x

Daniel Johnston-interview: Når naivistisk faldefærdighed bliver til hjerteskærende skønhed

Daniel Johnston-interview: Når naivistisk faldefærdighed bliver til hjerteskærende skønhed

Midt i et univers, der består af en voldsom kærlighed til The Beatles, endeløse mængder af tegneserier, en tæmmet maniodepressivitet, spandevis af sodavand og en fanskare bestående af folk som Kurt Cobain og The Flaming Lips finder man Daniel Johnston

Interviewet blev oprindeligt bragt i december 2009, og vi bringer det igen i forbindelse med Daniel Johnstons død

LÆS OGSÅ: Kultsangeren Daniel Johnston er død

Den 22. januar 1961 kom en dreng til verden, og hans forældre gav ham navnet Daniel Dale Johnston. Under opvæksten i West Virginia fik den unge Daniel øjnene op for to ting, der også den dag i dag er med til at definere ham som menneske og kunstner: Tegneserier og The Beatles. Figurer som Captain America, Casper Det Venlige Spøgelse og forskellige fabeldyr optog Johnston, når han selv tegnede på livet løs, mens den britiske kvartet har været den altoverskyggende hovedinspiration i de kunstneriske udfoldelser på den musikalske front.

I senhalvfjerdserne begyndte Johnston at indspille de kassettebånd, der siden hen skulle gå hen og blive aldeles legendariske. Udstyret med et orgel, en monobåndoptager og et sjældent talent for både smukke, naivistiske og hjerteskærende kompositioner skabte den omtrent to årtier gamle Johnston den ene omgang skramlede uforglemmeligheder efter den anden. En flytning til Texas i 1983 sikrede en voksende fanbase, og med jobs på McDonald's og Pizza Hut fordrev Johnston tiden med en anden hobby – junkfood – når han ikke komponerede eller tegnede.

Opmærksomheden omkring musikken voksede støt, og da ingen andre end Kurt Cobain blev foreviget iført en Daniel Johnston-T-shirt, genereredes der naturligt et sandt kultfølge af Johnston – ikke mindst bestående af hans kolleger fra musikbranchen, der flittigt har indspillet coverversioner af hans numre lige siden. Blandt hans fans finder man ikke mindst navne som Eddie Vedder, Tom Waits, Beck, Conor Oberst, The Flaming Lips, Nikolaj Nørlund, Kasper Eistrup og mange flere.

Kampen med maniodepressiviteten

Parallelt med sin øgede succes måtte Johnston desværre kæmpe med en maniodepressivitet, der kom tydeligere og tydeligere til udtryk og også resulterede i en hospitalsindlæggelse. Det medførte en voldsom vægtforøgelse, reduceret kreativitet, samt at offentlige optrædener blev mere og mere sjældne. Efter årtusindskiftet har Johnston dog oplevet et både mentalt og kreativt comeback. Koncertaktiviteten er nu ganske hyppig, medicineringen har fundet et fornuftigt niveau, og Johnston har netop udgivet sit første regulære album i seks år, "Is And Always Was", som er produceret af Jason Falkner, der også har arbejdet sammen med ingen ringere end en af Johnstons helte, Paul McCartney.

Når Johnston er på turné, er hans bror med som manager, og når han er hjemme i Waller, Texas, hvor han nu bor, har han sine forældre boende i huset lige ved siden af. At få Johnston i tale kræver således, at man ringer til forældrene, som så kalder på den nu 48-årige komponist og tegner. Humøret er højt, og med hyppig latter og overraskende meget overskud fortæller Johnston løs om sit liv, sit syn på kunst – og ikke mindst sit nye album.

– Jeg fløj til Californien med min bror, og i første omgang optog vi bare sangene hurtigt, og da vi så vendte tilbage efter noget tid, havde Jason genindspillet alle numrene. Så skulle jeg bare synge med, og det var rigtig sjovt. Karaoke! Jeg elsker The Beatles, og den her endte med at lyde ret Beatles-agtig. En af mine managere sagde "måske vil Paul McCartney være der!", men det var for meget at håbe på. Men han har været i det samme lokale, som jeg indspillede i, og det er sejt.

Jeg var så heldig at få lov til at anmelde albummet, og jeg kaldte det både "en mental og en musikalsk succes". Er det sådan, du har det med det?

– Åh, tak skal du have! Det er jeg glad for at høre. Det er produceret bedre, så det lyder også bedre. Og det er lang tid siden, jeg har haft mulighed for at udgive et rigtigt album, for de sidste par udgivelser har været en opsamlingsplade og så én, hvor en masse andre folk spillede mine sange.

I lang tid spillede du aldrig koncerter, men nu spiller du ganske mange. Nyder du det?

– Ja, bestemt. Vi er på landevejen hele tiden! Aftalen er, at når vi er på turné, så giver min bror mig 400 dollars hver dag til at købe alle de tegneserier, jeg vil. Og det er egentlig motivationen. Som regel er vi nødt til at få dem sendt hjem separat, fordi vi ikke kan få dem alle sammen med om bord på flyet! (griner)

Hvordan føles det at stå på en scene og blive hyldet af publikum?

– Det er rigtig skægt. De råber og alt muligt. Jeg træder ind på scenen, og så klapper folk, og det er helt okay.

Da Kurt Cobain fandt Gud og Daniel Johnston

Hvad er dit yndlingssted i hele verden?

– Dér bliver jeg nødt til at sige Tyskland. Helt sikkert. For jeg elsker Anden Verdenskrig. Det er så fascinerende at se i virkeligheden. Vi har endda spillet på et amfiteater, som jeg er overbevist om også fandtes dengang. Så gammelt så det ud. Det lignede et sted, som Hitler kunne have taget hen for at se en koncert.

Hvad er din yndlingssang?

– Af og til tænker jeg på, at det må være "Everything Is Beautiful" med Ray Stevens. Den lyder lidt uhyggelig, for han er bare ikke typen, der burde synge, at alt er smukt – og så alligevel! Men det er en smuk sang. Hvis jeg kunne vælge én sang, som Hitler skulle have hørt, så ville jeg vælge den sang! (griner)

Hvilken af dine egne sange er din favorit?

– Jeg har nogle uudgivne sange, og det er nogle af mine yndlings. Men af de gamle sange? "Grievances".

Du fik meget opmærksomhed, efter at Kurt Cobain bar din "Hi, How Are You"-T-shirt. Hvad synes du om ham?

– Jeg har hørt, at han insisterede på at blive begravet med den T-shirt på. (pause) Nej, jeg laver bare fis! (griner) Jeg kunne aldrig finde på at sige sådan noget til publikum under en koncert – de ville slå mig ihjel! Men han var alle tiders. Jeg kan huske, da Nirvana lige havde slået igennem, og at han sang en bestemt linje i en sang – "cause I found God" ("Lithium" fra "Nevermind", red.) – og det begyndte alle at snakke om. Han blev altid spillet i radioen dengang. Han havde en rigtig god lyd. Som en John Lennon-rock 'n' roll star-type, som var virkelig god til at skrive sange.

Verden er helt bestemt et godt sted

Hvad er det sødeste, nogen nogensinde har sagt til dig?

– Der var denne her pige, som jeg rigtig godt kunne lide, og hun sagde til mig: "Det er så rart at have en ven som dig". Så gik hun ned ad trapperne, åbnede døren, og hendes kæreste, bedemanden, gav mig fingeren! (griner) (Pigen hedder Laurie og er omdrejningspunkt for Johnstons "Songs Of Pain" og "More Songs Of Pain", to af de oprindelige kassettebåndsudgivelser, red.)

Synes du, verden overordnet set er et godt sted?

– Helt bestemt, helt bestemt. Uanset hvor du rejser hen, så vil der være en Pizza Hut og en McDonald's. De steder samler folk fra hele verden! Når vi rejser til Europa, så er de bedste steder at spise Pizza Hut og McDonald's – ligesom i resten af verden! (griner)

Hvad anser du god kunst for at være?

– Tegneserier. Dem kan jeg ikke få nok af. Da jeg var barn, så ville jeg gå hen på biblioteket, og de lod mig låne lige så mange bøger, som jeg havde lyst til. Og de havde også stumfilm – Charlie Chaplin og alle sådan nogle – og jeg havde købt en projektor for de penge, jeg havde tjent ved at slå græs, så jeg ville sidde og kigge på de her gamle film en uge i træk og virkelig nyde dem.

Hvad anser du dårlig kunst for at være?

– Dårlig kunst er jo én eller andens idé om, hvordan kunst skal være. Om det så er dadaisterne, der udstillede en stol, eller ham fyren, der sømmede sig selv fast til en folkevogn, eller dem, der sidder og spiller orgel. Man kan aldrig vide, hvad kunsten udvikler sig til. Kunst handler om alting.

Sidste spørgsmål: Hvad er din livret?

– Pizza!! Jeg elsker pizza! Jeg bliver ved med at drømme om, at de her pizzaer til $1,78 vil smage godt. Jeg har ladet mig narre i fem år eller sådan noget. Jeg køber en og sætter den i ovnen, og så siger jeg til mig selv – "hvorfor købte jeg den her??" (griner)


Kollegerne om Daniel Johnston

Jason Pierce, Spiritualized:
"Det vigtigste i musik er ærlighed. Daniel har en enestående evne til at røre dit hjerte, fordi han ikke ved, hvornår man burde stoppe. Når et barn slår på tangenterne på et klaver, kommer der renhjertet musik ud, det samme kan man sige om Daniels musik."

Mark Linkous, Sparklehorse:
"Han har skrevet nogle af de sørgeligste og sjoveste sange, jeg nogensinde har hørt. Han har en 12-årigs entusiasme og samme melodiske gave som Buddy Holly eller The Beatles."

Howe Gelb, Giant Sand:
"De bedste sangskrivere, jeg kender, har alle enorme humørsvingninger, og det er en vigtig del af deres kunstneriske evner. Hvis du kan lide hans sange, forstår man dem uden at tænke: hvor skør mon han er? Eller hvor skøre er vi?"

Grasshopper, Mercury Rev:
"Daniels musik er ekstremt ærlig og utroligt indtagende, som et lille barn, der synger. Uskyldigheden er stadig i os alle sammen, men der er ikke mange, der er i stand til at vende tilbage dertil. Jo skørere verden bliver, jo stærkere bliver Daniels magi."

Vic Chesnutt:
"Sangskrivere bevæger sig ikke derud, hvor Daniel befinder sig. Hans sange kan påpege, hvor patetisk et væsen han til tider er. Det kan være chokerende og ubehageligt, men begejstringen, han udviser, er virkelig smuk. Som sangskriver minder han mig om, at man ikke skal redigere eller censurere sig selv."

James McNew, Yo La Tengo:
"Daniels sange er personlige til det punkt, hvor man måske hører noget, man ikke burde høre, men de besidder også en virkelig tør humoristisk side. Jeg har engang besøgte ham på et sindssygehospital, og det var vanskeligt at snakke med ham, men når han spiller live, vækkes han til live. Vi har spillet med ham, og der var som at spille med julemanden eller påskeharen, dette mytiske væsen, det er kun findes i fantasien."

Tunde Adebimpe, TV On The Radio:
"Han skriver som en tegneserietegner – indsætter smukke ting for at lokke dig i fælden, og på det tidspunkt, du er blevet forført af melodien, vil du føle dig følelsesmæssigt udhulet. Hans musik er så simpel, at alle kan relatere til det, men hvis du nogensinde har følt noget som helst i dit liv, vil teksterne bore sig ind i dig. Hans sange er så skrøbelige, at det at fortolke dem føles som at overdænge dem med cement."


Englen, djævlen og Daniel


The Angel And Daniel Johnston
Har man lyst til at se Johnston i fuld effekt på scenen, kan denne live-dvd, der er optaget i en kirke i London, anbefales.

The Devil And Daniel Johnston
Det bedste og mest intime indblik i Johnstons liv og univers, der hidtil er fanget i dokumentarform, er denne film fra 2005.





Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA