x

Den Gale Pen – Lars Trillingsgaard

Den Gale Pen – Lars Trillingsgaard

Musikchef for P3, der er kommet i vælten på grund af stationens forkærlighed for radio-edits uden saxofoner, violiner og rapindslag.

Du er musikchef for en radiokanal, som du siger folk lytter til som noget sekundært, mens de spiller PlayStation eller laver en grydesteg. Ville det være helt forrykt at sætte ambitionerne bare en tand højere og prøve at fylde sendefladen ud med noget, der gjorde, at man for en stund lagde det, man havde i hænderne, til side for så at lytte lidt grundigere efter?
– Nu er det jo ikke Nordkorea, vi har sendetilladelse til. Ingen medier kan bestemme, hvordan deres brugere skal forholde sig under benyttelsen af indholdet – og hurra for det. Derudover kan de fleste nok godt finde ud af at skrue op for opmærksomheden og volumen, når der sker noget interessant og vedkommende i radioen.

De kloge siger, at hvis vi ikke sparer på strømmen og generelt tager os lidt bedre af træerne og isbjørnene, så kradser vi alle sammen af. Hvilke dommedagsscenarier forestiller du dig vil udfolde sig, hvis P3 skar ned på radio-edit-fetichismen?
– Menneskeracen ville sandsynligvis ikke blive udryddet, det har du ret i. Og set i det perspektiv kunne vi sikkert også klare os, hvis iberiske skovsnegle, GAFFA og kløpinde pludselig forsvandt fra jordens overflade.

Hvor cool et powertrip kommer man på af at kunne bestemme, hvad et par millioner lyttere skal have serveret på de æteriske fade?
– Jeg er ikke på noget powertrip, så det kan jeg desværre ikke svare på, hvordan føles. Men jeg anerkender og accepterer, at P3 spiller en stor rolle i udbredelsen af ny dansk musik, og det er vi både stolte af og ydmyge overfor.

Mediets æstetik skal respekteres, siger du. Men hvad er det lige for en æstetik, der konstitueres? Er det ikke bare en omgang instant gratification, der taler til de tryghedssøgende behov for at lytte til noget, man har hørt tusinde gange før, snarere end noget, der kunne hænde at stimulere intellektet bare en lille smule?
– Fordi et nummer bliver forkortet lidt i introen eller fadet lidt hurtigere i slutningen, bliver det som udgangspunkt hverken større eller mindre kunst, synes jeg. Igen – der bliver som oftest lavet mange forskellige edits af et nummer for at tilpasse det den kontekst, det skal fungere i. Det er altså ikke sort magi eller hekseri.

Men helt ærligt, bunder det hele den her radio edit-kritik så ikke bare i, at danske musikere ikke har nosser nok til at sige, "her har I syv minutters avantgardistisk harpespil, og det er pissefedt, og det er jer, der er nogle tabere, hvis I ikke spiller det!"?
– Jo, tak. Og det er der da heldigvis også mange, der gør.

Man kan så også sige, at "P3 vil have lettere ved at arbejde med et nummer hvis og hvis" er en lidt tøset formulering. Kunne man ikke bare skære det ud i pap og fortælle de stakkels musikere præcis, hvad de får ud af at gå på kompromis med deres inderligt udkrængende kunst?
– Det er jo ikke vores opgave. Det må i sidste ende være op til artisterne at bestemme, hvordan deres musik må beskæres eller ændres.

Hvem er din drømmemusiker tættest på – den, der har fattet pointen og leverer konforme hits på stribe, eller den, der bevidst prøver at sprænge rammerne for, hvad man må og ikke må?
– Det er naturligvis den, der prøver at sprænge rammerne for, hvordan et hit kan lyde. Den opfattelse tror jeg, at jeg deler med de fleste.

Hvis du havde været musikchef i 1966, havde du så bifaldt, at et nummer som "Good Vibrations" med Beach Boys ramte de sarte lytterører? Den rummer jo så bizarre instrumenter som mundharmonika, cello og theremin.
– Ja, selvfølgelig. Jeg har som udgangspunkt ingen problemer med nogen instrumenter – og så længe de bliver brugt på en ny, spændende og intelligent måde i et nummer, er vi kun glade for det.

Hvad så når du skal slappe af og slippe lidt væk fra termer som lytteudvalg, kommercialisme og effektivisering af popmusik – hvad er det så for toner, der går lige i sjælen på dig og sprætter dine følelser op?
– Jeg hører ikke så meget musik i min fritid. Det er nok lidt ligesom en bagermester, der sikkert heller ikke vælter sig i kanelstænger efter fyraften. Behovet bliver fint dækket i løbet af dagen.

Og til sidst: Beskriv hvad god musik er med så få ord som overhovedet muligt. Men ikke bare med ordet "salgbar", vel.
– Fordi noget er "salgbart" er det jo ikke ensbetydende med, at det er godt eller ligefrem stor kunst, synes jeg. Mon ikke folk godt selv kan finde ud af, hvad der er god musik? Vi tilbyder vores lyttere et udpluk af den aktuelle musik, vi finder interessant, og så finder de selv ud af, om det er noget, de gider købe, gå til koncert med eller bare høre i radioen. Sådan er kontrakten.

P3's hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA