x

Koncertaktuelle Alex Vargas: "Det var ikke et valg at skrive om sorg"

Koncertaktuelle Alex Vargas: "Det var ikke et valg at skrive om sorg"

De sidste par år har vendt op og ned på Alex Vargas’ liv. Han mistede sin søster og blev overhalet indenom af den sorg, der hørte med. Siden har han brugt samme overraskelsesdogme til en musikalsk udviklingsproces. Det har affødt ep-trilogien EGO: En tour de force i jeg’ets mange facetter, hvor den røde tråd findes i forskellighederne. 15. december giver han to udsolgte koncerter på Østre Gasværk.

– Jeg var bange for, at sorgen havde ændret mig permanent. Jeg kunne virkelig ikke lide, hvem jeg var blevet. Men jeg har lært at forstå, at den selvfølgelig ændrer én permanent. At miste en søskende er som at få skåret et af sine lemmer af. Det er klart, at man ændrer sig, og at man ændrer sit syn på verden. Intet vil være det samme igen.

Stemmeføringen er lavmælt og alvorlig, formuleringerne skarpsindige og velovervejede. Talen falder på den sorgfyldte hændelse, der for halvandet år siden ramte Alex Vargas’ liv. Den 31-årige sanger mistede sin storesøster Line. Det skete pludseligt – uden varsling eller mulighed for at gøre fra eller til. Selvom familien hankede op i hinanden, var sammenholdet også svært.

– Noget af det allersværeste ved sorg er, at man ofte skubber dem, man elsker væk. Det er en følelse, der er fuldstændig uhåndgribelig og ukontrollerbar. I de øjeblikke, hvor den for alvor tager over, har man slet ikke plads til andre.

Alex Vargas forklarer, at sorg af den styrke var et helt nyt territorium for ham. Og det var skelsættende at opleve sig selv i den type sorg: Han mødte en yderst egoistisk version af sit jeg, der var umulig at være sammen med og ude af stand til at rumme andre.

Om end det ikke var et aktivt valg, tyede Alex Vargas til sangskrivningens terapeutiske kraft. Det var ikke ham, der styrede pennen, det var pennen, der styrede ham.

– Det var ikke valg at skrive om sorg. Det blev påduttet mig af min underbevidsthed. Jeg har tydeligvis haft et behov, jeg ikke selv var klar over. Ligesom når kroppen fortæller dig, at du skal drikke vand, inden du bliver tørstig, så du ikke når at få ondt i hovedet. Sangene røg bare ud. Af samme årsag var det også vanvittigt hårdt at skrive dem. Det var ligesom at sidde og tale med en psykolog, fordi dine tanker kommer ned på papir. Jeg græder normalt ikke, når jeg skriver sange, men det gjorde jeg her. Det var en meget følelsesladet og helende proces, der endte ud i ep’en EGOmaniac.

Åbenbaringer fra papirblokken

Spørger man ind til, om søsteren var en motivation i sangskrivningsprocessen, deler svaret sig i to.

– Jeg er af den klassiske overbevisning, at de døde ikke ønsker, at man stopper op. Hvorfor skulle de det? Min søster var selv kunstner, hun kom til mine shows, og vi talte meget om kreativitet. Hun ville aldrig have ønsket, at jeg skulle sætte en stopper for noget som helst. Når jeg engang dør, håber jeg, at der kommer nogen til min begravelse. Men jeg håber ikke, at der er en eneste, der bliver bremset op af det, fremhæver Alex Vargas og fortsætter:

– Nu skal det ikke lyde som om, at jeg gjorde det hele for min søsters skyld. Jeg gjorde det for min egen skyld. Jeg bliver ulykkelig, hvis jeg ikke laver musik. Og bliver jeg ulykkelig, bliver jeg ulidelig at være sammen med, fremhæver Alex Vargas for anden gang i samtalen. En selvindsigt, han har taget med sig fra starten af sin sorgperiode, men også en indsigt, han først fik, da sangene blev manifisteret på papir.

– Jeg fik nogle seriøse åbenbaringer, da jeg så mine tanker på skrift. Pludselig kunne jeg se, hvordan jeg havde det og ikke mindst, hvordan jeg havde opført mig. Det er den samme evne, en god psykolog har. Sangene lagde derfor an til nogle tunge samtaler mellem mig og mit livs kærlighed. Det var først med dem, at det gik op for mig, hvor hårdt det havde været for hende: Først at være igennem den samme traumatiske oplevelse og så bagefter at leve med mine sorgbetyngede og egoistiske udskejelser, beretter Alex Vargas og understreger, at han trods sangenes selvterapeutiske element stadig måtte opsøge hjælp udefra.

Med EGOmaniac italesætter Alex Vargas sorg og alle dens tabubelagte facetter. Fra at opdage en hidtil ukendt side af sig selv i ”The Killing Kind” til en bøn til sin kæreste om at holde ham ud, mens det står på i ”A Way To Love Me Still”. Fra at se syner af ren og skær sorg i ”My Neighbour” til stadig at snakke med den afdøde om alle de ting, man ville ønske, de havde nået at opleve i ”Fairytale Skies”. Alex Vargas tror på, det er vigtigt at tale åbent om sorg og alt, hvad den indebærer, så der bliver mindre plads til berøringsangst og mere plads til trøst.

Når enderne samles i forskellighederne

Efter den intense proces med at skrive om sorg havde Alex Vargas brug for at komme ud af sit eget hoved. En genkendelig metode, han tidligere havde arbejdet med hos en psykolog, der hjalp ham i en periode, hvor hans kreativitet slog knuder.

– Jeg kan godt have brug for at være mindre introspektiv og i stedet være mere observant. Når jeg gør det, taler jeg et helt andet sprog. Det er stadig 100 procent mig, men også en mindre perfektionistisk mig.

De samme terapisessioner lærte Alex Vargas, at mennesker har forskellige underpersonligheder. Til sammen danner de vores identitet. Man er selv herre over, hvilke sider der får mest plads og hvornår. Ved at dyrke af sine mindre indadvendte sider fik Alex Vargas et tiltrængt pusterum fra både sorgens og perfektionismens jerngreb, hvilket åbnede op for en musikalsk udviklingsproces. Sangeren gik på opdagelse i den mere løsslupne og gakkede version af sig selv.

Den indtil nu trykkede stemning letter, og Alex Vargas’ blik, der ellers kun har stirret melankolsk og distanceret ud i efterårstågen, bliver nu tilnærmeligt. Han placerer hånden under hagen, og pludselig bemærker man de mange guldsmykker, han bærer på både fingre, i ører og i næsen. Før faldt hans bling i baggrunden, men nu skinner det om kap med de flamboyante personlighedstræk, han beskriver.

– Jeg lod nogle sider af mig selv løbe løbsk. De undertrykte sider, der har albuerne fremme og elsker opmærksomhed. Mange vil sikkert være uenige, men jeg er ikke særlig ”se mig”, så det var nyt for mig at lade det komme til udtryk.

Efter Alex Vargas havde udforsket den ubeherskede delpersonlighed, blev det klart for ham, at han allerede havde sange i skuffen, der ville passe til den ekstroverte Vargas. Sange, han rigtig godt kunne lide, men som var lavet på hans såkaldte sideprojektsdage, fordi de ikke passede til det klassiske og strømlinede Alex Vargas-DNA. Det samme gjaldt de sange, han havde skrevet om sorg, og som han heller ikke kunne få til at passe ind. Frustrationen over at føle, han manglede rammerne til at udgive de forskellige sange igangsatte en søgen efter en fællesnævner, der rakte forbi det faktum, at de ikke passede ind. Svaret fandt han blandt selv samme forskelligheder, og det tredelte EGO-projekt blev en realitet.

– Jeg tegnede et billede af en ep-trilogi, hvor hver del repræsenterede et af mine egoer. Det var en måde at lave et snyde-album på, samtidig med at formen understregede diversiteten mellem delene.

– Med fare for at lyde klichéagtig skal EGO repræsentere, at man kan være mange ting. Lad være med at sætte folk, og mest af alle dig selv, i bås. Man ender med at spænde ben for sig selv. Om det så er kreativitet, sorg, eller hvad det ellers handler om. Jeg har nydt at tillade mig selv at være alt muligt – for jeg er alt muligt. Jeg vil ikke være bange for at tage en hat på. Til trods for, at det forvirrer folk.

Selvom Alex Vargas fandt ro og tilfredsstillelse i at have nogle specifikke rammer, søgte han stadig friheden. Friheden til at kunne overraske og ”sætte sin hat, som han vil”.

– Jeg havde brug for at ryste posen og forvirre folk. Efter EGO er der ingen, der ved, hvordan jeg vil lyde fremadrettet. Men det er ikke kun med lytterne in mente. Det er også med mig selv. Nu har jeg fjernet alle grænser og står tilbage og kan gøre, hvad jeg vil. Alle forventninger er væk – både lytternes og mine egne. Det er så befriende.

EGO-ep’erne frigør Alex Vargas til at omfavne, hvad end en side han vil og ikke falde ned i sumpen med at gøre andre tilfredse.

– Man starter med at spille musik for sin egen skyld, men så kan man godt fare vild i at skulle tilfredsstille andre. Både sit hold og dem, der lytter til musikken. Jeg tror, det er vigtigt at holde fast i, at det først og fremmest skal gøre en selv tilfreds.

Det er meget oppe i tiden ikke at bekymre sig om, hvad andre tænker. Men sku ikke hunden på hårene, for selvom Alex Vargas er gennemsyret moderne og faktisk lever af, at andre har en holdning til ham, så har han i EGO-processen lært, at hans kreativitet udvikles under kunstnerisk frihed. Uden kreativitet forsvinder produktivitet, og for en gør-det-selv-mand som Alex Vargas, der kompromisløst har haft en finger med i alt fra dag ét, må den trussel ikke blive til virkelighed. Springer kreativitetsmusklen, er der slet ikke noget at have en holdning til.

Visualitetens overraskelse

Alex Vargas’ mørke krøller har fået afblegede spidser. De matcher københavnerdialekten, de brede bukser og tilpas slidte Dr. Martens-støvler. Den ironiske distance til kunstnerlooket leveres af e-cigaretten og de to space buns, hans hår er sammenfoldet i. En iscenesættelse af en sanger, som på dette stadium af samtalen er på mindre skrøbelig grund og har fået lettere til smil.

Formålet med EGO-projektet understreges med en stærk visuel sidehistorie. Fra Alex Vargas’ eget look til ep’ernes artwork og sangerens liveoptrædener. Det første store spadestik til en ny visuel identitet var den kortfilm, der udkom sammen med ep’en EGOtrip. Filmen visualiserer Alex Vargas’ opmærksomhedskrævende alter ego, der personificeres som en frembrusende douche i lyserødt jakkesæt. Foruden ep’ens fire numre fremfører Alex Vargas i kortfilmen monologer, der udforsker mødet mellem to egoer, samtidig med at understrege, at de begge er uundværlige. Alex Vargas forklarer, at det visuelle spiller en afgørende rolle, hvis man som kunstner gerne vil blive ved med at overraske.

– Jeg elsker at overraske, men det bliver sværere og sværere, jo flere mennesker der kender en. Engang var det nok at synge nogle sange med flot vokal. Så kunne man tilføje et band. Så kunne man lave større liveproduktioner. Men til sidst begynder det at blive svært at tage røven på folk.

I jagten på overraskelsesmomentet søgte Alex Vargas hjælp hos sine alter egoer. Og det bar frugt.

– Da jeg havde udgivet EGOtrip-kortfilmen, tog en af mine bedste venner fat i mig for at høre, om jeg var okay. Han havde, sammen med en af mine andre venner, brugt en hel aften på at diskutere, om jeg mon var gået fra forstanden. De var bange for, at jeg var blevet sindssyg, griner Alex Vargas overlegent – som et barn, der har vundet et spil. Han fortæller, at det hjalp på vennernes forståelse at pointere, at filmen skulle ses i en sammenhæng, men synes alligevel, at deres reaktion var helt perfekt.

– Jeg elsker, jeg formåede at overraske og provokere selv de folk, der står mig rigtig nær.

Historiefortællingen på EGO-trilogien fortsætter sin overraskelsesmission. På tredje og sidste del, EGOmaniac, foretager Alex Vargas endnu en U-vending: Her kommer sangene om sorg. Teksterne er indadvendte, lyden mere håndspillet og countryagtig. Igen bakkes det op af et visuelt heppekor, der var særligt synligt under Danish Music Awards, hvor sangeren bar en sort kjole med uendeligt lange skørter.

– Jeg ville finde en måde at visualisere sorg på. Sorg er følelser og i mindre grad ord. Sorg er en sindstilstand, der styrer dig og ikke noget, du kan styre. Derfor faldt valget på en kjole, der skulle se ud, som om den var i vand. På den måde fik stoffet sit eget liv, ligesom sorgen har sit eget liv.

Intet er tilfældigt i præsentationen af EGO. Samspillet mellem de visuelle og lyriske historier afspejler de sidste år af Alex Vargas’ liv og bærer derigennem på nogle vigtige budskaber. Det har af samme årsag været vigtigt at gøre det anderledes. Ligesom de to år har været anderledes. Generelt har hele EGO-setuppet båret præg af at tage chancer. Nogle chancer, der var nødt til at blive taget for, at Alex Vargas kunne komme videre både i sin sorg og som kunstner.

At blive far heler

Igen kommer stemningen et nøk op. Smilene pibler frem, og den stive kropsholdning afløses af afslappethed og nedsunkne skuldre. Meget symbolsk er den tykke tåge udenfor begyndt at lette. Melankolien føles forløst.

Og det er den også, for Alex Vargas fortæller, at det ikke kun er chancedogmet, der kan tage æren for, at han ikke gik i stå, da han mistede sin søster. I sommer blev han far for første gang.

– Det har givet mig en enorm drivkraft pludselig at være ansvarlig for et lille menneske. Det har været fuldstændig magisk. Da vi fandt ud af, at min kæreste var gravid, ændrede alle mine prioriteter sig. Som livslang musiker havde jeg aldrig troet, at noget kunne blive vigtigere end musik. At noget skulle blive vigtigere end min kæreste og måske mest af alt, at noget skulle blive vigtigere end mig selv.

Datteren Dolly sætter tingene i perspektiv og giver Alex Vargas lyst til at stå op om morgenen.

– Det at blive far har været en kæmpe kontrast til at miste min søster, men samtidig også det, der har rejst mig op. Ikke fordi et nyt menneske erstatter et andet. På nogen måde. Men det har været et skud af lykke midt i al sorgen. Ligesom musikken har helet mig, har det også helet mig at blive far.

Alex Vargas om EGO-trilogien 

superEGO: – En forlængelse af, hvad jeg har lavet før. Både produktions- og sangskrivningsmæssigt. Her oplever man den velkendte Alex Vargas, der er selvanalyserende og indadvendt.

EGO-trip: – Denne ep opstod i behovet for at komme ud af mit eget hoved, hvilket både afspejles i tekster og lyd. Jeg ser mig selv i tredjeperson, og et mere selvsikkert alter ego kommer til orde. Teksterne er observante og lavet med en vis distance, lyden er mere soulpoppet og melodisk. Det er uden tvivl den ep i trilogien, der skiller sig mest ud.

EGOmaniac: – Her havner vi et sted midt i mellem. Det handler om sorg, og jeg vender igen blikket indad. Men både produktionerne og måden, historierne bliver formidlet på, adskiller sig fra superEGO ved at have en mere countryagtig tilgang. 

Alex Vargas sætter det endelige punktum for EGO-trilogien, når han den 15. december spiller to udsolgte forestillinger på Østre Gasværk.

Blå bog:

Alex Vargas brød i 2015 igennem med singlen “Shackled Up”, der i 2016 blev fulgt op af ep’en Giving Up the Ghost. I 2017 udgav sangeren sit første fuldlængdealbum Cohere med hits som “Higher Love” og “Inclosure”. Alex Vargas’ hidtil korte karriere har allerede budt på Roskilde Festival i 2016 0g 2018, flere udsolgte turnéer samt solokoncerter i Operaen og Royal Arena i 2018. I år har han aktuel med ep-trilogien EGO og afslutter 2019 med to store decemberforestillinger på Østre Gasværk.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA