x

Melvin Kakooza om sit værste festivalminde: "Der var et fremmed par, der havde sex i MIT telt"

Melvin Kakooza om sit værste festivalminde: "Der var et fremmed par, der havde sex i MIT telt"

Alder: 27 år

Profession: Komiker, aktuel med YouSee-komedieserien Sunday, i TV2-programmet Stormester, og til efteråret tager han på turné med sit første one man-show Early Late Night Show med Melvin Kakooza

Hvad er dit allerførste musikminde?

Mit allerførste musikminde er TLC, som min mor lyttede meget til, imens jeg var lille. Jeg husker tydeligt, at hun altid tog en bandana på og gjorde rent i hele huset til ”No Scrubs”.

Hvad lyttede du til i dine teenageår?

Jeg lyttede meget til pop og r&b. Mest fordi mine søstre og min mor gjorde det. Der var også en periode, hvor jeg lyttede sygt meget til boybands – Five, A1, Backstreet Boys, Blackstreet, K-Ci og JoJo, Westlife, Boyzone og så videre. 

Nu ved jeg tilfældigvis, at du både har en habil sangstemme og spiller en glimrende guitar – har du nogensinde haft en musikerdrøm i maven?

Jeg har spillet trommer i mange år. Og på et tidspunkt sang jeg også. Da jeg var mindre, ville jeg gerne være stor musiker, men tanken forsvandt igen i takt med, at jeg blev ældre. Jeg nåede dog at give nogle søde små koncerter rundt omkring. Og jeg tager da også mig selv i at joine gademusikeren nede ved Aarhus Å i en fællessang i ny og næ. 

Hvis du skulle lave et musikalsk samarbejde med en musiker, hvem skulle det så være?

Uuh, den er svær! Der er jo mange gode. Men hvis jeg helt selv måtte vælge, så tror jeg, at jeg havde valgt Lionel Richie, fordi han i mange år bare har været en af dem, som jeg må tage hatten af for. De sange, han har lavet, er jo for vilde!

Danmark er jo i dén grad et festivalland. Skal du af sted i år?

Jeg skal på Smukfest. Og jeg glæder mig helt vildt. Den festival har virkelig vundet mit hjerte. Hele oplevelsen af at være i skoven og menneskerne er fantastisk. Og så har jeg den fornøjelse at skulle optræde på selveste Bøgescenen i år. Dét glæder jeg mig til.

Hvad er dit værste festivalminde? 

Det er HELT sikkert Jelling Festival i 2009. Det var første gang, jeg var af sted på en festival! Det hele startede godt. Vi ankommer sikkert og slår lejr. Og jeg tænker ved mig selv ”det her er da superfedt, det her festival”. Lige indtil campen om aften bliver forvandlet til noget, der minder om en asyllejr i Sudan! Jeg følte næsten, at UNICEF burde have grebet ind. Folk sked og pissede over det hele. Der var et fremmed par, som havde sex i MIT telt! Alt i alt en meget voldsom oplevelse. 

Hvad er din vildeste og bedste livekoncert-oplevelse nogensinde?

Det må helt sikkert være, da jeg i 2012 tog til Boxen i Herning med min lillebror for at høre Jay-Z og Kanye West. Det var den vildeste oplevelse nogensinde og et helt særligt øjeblik med min bror. De leverede en hitparade uden lige, og det er en oplevelse, jeg vil huske resten af mit liv. 

Hvilken kunstner – nulevende eller død – vil/ville du allerhelst opleve live?

Jeg ville sygt gerne have set Prince live. Eller Michael Jackson. Bare fordi deres musik er noget, jeg er vokset op med. Og så har jeg da også en bucket list med nogle musikere, jeg bliver nødt til at se, inden de stiller træskoene. Heriblandt Outkast, men jeg tænker, at der er god tid. Haha.

Hvad er din største musikmæssige guilty pleasure?

Det må være det første Britney Spears-album. Hahaha! Jeg tror, jeg kan syv sange derfra. Udenad.

Hvilken musik vender du altid tilbage til, når du shuffler rundt på dine playlister?

Jeg har det med altid at gå tilbage til at høre Motown og hits fra 80’erne. Jeg synes bare, at musikken dengang blev lavet helt autentisk, og jeg bliver dybt imponeret hver gang. Der er desværre ikke så mange i dag, der laver musik på den måde, som de gjorde dengang. 

Hvilken sang kan få dig i godt humør, når du er trist?

Når jeg er trist, hører jeg altid musik, som også er trist. Haha. Det hjælper overhovedet ikke, I know, men jeg elsker, når musikken afspejler mit humør. Og SÅ ryger der noget Korn eller Slipknot på bagefter. Men når det så er sagt, så smiler jeg altid, når jeg hører Bee Gees.

Hvilken sang kan få dig til at tude?

Boyz II Men er altid garanter for en klup i halsen. Og især når du er forelsket i en pige, der bare ser dig som en bror! Haha #childhoodmemories… 

Er der noget musik, som du har det virkelig svært med?

Det er der faktisk ikke. Jeg hører det hele. Der er helt sikkert nogle genrer, som jeg ikke hører ofte, men jeg tror, at fordi jeg har spillet trommer til lidt af hvert, betyder det også, at jeg er åben over for det meste. 

Og her på falderebet… hvilken sang er så perfekt, at du ville ønske, at du selv havde skrevet den?

Helt sikkert ”All My Life” med K-Ci & JoJo!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA