x

Georgia: Andengenerationsmusiker

Georgia: Andengenerationsmusiker

– Fra en meget tidlig alder blev jeg udsat for enormt meget musik og instrumenter, der flød rundt omkring i lejligheden, hvor vi boede, fortæller Georgia. Hun er vokset op omkring musikken som den uundgåelige levevej. Hun er datter af musikalske forældre, hvoraf hendes far er en del af Leftfield, der i 90'erne var med til bringe elektronisk musik til de højder, hvor den siden hen har befundet sig. Georgia legede med musikken fra en tidlig alder. Hun fortæller, hvordan hun blev tiltrukket af synthesizers, som var det et brætspil. Og hvor de fleste måske lægger vægt på deres selvstændighed i så høj grad, at sammenligningen aldrig må overføres til forældrene, er Georgia anderledes.

I Oslo, hvor jeg møder hende, nævner hun næsten øjeblikkeligt sin baggrund, og hvordan hendes far er den primære katalysator til hendes liv blandt musik. Imens vi snakker, gør hun alt for at tøjle den forkølelse, den norske senvinter og turnélivet har inficeret hende med. 12 timer forinden stod hun alene på en scene – på det lokale spillested Ingensteds og var personificeringen af en elektronisk energiudladning.

– Sammen med Chemical Brothers, Underworld og den slags var Leftfield med til at gøre den britiske rave-scene mainstream, fortæller hun. – Min far levede af musikken, så der var konstant musik og instrumenter i mit barndomshjem, og det blev jeg enormt tiltrukket af, og jeg var meget nysgerrig omkring, hvad man kunne gøre med den der synthesizer, der lå og flød. Samtidig så jeg virkelig meget Top of the Pops og begyndte hurtigt at imitere de musikere, der optrådte i det show. Men det er svært at sætte en finger på, hvad der gjorde udfaldet, for musik har været en del af mit liv, siden jeg blev født. Lige siden jeg begyndte at forstå ting omkring mig, har jeg villet lave musik.

Fra fortiden til samtiden

Georgia er et resultatet af en opvækst i musik, taget til næste niveau. Aftenen inden på Ingensteds overbeviser hun mig hurtigt om, at hun hører til de mest originale artister på årets by:Larm-festival. Der er ingen direkte forbindelse til Leftfield eller samtidens mainstream. Men forbindelsen er der. Igennem det overenergiske enkvindesprojekt kanaliserer Georgia sin egen musikalske arv gennem insisterende og tilgængelige melodier taget direkte ud af samtidens popstrømninger.

– Den periode i britisk musik, hvor mange musikere fuckede med popstrukturen, forklarer hun, imens hun understreger sit eget produkt med den nonkonforme og provokerende popkultur, der opstod i Storbritannien i begyndelsen af 80’erne, og som lynhurtigt spredte sig til resten af verden. – Depeche Mode lå nummer et med nogle virkelig vilde og anderledes popsange. Det ved jeg ikke, om ville ske i dag. Det har inspireret mig enormt meget.

Søgen efter det ukendte

I juni spiller Georgia på NorthSide, og til efteråret udgiver hun sit andet album, Seeking Thrills. Det er den uventede fortsættelse på debuten, der udkom for fire år siden. Det er et produkt af inspiration trukket fra alle retninger, men mest af alt fra fortiden. Det er mødet mellem Prince, Kate Bush, Pet Shop Boys og Depeche Mode, hvor produktet lander et femte sted som sit eget.

Seeking Thrills er inspireret af 80’erne og dengang, elektronisk musik begyndte at sprede sig. Hele techno-scenen i Detroit og Storbritannien, og det inspirerede mig enormt meget. Og senere var der musikere som Kate Bush og Prince, der begyndte at bruge de elementer i deres musik, der essentielt er popmusik, og det finder jeg meget interessant. Jeg dyrkede virkelig den her udvikling, og så et klip med Depeche Mode fra dengang, hvor de spiller på et sæt Simmons SDS5, som jeg selv bruger i dag. Det er en revolutionerende model.

Hvem:

– Jeg var 12 år gammel, da mine forældre købte en four track båndoptager fra Korg, der gav mig mulighed for at optage flere instrumenter på bånd, fortæller Georgia. – Den introduktion gav mig virkelig et indblik og en forståelse for, hvordan man optager og producerer musik, og jeg brugte hver dag på mit værelse, hvor jeg sad og optog musik. 

Hvad:

– Der er nødvendigt for mig, at der er en struktur i mine sange, og betyder det, at jeg skal skrive sangene efter en formel, må det bare være sådan, siger Georgia. – Men inden for den formel kan man jo vildt mange ting. Se bare på Kate Bush. Jeg tænkte over, hvad jeg netop kan lide ved hende, så på Seeking Thrills hev jeg fat i nogle af de ting, hun gør i sine sange.

Hvor:

– Da jeg blev færdig i skolen, fik jeg hurtigt arbejde som session-trommeslager og blev en del af musikscenen i London, fortæller Georgia. – Og ved siden af mit arbejde i en pladebutik begyndte jeg så småt at finde ud af, hvad jeg gerne ville med min egen musik. Jeg har studeret ethnomusicology på universitetet med fokus på afrikansk musik og blev enormt draget af, hvordan musik kan bære på en kultur og en historie. Hvordan musikken har haft indflydelse på civilisationen og der, hvor vi befinder os i dag. Det har haft stor betydning for mit arbejde med musik, fordi musik virkelig er en del af mig og en livsstil. Musikken omfavner alt ved mig på en måde.

Se Georgia fremføre "Started Out":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA