x

GUIDE: Årets vigtigste Roskilde-koncerter ifølge GAFFAs anmeldere

 GUIDE: Årets vigtigste Roskilde-koncerter ifølge GAFFAs anmeldere

Roskilde Festival er i gang, og traditionen tro har vi bedt vores anmeldere skrive lidt om de kunstnere, de selv glæder sig mest til at opleve.

MICHAEL GONZALEZ skal høre...

Bob Dylan

Den for mig vigtigste kunstner i min levetid holder aldrig op med at fascinere. His Bobness er ved at være oppe i årene, og man ved aldrig, hvornår det kunne være sidste gang. Hans live-form er efter sigende formidabel i denne tid. Han synger bedre end længe, har en spændende sætliste med, og så bliver det bare fedt at se ham og bandet levere nogle af populærmusikkens stærkeste sange på Orange.

Rosalía

Om Cardi B dukker op eller ej, bliver det hende her, der bliver dronning af Roskilde onsdag aften.

The Cure

Melankoliens mørke mestre skuffer aldrig på live-fronten. ”Pictures of You” får skovlen under mig hver gang.

HANSEN skal høre...

Roskilde har i år formået at have vilde navne inden for både metal, elektronisk, hiphop og rock, så at begrænse sig til kun tre navne er en udfordring.

I den rockede ende tror jeg, at en koncert, der kommer til at gøre indtryk bliver Black Midi. Et band, der kan beskrives kedeligt med ord som math og postpunket, men også bare opleves og blive rusket igennem af overlegne vrede musikere, der tyrer sine catchy sange efter dig i et tempo, der får til at gispe efter vejret igennem et lykkeligt smil.

I en lidt tungere ende bliver det spændende at se, hvad Ulver disker op med. I løbet af 25 år har de flydende skiftet udtryk imellem black metal, prog, electronica, ambient og synthrock. Jeg ved ikke hvad årets koncert byder på, men det tyder på at læne sig op ad Julius Cæcar-pladen, der er i den synthrockede afdeling.

Men den koncert jeg absolut ikke MÅ misse, er med SOPHIE. Hun er en enmandshær, der er ved at genopfinde popmusikken. Som en bindegal blanding af K-pop og Aphex Twin er der ligelige mængder glat overflade og overlegen nytænkende produktion. Og ud over hendes eget solide aftryk finder du hende i producerstolen på tracks med Vince Staples, Madonna og MØ blandt andre. Jeg er ikke i tvivl om at hun får en solid indflydelse på de kommende års lydbilleder.

SIMON HEGGUM skal høre...

Ulver

Norske Ulver er et helt unikt kapitel i norsk musikhistorie. Fra deres unikke blanding af nordisk folk og black metal på deres mesterlige debut Bergtatt og Coil-inspirerede synth-midnatshymner på Shadows of the Sun frem til mesterværket The Assasination of Julius Caesar fra 2017, hvor bandet pludselig lavede tung, dyster synthpop. Det er med den plade i rygsækken, at Ulver indtager Pavillion kl 18, onsdag. Måske ikke den bedste plads i programmet til et stemningsmættet, hårdtpumpende liveshow, der burde nydes i tusmørke, men at dømme ud fra liveoptagelserne er der en elektronisk messe klar til dem, der kommer forbi.

(Men seriøst RF. I skulle gave givet Ulver en plads på Avalon efter mørkets frembud, så man kunne nyde deres synthrave med strobelys. Den her placering i programmet er under al kritik og der burde gives et gigantisk, kollektiv dummeslag!)



Underworld

Man har det med at glemme, at britiske Underoworld er en del af årets program. Måske på grund af større navne som The Cure og mere hypede kunstnere som Cardi B. Det er ærgerligt, for i elektro-kredse er Underworld en flok grand old men, der altid er garanter for en vanvittig – men også melankolsk – fest ind i ravens forunderlige verden. Og vi står alle klar til at skråle: ”LAGER LAGER LAGER LAGER…” når ”Born Slippy (Nuxx)” gjalder ud over Dyreskuepladsen. Jeg glæder mig vildt.

Weyes Blood

Sangerinden og artpopsangerinden Natalie Mering udgav tidligere i år sit fjerde album Titanic Rising, som undertegnede gav en overvejende positiv anmeldelse i nærværende blad. På ganske kort tid er pladen blevet hos mig, og jeg glæder mig nu vildt til at se Mering og band sætte fut i Pavillion-scenen med de formfuldendte, poetiske retropopsange fra pladen.

ELIAS KVIST skal høre...

Travis Scott

Travis! Åååh, Travis. For en fan af hiphop i 10’erne har det været svært at komme uden om den udvikling ind i en scene med global masseappel. Og Travis (aka Jaque Webster) har på en gang fra basen i Houston komponeret sig dels til et af de mest særprægede og aggressive udtryk og dels til det bredeste publikum, der nogensinde er set for hiphoppens efterhånden største subgenre: Trap. Og med, i min optik, årets album fra 2018, Astroworld i ryggen kan man intet andet end se frem til et vanvittigt(!) cirkus på Orange Scene i torsdagsnattens skumring.

 

Vampire Weekend – Menneskelig hjemløshed i lune poptoner

Sharon Van Etten – Den kvindelige Springsteen genopliver den følsomme rock. 

ULRICH LAURIDSEN skal høre...

I 1985 var jeg på Roskilde Festival for første gang. Det var også The Cures første besøg på RF og  i år – 34 år efter – er det igen The Cure og deres 40-års jubilæumskoncert, der er den helt store begivenhed i min kalender. På deres bedste aftener er The Cure er et af verdens bedste og mest betagende koncertbands. Jeg ser også frem til at se, hvad Johnny Marr, der sidste år udsendte et virkeligt godt album, kan diske op med, og så glæder jeg mig til at blive blæst helt omkuld af Danmarks bedste støjrockere fra Speaker Bite Me.

 

SIMON NIELSEN skal høre...

Power Trip

Første gang jeg tændte for Power Trip, blev jeg mødt af den følelse, der bedst kan beskrives om trommehinder, der vender sig på vrangen. Og samtidig behovet for at skrue endnu højere op. Power Trip er uden tvivl det stærkeste nye skud på den internationale metalscene, der i en lækker gryderet af thrash og dåsebajer-heavy har lånt det bedste fra Slayer og Kvelertak for til sidst at gøre det til sit helt eget. Når du står, og Cardi B har aflyst, og du så tænker, hvad du skal i stedet, er der derfor god grund til at trille ned på Avalon, hvor der stensikkert er så meget tryk på, at fadøllen kommer til at skumme over.

Whores.

Whores. har lige været på turné med Red Fang, og sammenhængen mellem de to bands er ikke så overraskende. Whores. tager skridtet videre fra det, Mastodon og sidenhen Red Fang søsatte med tung sydstatsmetal, der går dødlækkert til en svedig ølmave og en brandvarm dåsebajer.

Christine and the Queens

Jeg har virkelig en ting for Christine and the Queens. Hun er ikke alene drønsej med et helt unikt og personligt take på LGBTQ-kulturen, hun er samtidig en popmaskine, der omfatter den amerikanske disco-arv og Frankrigs sansende musikkultur.

JAN OPSTRUP POULSEN skal høre...

Robert Plant and the Sensational Space Shifters

Vel nok verdens bedste mandlige rockvokal. Roskilde har som altid et tidssvarende program, men det bugner også af ikoner og legender, der har defineret den moderne musik. Bob Dylans status overgås ikke i denne boldgade, og The Cure har tryllebundet flere generationer. Og så er der Robert Plant. Stemmen bag Led Zeppelin og for mange den største rockvokal i det største rockband. Robert Plant har rundet de 70 år, og stemmen har selvsagt haft bedre dage, men gløden kan man ikke tage fra manden. Han har opbygget en solid solokarriere uden hits, men med en forkærlighed for rootsrock og alskens genrer. Og mon ikke vi får et par Led Zeppelin-sange. Men man kan komme for stemmen alene.

NICOLINE STEEN skal høre...

Spleen United

Jeg har fulgt Spleen United siden debuten i 2005. Derfor var jeg også vidne til den sagnomspundne kaoskoncert på NorthSide i 2013, hvor gruppen endte med at melde om pause på ubestemt tid. I år gendannes gruppen på Roskilde, som en Fønix fra dens aske, og det kan jeg naturligvis ikke lade gå ubeset hen. Jeg håber især på at høre gamle klassikere som ”In Peak Fitness Condition” og ”Heroin Unltd.” samt favoritten ”Streetfighter”.

ROSA STILGREN skal høre...

Tirzah

Tirzah er indbegrebet af det nøgterne og uprætentiøse. Hun beviser, hvordan minimalistisk lo-fi-æstetik kan være lige så bevægende som storstilede arrangementer. Man kan næppe forvente sig et sprudlende sceneshow, men i stedet en mulighed for at trække sig tilbage fra festivalstøvet og ind i et sovekammerunivers, hvor ærlighed, intimitet og umiddelbarhed vil være teltets tyngdepunkter.

Jon Hopkins

Bevæg dig ind i nattemørket til tonerne af eklektisk electronica, hvis musikalske spændvidde bugter sig gennem klassisk tradition til undergrundsvildskab.

Carpenter Brut

Dansefesten er sikret med franske dark synth-kunstner Franck Hueso, der med inspiration fra gyserfilm, sci-fi og metalmusikken nok skal gøre gulvet rødglødende. 

OLE ROSENSTAND SVIDT skal høre...

Tears for Fears

Duoen bag nogle af de mest velarrangerede og -producerede 80’er-hits i afdelingen for sofistikeret pop giver deres første danske koncert i 29 (!) år. Glæd dig til at synge med på klassikere som ”Everybody Wants to Rule the World”, ”Sowing the Seeds of Love” og ”Mad Love”, hvor sidstnævnte er blevet fortolket af mange andre, ofte som ballade – men det er altså oprindeligt et midt-tempo-nummer.

Julia Holter

Den eksperimenterende amerikanske sangerinde og sangskriver giver hele to koncerter under Roskilde – først en lidt mere lytteorienteret optræden i Roskilde Domkirke mandag aften og et mere festivalpræget sæt fredag. Se begge dele!

Speaker Bite Me

Det danske støjrockband med de to karismatiske frontfigurer Martin Ilja Ryum og Signe Høirup Wille-Jørgensen udgav sidste år deres første album i 11 år, det aldeles fremragende Future Plans. De er lige så gode live, så de er et must!

SIDSEL THOMASSEN skal høre...

Robyn

Altså. Robyn har en stor plads i mit hjerte. Lige siden de sukkersøde popdage med vidunderlige ”Show Me Love” fra 1995 og ”Do You Really Want Me” har hun leveret nogle af de tracks, som oftest får mig til at padle direkte ud på et hvilket som helst dansegulv. Og så er hun tilmed den totalt badass performer live, så jeg glæder mig simpelthen så meget til at stå sammen med mine venner foran Orange og skråle med på ”Call Your Girlfriend”, ”Indestructable”, ”With Every Heartbeat”, ”Missing You” og ”Handle Me”.

Baest

Min kærlighed til det her vanvittige band vokser og vokser hver eneste gang, jeg oplever dem live.

Lizzo

Den her vidunderlige dame er også et kæmpe must-see.

PETER TRIER AAGAARD skal høre...

Cypress Hill

Roskilde Festival har udviklet en spøjs profil, hvor der er knivskarpt fokus på avantgarden og det nyeste, sygeste. Altså med mindre det er rock'n'roll, hvor koryfæerne rulles ind på dyrskuepladsen til afskedstur efter afskedstur i manegen, mens hæderkronede grupper som Public Enemy glemmes. Heldigvis er har festivalen også fået øjnene op for, at andre genrer også har pionerer og veteraner, der fortjener hyldest. Således er der besøg fra Cypress Hill for første gang siden 1993 og 1996. Dengang leverede Los Angeles-trioen nærmest soundtracket til den stenede ungdomsoprørstemning på festivalen med Black Sunday og Temple of Boom-albummene. Efter en årrække væk fra hinanden har rapperne B-Real og Sen Dog igen fundet sammen med vanvittige producer DJ Muggs på det stærke, eksperimenterede Elephants on Acid-album. Der er dermed lagt op til en sindssyg afslutning på Roskilde Festival, når Cypress Hill lukker Arena-scenen lørdag nat med gamle og nye hits fra bongen. 

 

Jeg glæder mig derudover til Natkat (DK) og Artigardit (DK).


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA