Her er årtiets 20 bedste internationale album – ifølge GAFFAs skribenter

Her er årtiets 20 bedste internationale album – ifølge GAFFAs skribenter

2010'erne lakker mod enden, og GAFFAs samlede skribentstab har benyttet lejligheden til at kigge tilbage på årtiet, der gik, og i fællesskab – ved prioriteret afstemning – kåre de allerbedste album. En svær, men meget spændende opgave efter et årti med masser af fremragende udgivelser i alverdens genrer. To navne markerede sig så stærkt, at det er med på listen to gange. Klik på albumtitlen for link til GAFFAs anmeldelse og hør en playliste med sange fra albummene nederst.

20. The National: High Violet (2010)

Playground Music / 4AD

Matt Berninger og kompagni fortsætter i det vanlige sorgmodige tempo på deres femte album, High Violet, der udfolder sig som et smukt et af slagsen med både singler, hooks og antipoppede punchlines. Ohio-emigranterne viger ikke fra deres personlige spor. De lyriske, lettere abstrakte temaer hænger som vanligt godt sammen med den dybe, stemningsmættede dystopi.

19. Billie Eilish: When We All Fall Asleep, Where Do We Go? (2019)

Universal Music / Interscope Records

Billie Eilishs debutalbum er noget så sjældent som et gennemført stilistisk musikalsk produkt af en 17-årig (!). Billie formår at balancere perfekt imellem de iscenesatte roller og den autentiske teenager. Som når hun leger skurk og monster på "bad guy", Hendes stemme næsten hviske-synger sig gennem numrene. Kælent og dovent. Overlegent og ubesværet. Og vi kommer helt tæt på, når hun sukker ind i mikrofonen eller griner højlydt i en outro. På én gang både ægte og teatralsk. 

18. Rihanna: Anti (2016)

Universal Music / Roc Nation

I det store hele føles Anti mere personlig og inderlig, end hvad vi tidligere har fået fra Rihannas hånd, og produktionsmæssigt kommer vi vidt omkring. Det her album er ikke lavet for at please, det er lavet for bide fra sig – og på sigt bide sig fast. Også selvom det tager sig sin tid om at gøre det på sin egen stilfærdige facon. 

17. Arcade Fire: The Suburbs (2010)

Universal Music / Sonovox

På deres tredje album strør det normalt så tungsindige Montreal-kollektiv om sig med musikalsk varme og optimisme. Hele vejen igennem kan man høre, at Arcade Fire har anstrengt sig for ikke at genbruge gamle virkemidler, og det har været anstrengelserne værd. For The Suburbs er ikke bare et album, der vokser med hver gennemlytning; det ligefrem svulmer op som en amourøs forelskelse.

16. Justin Timberlake: The 20 / 20 Experience part 1 (2013)

Sony Music / RCA Records

Mellow er meget betegnende for længe ventede opfølger til 2006's milepæl FutureSex/LoveSounds. Selv om tredje udspil ikke når samme højder som de to tidligere album, er der lagt kræfter i, og der er masser at komme efter til den villige lytter. Søndagsmusik måske, men af den slow cool slags. Der kom også en glimrende part 2 senere samme år.

15. Slowdive: Slowdive (2017)

Playground Music / Dead Oceans

Der har aldrig været skår medlemmerne imellem, og det er måske derfor, at shoegaze-veteranerne Slowdive lyder så meget i balance med sig selv på deres første album i 22 år. Slowdive samler op, hvor de slap og forfiner deres kosmiske udtryk yderligere. Shoegazer-pionererne indbyder atter til stjernekiggeri og drømmerier, som var de fra en anden verden.

14. Kendrick Lamar: To Pimp A Butterfly (2015)

Universal Music / Top Dawg Entertainment

Forud for udgivelsen blev der spekuleret i, om Kendrick ville bevæge sig i en mere kommerciel retning end på good kid, m.A.A.d City, men han skuffede ikke. Her jages nemlig hverken hits eller sigtes efter singler – i stedet er det et eklektisk udtryk, der farver albummet og først og fremmest har til formål at udgøre en frodig grobund for Kendricks udfoldelser. Men en ting er lydsiden, noget andet er Kendrick selv, og han er i absolut storform på To Pimp A Butterfly, som byder på 79 ambitiøse minutter, hvor vores hovedperson dels spytter rim i særklasse, men så sandelig også har noget på hjerte.

13. PJ Harvey: Let England Shake (2011)

Universal Music / Island Records

Titlen mere end antyder det. Polly Jean har taget brillerne med udsynet på. England og resten af verden får en tur i blenderen hos den krasse sanger og sangskriver. På sit ottende soloalbum er PJ Harvey i det krigeriske hjørne. Musikalsk og tekstmæssigt. Klaveret er smidt på lossepladen, og Let England Shake er både underdrejet og underspillet rockmusik, der hele tiden opsøger det uforudsigelige.

12. David Bowie: Blackstar (2016)

Sony Music / Columbia Records

Der tages ikke nogen lette veje, hele tiden afsøges de skæve vinkler i det musikalske setup, der både er improviserende løssluppent og stramt tøjlet. Et nyt hold af avantgarde-jazzmusikere anført af den talentfulde saxofonist Donny McCaslin og den grænsesøgende guitarist Ben Monder skaber med stor indlevelse den perfekte ramme til de farefulde lydkollager. Bowie døde to dage efter udgivelsen, og albummet var en særdeles værdig svanesang.

11. Daft Punk: Random Access Memories (2013)

Sony Music / Columbia Records

I en reaktion mod den nutidige dansemusiks klemte lydbilleder, øjeblikkelige tilfredsstillelser og glaserede virkemidler kaster Daft Punk anker for at give møgungerne en ordentlig omgang "da far var barn". Progressive, eksperimenterende jamsessioner fylder godt ud mellem appellerende hooklines og Nile Rodgers' insisterende funkguitar.

10. Frank Ocean: Blonde (2016)

Boys Don’t Cry

Med Blonde byder Ocean lytteren velkommen til endnu et indblik i sit lækre, skæve, melodiøse, mærkelige og upolerede musikalske univers. De 17 skæringer varierer på vanlig Oceansk vis i både genre, stil og længde, og således kommer man igennem numre på alt mellem 60 sekunder og ti minutter. Men der er en klar rød tråd, og det er artisten selv. 

9. Gorillaz: Plastic Beach (2010)

EMI Music / Virgin Records

Det er en stjerneparade, som Damon Albarn på det det tredje Gorillaz-album har støvet sammen på Plastic Beach. Navne som Snoop Dogg, Mos Def, Bobby Womack, Little Dragon, Mark E. Smith og Lou Reed vidner om Blur-frontmandens musikalske ambition med tegneseriebandet, der rykker genrekonventionerne godt og grundigt rundt i manegen.

8. Kendrick Lamar: good kid, m.A.A.d city (2012)

Aftermath / Interscope

Med sit andet album good kid, m.A.A.d city sætter Lamar sig tungt på hiphop-kortet. Det er tydeligt at høre, at han sigter højt, og detaljerne i hans vokal er imponerende og gennemarbejdede. Han formår at fange lytteren, uanset om det er en stram og melodisk monoton strøm af ord, eller om det er mere varieret i både musik og vokal.

7. Tame Impala: Currents (2015)

Caroline Records / Modular

At kalde Tame Impala for blot psych er blevet noget af en tilsnigelse, for der er ikke noget i nærheden af tilbageskuende 60'er-rock som det, vi hørte fra dem på hits som “Elephant” eller “Feels Like We Only Go Backwards”. Til gengæld finder man denne gang masser af spacet funk og nutidig r&b. For eksempel på “Past Life” med pitchet robot-vokal, den boblende “The Moment” eller “The Less I Know The Better”, der ville have taget kegler på Studio 54. Currents er et sandt svendestykke fra Kevin Parker.

6. Beyoncé: Lemonade (2016)

Sony Music / Columbia Records

Bey er vred og skuffet, og hun bander og svovler som aldrig før. Attituden er til at tage og føle på, og det er bestemt klædeligt med en gang grus i det ellers så velsmurte Beyoncé-maskineri, selvom det hele selvfølgelig er gennemarbejdet ned til allermindste detalje. Lemonade er en imponerende odyssé over rock, soul, hiphop og alt derimellem.

5. Nick Cave & The Bad Seeds: Push The Sky Away (2013)

Playground Music / Mute Records 

I stedet for rock og aggression er australieren og hans udskuds 15. album det mest dirrende underspillede i det snart 30-årige bands eksistens. Cave har før skiftet farve. Men modsat for eksempel The Boatman's Call er Push The Sky Away ikke bare smuk, men også konstant nagende og foruroligende – i et meget virkningsfuldt enkelt udtryk, som står glimrende til Caves rå, følsomme/perverse poesi. Cave selv? Synger fremragende. Smukt croonende i taberballaderne, grumt i skæbneberetningerne og tranceagtig fremskridts-rablende i Higgs Boson Blues – eneste sang, der vokser til noget, der ligner rock. Ellers er afmåltheden konsekvent. Skævt, besættende – og med stof til masse-genlyt. Så gennemført, at man kun kan nikke anerkendende.

4. Kanye West: My Beautiful Dark Twisted Fantasy (2010)

Universal Music / Def Jam Recordings

Som en anden gal videnskabsmand har Yeezy klippet, klistret og især kreeret et mageløst, mørkt og mangefacetteret monster af et album, hvis vitale udfald mere end matcher de enorme ambitioner og det ditto ego, ophavsmanden ligger inde med. My Beautiful Dark Twisted Fantasy er mere end optimeret pop og hiphop. Albummet både smyger sig elegant på tværs af genrer og marcherer brølende og med løftet pande gennem et væld af grænser, mens det frygtløst erobrer nye og hidtil uudforskede territorier. Galskab og genialitet går hånd i hånd på samtlige af albummets 13 sylespidse skæringer, hvor man ikke støder ind i et eneste kedeligt øjeblik. 

3. Frank Ocean: Channel Orange (2012)

Universal Music / Def Jam Recordings

Frank Oceans debutalbum går kun én vej: lige i hjertet. Det er blødt som silke, men samtidig strøet med skæve twists. Det er lidt som med en god bog; man skal liiige læse næste kapitel for at finde ud af, hvad der sker på næste side. Sådan er dette album. Hvert track drager og hiver en med videre til det næste, fordi det er dejlig uforudsigeligt og fri for klichéer og faste kommercielle rammer.

De 17 tracks med moderne r&b er gennemtænkt til mindste detalje – også når det kommer til varighed. De varer mellem 0.46 min. og 9.54 min., og det føles hverken for kort eller for langt. At de så ikke passer ind i den faste radiohit-ramme, kan virkelig ikke være Oceans problem, de må tilpasse sig musikken. Befriende.  

2. Bon Iver: Bon Iver, Bon Iver (2011)

Playground Music / 4AD

Ikke overraskende har Justin Vernon i denne anden ombæring kreeret et mere nuanceret værk, og produktionen er helt forventeligt blevet både flottere og mere mangefacetteret. Vernons uvurderligt pragtfulde stemme er med sit høje og lyse format atter et usandsynligt skønt og hjerteskærende aktiv, og manden demonstrerer snildt sit enorme talent på numre som den intenst fingerspillede "Minnesota, WI" og den eftertænksomt piskende "Towers", der er på højde med de fineste lækkerier fra debuten. 

1. Arctic Monkeys: AM (2013)

Playground Music / Domino Records

På femte album fra Arctic Monkeys er den sidste rest hvalpefedt og letbenethed forsvundet fra den engelske kvartet, der er tungere rockende end nogensinde før. Det betyder lavere tempo og mindre dansegulv, hvilket nok vil dele vandene blandt fans. "R You Mine?" kaster dog en redningskrans til yndere af bandets tidligere højenergiske udladninger og frontmand Turners maskingeværsleveringer af lyrik.

Ellers lyder Alex Turner som sig selv, og så alligevel ikke. Der er mere dybde i vokalen, og hans letgenkendelige Sheffield-dialekt får flere steder en snert af amerikansk midwest. Mest klassisk er han på "No. 1 Party Anthem", der godt kunne være løftet fra hans Submarine-soundtrack.

"Snap Out of It" formår på fascinerende vis at kombinere lyden af vennerne i Queens of the Stone Age med den af landsmanden Elton John, og ikke ende med noget lort. Josh Hommes bidrag på især "Knee Socks" giver et ekstra løft på en retroklingende sag, der leder tankerne hen på The Last Shadow Puppets. Arabella breder lydspektret yderligere ud med riffs, der lyder løftet direkte fra Black Sabbath.

Det er faktisk et mirakel, at bandet formår at skabe et album, der lyder sammenhængende og helstøbt, men det er faktisk tilfældet. Der er en rød tråd, de 12 numre imellem, som tilsammen skaber en tight støbt enhed.

Den melankolske lukker, "I Wanna Be Yours", er et andet højdepunkt, ikke mindst i kraft af en skarp og bitterkomisk tekst skrevet med punkpoeten Jon Cooper Clark. Det starter smukt med linjen "I wanna be your vacuum cleaner, breathing in your dust" og afslutter albummet, der viser Arctic Monkeys fra nye og glimrende sider. (Albummet er anmeldt af Kristian Bach Petersen)

LÆS OGSÅ: Her er årtiets 20 bedste danske album – ifølge GAFFAs skribenter


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA