Stjernernes højdepunkter på Smukfest gennem tiden

Stjernernes højdepunkter på Smukfest gennem tiden

Smukfest er bare noget særligt. Det kan de fleste blive enige om – både musikere og publikum. Omgivelserne ér noget helt særligt, og det samme er stemningen. Det er en festival, hvor man kan opleve de største hitmagere fra det store udland og år efter år det bedste af, hvad vi har at byde på herhjemme. Det er et af de sidste festivalfrirum, før hverdagen for alvor sætter ind efter sommerferien, og alle er indstillede på at nyde hvert et øjeblik.

Jeg husker tydeligt min egen første Smukfest. Året var 2000, og jeg erindrer min spansklærers skælmske smil, da han fangede mig med fuld festivaloppakning på vej ned ad trappen i gymnasiet, hvor de andre sad klar til at bøje verber. Han grinede bare og sagde ”god tur” – på sådan en ”gid det var mig”-agtig måde. Det år havde Oasis aflyst deres koncert på Roskilde Festival på grund af Pearl Jam-ulykken. I stedet skulle de så spille Skanderborg. En booking, der lynhurtigt var på alles læber. Selv så jeg ikke koncerten. Dels var der simpelthen for hyggeligt i lejren, og dels hed mine to hovednavne det år Bad Religion og Beck. Sidstnævnte havde lige udgivet fænomenale Midnite Vultures, som han fulgte op på ved at spille en koncert af en anden verden.

Jeg brugte et helt Kodak-engangskamera på at tage mørke og slørede billeder af den koncert. Alligevel står den stadig knivskarpt i erindringen – trods ambitiøst vodkaindtag. Beck byttede instrumenter med bandmedlemmerne på kryds og tværs, kravlede op i træerne og fyrede det ene velanrettede slacker-hit af efter det andet. Men også Stig Møller, pølsemiks med rå løg og generel stemning af hygge og uhøjtidelighed fyldte festivalen. Jeg fejrede min 19-års fødselsdag om lørdagen på den festival, og det var en af de absolut mere mindeværdige af slagsen. Den stak ud, og det samme gør Smukfest i det efterhånden bugnende danske festivallandskab. Tillykke med de 40!

Aura

Jeg elsker at spille på Smukfest. Der er verdens bedste stemning, kærlighed i luften, frihed i sindet og sommer i blodet.

Aqua-Lene og jeg løb ind på scenen til Kim Larsen sidste sommer. Vi fik lidt skældud, men jeg er glad for, at jeg fik lagt mig på knæ for Danmarks største sangskriver og hyldet ham. Vildskab og passion går hånd i hånd. Tak til Skanderborg – for alt det smukke skønne og gode, som aldrig går af mode. 

Steffen Brandt – TV-2

Ud over at vi selv i bandet har haft nogle af de helt store oplevelser på bøgescenerne, og både Björk og Becks koncerter for længst er gået over i historien, så husker jeg især James Brown, som selv med temmelig udglattet hår og pænt fremskreden alder ikke holdt sig tilbage for at kaste sig på knæ, når netop dette legendariske move var på sin plads.

Og så havde han selvklart to trommeslagere, den ene spillede lige og den anden shuffle.

Så er man ligesom dækket ind.

Men alene hans ankomst til backstageområdet var majestætisk: Først en stor nigthliner af en bus med bandet, dernæst Mr. Brown himself i en limousine. Og til sidst en limousine medbringende showets vigtigste rekvisit: En hårtørrer, venligst udlånt af Jan Intercoiffure, Aarhus. ”Get up offa that thing!!"

Peter Sommer

Jeg har været i bøgeskoven siden 1983, så der er en perlerække af oplevelser i kategorierne: flaskesamlende, ungdrikkende, camperende, tilkoncertsnakkende og gummibådssejlende og selvspillende. Jeg ved ikke rigtigt fra hvilken kategori, det ville være rigtigt at hive en vild oplevelse ud fra, but here goes. Becks anden gang på Bøgescenen, søndag. Manden var krakeleret omme bagved i forbindelse med noget knoglesygdom, hørte jeg. Derfor var han på morfin, fordi han insisterede på at gennemføre. Det vidste vi ikke ude foran. Vi så bare en mand, der kæmpede, et band der så i endnu højere grad insisterede på at hjælpe ham igennem. Derudover havde han det vildeste kreashow med inklusive dukketeater og restaurantjam! God damn legendarisk!! Og så i ens hjemby. Bum!

Christian Vium – Go Go Berlin

I 2011 var jeg og nogle kammerater stagehands på Bøgescenen. Den ene oplevelse overskyggede den anden. Det var enormt at sætte gear op for blandt andet The National og Robyn og stå på sidescenen af Bøgescenen og komme så tæt på. En aften spiller selveste Kim Larsen. Koncerten er ved at slutte, og Kim og bandet går ud for at blive kaldt ind til ekstranummer. Publikum råber "Ekstranummer...", et bandmedlem siger "Nå Kim, det er ved at være tid til at gå på igen". Kim tager sig god tid, kigger over på stagehands-teenage-mig og siger langsomt: "Ja... lige om lidt, de (publikum) skal lige gøre sig fortjent til det først." Hvorefter han blinker til mig, tænder en cigaret og går stille og roligt ind til et jublende publikum. Han var bare fucking cool, var han.

Dengang virkede det som en uoverskuelig drøm selv at få lov at spille der en dag. I år spiller vi for tredje gang på den legendariske bøgescene med Go Go Berlin, og jeg har tænkt på det øjeblik hver gang.

Tina Dickow

Det har altid været noget særligt for mig at spille på Skanderborg Festival. Det var den festival, vi tog på som unge, og før jeg selv begyndte at optræde, havde jeg mange gange stået og kigget drømmende op på stjernerne på de forskellige scener i Bøgeskoven.

Mit bedste scene-minde derfra er nok fra, da vi spillede i Rytmehans-teltet  i 2005. Det var et par uger efter, mit gennembruds-album In the Red var udkommet, hvorfra ”Nobody's Man” havde været Ugens Uundgåelige på P3, og efter at have kæmpet hårdt for at komme frem i en håndfuld år, kunne jeg pludselig mærke, at der var totalt hul igennem. Jeg havde haft mit første rigtige HIT! Teltet var fuldstændig pakket, og publikum var på fra første sekund.

Jeg kan huske, præcis hvad jeg havde på: en stram brun skjorte, der var lavet som en g-strengs-bodystocking og en brun nederdel. Ja, jeg havde sgu valgt brunt i brunt. Og så et par højhælede fra min lokale skobutik på Portobello Road i London. Det er en helt særlig tid for enhver kunstner, som er så heldig at opleve det, man kalder et gennembrud. Når man er på alle folks læber, og man kan mærke, der er noget i gang, man ikke selv er herre over. Præcis den energi oplever man kun én gang: i starten. Det var en vild tid.  

Chief 1

Jeg spillede på Smukfest første gang i 1989. Det var med Rockers By Choice, og det var en af de første gange, vi oplevede egentlig idol-dyrkelse. Før det havde vi spillet alle mulige forskellige steder – i besatte huse i Ungdomshuset og andre undergrundssteder, men det her var en af de første festivaler. Og der var vagter, der stod og holdt på de skrigende fans, der ville have autografer. Der var der, det gik op for os, at vi ikke længere bare var et undergrundsfænomen i København og var blevet et politisk teenageidolband. Det var en lidt ambivalent følelse på den ene side at være teenageidol og på den anden side ret hardcore og politisk. Det var en fantastisk følelse, vi selvfølgelig ikke kunne finde ud af at nyde, fordi vi ikke kunne finde ud af at være i nuet dengang.

Selvom vi var omgivet af piger og skrigende fans, var vores tanker et helt andet sted, men Skanderbog Festival 1989 var et kæmpeøjeblik for os. Og alle billederne fra vores live-album, Nedtur, er fra den koncert. Der var kids, der prøvede at kravle op på scenen og alt muligt. Det var ret vildt, og siden har jeg altid elsket Smukfest. Det er et sted, alle musikere elsker at komme, fordi de er så gode til at tage imod kunstnerne backstage, og alle hygger sig altid sammen. Der har været mange gode og stive timer på den festival. 

Pharfar – Bikstok

Min bedste Smukfest oplevelse var 100 procent, da Bikstok spillede i P3-teltet i 2013. Det er altid helt specielt at spille i et telt sent om aftenen på en festival. Jeg husker suset af folk, der sang og råbte i kor længe inden koncerten, og spændingen og stemningen, der var tonstyk. Vi stod ude bagved og hørte det inden, og det er helt klart den bedste opvarmning til en koncert. Så ved man, at der ikke skal tages armbøjninger eller laves høje knæløft for at komme i form. Selve koncerten husker jeg som fuldkommen sindssyg og et minde, jeg aldrig vil glemme.

Nicklas Sahl

Da jeg stod forrest ved Bøgescenen til Dizzy Mizz Lizzy for nogle år tilbage, sagde jeg til mig selv, at jeg for alt i verden skulle op at spille på den scene en dag. Den drøm gik i opfyldelse sidste år, og det er en af de oplevelser jeg aldrig glemmer.

Soleima:

Sidste år spillede jeg for første gang under navnet Soleima på Smukfest. Vi spillede i P3-teltet, og den stemning, der kan komme i det telt er helt magisk synes jeg. Der er en skøn følelse af sammenhold og fokus, som gør, at man føler sig meget som en enhed med publikum. Derudover regnede det uden for teltet, hvilket kun kan forstærke følelsen af at ”rykke sammen”. Dette har nok været min største oplevelse på Smukfest. Jeg har også været til koncerter selv som publikum på Smukfest, der har været fantastiske. Og særligt følelsen af sammenhold, der er i skoven, synes jeg er en særlig ting med denne festival. 

Faustix:

Min største Smukfest-oplevelse var klart at samle så mange folk ved Sherwood Scenen for to år siden. Jeg husker, at jeg var supernervøs for, om der overhovedet ville komme folk til min koncert. Men der var proppet, så langt jeg kunne se.

Nikolaj Peyk – Østkyst Hustlers

Der er masser af fine festivaler i Danmark. Og vi elsker hver eneste gulvestet hjemmeværnsmand og hvide skurvogn med strygebræt og Matadormix. Vi kommer, spiller vores show og kører igen. Men Smukfest er noget særligt. Det er den eneste festival, hvor vi bliver, så længe vi overhovedet kan. Det er her, vi for alvor hænger ud med de andre bands og medieludere – uanset om vi går sammen ud og hører fed musik i skoven eller kravler pivstive rundt i træflis bag ved scenerne. Og når sommeren er slut, er det altid Smukfest, vi husker tilbage på, og den vi glæder os til næste år. 

Jacob ”Cobber” Binzer – D-A-D

Første gang jeg spillede på Smukfest var i 1986, og det var faktisk ikke med D–A–D, men med Elisabeth. Jeg havde spillet guitar på hendes anden soloplade og var med på turnéen. Det var sjovt i min spæde alder af at være teenager. Det har var jo længe før Storebæltsbroen, og der var altså ret langt fra mit Frederiksberg til bøgeskoven i Skanderborg. Danmark var simpelthen en anderledes størrelse på det tidspunkt. Man så hinanden lidt an, når man mødtes fra forskellige egne af landet.

Jeg kan huske selvbevidstheden, der prægede Skanderborg Festival, og at jeg tænkte: ”Slap nu af, federe er det vel heller ikke.” Jeg tog fejl. Vi spillede på Bøgescenen sidst på eftermiddagen, og da vi var færdige, havde de broderet håndklæder til os med bandnavn på. Der var en utrolig stolthed blandt de frivillige og andre involverede. Og selvom man kom lidt kålhøgen fra Frederiksberg, kunne man jo godt se, at det var noget særligt, det her. Det er vitterligt verdens smukkeste festival. Den der kuperede bøgeskov er der ikke noget, der slår. Det er en helt unik setting.

Sidenhen er vi kommet tilbage rigtig mange gange med D–A–D. Nogle gange kan man være nervøs for, om man kan spille så meget på den samme festival gennem årene. Men det skal man ikke være nervøs for på Smukfest. Det er aftalen mellem publikum og kunstnerne. Man holder fri, og det er fællessang. Det behøver ikke være panderynkende og kunstnerisk, det er en fest, ferie og fejring. Derfor er der også altid udsolgt på ingen tid. Jeg er glad for, at der findes en festival som Smukfest. 

Jonas Dahl – Sonja Hald

Efter en veloverstået Sonja Hald-koncert på Smukfest er Ole (banjo, red.) på vej i baren med så hastige skridt, at man skulle tro nogen var efter ham. Dagen forinden stødte han sin tå på en dørtærskel og halter nu – mere end hvad der egentlig er nødvendigt. Medina er ved at gå på scenen, og Ole er nysgerrig. Uden at sætte farten ned halter han mod bagscenen. Bowlerhatten har han taget af, men der er en tydelig linje fra hatteaftrykket til det pudderdækkede ansigt, hvor mascaren også er begyndt at løbe. Han kommer stønnende op af trappe til scenen. Det er ikke nemt med den ømme tå. Han når lige at se halen af en fjerdragt, før to sikkerhedsvagter ligger oven på ham.

"Lig stille dit svin..." når han at høre, inden de sorte pletter for øjnene tager ham med ind i bevidstløsheden.

Da Ole vågner igen, er han badet i hvidt lys, og en fjerklædt engel våger over ham. "Er du med, med, med..." er det sidste, han hører, inden englen forsvinder i lyden af klapsalver. Var det et drømmesyn? Vi finder nok aldrig ud af det. Vi var uforstående over for situationen. Sikkerhedsvagterne passede selvfølgelig deres job. Men hvordan Ole for dem kunne fremstå som en trussel, forstod vi først mange år senere, da Ole fik en hovedrolle i DRs tv-serie Danske mord – mordet på Karl Skomager, hvor han spillede morderen. Nu kan alle se det.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA