x

Koncertaktuelle Frank Carter: ”Musikbranchen er et fucking mareridt”

Koncertaktuelle Frank Carter: ”Musikbranchen er et fucking mareridt”

I dag har Frank Carter fundet sin egen måde at navigere på. Han er mere bevidst om, at det ikke er alle muligheder, der er besværet værd. Han har kæmpet mod sine egne dæmoner, og indtil videre har han vundet. Han bruger sin stemme, ikke fordi han kan, men fordi han har den. Sammen med the Rattlesnakes kæmper han mod et tabu og en musikindustri, der lever af hjertesorg og sårbarhed. 3. november optræder gruppen i Amager Bio.

I sommeren 2018 trak Frank Carter stikket. Han trådte et skridt tilbage for at fokusere på sig selv, fordi der tilsyneladende ikke var andet at gøre. – Det var en nødvendighed, mere end det var et valg, fortæller han. – Jeg havde ikke andre valg. Når du er på turné, er det næsten umuligt at skabe den plads, du har behov for, og jeg var nået til det punkt, hvor det var vigtigt for mig at få den plads.

Han sidder i Horsens, hvor han lige er ankommet, og om få timer står han på scenen foran Fængslet som opvarmning for Foo Fighters.

– Jeg fløj til Berlin i går for at lave en radiosession klokken 21 om aftenen, fortæller han. – For derefter at ankomme til hotellet ved midnat og så videre på et fly her til morgen klokken 05 for at nå frem til, hvor jeg er nu. Og her er jeg nu, inden endnu et show og snakker med dig – jeg har ikke fået meget søvn.

I dag er Frank Carter mere bevidst om sine karrierevalg, end han nogensinde før har været. Baggrunden for the Rattlesnakes har siden begyndelsen været kompromisløs. Idéen har været at følge sine egne forventninger – ikke andres, selvom musikbranchen kan kræve det. Men for et år siden skete der en forandring. – Det var nødvendigt for mig at tage en pause for at arbejde med de tanker, så jeg kunne forstå, hvad der foregik i mit liv og hele nogle af mine sår, forklarer han. – Jeg gik igennem nogle personlige ting, der virkelig tog meget af mit fokus.

Artiklen fortsætter under videoen

Åben om sårbarheden

Frank Carter vil ikke yderligere ind på det, der fik ham til at træde et skridt tilbage. Hans toneleje giver tydeligt udtryk for, at det hører til en fortid, der er blevet behandlet. I dag er det vigtigere at bruge sig selv som et symbolsk eksempel i en musikindustri, der konstant taber kunstnerne på vejen mod succes.

– Det har nok noget at gøre med, at jeg ikke ser andre mennesker tale så meget om det her, siger han. – Jeg er meget forsigtig med det, og det virker måske som om, at jeg lukker folk ind, hvor andre ikke gør det, men det, jeg egentlig bare gør, er at skabe en opmærksomhed omkring, at alle kan have problemer med deres mentale helbred, uanset hvilken branche de befinder sig i. Det handler mere om at skabe opmærksomhed omkring det og gøre op med tabuerne omkring psykiske problemer, fordi særligt mænd ikke taler særligt åbent om det.

Frank Carter er bevidst om sin egen position i en kultur, der er bygget op omkring forudbestemte kønsstereotyper. Han har flere gange før fremhævet sin egen skam over kulturen og hvordan det, der foregår inde i hovedet, kan være svært at forstå, fordi man som mand underbevidst bliver indoktrineret til at møde alle udfordringer med styrke. Det er en kultur, Frank Carter arbejder på at bryde med. Han iklæder sig sine svagheder og bakker det op med en fuck it all attutide. Og følelsen af at gøre en reel forskel for dem, der lytter, er al den motivation, Frank Carter har brug for.

– Mange af mine fans har sagt til mig, at det har fået dem til at åbne op omkring det, fortæller han. – Nogle har det endda hjulpet til at starte i terapi, men selvom du måske snakker med dine venner om den slags, er det ikke altid nemt, fordi deres opfattelse af dig er baseret på mange års venskab og deres mangeårige meninger om dig og din opførsel. Derfor har det mere effekt hos mine fans, fordi de har en mere aktuel og samtidig unuanceret idé om, hvem jeg er. Og når du begynder at tale åbent omkring det, der sker i dit liv, og hvad du kan gøre for at ændre det, bliver det taget ind på en anden måde. Det er mere ufiltreret og giver en anden form for styrke. Det er en virkelig smuk ting at kunne skabe, og det er noget, jeg er meget stolt af.

Artiklen fortsætter under videoen

Sårbarhed som underholdning

I Danmark er psykiske problemer blandt musikere et emne, der langsomt har kæmpet sig til mere spalteplads i løbet af det seneste år. Fra Jada over MØ og Hugo Helmig til Liss er alle sammen eksempler på musikere, der har taget en aktiv beslutning om at trække stikket for at finde sig selv i travlheden. I Danmark er der uden tvivl stadig et tabu, der skal behandles, men i udlandet er det tabu større, og Frank Carter står i høj grad alene med det. Men uden noget at miste.

– Musikbranchen er et fucking mareridt, siger han uden tøven, da jeg stiller ham spørgsmålet om musikbranchens ansvar for musikerens mentale helbred. – Hele musikbranchen er bygget op omkring følelser. Musikbranchen sælger hjertesorg og kærlighed. Musikbranchen sælger sårbarhed, og uanset hvordan du vælger at gå til det på, bliver sårbarheden gjort til en form for underholdning. Når du kigger på den måde, musikere vælger at udforske sig selv kreativt og deres måde at skrive sange på, er det al sammen en form for terapi. Men det er ikke direkte, men derimod meget bredt. Og når du forsøger at skabe profit på den slags, skaber det en helt ny verden af overbelastning hos artisten, som artisten måske ikke er forberedt på. Og det kan være alt fra at turnere enormt meget til at have et meget presset skema.

Frank Carter befinder sig stadig midt i orkanens øje, fordi han er nødt til det. Han er bevidst omkring sit privilegium ved at kunne gøre musikken til en levevej. Han er mere bevidst omkring sine valg, end han før har været, men som han fortæller det, tager turnélivet stadig det meste af hans tid, og en livsstil uden meget søvn og fem forskellige byer på en uge er blevet normalen.

– Sådan vil det fortsætte dag efter dag, siger han, som har han affundet sig med det. – Der er meget pres, og det kommer alle sider fra, og en ting, som artisterne burde gøre, er at forlange mere af holdet tæt på dem – deres management, deres tourmanager og deres venner, så de kan sikre sig, at de beslutninger, der tages, er de sunde beslutninger, som kan være besværet værd.

Artiklen fortsætter under videoen

Fra Gallows til the Rattlesnakes

Frank Carter har igennem mange års erfaring opbygget en kritisk tilgang til den industri, han er en del af. Som ung artist er det svært at sige nej, særligt når man står omringet af branchefolk, der gentager, hvor godt det vil være for karrieren at spille to shows om dagen. Der er en masse spændende muligheder hele tiden, når du er en ung artist med masser af fokus på, siger Frank Carter, der selv har været der.

– Det er ikke alle de muligheder, der er det værd, siger han. – Der er måske nogle, der fortæller dig, at de kan være det værd, men det er løgn. Alle muligheder hjælper dit band på en eller andet måde, men udbyttet er aldrig stort nok, hvis du ender med at gå ned med stress eller brænder ud som menneske. Der er mange problemer i musikbranchen, og der bliver ikke snakket særligt meget om det blandt musikerne, fordi de er bange for at sætte sig imod branchen. Men jeg giver sgu ikke en fuck, for jeg vil bare leve og være glad. Jeg har intet at miste og alt at vinde, så hvorfor skulle jeg være bange for at tale om det her? Hvis der er et band, der ikke vil have mig med på turné, fordi jeg snakker om det her, lyver de for sig selv, for de går også igennem alt det der.

Den klarhed har Frank Carter brugt 15 år på at nå frem til. Begyndelsen i the Gallows var mødet med et major label og massiv efterspørgsel. Alle muligheder blev taget imod, fordi det virkede som det eneste rigtige at gøre. Det førte Frank Carter mod et misbrug og en tidlig grav for bandet.

– Jeg kunne slet ikke fungere, fordi det konstant føltes for besværligt, fortæller han. – Jeg var et vrag, men med the Rattlesnakes har idéen hele tiden været at skabe de mest behagelige rammer for os selv. Vi har altid været klar over, at vi ikke ville tjene særligt mange penge på det, men det ville være løsningen, hvis vi skulle fungere som et band på længere sigt. Vi har eksisteret i fire år nu, og det virker uden tvivl, men det har heller ikke været nemt. Det tager mig stadig væk fra min familie og har helt klart haft en vis indflydelse på min skilsmisse. Det skaber en enorm belastning for familien, fordi du er nødt til at turnere som musiker. Men jeg er enormt heldig, at min ekskone og jeg stadig har et meget nært forhold, og hun er meget god til at skabe tid til mig og min datter, selvom jeg ikke altid har så meget tid at give af.

Paradokset mellem turnélivet og vanemennesket

Frank Carter er bevidst omkring sin tilværelse som musiker. Han har brugt de meste af sit voksne liv på at prøve at forstå den. Han er blevet bedre til at navigere i den verden, der før tog alting ud af ham, og det er the Rattlesnakes et direkte produkt af. Sammen med Dean Richardson (guitarist, red.) har han kæmpet sig igennem sit livs hårdeste tider. Han er nået ud på den anden side med End of Suffering, som et produkt af rejsen fra mørket og frem mod lyset.

– Jeg er uden tvivl meget heldig at kunne gå på scenen hver aften og gøre det, jeg elsker, siger han. – Men ligesom med alle andre jobs er der fordele og ulemper, og selvom folk siger til mig, at jeg er en rockstjerne, der rejser hele verden rundt, så er det vigtigt at huske, at et turnéliv ikke er ligesom at rejse, som når du holder ferie. Der er altid et element af rutine, når du er på turné. Du lever i en kuffert, og dagene minder meget om hinanden, fordi du hele tiden er på farten og sjældent kan fordybe dig og slappe af et enkelt sted ad gangen. Mennesket er jo i bund og grund et vanedyr, men når du er på turné, er elementet af vanetilværelsen minimal. Du kan gøre de samme ting hver dag, men du skal virkelig søge efter de ting for at gøre dig det behageligt.

Energiudladninger på 100 procent

Mit første møde med Frank Carter and the Rattlesnakes var på Roskilde Festival i 2016. Det var blandt de første optrædener på årets festival, og sommervarmen dryppede under teltdugen på Avalon. Carter træder ud på scenen iklædt et Gucci-sæt, og det næste øjeblik står han på publikums skuldre med en trefork i hånden. På scenen opstår der en kompromisløs energi, der hos Frank Carter and the Rattlesnakes omfatter en langt større intensitet end hos andre musikere.

– Jeg ved, hvordan jeg når dertil, siger han. – Det er ærligt talt ikke noget, jeg tænker over. Det sker bare, men det er nok bare forskellen på os og andre. Vi har altid sat meget pris på det, vi laver, men når det kommer til energien, så har du den, eller også har du den ikke. Og heldigvis har vi den. Jeg får alt ud af det. Det er det her, jeg er skabt til, og det er uden tvivl det, jeg er bedst til. Derfor er det vigtigt for mig at konstant give mit bedste, når jeg står på en scene.

LÆS OGSÅ: Brandfarlig rock på årets varmeste dag


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA