x

Stort Blaue Blume-interview: Sollys i et tungsind

Stort Blaue Blume-interview: Sollys i et tungsind

Blaue Blume måtte holde en ufrivillig pause, da forsanger Jonas Schmidt fik en depression. Kampen for at balancere mellem det skrøbelige og ekstroverte og en stræben efter det perfekte, satte ham ud af spil. Nu er Blaue Blume tilbage med albummet Bell of Wool; stærkere end nogensinde.

I april 2018 dukkede der et billede op på Facebook af fem musikere i tæt omfavnelse. I et åbenhjertigt post blev det fortalt, hvordan Jonas Schmidt befandt sig i en dyb depression. Hvor håret faldt af i totter, angstanfald var en del af hverdagen, og hvor lyden af egen vejrtrækning generede hylende overtoner. Af frygt for at skuffe, ikke mindst sig selv, havde Jonas Schmidt i alt for lang tid ignoreret de mange symptomer, der var på stress. Men nu var det tid til at trække stikket og aflyse alt på ubestemt tid. Blaue Blume måtte tage en ufrivillig pause fra musikken og den succes, de havde opnået gennem benhårdt arbejde og med ep’en Beau & Lorette og debutalbummet Syzygy. Tilbage var kun at håbe, at publikum ville være der til at tage godt imod dem, når de var klar til at komme stærkere tilbage.

Genfundet som venner

Jonas Schmidt havde i noget tid overvejet, om hans tilstand vedkom andre end hans nærmeste. Han havde på ingen måde lyst til at agere bannerfører for, at man gerne må føle sig skrøbelig. Men fordi han efter en særlig mørk vinter, dér midt i den spæde forårssol, kunne mærke, at han så småt var ved at vende tilbage til livet, fandt han modet til at gå ud med en ærlig udmelding, og fordi han ønskede at give noget igen til de mange forventningsfulde fans, der allerede havde købt billetter til de nu aflyste shows. Det fortæller han, da jeg møder Blaue Blume en stille formiddag i Sydhavnen.

– For mig personligt var det en lettelse at stå ved, hvem jeg i bund og grund er, også over for mig selv, og jeg skammer mig ikke over det. Der er mange mennesker, der kæmper med depression og angst. I lang tid var musikken og bandet ikke længere det første, jeg tænkte på, når jeg stod op om morgenen, og det var anderledes og nyt for mig. Men nu var der noget, der var i vejen for det. Nemlig mit helbred og psyke, som krævede mere opmærksomhed. Det er svært for mig at sætte ord på det, men det er en status i mit liv, som jeg stadig forsøger at finde ud af, hvad handlede om.

Jonas Schmidt, brødrene Søren og Robert Buhl og Buster Jensen, der er senest ankomne medlem i Blaue Blume, kender hinanden fra gymnasietiden i Kolding. Gennem flere år har de delt passion, seng og frisure og været forbundet i nærmest symbiotisk forstand. Derfor var det ukendt land for de tre kolleger og venner, da Jonas fra den ene dag til den anden forsvandt, flyttede tilbage til Jylland og isolerede sig for at få det bedre. Tilbage stod de med en tvivl og en usikkerhed; for hvor lang tid ville der gå, før de kunne fortsætte med bandet? Ville der ligefrem gå flere år, før Blaue Blume var tilbage?

– Det tog noget tid at vænne sig til, at spørgsmålene på den lange bane ikke fyldte helt så meget, som vi først antog. Det var vigtigere for os, at vores ven fik det godt igen. Vi var selvfølgelig alle interesserede i at finde ud af, hvad svarene var på de spørgsmål, også da Jonas var tilbage, men vi havde faktisk ikke så travlt, lyder det fra Robert Buhl.

De fire venner kunne da også mærke, at de skulle finde hinanden igen, da Jonas etablerede kontakten efter måneders fravær. I forsøget på at finde tilbage til udgangspunktet, til dengang de ”bare” var venner, mødtes de og hørte plader og drak kaffe i køkkenet, skålede i øl på den lokale bodega og talte sig ind på hinanden og livet igen. Velvidende at der lå et næsten færdigt album og ventede på, at de alle var klar igen. 

Se musikvideoen til "Vanilla" fra Blaue Blumes nye album Bell of Wool – artiklen fortsætter under videoen

Ingen bebrejdelser

Omgivelserne burde måske have vidst, at det var den vej, det gik med Jonas. Med angstanfald under lydprøver og en helt særlig grad af perfektionisme, der skildres tydeligt i den nærmest profetiske DR-dokumentar Nyt blod, synes alle alarmer at blinke. I åbningsscenen hører man en frustreret Jonas, der efter en netop overstået liveoptræden til GAFFA-Prisen i 2014 kun fokuserer på én ting: ”Jeg lavede én fejl. Det kan ødelægge mit liv, sådan én fejl. Hvorfor gør du det der, Jonas?,” nærmest råber han til sig selv, mens hænderne kører febrilsk gennem det tykke hår. Men sådan var det ikke, og i dag er der ingen, der bebrejder hverken sig selv eller hinanden, at de ikke fik stoppet op i tide.

– Set i lyset af, hvad der er sket, er dokumentaren ikke en løgnehistorie, men den er skarpt vinklet, og der er en mere opløftende side af os, der er underrepræsenteret. Den skildrer ikke, hvordan vi rent faktisk følte det på det tidspunkt. Det var en tid, hvor vi for det meste havde det sjovt, og selvom vi ser med andre øjne på tingene nu, var det ikke tydeligt for os dengang, fortæller Søren Buhl, inden Jonas Schmidt fortsætter:

– Jeg kan huske, at folk på betænksom vis kom op til mig efter en koncert og sagde, at det ikke behøvede at være så perfekt det hele. Det irriterede mig virkelig, for selvom de kom med gode intentioner, følte jeg, at jeg skulle forsvare os.

– Og det er lige så problematisk som at fremstille det som et valg, og som noget vi kunne skrue ned for på det tidspunkt. Det kunne vi overhovedet ikke. Det var jo ikke sådan, at vi over morgenkaffen havde besluttet os for at være de drenge, der kørte os selv så hårdt, at vi på et tidspunkt ville knække. Sådan var det ikke. Vi arbejdede hårdt og har altid gjort det, fordi vi er drevet af en lyst, og derfor sidder vi ikke tilbage med en følelse af, at vi kunne have gjort tingene anderledes, fortæller Søren Buhl.

– Jeg tror heller ikke, at jeg på nogen som helst måde var villig til at stoppe. Det gav jeg ikke udtryk for. Men jeg kan godt retrospektivt se, at det tog overhånd for den unge mand. Men jeg var af den overbevisning, at det ikke kunne skade mig, og at jeg aldrig ville falde ned i den afgrund, som jeg ved og altid har vidst, hvordan jeg har kunnet finde i mit sind. Men jeg har aldrig frygtet den, lyder det fra Jonas Schmidt, som i dag ser tilbage på sig selv som en mand i start 20’erne, der romantiserede åndslivet og søgte det; også når han mest havde brug for at restituere.

– Jeg trænede mig selv i at finde det mørke og mærke, at angsten blev fremprovokeret, og så fik jeg angstanfald. Men det har altid lagt sig igen, og jeg har anset det for at være noget, jeg måtte ofre for at finde det ægte. At det, der føltes mørkt og farligt var nødvendigt at udtrykke. Men den forestilling har jeg ikke længere, forklarer Jonas Schmidt, der stadig reflekterer over de seneste år.

– Jeg tror, der er artister, der er bedre end andre til at balancere mellem det skrøbelige og det ekstroverte. Der er to rum, man skal kunne befinde sig i on/off. Når jeg befinder mig midt i en skriveproces, går jeg rigtig meget ind i mig selv, sidder og bygger med klodser og får noget til at gå op. Og jeg er meget privat. Jeg kan huske, at da jeg skrev teksterne til Bell of Wool, lå mine følelser helt ude på fingerspidserne. Når jeg gik i Fakta eller tog bussen, følte jeg mig udsat. Overvåget. Når jeg så weekenden efter, at en sang var skrevet, skulle stå foran en masse mennesker og levere det inderste så åbenlyst og til skue, fik jeg svært ved at navigere mellem de to rum. Og finde en balance. Det er hårdt at tage inderligheden med på scenen hver gang.

– Inden et show forsøgte jeg at komme ind i det rum, hvor sangen var hellig, og hvorfra jeg også kan mærke, at jeg synger bedst. Men at skulle ind i det rum hver gang for derefter at skulle invitere alle med derind, var der ikke altid plads til, og jeg kunne ikke se mig selv synge på overfladen. Jeg kunne ikke få noget ud, der gav mening, uden at jeg selv havde den betydning med mig, hvorfra jeg synger og skriver fra. Hvis den ikke var med på scenen, var alting ligegyldigt. Så kunne jeg høre, at alle tonerne kom fra et sted, der ikke var ærligt, og når sangene blev en selvfølge, var det ikke længere kun en kamp inden i mig. Så blev den også fysisk og nærværende for de andre.

For ni måneder siden tog Jonas Schmidts liv en ny drejning, da han blev far til en lille dreng, og det har været en katalysator for, at tingene er blevet sat i perspektiv. Hvor han før ville tage frustrationen over en enkelt fejl med hjem, er der i dag ikke plads til den slags. Og det har været godt for ham, erkender han.

– Det virker måske som en stor, fed kliché, at tingene er blevet sat i perspektiv, men det har hjulpet mig til at komme ud af mit tungsind, og det har givet mig en grund til at stå op hver dag.

Hør "Morgensol" fra Blaue Blumes nye album Bell of Wool – artiklen fortsætter under videoen

Personlig søgen efter nyt

Titlen på Blaue Blumes nye album Bell of Wool kom til Jonas Schmidt i en drøm. Lige da tingene var allermest sorte.

– Mellem jul og nytår i 2017 fik jeg en sms fra Jonas, hvor han adresserede vores igangværende proces med albummet. Han var rigtig stolt af det, vi var i gang med at lave og ville gerne være med til at færdiggøre det. Han kunne bare ikke være i det på det tidspunkt. Og så skrev han til sidst, at han havde drømt, at pladen skulle hedde Bell of Wool. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var meget Jonas-agtigt at ligge der på randen af sin forstand og stadig drømme om vores musik. Det var en rar tanke, fortæller Søren Buhl.

Få uger inden det for alvor gik op for Jonas Schmidt, at tiden var inde til at tage tilstanden alvorlig, havde Blaue Blume sendt sidste vokalspor til pladen. Med en følelse af at være 90 procent færdige med det, der skulle være opfølgeren til den anmelderroste Syzygy, var de næsten nået i mål, da korthuset væltede.

Selvom mange måske vil høre pladen i lyset af den drejning, livet tog for Blaue Blume for godt to år siden, er det væsentligt at pointere for de fire musikere, at pladen er skrevet før.

– Vi havde en vild energi omkring den her plade. Jeg kan huske, at vi følte, at vi var i gang med at nå nye højder i vores måde at udtrykke os på sammen. Så vi skrev og skrev, producerede og indspillede, og rigtig mange af teksterne er også skrevet meget hurtigt og umiddelbart. Det var vigtigt for os at bevare en spontanitet, og når vi følte, at der var en stemthed i musikken, var vi påpasselige med ikke at fylde for meget på, fortæller Jonas Schmidt.

– Men på grund af det der skete, gik der et halvt års tid, hvor vi ikke rørte materialet. I den periode kan jeg huske, at jeg på et tidspunkt frygtede, at vi ville blive lede ved det. Men det blev vi ikke, og det har været nemt for os at vende tilbage til det, lyder det fra Robert Buhl.

– Da vi tog det frem igen, var det pudsigt for mig at høre, hvor meget af teksterne, der omhandler den situation, jeg senere skulle befinde mig i. Mange af sangene behandler billeder af angsten, som jeg har levet med on/off, så længe jeg kan huske. Den første sang på pladen hedder ”Swimmer”. Her synger jeg om evige saltomortaler ud i sorte huller af ingenting, og den er skrevet, før jeg befandt mig i sådan en saltomortale, forklarer Jonas Schmidt.

Hør "Loveable" fra Blaue Blumes nye album Bell of Wool – artiklen fortsætter under videoen

Solen som ledestjerne

Når det har været nemt for Blaue Blume at fortsætte, hvor de slap, mener de selv, at forklaringen ligger i, at pladen netop ikke er skrevet midt i eller efter Jonas’ depression. Hvis pladen var blevet til på en bund af mørke, havde tingene formentlig set anderledes ud.

– Grundtonen på albummet er vores gåpåmod, så det har ikke været farligt for os at tage materialet op igen; vi er tværtimod blevet bestyrket i vores tro på de her sange, og vi sidder med en følelse af at være utrolig stolte over et produkt, der viser, at vi er i konstant bevægelse, og hvor ledetråden har været en personlig søgen indefra mod nye veje, lyder det fra Søren Buhl, før Jonas Schmidt uddyber albummet.

– Vi har haft et mantra i den her proces, der har heddet, at vi skal kunne holde alle sangene i hånden, og jeg håber, at folk vil dykke ind i tekstuniverset, som er en indgang til at forstå det billede af at have sangene i sin hånd. For de behandler det enorme i det små. Det at vaske sine hænder eller at ringe til sin mor og far, for eksempel. Det simple liv, katten i vindueskarmen, der kigger mod himlen, og som man pludselig resonerer med. Og så er solen et omdrejningspunkt i sangene; ikke den sol, vi kigger op på, men den sol, der bor i mig, siger Jonas Schmidt og lægger hånden på brystet.

– Solen inde i det her rum. Jeg havde et meget klart billede af et mørkt rum, hvor man sidder og har solen lige foran sig. Alle sangene kan være i den stue, i en lille privat og intim verden, hvor enkelte, menneskelige ritualer gennem musikken bliver til noget stort og helligt.

Blaue Blume er nu klar til, at publikum igen tager imod dem. Klar til at sende Bell of Wool ud i verden, imens de selv på en mere velovervejet måde end før vil bruge deres energi på det, der virkelig betyder noget for dem.

– Med den her nærdødsoplevelse, som bandet har haft, er vi bevidste om, at vi lige så godt ikke kunne have eksisteret nu. Og med den erkendelse, er der ikke længere noget, der kan skræmme os. Fortet står stærkere end nogensinde, lyder det fra et enigt Blaue Blume.

Blaue Blume fortæller om tre udvalgte numre fra ”Bell of Wool”: 

”Swimmer”: Albummets åbningsnummer er interessant, da det var det nummer, der åbnede vores øjne for, at der kunne ske noget helt andet. Derfor giver det også god mening, at den åbner pladen. Den fungerer som en indgang til resten, og den tvinger lytteren ud på dybt vand. Man ved ikke, hvad der venter, og sådan havde vi det også, da vi lavede den.

”Someday”: Her er de klare, symbolske fikspunkter for pladen tegnet rimelig godt op. Jeg synger ”The sun is so high, it only gets me down. The neighbour cat stares into the big blue sky.” Helt simpelt rent lyrisk, men vi ser et billede på det sørgmodige smil i det klare dagslys, som også er den kontrast, som pladen møder. Tungsindet i sollyset.

New Navel”: Det er sidste nummer på pladen. Her ramte jeg nok det mest ærlige, jeg nogensinde har sagt i en sang, og det har virkelig resoneret i mig. I sidste sætning synger jeg, at jeg gerne vil ringe til min mor og far og fortælle dem, at jeg har brug for dem. Der er en kapitulation over det, og rent sonisk er det en fin afslutning på pladen. Sangen går fra at være meget sfærisk og vital til at blive zoomet ind på bas, guitar, trommer og vokal; det vi altid har befundet os godt i.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA