GUIDE: 18 timers OK til din Computer – del 2

GUIDE: 18 timers OK til din Computer – del 2

GAFFAs skribent Simon Heggum har sat sig for at høre samtlige 18 timer af de netop udgivne Radiohead minidisks og udarbejde en guide. De næste to dage kan GAFFAs læsere nyde skribentens tur ind i OK Computer's outtakes og opleve skribentens egen forstand forsvinde i takt med musikken. Dette er del 2. Du kan læse del 1 her.


MD118 – MD119

Titlen på disc 8’s åbner hedder ”Science Helps Build a New India”, hvilket nok er det mest interessante ved nummeret, der ellers blot er en instrumental skitse med akustisk guitar. Efter efterhånden fire timer i selskab med Thom Yorke og en akustisk guitar er man begyndt at få nok. Thom Yorkes stemme er en smagssag, og jeg er en af dem, der synes, den er fantastisk. Thom Yorke placeret med en båndoptager og en akustisk guitar i et rum lyder som alle Radiohead-fans våde drøm. 

Men efter 4 discs med disse skitser begynder man lige så stille at ane vanviddet i horisonten. Således minder de fleste skitser på disc 8 om hinanden, og Yorkes tæsken i strengene overdøver tit hans stemme. Samtidig er ingen af de her sange blevet videreudviklet i nogen form, så det er ikke cremen af Radiohead, vi får her. Heldigivs brydes monotonien af en række liveoptagelser, hvor vi endelig hører galskaben begynde at lyde som de sange, vi kender. ”Karma Police” er endelig blevet den klaverbasker, vi kender, men Thom Yorke synger stadig ”fuck with me” og Ed O’Brien agerer underlig barbershop-kormand i den anden ende.

Så er jeg er så svineheldig at få den hos fans legendariske version af ”Paranoid Android” på 12 minutter, hvilket skyldes den længste Hammond-solo fra Greenwood endnu. Der går lidt prog i maskineriet hos Radiohead, og det fungerer slet ikke. Orgelet går i øvrigt igen på ”I Promise” og også på ”Let Down”, hvor man glædes over, at orglet blev kastet helt ud af den færdige version, selvom nummeret er tæt på at være heltm som det skal være. Dog er højdepunktet uden tvivl, at vi endelig får en version af den ondskabsfulde ”Climbing Up the Walls”, som allerede tidligt står i sin rygrislende gysertilstand. Disc 8 bliver i øvrigt den første disc, jeg slutter før tid, da ”I Promise” igen gjalder ud af højtalerne…

Mine bange anelser bekræftes, da MD119 viser sig at være endnu en disk med skitser og bandøvere, og jeg tager en velfortjent rygepause til en times klaverskitser og flere orgelsoloer. Højderpunkterne på denne er endnu en alenlang version af ”Let Down” og en utroligt sær orgel-reggae-version af ”Karma Police”, komplet med et totalt skæv falsetkor. En hårdt rockende version af ”Last Flowers” er også interessant, mens det går op for mig, at klaverstykket ”Piano/Lie Down in the Middle” er backing tracket til OK Computer's eksperimenterende ”Fitter Happier”. Sjovt at høre det stå for sig selv! 

MD119 indeholder dog især en guldgrube i de to versioner af ”Life in a Glasshouse”, der for alvor står som en sang for sig selv. At høre Radiohead rocke sig gennem en krautet version af sangen viser netop bandets alsidighed og varsler om, hvilke kamæleonske tendenser de tog med sig ind i karrierens senere eskapader, da den efterfølgende version af samme sang står helt alene i bar akustik. Der er langt fra disse versioner til den endelige version – men allerede her er sangen forrygende.

MD120

Imens jeg forberede mig på to timer med lutter demoer, stiller en kritisk læser spørgsmål til, om jeg kan tillade mig at være kritisk over for formatet, når det nu går til et godt formål, samtidig med at det jo netop er uredigeret. Det var ikke meningen, nogen skulle høre disse optagelser, da de blev leaket af en hacker, men nu er de altså til offentlig skue. Hele leak-historien er i øvrigt fascinerende, selvom hele afpresningsvinklen har vist sig at være en and, ifølge dette Google Doc, samlet af fans.

Min titel er nu engang anmelder, så jeg synes, jeg godt må gå kritisk til værks. Jeg har ikke i sinde, at dette skal fremstå som en reel sviner til Radiohead – det ville være direkte dårlig smag taget i betragtning af, at samtlige penge bandet tjener går direkte til klima-græsrodsbevægelsen Extinction Rebellion.

Jeg vil dog stadig have lov til at forholde mig kritisk til værket og måske endda spørge, hvordan dette format havde fremstået ved en let redigerende hånd. For selvom jeg brokker mig, er alt oprigtigt ment kærligt. Naturligvis skal man have lov til at stille spørgsmål til formatets integritet, men jeg vil forsikre den kritiske GAFFA-læser (som vi nu engang er glade for findes), at jeg gør det her af den ypperste kærlighed til bandet! Og det til trods for at jeg ved, at jeg endnu skal igennem mindst fem versioner af ”I Promise”.

”I Promise” dukker ikke op på disc 10, men til gengæld besidder denne disc nok nogle af samlingens mest interessante, og pudsige, indslag. ”True Love Waits” dukker op i 2 fragmenterede versioner, hvor den ene lyder som BR-orgel-triphop, mens den anden er ren new age. Helt speciel er demoen dog til ”Everyone”, som senere bliver til ”The National Anthem” på Kid A.

Det er sjovt at høre sangen i denne 4-spors optagelse i noget, der lyder mere som Muse end Radiohead. Det er sjovt, når man ved, at den senere endte op et sted mellem IDM og freejazz. Og søreme, om vi ikke få en meget langsom demo af titelsangen fra The Bends, selvom man kan undre sig lidt over, hvorfor den er med på discs fra tiden efter The Bends. Men det er interessant at lytte til og ja! Det er Johnny Greenwood, der spiller blokfløjte på indspilningen, komplet med en fløjtesolo over et d-stykke, der aldrig kom med på originalen. 

Faktisk er disc 10 samligens højdepunkt indtil nu, og vi får flere gyldne øjeblikke. Den smukke skitse ”Memories” følger i stil med fremtidens storhed på In Rainbows, mens en akustisk ”Let Down” virkelig viser, hvor godt bandets tre guitarister spiller sammen, selvom Greenwood igen skifter til orgel mod slutningen af sangen. Af akustiske skitser står den aggressive ”You Never Know” frem – og lyder faktisk som en sang, der kunne have været udgivet på Hail to the Thief, mens en række optagelser af uhyggelige stemmer, der læser en tidlig tekst til ”Climbing Up the Walls”, også føjer nyt til sangens gyserhistorie.

Den akustisk/digitale ”TR606 Song” bør også nævnes for sin charmerende brug af rytmeboks og bossanova guitar. Til sidst bør den smukke, akustiske demoversion af ”Karma Police” simpelthen også fremhæves. Ind til videre er disc 10 klart den mest interessante af de mange timers musik. 

MD121 – MD122

Disc 11 byder igen på en blandet landhandel af akustiske demoer og liveoptagelser, selvom de indledende samples fra Karlheinz Stockhausens ”Singcircle Version” snyder en til at tro, at man er stødt ind i et slags avantgade munkekor. Men vi er tilbage i genkendelige vande med akustiske demoer, og her møder vi på ny en tidlig version af ”Exit Music”, hvor Thom Yorke jokende synger sig gennem en sang, mens han har en dialog med et andet menneske, hvilket resulterer i et lettere alternativt take af demoen, og discen er også præget af humørfyldte dialoger mellem bandmedlemmerne. Det minder en smule om de sære lydbidder, der prægede The Beatles' Anthology-serie.

De andre numre: ”Mute Botton”, ”Service” og ”Jazz” glimrer også ved en lettere løssluppen Thom Yorke der, modsat de tidligere demoer, forsøger sig frem med mere avancerede akkordstrukturer, hvor den sidstnævnte sang rent faktisk lyder som et delta-blues nummer.

På den anden side er liveoptagelserne endnu mere interessante, da Radiohead simpelthen spiller sikrere sammen! Især den evigt isnende ”Climbing Up the Walls” vinder med en endnu ondere bas-synth end den The Artist Formely Known as Colin (som Thom Yorke kalder ham i koncert-introduktionen) spiller på den senere studieversion. Dog går lillebrorens synthsolo ikke lige så stærkt igennem. Samtidig synger Yorke endelig igennem i sangens klimaks, der viser vejen frem til hans senere rædselsskrig på albumversionen.

Jeg er pludselig også begyndt at varme op til den mere medrivende version af ”Karma Police” med Ed O’Brien på en sjælden sologuitar. Det swinger jo faktisk meget godt. ”Let Down” optræder også i to versioner og har endelig fået O’Briens fantastiske kor ind i arrangementet.

Og så er der lige endnu en version af ”I Promise” – som der så også er fire af på den efterfølgende disc 12. Man må tage det sure med det søde. Disc 12 har dog ingen nyheder at byde på, da alle de vellydende liveoptagelser er af sange, man allerede har hørt i identiske version på de forrige discs.

”Paranoid Android” er stadig præget af den lange orgel-solo og Thom Yorke synger sågar ”hallelujah” i ”Rain down”-stykket, mens ”Karma Police” endelig er kommet af med ”fuck with me”-stykket. Dog får man endnu fire versioner af ”Climbing Up the Walls” der er skægge at bide mærke i, da Thom Yorke har ændringer i teksten fra hver version. Man får en ide om, at sangens tekst har været mange forskellige versioner igennem før den endelige, geniale form på pladen.

Jeg føler tit, at sangen bliver overset, når man taler om OK Computer og pladens konceptuelle tilgang til livet i det moderne, mondæne liv i det 20/21. århundrede. Sangen beskriver fuldstændig den postmoderne paranoia, som jeg tror alle mennesker har været plaget af på et eller andet tidspunkt. Karakteren i sangen er en inkarneret form af den frygt, vi alle sammen har inderst inde.

Frygten for at vores dybeste hemmeligheder kommer til frit skue. Angsten for morderen, der venter i vores skygge på at stikke os ihjel. Monsteret under sengen. Nøglen til skabet med skeletterne. Som viser sig at være os selv – der kravler op ad væggene i vores kranium. Det er stærke sager! Mod slutningen af disc 12 virker det endelig, som om sangen er tæt på sin fulde form. 

Jeg tror samtidig, jeg har fundet formen med de her demoer. Jeg glæder mig faktisk nu til at dykke ned i de sidste par timer med Radiohead og se, hvordan de finder frem til den fuldendte form på OK Computer. 

Læs afslutningen på Heggums vanvidsprojekt i morgen. Imens kan du nyde "Climbing Up the Walls" som den endte med at lyde, da den udkom i 1997. Her i den remasterede 2018-version.




 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA