x

HISTORIEN OM MC5: Når musik bliver farlig – Kick out the Jams, Motherfuckers

HISTORIEN OM MC5: Når musik bliver farlig – Kick out the Jams, Motherfuckers

Dette er historien om en farlig 50 år gammel lp. Udgivet af Detroitbandet MC5. Det er også historien om selve byen Detroit, hvor der midt i bilindustri og Motowns bløde pop udbryder meget voldsomme raceuroligheder i sommeren 1967. I dag skubbet til side og glemt under den mere komfortable historie om 1967 – hippiernes Summer of Love på den amerikanske vestkyst.

Jeg har en 50 år gammel lp, Elektra Records 1969, med gruppen MC5. Det er en meget voldsom plade, ikke mindst set i lyset af udgivelsen allerede i 1969. Mens mine øvrige plader fra tiden omkring 1969 er karakteriseret ved at være lydmæssigt eksperimenterende inden for genrer, der er mere eller mindre tæt knyttet til hippiebevægelsen, og senere har fået betegnelser som syrerock og progressiv rock påhæftet, Grateful Dead, Jefferson Airplane, Country Joe & the Fish, blot for at nævne nogle få – så er MC5 påfaldende voldsomme og kontante. Jeg kunne og kan godt lide pladen, selvom den er sær og anderledes end de ”sære” plader, der prægede tiden.

I 1969 var der ikke rigtig nogen genrekasse at putte MC5 i, og MC5’s debutplade, som vi taler om, forvirrede da også anmeldere over en bred kam. I dag siger vi proto-PUNK, når vi hører pladen, og MC5 er altså et band, som rykker tidspunktet for første proto-punkplade med en del år. Den var betydeligt forud for sin tid, hvilket som sagt forvirrede anmelderne. Ja, nogle blev faktisk direkte utilpasse og foruroligede over pladen, ikke mindst fordi den ud over sit voldsomme musikalske udtryk også havde voldsomt ekspressive og revolutionære tekster, der utilsløret opfordrede til fri sex og revolution – kort og godt, her og nu. Ikke mindst i introduktionerne til flere af pladens numre, som blev optaget live på Detroits legendariske spillested Grande Ballroom hen over to aftener i 1968.

Allerede pladens cover virkede foruroligende. Et dobbelt opslag, hvor ydersiden præges af en kaotisk collage af billeder med svedige, henrevne musikere blandt glimmer, instrumenter og profanerede amerikanske flag. Coverets inderopslag gjorde det ikke bedre. Det viser fem musikere med tilsyneladende stofsløvede blikke, der lidet empatisk ser direkte på beskueren. De har nøgne overkroppe og bærer alle samme emblem på deres nøgne brystkasser. Emblemet var på dette tidspunkt ukendt for i hvert fald de fleste danske pladekøbere, og det signalerede derfor en eller anden form for sekterisk tilhørsforhold. For dem, der kendte symbolet, var dets betydning næppe mindre foruroligende. Emblemet viser en hvid panter i en nøjagtig kontrastgengivelse af den militante sorte frigørelsesbevægelse De Sorte Panteres sorte symbol. – værst af alt, så bærer musikeren til venstre (Fred ”Sonic” Smith) et fyldt patronbælte over højre skulder. Foruroligende.

Pladen var som sagt optaget live i Detroit, hvor gruppen dannedes, og som de fik et stærkt tilhørsforhold til, og MC5 blev nærmest opfattet som husorkester af bilbyens radikaliserede ungdom. Pladens første nummer ”Ramblin’ Rose” indledes med en berømt og berygtet introduktion, som citerer Black Panterlederen Eldridge Cleaver:

Brothers and Sisters, the time has come for each and every one of you to decide whether you are going to be the problem or whether you are going to be the solution! (That's right!)
You must choose Brothers, you must choose!
It takes five seconds, five seconds of decision, five seconds to realize your purpose here on the planet!
It takes five seconds to realize that it's time to move, it's time to get down with it

Introduktionen blev fremført af bandets åndelige rådgiver Brother J. C. Crawford. Ikke så meget pjat. Han giver fem sekunder til at overveje sin stilling til revolutionen, inden MC5’s højenergiske musik giver ånden heftigt vingesus. Herefter følger pladens bedst kendte nummer ”Kick out the Jams” introduceret af forsangeren Rob Tyner med ”Kick out the Jams, motherfuckers”. Det var naturligvis for meget for radiostationerne i USA og det blev også snart for meget for Elektra Records, så gruppen fulgtes af stribevis af forbud, censureringer, blacklistninger og blev bortvist fra Elektra. ”Motherfuckers” er i senere sammenhænge censureret bort (blandt andet på YouTube) og flere steder ændret til Brothers and Sisters.

Alt i alt udsendte pladen så voldsomme og mystiske revolutionære signaler, at anmeldere og ikke mindst danske anmeldere ikke anede, hvad de skulle mene om den: Var der tale om en sær kommerciel fidus, eller var pladen udsendt af revolutionære galninge? En religiøs sekt, måske? Konspirationerne boblede. Det danske undergrundsblad Superlove, som ellers var ret alene om at favne og tage de nye eksperimenterende toner inden for rockmusikken sidst i 60’erne seriøst, vidste heller ikke op eller ned. De skrev (Superlove april 1969):

Man har i forbindelse med MC5 ofte den følelse, at man her står over for en beatgruppe, der så hæmningsløst for kommerciel gevinst har skabt et super-undergrundsimage så stort anlagt og så grotesk, at det bliver skidekomisk./…/Det er svært at finde ud af, hvad MC5 og Trans-love Energies (et af MC5 oprettet kollektiv) egentlig dækker over. Det hele kan være gas og gøgl, men det kan unægtelig også forholde sig sådan, at MC5 virkelig er i stand til at omsætte beatgruppernes ofte meget stærke og engagerede ord til brændende handling.

Så vidt Superlove, som trods alt åbner mulighed for, at MC5 faktisk er oprigtigt revolutionære. Dan Turèll var senere (1974) i en udsendelse i Danmarks Radio i forbindelse med et besøg hos gruppens tidligere manager John Sinclair langt mere positiv over for MC5 – nok i virkeligheden fordi Dan Turèll så gruppen i sammenhæng med den by, de var rundet af: Bilbyen Detroit.  

Artiklen fortsætter under videoen fra Detroit i 1970:

Motor City is Burning – John Lee Hookers blues

Inspirationerne bag MC5’s visioner om at spille revolutionær musik med revolutionær energi er flere. For det første er der selve byen Detroit og de voldsomme begivenheder, som udspandt sig her. Dem vender jeg tilbage til. Ud over byen og dens bevægelser var de musikalske inspirationer flere. Guitarist Wayne Kramer nævner free-jazz musikere, blandt andre Sun Ra, som med lidt god vilje kan fornemmes i et nummer som ”Starship”. Ellers var det især tidens garage-bands, hvis hårde lyd MC5 uddybede. Også inspiration fra bluesmusikken kan høres på pladen, som indeholder et covernummer fra John Lee Hooker: ”Motor City is Burning” (1967).

John Lee Hooker havde som mange andre bluesmusikere rødder i Mississippi. Han stammer fra den lille by Tutveiler, som ligger i deltaet, men også tæt på bakkerne i det nordøstlige Mississippi, hvor en ganske anderledes bluesform end deltaets mainstream-blues blev fastholdt. Mens Delta-blues med sine 12 takter og en rundgang med tre akkorder bliver grundstrukturen i den senere Chicagoblues – og deltamusikerne drog i stort tal nordpå til Chicago i første halvdel af 1900-tallet – så er North Mississippi Hill Country Blues om muligt opbygget mere simpelt. Blot omkring en enkelt akkord. Ofte heftigt spillet, og akkorden fastholdes gennem hele nummeret, som ikke får den fortællende rundgangsstruktur, men bliver en slags rå uendelighedsræs, der ligner de sorte arbejderes uendelige gentagelse af de samme bevægelser i markarbejdet, og som det enkelte nummer giver et momentvist indblik i. Det interessante er her, at North Mississippi Hill Country Blues dermed kommer meget tæt på PUNK og også ligner metalindustriens uendelighedsræs ved samlebånd og det rødglødende metal, der glider gennem den støjende fabrik i en uendelighed.

Det kan forklare den mere rå tone, som John Lee Hooker spiller i, og det kan være sammenhængene bag John Lee Hookers valg af Detroit og ikke Chicago, da han forlader landsbyen i Mississippi og drager nordpå, som mange andre afro-amerikanere under 2. verdenskrig, hvor de amerikanske industribyer havde brug for arbejdskraft. (Han er dog som så mange af sine kolleger en tur rundt om Beale Street i Memphis.) Detroit var, trods store ligheder, en noget heftigere og rå by end Chicago på grund af sin dominerende bilindustri, og John Lee Hooker fik, før sin pladekarriere begyndte i 1948, ansættelse indenfor bilindustrien.

John Lee Hooker indspiller i 1967 nummeret ”Motor City is Burning”, og det udkom samme år på pladen Urban Blues. Det er formodentlig skrevet sammen med Al Smith fra pladeselskabet Vee Jay. Det fortæller om nogle meget voldsomme begivenheder i Detroit sommeren 1967. Samme tidspunkt, som San Franciscos hippier på syretrip løber efter sæbebobler i vestkystbyens parker.

San Francisco: Summer of Love – Detroit: Summer of riots

1967 er i dag hovedsagelig kendt som året, hvor hippierne proklamerer Summer of Love, og det er også ganske rigtigt, hvad angår den amerikanske vestkyst. Dét, der skete på vestkysten – dét dominerede musikken og kulturen generelt. Det har også domineret den efterfølgende historieskrivning. En historieskrivning, som har tendens til at udviske nuancer. Måske især ubekvemme nuancer som for eksempel den afro-amerikanske befolknings samtidige voldelige kampe for lige rettigheder.

Således har billedet af, hvad der er udkant, og hvad der er centrum i USA næppe heller ændret sig. Det elitære og toneangivende USA befinder sig langs øst- og vestkyst, mens de indre områder er de perifere – og i dag Trumps USA. Det er her, Trump henter hovedparten af sine utilpassede stemmer, blandt især forarmede, arbejdsløse hvide, og det var her, oprøret brød ud blandt den sorte befolkning sommeren 1967.

I 1960’erne udgjorde hvide hovedparten af arbejdskraften i de store industribyer i Midtvesten, blandt andet bilbyen Detroit, mens arbejdskraftreserven var sort. Derfor var arbejdsløshed og fattigdom især et farvet fænomen, som prægede storbyernes sorte boligområder. Den afro-amerikanske befolkning var i stort tal draget nordpå i starten af 1900-tallet og under anden verdenskrig. De drog fra Sydstaternes systematiske apartheid, arbejdsløshed og fattigdom i håb om at finde bedre levevilkår i de nordligere industribyer, men de befandt sig snart under lige så håbløse forhold i sorte by-ghettoer med elendige forhold på snart sagt alle områder og underlagt myndigheder, ofte i form af skarpt bevæbnet politi, som direkte øvede terror imod dem.

Det var baggrunden for, at en rutinemæssig brutal politisag, rydning af en licensløs smugkro i den hede sommernat fra 22. til 23. juli 1967 i det fattige sorte boligkvarter Virginia Park, blev gnisten, der antændte nogle af de voldsomste raceuroligheder i USA's historie. Fem dage med vold, hærværk, brande, plyndringer, snigskytter, nationalgarde og politi – resultatet var over 40 dræbte (hovedparten sorte), langt over tusinde sårede og mere end 2000 nedbrændte og smadrede bygninger.

Dette, som historieskrivningen senere har glemt, blev set og registreret af John Lee Hooker, som ikke selv deltog, men rystet iagttog og stillede sine chokerede spørgsmål til de voldsomme begivenheder: Hvad er det, der sker? Han og Al Smith skrev ”Motor City is Burning” kort tid efter de hede julidage. MC5 fulgte op med deres 1969-udgave af nummeret, hvor de radikaliserede synsvinklen på begivenhederne og ændrede de spørgsmål, som John Lee Hooker stiller til gud og hvermand, så det blev til anklagende spørgsmål, rettet mod politi og myndigheder. Hvad er det, I gør ved vores by?

Artiklen fortsætter under videoen fra Detroit i 1967:

Detroit og Motown

Paradoksalt nok finder de voldsomme raseuroligheder sted i byen, som på samme tid huser et af musikscenens mest raceintegrerende pladeselskaber, og som via sin universelle poplyd opløste alle etniske skel i smag og behagede alle: Motownlyden. Og dog. Måske er det ikke så paradoksalt endda, hvis man ser nøjere efter. Motown Records med mange store navne som Marvin Gaye, The Supremes og The Jackson 5 – alle sorte kunstnere, der med en forfinet soul og sødme sang drømmene ud. Drømmen om kærlighedens ophævelse af alle de racemæssige skel og problemer. Den klassiske og ufarlige popdrøm. Motown Records var jo netop en drømmefabrik og ikke et selskab for offentliggørelse af barske realiteter. Dem tog bluesmusikken, som altid har haft flair for hverdagens både små og store problemer, sig af, og dem tog nye tendenser i jazzen og den hårde rockmusik sig af. Dem tog MC5 sig af.

For realiteterne blandt både hvide arbejdere og sorte arbejdsløse i The Motor City var alt andet end romantiske. Som nævnt er Detroit en hårdkogt industriby med alt, hvad dertil hører af larm, forurening, nedslidning, kriminalitet osv. Dan Turèll har i sit radiocauseri, DR 1974, øje for dette:

Alle MC5’s fædre var bilfabriksarbejdere. Ingen af dem havde været på college eller universitet. De var alle sammen født i larmen fra de hele døgnet uafbrudt kørende, uafladeligt hvæsende og spruttende motor-fabrikker, som dominerer Detroit fuldstændig. I Detroit lever og dør man i bilfabrikkerne. Det kan høres i MC5’s musik. Måske var det det, der gjorde den for proletarisk, for VIRKELIG, for de små klokke-&-bjælde-hippier med deres solskin og kærlighed på universiteterne betalt af forældrenes penge. Måske.

(Dan Turèll: Amerikanske ansigter. Udvalgte artikler fra 70’erne, 1979)

Detroit rammes med sin meget ensidige industristruktur ekstremt hårdt af de strukturelle kriser siden 1970’erne. Massiv fraflytning, over en halv million indbyggere forlod byen op gennem 70’erne og 80’erne, deraf følgende massiv opløsning af fungerende bystrukturer, stigende kriminalitet og endelig fallit er i dag de kendte konsekvenser. – Nå, ja også Motown nåede at forlade byen, inden den blev alt for hed. De flyttede 1967 ned under Californiens sol.

Farlig musik – farlig historie

MC5’s musik var farlig. Gruppen levede revolutionært. De spillede revolutionær musik, og de organiserede sig til revolutionær kamp. Dannede på opfordring fra De Sorte Pantere og vejledning fra John Sinclair (han ville ikke kaldes manager, men guidance) De Hvide Pantere, en bevægelse, som støttede De Sorte Pantere. De var aktive i en række venstreorienterede bevægelser og med i det anarkistiske tidsskrift Fifth Estate, som stadig udkommer. De levede kollektivt på næsten alle områder. De brugte euforiserende midler i stor stil. Det var en radikalitet, som var svær at forstå for selv det danske undergrundsblad Superlove – eller skolebladet Superlove – som Dan Turèll benævnte bladet.

MC5’s livsform medførte naturligvis konstant overvågning og forfølgelse fra politimyndigheder. Masser af bøder og arrestationer. John Sinclair blev pågrebet med marijuana (to Joints) i 1969. Dommen herfor lød på 10 år. – ”They gave him ten for two”, som John Lennon udtrykte det. En urimelig hård dom, som kun kan forstås som det officielle USA’s politiske forfølgelse af en person, som man opfattede som farlig for systemet. Protesterne mod den proportionsforvrængede dom var mange. Blandt de mindre kendte protester er for eksempel, at aktivisten Abbie Hoffman under The Whos optræden på Woodstock Festival 1969 forsøgte at entrere scenen, men lynhurtigt blev verfet ned af guitaristen Pete Townshend.

Mere succes fik protesterne mod fængslingen, da John Lennon fik nys om sagen og sammen med Yoko Ono lavede nummeret ”John Sinclair”. Det udkom på pladen Some Time in New York City 1972, men allerede året inden optrådte John og Yoko ved en stor støttekoncert til fordel for John Sinclairs løsladelse, John Sinclair Freedom Rally 10. december 1971 afholdt i, ikke Detroit, men nabobyen Ann Arbor. Ud over John Lennon og Yoko Ono optrådte en stribe kunstnere og aktivister, blandt andre Stevie Wonder, Bobby Seale fra de sorte pantere og digteren og aktivisten Allen Ginsberg. John Sinclair blev løsladt tre dage efter støttekoncerten. Han flyttede herefter til Amsterdam, hvor han driver Radio Free Amsterdam, dyrker jazz and poetry og formodentlig lidt hamp, idet han fortsat kæmper aktivt for legalisering af cannabis også andre steder end Holland.

I 1972 opløstes MC5 efter en kort og hektisk karriere, som bragte dem på forsiden af musikbladet Rolling Stone, allerede inden de havde udgivet plader. De nåede på turné med selveste Cream, som de spillede helt flade. Folk ville høre og se MC5. De nåede som eneste band at spille ved de store demonstrationer ved det demokratiske partikonvent i Chicago 1968, inden demonstrationerne blev splittet af politiets meget voldelige fremfærd. Politiets brutalitet ved denne begivenhed blev i øvrigt dokumenteret via Chicagogruppen Chicago Transit Authority’s brug af demonstranternes nødråb mod omverden: The Whole World’s Watching på nummeret ”Prologue” (Chicago, 1969).

Efter MC5’s opløsning fortsatte de forskellige musikere i forskellige retninger. Bassisten Michael Davis, som var gift med den sorte borgerrettighedsforkæmper Angela Davis, sad fængslet i midt-70’erne, dannede noisebandet Destroy All Monsters, og etablerede Music is Revolution Foundation, som kæmpede for bedre musikundervisning i folkeskolerne. Michael Davis døde i 2012. Forsanger Rob Tyner døde allerede i 1991, og Dennis Thomson (trommer) spiller og har spillet i mange sammenhænge, mens han samtidig tager sig af at pleje MC5-brandet på en hjemmeside. Guitarist Fred ”Sonic” Smith blev efter MC5 gift med poet og sanger Patti Smith og samarbejdede med hende til sin død i 1994.

Den bedst kendte guitarist og stifter af bandet, Wayne Kramer, sad en stor del af 70’erne fængslet for brug og salg af kokain. Han står i dag også bag projekt Jail Guitar Doors, som arrangerer workshops og koncerter i fængsler. Wayne Kramer har deltaget i adskillige reunions (sammen med de overlevende) og støttekoncerter og spillet i mange spændende sammenhænge. Han er, nu som eneste overlevende fra det oprindelige band, hovedmanden bag den 50 års jubilæumsturné, som MC50 startede sidste år og fortsætter her i 2019. Bandet besøgte også NorthSide-festivalen i Aarhus 2018, hvor GAFFA gav deres koncert fem stjerner.

MC5’s musik var farlig og gik i direkte clinch med systemet. Spørgsmålet er så, om historien om MC5 og om MC50s energiske revivals koncerter i dag er farlige for systemet. Næppe, men som GAFFAs anmelder brandede anmeldelsen af koncerten, så er der tale om en Hårdtslående og helhjertet historie, som giver energi og god inspiration også i dag. Rigtig dagsaktuelt farligt bliver det først, når nogle igen vælger at spille farlig musik – her og nu.

LÆS OGSÅ: Hårdtslående og helhjertet historielektion – anmeldelse fra NorthSide 2018

LÆS OGSÅ: Kick out the Jams, motherfuckers!: En samtale med Wayne Kramer

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA