x

Reportage: Vig Festival

Reportage: Vig Festival

Nogle vil måske undre sig over, hvad der kan få et forholdsvist normalt menneske til at fravælge Roskildes verdensnavne og i stedet pakke rygsækken og drage til Vestsjælland for at indtage Vig Festival.
Og umiddelbart er det da heller ikke lugten af dyr og lyden af alternativ støjrock, der møder en på den lille festival, men i stedet en dunst af lunkne fadøl, røde pølser og de velkendte toner fra et af Birthe Kjærs mange Melodi Grand Prix-hits.

Der er dog andet end stegt svin og halvfimsede keyboards på Vig Festival. For godt nok er størstedelen af publikum enten under 16 eller over 50 og begge grupper lige feststemte og fulde.

Men det kan ikke ændre på det indtryk, at festivalen i år havde haft held med at samle en række af nutidens mest aktuelle danske bands, som undertegnede til hver en tid hellere vil betale for at høre live end det sjask, bookerne i Roskilde har fået skrabet sammen i år.

Jovist, Vig er ikke nær samme skala som Roskilde, og overraskelserne er få og de hylende unger mange. Men som publikum ved man, hvad man bliver serveret – og det var i høj grad det, der i år fik en trofast Roskilde-gænger til at skippe turen til Domkirkebyen og i stedet drage yderligere vestpå.

Og jo, headbanging og moshpits er på Vig klart blevet overtrumfet af camping og komfort.

Chancen for at måde en ligesindet, når man bevæger sig gennem de tombola-agtige festivalområde, der mest af alt minder om en blanding af et kræmmermarked og et halbal med slikbutikker og souvenirs, iført en Pantera-T-shirt, er således små.

På den lille festival er det således heller ikke umuligt at falde over festivaldeltagere, der enten sidder eller ligger sovende nærmest klods op ad festivalens største scenes højtalere, mens et af hovednavnene spiller så højt, de har lært.

Trods det lille fokus på musikken fra visse kroge af festivalen kan man dog ikke sætte en finger på det program, Vig-ledelsen i år har strikket sammen.

Hvad end det er fællessang med Birthe Kjær, Suspekts stodderhyldende forstadsrim eller Volbeats swingende Elvis-metal, så rummer Vig i høj grad et program, der egentlig burde kunne holde de fleste festivaldeltagere vågne.

Og nej, man bliver ikke overrasket på Vig. Man får de hits og de sange, mange kender, men for nogle, heriblandt undertegnede, kan det være næsten en befrielse frem for at stå under endnu en teltdug og lytte til endnu et ligegyldigt udenlandsk band, som ingen andre end en fanatisk festivalbooker gider spilde sin tid på.

Men mindst lige så vigtigt: Kø er et helt ukendt begreb på Vig. I modsætning til landets største festival, hvor man efterhånden har vænnet sig til en halv times kø for at købe en lunken bajer for derefter at vente en halv time på at slippe af med den igen, er der befriende god plads på Vig.

Hvilket er noget, man virkelig lærer at elske, selv om man som gammel Roskilde-discipel nærmest går i chok, når man efter blot fem minutters forventningsfuld trippen når frem til den forjættede disk i ølboden.

Og for en billetpris på godt sølle 700 dask, hvilket vel rundt regnet svarer til en 3-4 koncerter efter københavnske priser, kan man vel nemt argumentere for at slå et smut forbi Vig, også selvom favoritgrenen nok nærmere er tungmetal frem for Birthe Kjær.
Tre dage strakte den lille festival, der i snit har godt 13.000 gæster og fire scener, sig i år over, og herunder følger en kort bedømmelse af en række af de bands, der i år spillede op til dans i Odsherreds største musikbegivenhed.

Ace Of Base
Årets største internationale navn på festivalen var uden tvivl det gendannede svenske europop-band, Ace Of Base. Og selv om trioens dansebeat for længst har overskredet sidste salgsdato, vakte de utallige let genkendelige slagere stor jubel blandt publikum på åbningsaftenen.

Derfor udfyldte de to mandlige svenske brøleaber og den glimmerklædte dansedukke i front deres roller perfekt, men så snart, der ikke gjaldede et hit ud gennem højtalerne, stod folk forstenede og ventede på, at svenskerne skulle sætte Volvoen i gear og levere ”The Sign” eller et af deres andre massive hits.
(***)

Suspekt
Dansk hiphop, når det er bedst og vredest, er, hvad Suspekt er. Og selv om Albertslund-drengenes chauvinistiske gangsta-rap ind imellem tangerer det platte, så er gruppens flow og deres charme ikke til at tage fejl af.

Især de to seneste udgivelser ”Ingen Slukker The Stars” og ”Prima Nocte” er noget af det bedste, dansk hiphop har at byde på lige pt., og når teltet er fyldt med visne teenagere, kan det næppe gå helt galt.
Det gik det da heller ikke for forstadsdrengene, der takket være egen medbragt bar og hjemmelavede faner fik sat skik på provins-festivalen.
(****)

Alphabeat
En torsdag med danseskoene på. Det må være konklusionen på en solbeskinnet åbningsaften, hvor den danske succeshistorie Alphabeat fik lov til at servere danserytmer lige inden lukketid.
Succes eller ej, så virkede bandet dog som, om de skulle være blevet hjemme i sengen, for der var ikke meget diskospræl i gruppen, der nok mere havde tankerne længere sydpå.
Derfor blev gruppen optræden en fæl fuser, hvor man dog kunne nikke med på de mange hits og glæde sig over, at ølkøen var kort.
(**)

Volbeat
En velsmurt metalmaskine er, hvad man efterhånden må kalde Danmarks ubetinget største succes inden for den tungere rock i nyere dato, Volbeat.

Og selv om det var tydeligt for enhver, at Vig Festivalens hovedscenes højtalere bestemt ikke var skabt til at håndtere dobbelt stortromme, fik Volbeat alligevel krammet på campisterne takket være en række metal-singalongs.

Tydeligt er det dog, at bandet efterhånden kører på ren rutine, hvilket betyder, at det er småt med overraskelserne i bandets sæt.
Men der er selvfølgelig ingen grund til at pille ved noget, der fungerer, selv om især bandets sætliste sagtens kunne trænge til lidt variation.
(****)

TV-2
Hvis Ace Of Base var Vigs største internationale navn, må Danmarks kedeligste, men samtidig også lykkeligste orkester, tage prisen som årets største danske publikumsmagnet.

Med en scene, der skulle ligne en station, gik det hæderkronede band da også i gang med langsomt at udrulle deres driftsikre hitmaskine, der kunne vække julelys i øjnene på mange og blot vække andre.
Frontmand Steffen Brandt virkede da også opsat på at leve op til favoritværdigheden, til trods for at de tre resterende medlemmer stod som stenstøtter på perronen.

Rutine og klasse er dog ikke til at tage fejl af, og bevæbnet med evergreens som ”Kys Bruden”, ”Hele Verden Fra Forstanden” og ”Bag Duggede Ruder” er det dog svært ikke at overvinde en flok festivalgæster, der blot har fået en lille sjat øl.
(****)

Magtens Korridorer
En ellers søvndyssende sidste dag på Vig blev kraftigt sparket til live af Magtens Korridorer og frontmand Johan Olsen, der med deres simple tekster, skæve melodier og en ordentlig spandfuld energi og spilleglæde endte med at tage stikket for årets bedste koncert på Vig.
Efter tre album har gruppen da også efterhånden fået skrabet sig en pæn sjat hits sammen, om end de fleste forsat skal hentes fra gennembrudspladen ”Friværdi”.

Med en flabet kæft og godt med charme kommer man dog langt, og det gjorde det københavnske band i høj grad også lørdag eftermiddag, blandt andet takket være den gamle Tæskeholds-hymne ”Hestevisen”, der nappede præmien for årets fællessang.
(*****)

Vig Festivals hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA