WALL OF SOUND-REPORTAGE: Et fængsel i regn og rusk reddes af kvalitet på scenen

WALL OF SOUND-REPORTAGE: Et fængsel i regn og rusk reddes af kvalitet på scenen

Der blæser nye musikalske vinde i Horsens. Igennem nyere kræfter, der kæmper for kulturinitiativer skal den midtjyske undergrundsscene rives op med rode og få nyt fodfæste.

Sagt på en anden måde vil de mindre byer efterhånden rigtig gerne tage kampen op med de større etablerede festivaler rundt omkring i landet, og her er Horsens ingen undtagelse. Det har udmøntet sig i Wall of Sound eller Lydmuren, som den egentlig blev kaldt iblandt deltagerne, der skal overtage en række års arbejde fra DISPLAY og stable en todages festival på benene ved det ikoniske spillested Fængslet i hjertet af byen. I den anledning tog GAFFA til Horsens på første dag for at inspicere en ny event-spiller på musikscenen.

Det første, der slår en i gåturen fra banegården og op til det gamle fængsel, er at man måske har slået et for stort brød op som arrangør. Vejen op til festivalen er i hvert fald ved middagstid en ørkenvandring uden mange levende billeder i sigte. Man kunne her håbe, at byboerne allerede er vandret ind til festival og derfor ikke er at finde i bybilledet. Men som frygtet er festivalstart fredag eftermiddag i denne sammenhæng ubarmhjertig. Folk har hverken fået fri fra skole eller arbejde, og jeg plejer vel at mærke at kende september som enden på festivalsæsonen. Det er en kende ambitiøst at satse så meget udendørs i det danske efterår, især fordi det forlyder sig, at regnvejr er symptomatisk for festivalen. Og ganske rigtigt er det en mudret og våd oplevelse på Lydmuren fra start til slut. Men der insisteres på konceptet og det foreliggende program, på trods af at der ikke er mange øjne at spore i løbet af festivalens første fire-fem timer.

TRUBADUREN

Sådan er det nu. Så løjerne må sparkes i gang dels af gøglere og talks på skift uden publikum, samt den veloplagte aarhus-kvintet Trubaduren, der agerer pausemusik imellem actsene på festivalpladsen. Den stærkt Vildnis-inspirerede gruppe skyder da også en god omgang hygge imod det noget beskedne fremmøde med harmonika og forsanger Tobias’ egen trompet uden at blæse Horsens omkuld. Med et repertoire af sange som ”Mallorca”, ”Helle Virkner” og ”Baghaven” er det nu et velvalgt bekendtskab til små pausestunder med Tobias' approprierede værtshus-crooner i selskab med en nænsomt følende guitar og trommer, der bare klikker godt sammen.

DE DANSKE HYRDER

Men ud og videre bevæger vi os, ind til hovedscenen, Forest Stage, hvis navn må komme af, at den ligger blandt et par træer plantet i fængselsparken. For her har hip hop-kollektivet De Danske Hyrder (DDH) fået den utaknemmelige af alle utaknemmelige opgaver: at åbne en festival. Et par dusin gymnasieelever er at finde helt oppe ved scenen, og ingen virker særligt tændte over, at det lige netop er Albertslund-drengene, de skal se i aktion. Heldigvis for DDH er gruppen i sig selv en sjov størrelse i dansk rap, da tekst- og musikuniverset aldrig bliver mere abstrakt end bajere og det at være pissefuld, og hvorfor skal vi drikke dyre bajere, når vi kan drikke billige bajere og så videre.

Det med alvorligt at mene, at man har det pisseskægt og er ligeglad gør, at de også næsten fremstår sådan på scenen og leverer en forestilling, de godt selv kan være bekendte, med mere tryk på sing-along-balladerne som ”15 år” og ”Fucket mig op” end de mere slagkraftige spredehagl som ”Billige Bajer” og ”M.K.I.H.S.U.A.D” (sidstnævnte var helt udeladt fra sættet, superærgerligt). Ud over sangvalg og publikumsantal er der desuden en masse bøvl med teknikken med mikrofoner, der falder ud og guitarer, der ikke går igennem, hvilket ikke ligefrem tæller op i drengenes bog. Men syv mand høj står de og forsøger at padle den hjem på scenen, og alene dette må man lette på hatten for – og så heller ikke mere end det.

KOPS

Videre ned til den anden musikscene Freedom Stage, hvor det nyeste skud på den danske pop-act, KOPS, får mulighed for at lufte vingerne. Den 21-årige sanger hopper da også glad og frejdig igennem 45 minutters sætliste akkompagneret af bas, keys og trommer, men hans interaktion med publikum er ikke just finpudset. Han fremstår ydmyg og kær, men glemmer det i et forsøg på at være høj i hatten og lave skæg og ballade – uden at det for alvor lykkes. Derudover rummer sange som ”Sorry Not Sorry” og ”Takes 1 2 Know 1” desværre heller ikke nok særpræg til at markere hans musikalske islæt, som ”Salvation” og den uudgivne ”Down” formår det. For langt mellem de dansable snaps gør derfor optrædenen til hæderlig uden at ramme et sparsomt publikum i de helt inderste nerver.

Hvis man troede, at KOPS skulle stå som det mest intetsigende i denne fredags forløb, så skulle man tage fejl. For trods manglende finpudsning var der et frisk electro-disco-fokus i KOPS’ pop-verden til, at man kunne mærke en berettigelse som et navn i det danske vækstlag. Dette mangler Alexander Oscar til gengæld i allerhøjste grad ved sin optræden tilbage på skovscenen denne efterårsdag. Hans ellers velspillende firemandsband samt hans egen velgjorte og pretty boy-charmerende ydre og stemme gør intet for at iscenesætte ham som et unikt navn i dansk musik. ”Number”s stilrene charme præsenteres relativt hurtigt i sættet, men tæt på resten af numrene, mange fra debutalbummet Highs and Lows fra i år føles som en aspiration mod dennes kvaliteter. Forbandelsen ved at lave sit bedste nummer for tidligt i vejen mod en karriere kan være svær at se sig ud over.

Vi får et rimeligt bud på en tyk ballade på ”Only Fools”, der fastholder et storladent udtryk, og det er respektabelt. Men ellers stikker intet ud fra den sympatiske sangers optræden blandt horsengenserne. Man sigter godt, og man rammer egentlig bare skiven så rent, at man som lytter spekulerer i, hvad der overhovedet var at tvivle om i første omgang. Det er, sagt på en anden måde, bare uden kant. Fra start til slut.

DET AUTENTISKE UDTRYK

Med Wall of Sounds' egne ord er festivalen bygget rettet imod et koncept af ”High Touch” – et begreb, der skal modkæmpe den moderne teknologis dominans til fordel for et mere naturligt og "autentisk" udtryk mennesker imellem. Mange af tiltagene ender dog ikke helt som planlagt. "Drunken yoga"-kurset ender med blot at være to instruktører, der drikker sig fulde, imens de øver sig, og BLÆR-værtinden Clara Olivia sidder i selskab med Julie Due på GRUS-talks og spørger efter krænkelsespotentialer i amerikanske malerier, et emne der ikke ligefrem virker nærværende hos det tilstødende publikum. En ting, der dog fungerer efter hensigten bliver det tilstødende silent disco-område, hvor hele tre dj's spinder guld på skiverne, imens små enklaver af fester skabes. Det er hyggeligt at se på, men pludselig mindes man om, at det måske stjæler lyttere til de egentlige koncerter.

FREEDOM STAGE

Det synes ikke just at være tilfældet ved HRSNS Præsenterer nede på Freedom Stage. For nok er det et kuld af byens egne unge rappere, der skal op og prøve kræfter med en festivals omfang, men som Magnus Millang konstaterer fra scenen, er "netværket" stort, og en del af slængene har da også samlet sig ovre i hjørnet med det ganske enlige formål at høre deres gutter. Det er sgu rørende. De er tre acts, Milo, Jonas Eddie og Højt Plan, der skal dele scenen imellem sig, og end Milo kun medvirker halvhjertet med et par rim. Til gengæld hyres et par gæster ind med Hakim og Anders Mogensen, der primært leder efter en Kesi og Mellemfingamuziks radiovenlige hiphop-jargon, bare i en discount-udgave. Jonas Eddie træder ind i hvid hoodie og vikingeskæg, mens han synger kærlighedssange på hurtige rim, men med et højere niveau end hans kumpaner hidtil.

Højt Plan tager dog stikket hjem med stærke flows, en klarlagt stil og rigtig fine bars indimellem. Der er stor charme i at arrangørerne har taget chancen med denne lille flok af lokale drenge, men det fungerer efter hensigten, og vi får en lille smag på, hvad det egentlig vil sige at være fra Horsens. ”Porno” samler det hele op og tager stikket hjem til lyden af DJ Saptefrati, der med en krykke i den ene hånd og en smøg i den anden gør en imponerende figur bag knapperne. Dog er sættet ikke mere end en halv time (!) i det samlede, hvilket altså bare er for lidt. Men vi får under alle omstændigheder en følelse af et særpræg, som denne festival kunne rumme.

PHLAKE

Tilbage på skov-scenen er der dog ikke noget at rafle om. Her er scenen for alvor for første gang et tilløbsstykke, og det er da også af den grund, at Phlake skal til at entrere. Jonathan Elkærs og Mads Bos sengekants-r&b har gået sin sejrsgang i landet de sidste par år, senest med en solid optræden på Smukfest. Til numre som ”The Rascal”, ”Costa Rica” og ”Ouch” er der ikke mange acts, der kan hamle op med duoens foretagende. Og optrædenen er der da også af sublim karakter. Gennemført og let glider de sig igennem en halvanden times sæt uden at overanstrenge sig eller slække i tempo, men hiver derimod alle stik hjem i et Horsens, der er fuld af fans, ældre som yngre.

Når Mads Bo tilmed går rundt og selvironisk spørger, hvor lummert publikum har det, og Louis Winding spiller en så ondsindet dejlig bas, som han gør, så er der ikke meget at beklage sig over. Når man er så gennemført dygtig og bevidst om, hvad man er i stand til og samtidig en gang imellem bryder til instrumentale rundgange og i det hele holder en musikalsk variation intakt, så må man bare applaudere. Jeg håber, at Alexander Oscar nåede at overvære dette til egen inspiration.

VELVET VOLUME

Efter denne oase af Oreos og flødekager er det svært at se, hvad der kan gøre Phlake kunsten efter. Men når man nu skal videre, er Velvet Volume ikke så tosset et bud på et stilskift. Efter længere turnéer rundt i udlandet har Wall of Sound lige gaflet dem i et hul imellem koncerter rundt i Europa. Og de tre søstres energi på scenen er også ganske imponerende, og musikken svinger af sted i den klassiske rocks skabelon. Horsens publikum virker blot ikke så let modtagelige, måske af den grund, at Naomi og Noa Lachmis vokaler er mikset så lavt ned, at vi ikke hører andet end guitarens og bassens kinddans oppe fra scenen. Dette er måske et villet træk fra kvindernes side, men det hjælper ikke sangene til at stå frem, som de kunne. ”Fire” og ”Pretty in Black” rammer dog helt rent og giver også enkelte pulsstød hos de fremmødte.

Det er dog mere op end ned ad bakke, da Noa ret så ophøjet begynder at tysse på publikum ved hvert nummer for derefter at blæse videre med guitaren. Hun vil gerne være karikaturen af en rockstjerne, og det stjæler mere fra numrene, end det giver dem pondus efter min mening. På publikums forespørgsel lander ”I Think I Need You” også i vores øregange, og folk begynder for alvor her at hoppe med. Det lidt langsomme drøje optræk bliver til gruppens fordel forløst i en meget rensende rockvirak. Det står til eksempel for, hvor meget en solid afslutning kan gøre for en koncert.

GILLI

Sidste levende musikalske indslag (bortset fra Den Sorte Skole, der vender plader i nattens mulm og mørke) bliver afløseren Gilli, der erstatter en Kesi med hjernerystelse. Det er vel lidt som at skifte Carlsberg med Tuborg på det her tidspunkt, og det gør i hvert fald ikke undertegnede det store. Med ”Su Casa” og ”Ingenting at sige” træder hovedstadsbarnet ind på scenen til en skovscene, der ikke er alvorligt tætpakket, men ikke desto mindre er rapperen indehaver af en fanskare, der er inkarneret. Og det er også tilfældet i aften. De mange features på numrene gør som sædvanlig, at Gillis egen vokallevering afbrydes, mens han sipper sin øl og hyper publikum. Men det gør for en gangs skyld ikke det store, da solistens står usædvanligt skarp på sine egne tekster, og det gør hele koncerten rimelig indlevet.

Numre som ”Culo” og ”Orale” bærer præg af dette og skaber en sitrende fest hos den iltre ungdom i Horsens. ”Varrio” og ”C’est la vie” mangler for meget kant i deres live-udgave til at højne koncertens niveau, men det ændrer altså ikke på, at Gillis dna står klarere og bedre end længere på en scene. Måske er det efter, albummet Kiko ramte gaden tidligere i år, men roen, fokusset og det musikalske inventar er på sin plads hos BOC og Molo-drengen. ”Kolde nætter” bider heller ikke rigtig fast, som ”Helwa” til gengæld gør, og bedst bliver det dog uden tvivl på landeplagen ”Vai Amor”, der sprænger den berygtede lydmur og skaber regulær dansefest ved fængslet. Den står så stærkt, at vi får lov at tage den tre gange i rap, men det gør ikke så meget, fordi Gilli på sin egen måde har taget sin karakter og åbnet for den ret så fintfølende på de rette steder, hvilket gør ham mere langtidsholdbar end først antaget.

Med den lille festivitas takker GAFFA af fra årets Wall of Sound, der lykkes med de fleste af de ting, den sætter sig for. For mange navne på for lidt plads må være den største udfordring, som festivalen rummer, da den i hele fredagens første halvleg virkelig havde svært ved at trække folk ud i det dårlige vejr, hvilket i de fleste tilfælde endte med at gå ud over koncerternes kvalitet. En koncentration af byens egne navne som opvarmning og så et par store ud på aftentimerne kan med garanti gøre Lydmuren til en sjov oplevelse for alle parter involveret. Men en ting er sikkert: I Horsens skal der danses til Helle Virkner og Helwa.   

Wall of Sound Festival fortsætter lørdag med blandt andet The Savage Rose, Jada, Carl Emil Petersen, Liss, Klumben & Raske Penge og TopGunn.                                      


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA