to første album, og der var jeg så privilegeret og heldig, at jeg havde fuld kunstnerisk frihed – hvilket jeg ved er ret uhørt – men jeg havde jo ikke prøvet noget andet, så jeg gik ud fra, at det nok bare var sådan, det var. Jeg var helt grøn dengang og tænkte: ”Selvfølgelig bestemmer jeg selv alting”, men det er bestemt ingen selvfølge. Da jeg udgav min seneste plade, var jeg på et New York-baseret indie-label, og det kunne godt gå ud over energien at sidde så langt fra hinanden og vente otte timer på at få feedback på nogle ting.

– De ville også gerne mikse pladen i USA, og jeg plejer at være meget hands on og sidder og er med til at mikse mine egne ting, så det havde jeg det lidt svært med, og det resulterede i rigtig, rigtig, rigtig mange mails frem og tilbage over Atlanten. Hvis jeg skal have energi til at skabe, skal det være nemt for mig at være en del af hele processen, og det er derfor, jeg har gjort det på denne her måde – for at være så autentisk som muligt. Det har været lidt af en vitaminindsprøjtning, fordi jeg jo virkelig satser hele butikken og investerer i mig selv, og det føles virkelig godt at tro så meget på sig selv, at man lægger sine egne penge der og ser, om det brister eller bærer. Som kunstner skal man tage ansvar for sin egen karriere og ikke bare sidde og vente på, at andre gør tingene for dig, for sådan fungerer det bare ikke.   

– Når jeg skriver sange, prøver jeg på ikke at begrænse mig i forhold til emner eller lyd. Den røde tråd, der er i sangene, ligger i det personlige. Det er vigtigt for mig at fortælle historier, og jeg bruger gerne mig selv og mine egne erfaringer i den sammenhæng. Det smukke ved musik er, at det er et frirum, hvor det, jeg synger både kan forstås helt bogstaveligt og være fuldt af skjulte meninger. Jeg kan skrive fuldstændig frit, og så kan folk fortolke, som de vil. Det er en fantastisk ting, jeg er nødt til at have i mit liv for at kunne forstå mig selv og verden. Så sangene er virkelig personlige, men ikke nødvendigvis på den måde, folk tror, når de hører dem. Når jeg skriver, genlever jeg ofte følelser, jeg tidligere har haft, så hvis jeg for eksempel skriver om et hårdt forhold, er det ikke sikkert, jeg skriver om det forhold, jeg er i lige nu, og den frihed kan jeg godt lide at have.

Se Fallulah fremføre "Dysfunctional" fra den nye ep All My Eyes Are Open Pt. 1 ved GAFFA-Prisen 2019 – artiklen fortsætter under videoen

Vendepunkter

– Jeg begyndte at skrive sangtekster, da jeg var 10 år gammel. Før det havde jeg skrevet små digte og rim, men jeg gennemgik nogle ret traumatiske ting i min barndom, som jeg aldrig fik mulighed for at tale med nogen om, og jeg fandt ud af, at jeg kunne ”tale med mig selv” om de ting, når jeg skrev. Det blev måden, jeg håndterede det på.

– Det blev hurtigt naturligt for mig at parre mine tekster med musik, selvom jeg ikke vidste, man kunne blive musiker, når man som jeg ikke kunne spille på et instrument eller havde gået til sangundervisning. Så jeg skrev en masse sange uden at forestille mig, at de nogensinde kunne blive til noget, og derfor holdt jeg det også hemmeligt i ret mange år. Da jeg sprang ud som musiker, havde jeg aldrig spillet i band eller sådan noget før, så jeg blev mødt med ret stor skepsis i branchen.

– Den store åbenbaring skete for mig, da jeg efter gymnasiet flyttede til New York for at danse på Broadway Dance Center. I den periode led jeg rigtig meget af søvnløshed, og når jeg ikke kunne sove, lå jeg og tænkte på sange uafbrudt. Det kørte rundt i hovedet på mig. Det var jo før, der fandtes smartphones, men jeg havde en mobil med sådan en ”voice memo”-funktion, så der optog jeg mine idéer, og det er stort set stadig den samme måde, jeg skriver sange på i dag. En gang imellem skriver jeg også på instrumenter, men det er ikke så tit. Melodien og teksten er det essentielle for mig, og så kan jeg høre arrangementerne inde i hovedet.

– Jeg begyndte at lytte til musik på en helt anden måde end tidligere, og jeg blev mega-nysgerrig på produktionsdelen af det. På hvordan jeg kunne få den vision, jeg havde oppe i hovedet til at blive til noget rigtigt, som andre mennesker kunne lytte til. Og dagen før min fødselsdag det år oprettede jeg en MySpace, hvor jeg kaldte mig Fallulah og lagde nogle demoer op. Det var i de gode gamle MySpace-tider, haha! Derfra var der ingen vej tilbage. Jeg kastede mig ud idet, fordi jeg havde en klar idé, og sådan gør jeg stadig, når jeg laver musik.

Se lyric videoen til "Bloodline" fra den nye ep All My Eyes Are Open Pt. 1 – artiklen fortsætter under videoen

Hej Søster

– Ideen til Hej Søster-festivalen (på Vega den 14. september, red.) opstod sammen med playlisten, men jeg skulle lige tage lidt tilløb, for jeg er jo selv blevet hyret til masser af festivaler og ved godt, hvordan dét er, men jeg aner jo ingenting om at sidde på den anden side. Så jeg skulle bruge noget tid på at researche på, hvordan jeg skulle gribe det an. I december tog jeg fat i Lene, der er booker på Vega og fortalte hende om min idé. De ville heldigvis gerne være med på Vega, og sammen fik vi lagt et budget for, hvor meget jeg måtte booke for, og derefter har jeg selv siddet og skrevet rundt til alle bookerne og booket programmet.

– Det har været vildt sjovt, og jeg kan slet ikke beskrive, hvor glad jeg er over, at det er lykkedes mig at stable det her på benene. Det er en kæmpe tilfredsstillelse, og jeg har lagt rigtig mange tanker og timer i det. På sigt kunne jeg godt tænke mig, at det blev en festival, der spreder sig over to-tre dage, så der også kunne komme flere elementer med. Og så er det vigtigt for mig at sige, at selvom det er en festival, der hylder kvindelige forbilleder, håber jeg virkelig, der kommer mange mænd! Det er min drøm, at der kommer lige så mange mænd som kvinder. Det ville være dejligt!

– Man kan hurtigt falde i den der negative mølle med at diskutere, hvordan tingene kan blive bedre i forhold til, at kvinder er ret underrepræsenterede i musikbranchen, men for mig er det ret enkelt: Det handler om forbilleder, pigerne kan spejle sig i. For mig handler det sgu ikke om at få mere musikundervisning i folkeskolen, som politikerne har meget fokus på, det er ikke det, der gør, at du ender med at stå oppe på en scene. Det handler om at få flere kvinder op på scenerne, for der er så mange, der er så sindssygt dygtige derude.

– Fra start var jeg meget afklaret med, at jeg ikke selv ville spille til festivalen. Jeg synes, det ville være underligt at tage en plads fra en anden, der kunne stå på scenen.

Forbilleder 

– Lige for tiden er jeg meget musikforelsket i Billie Eilish. Jeg er ekstremt inspireret og fascineret af, hvor autentisk hun er, og hvor meget hun formår at holde fast i, at det er hende og hendes bror, der sidder i hendes soveværelse og skriver de her sange, trods hendes store succes. Når man hører albummet, kan man mærke, at det kommer fra denne her ægte vision. Det er sådan noget, der resonerer sindssygt meget hos mig, fordi jeg altid selv har holdt fast i at være tro over for sine egne idéer. Også selvom det måske ikke falder ind i en tidsånd eller trend. Det kan være enormt svært ikke at bukke under for tidens tendenser og for eksempel lave et trap-nummer, bare fordi det er det, der er oppe lige nu. Der er Billie Eilish bare så forankret i sin egen identitet, og det synes jeg er så sindssygt fascinerende. Jeg håber, hun holder fast i ikke at gå på kompromis og ikke mister sig selv, sådan som man ser så mange gøre.

– Jeg er også vild med Ariana Grande. Jeg synes, hun sparker seriøst røv lige nu. Hold kæft, det er fedt, det, hun laver. Det er jo simpelthen bare velskrevne popsange, og er der noget, jeg ikke kan stå for, så er det et velskrevet nummer.   

– Joan Didion og i særdeleshed hendes bog The Year of Magical Thinking har betydet meget for mig. Det er en bog, hun skrev, efter hun mistede sin mand, hun havde været sammen med i 40 år og arbejdet tæt sammen med. Kort forinden var deres datter også blevet alvorligt syg. I den bog sætter hun ord på sorg på en måde, jeg slet ikke er i stand til, og det er jo netop derfor, vi har brug for kunsten. Fordi der er nogle, der kan udtrykke de ting for os, som vi ikke selv kan. Joan Didion er en fascinerende kvinde og meget stærk.

Verdenshit i horisonten

– Jeg har altid været meget ambitiøs omkring min karriere, og det er jeg fortsat, selvom det er en branche, det kan være svært at være ambitiøs i, når man er fyldt 30. Det insisterer jeg nu på at være alligevel, for jeg kan mærke alle mine idéer presse sig på. Det har altid været mit mål at skrive et verdenshit, og om det bliver for andre eller for mig selv, er sådan set underordnet. Det er bare noget, jeg ved, jeg skal gøre. Jeg har i mange år haft lyst til at skrive sange til andre kunstnere, og der er efterhånden en del, der har rakt ud til mig om netop det, så det synes jeg er vildt spændende, og jeg ved, jeg er rigtig god til det, haha!

Fra udbrændt til genfødt

– Jeg er nået til et punkt, hvor det er begyndt at gå rigtig godt med at balancere forældreliv og musikerliv. Det har været vildt at mærke, hvordan min kreativitet er eksploderet, efter jeg har fået en lille smule smag af frihed tilbage. Det første år som forælder synes jeg var benhårdt, og rent psykisk var jeg ikke et særlig godt sted. At komme ud på den anden side af det var ligesom at blive genfødt, så jeg føler faktisk, at jeg har genfundet den energi og det drive, jeg havde, da jeg startede for 10 år siden. Det er så dyrebart, for når man lever af at udtrykke sig, er noget af det værste at føle sig uinspireret og demotiveret, og jeg har helt klart haft nogle perioder, hvor jeg har været fuldstændig udbrændt.

– Da jeg havde født, levede jeg i et regulært hormonhelvede. Mit sind var simpelthen så fucked up, og jeg var slet ikke mig selv i det første halve år. Jeg var helt slået ud af balance, og man skal ikke undervurdere, hvor sindssygt det er ikke at få noget søvn. Jeg havde ikke to sammenhængende timers søvn i halvandet år, jeg var som en zombie. Før man får børn kan man ikke forestille sig, hvor hårdt det er.

– Den største fejltagelse, jeg begik var ikke at vide på forhånd, at jeg ville få brug for udelukkende at fokusere på at være mor i et år. Hvis jeg havde sagt til mig selv, at jeg skulle holde en pause på et år, at det nok skulle gå, og jeg ville komme tilbage med fornyet energi og kreativitet, havde jeg undgået at stresse over, om jeg ville forsvinde. På den måde er branchen bare så fucking hardcore, så jeg pressede mig selv alt for hårdt, og det skulle jeg ikke have gjort.

– Nu ved jeg, at jeg er født med min kreativitet, og at mine idéer ikke forsvinder nogle steder hen.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA