Hej Søster Fest-reportage: Fællesskabsfejring trækker tråde til Trille

Hej Søster Fest-reportage: Fællesskabsfejring trækker tråde til Trille

For kun et år siden indviede sangerinden Fallulah omverdenen i et nyt projekt fra hendes hånd. Det hed Hej Søster og startede som et modsvar på mangel på diversitet i musikbranchen. Præcis som i år bestod Gramex’ opgørelse over de mest spillede musikere i dansk radio nemlig udelukkende af mænd. En bevægelse blev født gennem en spilleliste på Spotify fuld af seje, dygtige, danske, kvindelige musikere.

Spillelisten var blot første ring i vandet. Derefter kom merchandise, hjemmeside og talentpris og nu en kæmpe en-dags-festival i Store Vega i København. Hej Søster Fest er en hyldest til kvinder og søstersolidaritet. Fallulah har tidligere udtalt, at det ikke handler om at skabe en offentlig debat om køn i kultur, men at det handler om at lade musikken tale og vise, at kvindelige kunstnere godt kan trække en masse opmærksomhed, sælge billetter og trives virkelig godt i et miljø, hvor fællesskabet er i front.

Og den stemning er allerede at mærke, da dørene til spillestedet Store Vega åbner sig foran én. Foyeren summer af mennesker i et aldersspænd fra barndom til gråt hår. Forventningens glæde er stor, og jublen er lige sådan, da aftenens bagkvinde, Fallulah, træder ud på scenen i et showstopping kostume og byder os velkommen. Det er et kæmpe ønske, der er gået i opfyldelse for sangerinden – og for publikum virker det til. Der er en opbakning, et jubelbrøl og en klapsalve, som sjældent mærkes til koncerter. Det er tydeligt, at publikum tror på den bevægelse, Fallulah har igangsat. Og fællesskabet spinder allerede stærke bånd, da lyden af Trilles ”Hej Søster” fra 1975 flyder ud af højttalerne med Fallulahs vokal i front.

Vi er her for at hylde hinanden, kvinderne og musikken.

Ida Red

Første kunstner på scenen i den lange kavalkade af dygtige kvinder er trioen Ida Red. Som det nyeste navn på scenen træder de forsigtigt ind på de bonede gulve. Nanna, Nanna og Greta er teknisk dygtige som få i den danske musikbranche. Deres slagfaste og alligevel underspillede musik lægger et smukt lydtæppe under den flerstemmige vokal.

Det handler om at hylde sine veninder, sin mor, Frida Kahlo, Madonna – og alle de andre stærke kvinder, man kender til. Ida Red er den perfekte åbner til aftenens arrangement, for vi bliver lige så stille svøbt i nærværende ballader, som på en og samme tid både er sårbar og stålfast.

Trioens førstesingle ”Oh Girl” bliver fremført akustisk kun understøttet af tre gudsbenådede vokaler og en guitar, hvilket sender kuldegysninger gennem lokalet. Gennem hele sættet er Ida Red et underspillet vidunderbarn. De når sjældent helt ud over scenekanten og rammer publikum bagerst i lokalet, men de fortæller historier, man kan relatere til, og stemmerne hjemsøger ens hjerte lang tid efter, Ida Red har forladt scenen.

SheCanPlay

Da scenen i Lille Vega atter er tom og kun befolkes af det store lyserøde og lilla ”Hej Søster”-logo, der hænger op ad bagtæppet, kan man høre en kvindestemme i hjørnet af den ene bar. Her har den danske community SheCanPlay fået lov til at opstille en scene. SheCanPlay holder årligt en camp, hvor unge, kvindelige musikere mellem 13 og 22 år lærer at begå sig i musikbranchen, på en scene og bag mixerpulten. Lørdag aften bød SheCanPlay på hele 18 koncerter med nuværende og tidligere deltagere, der drysses med rund hånd i hver pause på den store scene. Vi møder blandt andet Marie, Ilma, Agnes, Sarah, Zophia, Freija og Stine. Unge kvinder, der alle stråler af stjernepotentiale og som allerede har formet hver sin lyd.

SheCanPlay er det perfekte fyld til pauserne, som på ingen måde egentligt føles som fyld. Genrerne spænder mellem både pop og r&b til rap og folk. Vi ved aldrig helt, hvad næste kunstner på scenen byder ind med, og derfor bliver vores opmærksomhed holdt fast fra start til slut.

Der er kvalitet i det danske vækstlag, og det er sindssygt vigtigt, at netop SheCanPlay er med til en aften, hvor fællesskab bliver hyldet.

Iris Gold

Det er en energiudladning af en anden verden, når Iris Gold betræder en scene. Hendes legesyge flower-power attitude er både sjov og lærerig at være vidne til. Hun danser rundt og giver publikum lyst til at imitere hendes trin. Blandt store kunstige solsikker og tre mandlige musikere skyder hun energi direkte i hjertet på os med stærke numre som ”All I Really Know” og ”Own Vibe”.

Det er sexet og sindssygt fedt – og så er det sjovt. De små samtaler, Iris Gold har med publikum mellem sangene tager fortællingerne til et nyt niveau, mens de hiver hende ned i øjenhøjde, så vi alle ønsker, at hun var vores bedste veninde. Vokalen er der ikke en finger at sætte på. Dansetrinene heller ikke. Og de tre musikere, hun har taget med på scenen, komplementerer blot den essens, der er Iris Gold.

"Jeg er lige glad med, hvilken størrelse du har, eller hvilken farve du har. Om du er firkantet eller har prikker på. Jeg vil se dig shake that booty,” udbryder Iris Gold sidst i sættet, og det gør vi. For Iris’ ord er lov. Hele Vega vugger af sted til hendes funky popmusik, som sender tanker tilbage til 80’ernes farverige tilværelse.

Marie Key

Det er efterhånden lang tid siden, vi sidst har hørt fra Marie Key. Halvandet års stilhed virker for længe, når hun har formået at spytte den ene catchy og letfordøjelige popsang ud efter den næste, siden hun stormede ind i danskernes bevidsthed i 2012 med ”Uopnåelig”, ”Uden Forsvar” og ”Langt Ude”.

Lørdag aften gæster hun Store Vega solo. Siddende ved sit klaver og helt minimalistisk. Hun tager os år tilbage, hvor sangteksterne stadig sidder forrest i hjernen. Vi svajer med, og når hun taler, så lytter vi. Nyeste sang fra Marie Keys hånd er blot et enkelt døgn gammelt. ”Tænker På Os To” hedder den, og den lægger sig så fint i forlængelse af det melankolske og banale univers, vi elsker ved Key.

"Det er meget sundt for psyken det her arrangement,” proklamerer sangerinden kort inden hun forlader scenen. Og hun har ret. Stemningen er løssluppen. Og det er skønt at se Marie Key i aktion igen.

Nelson Can

Rocktrioen skuffer aldrig. Heller ikke i aften i Vega. Med åbningsnummeret ”Downtown” er stemningen sat, og det er næsten muligt at skære sig gennem gensynets glæde. Nelson Can er melodisk rockmusik med en vokal, enhver rockmusiker bør misunde. Det er dansabelt, og de har publikum med fra første toneslag.

Klædt i hvidt brager de tre kvinder ud over scenekanten og helt ud på Enghavevej. Det er en perfekt balance mellem det uskyldige og den hårde rock, der stormer fra højttalerne. En verdenspremiere bliver det da også til, da bandet præsenterer deres nye sang ”Limelight”, som udkommer den 20. september. Endelig er trioen tilbage! Den er blot endnu et bevis på, at de tre kvinder formår at skrive god og relevant rockmusik i en ensformig genre.

Det er ikke første gang, jeg oplever, at der ikke er noget negativt at påpege om Nelson Can. For de tre kvinder er et kvalitetsstempel i sig selv. De rammer både hjerte, hoved og fødder på én og samme tid. Og de gør det med en rockstjerne-attitude, der ville gøre Axl Rose misundelig.

Det eneste, vi står tilbage med efter aftenens set med Nelson Can, er spørgsmålet: Hvornår ser vi Nelson Can åbne Orange Scene?

Soleima

Mini-festivalens sidste navn er finurlige Soleima. Og finurlig er nok den bedste måde at beskrive den spinkle sangerinde. Hun er så fin og eksperimenterende, at det næsten føles som at være i selskab med den gode fe. Med sin stemme og sit brede lydbillede formår hun næsten at give os et kram med sin stemme.

Hun er nærværende og afslappet på en scene. Hendes band er en perfekt forlængelse af den soloartist, Soleima er. De laver præcis samme dansetrin alle sammen. De smelter sammen som en forenet artist, der har taget festen med til Store Vega.

Vi bliver præsenteret med ”STFU” og ”Cheers for the Tears”, som begge kun er en måned gamle. De får kroppen til at bevæge sig på præcis samme måde som alt andet, Soleima har lavet, gør. Lydbilledet er eksperimenterende og dynamisk. Det er smittende, og det er teknisk perfektion. Halvvejs gennem sættet stopper Soleima op og fortæller, at hun nu vil gøre noget, som hun har været meget nervøs over. En digtoplæsning. Et digt af det københavnske kunstnerkollektiv BMS. Det handler om at støtte, fejre og være der for hinanden. I præcis samme ånd som Hej Søster er.

"Jeg har været rørt i aften,” røber Soleima, efter hun har læst digtet højt. Og det har vi også. Mon det er sådan her, fodboldfans har det, når de ser deres hold vinde en turnering? At alle er med, at alt går op i en højere enhed, og at vi sammen kan nå til tops. Det er i hvert fald den følelse, jeg forlader Store Vega med, da jeg til tonerne af Beat Mermaids’ vinyler bevæger mig ud i den kolde septembernat.

Hej Søster Fest er det første succesfulde skridt op ad trappen mod glasloftet. Det er beviset på, at man skal stå sammen og støtte frem for at bekæmpe hinanden. Det er nemlig den eneste måde, hvorpå vi kommer skævvridningen i musikbranchen til livs. Der er ikke en finger at sætte på arrangementet. Det er den perfekte en-dags-festival, hvor vi får lov til at smage på alt det bedste, Danmark har at byde på, mens vi holder hinanden i hånden og skubber fremad. Hvis publikum så kunne tie stille imens, så det var muligt at høre, hvad der foregik på scenen, ville det være en overdådig aften.

Vi ses til næste Hej Søster Fest.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA