KOMMENTAR: Whatever happened to my rock’n’roll?

KOMMENTAR: Whatever happened to my rock’n’roll?

Hvor fanden blev rockmusikken af?

Vi skriver 2020, og 2010’erne er overstået. Et årti, hvor rockmusikken blev skubbet til side til fordel for EDM, pop og r&b. I skrivende stund ligger kunstnere som Burhan G, Rasmus Seebach, Hjalmer, Billie Eilish, Ed Sheeran, Gilli, Stormzy, Post Malone og Justin Bieber på toppen af de danske hitlister. På top 40 finder vi faktisk ikke én eneste rockmusiker. Det tætteste, vi kommer på det, er Harry Styles fra One Direction. Og det eneste rockede ved hans seneste album er, at han rent faktisk bruger analoge instrumenter.

Hvor fanden blev rockmusikken af?

Til American Music Awards var der ingen rockmusik at finde. I kategorien ”Alternative Rock” hed de nominerede Billie Eilish, Panic! at the Disco og Imagine Dragons. Til Grammy Awards i februar 2019 gik prisen for årets bedste rockalbum til Greta Van Fleet. Et band, der lyder som Led Zeppelin på en dårlig dag.

I 2000’erne havde vi et opsving i rockmusik med bands som The Strokes, White Stripes og Queens of the Stone Age. Julian Casablancas er nu aktiv i sit rodede Voidz-projekt, men Jack White rocker heldigvis stadig, om end mere i sit Raconteurs-projekt end som solokunstner. Og QOTSA kan vi heldigvis altid regne med – Josh Homme rocker stadig derudad. 

Men hvorfor er der ikke mere rock på de kommercielle hitlister? Hvorfor er de fyldt med en tudende Burhan G og forfærdelig Chainsmokers-EDM? Kan I ikke lide rock længere?

Vi lever i en tid, hvor Spotify analyserer vores musikforbrug i hoved og røv, og hvor P3 spiller de samme røvsyge hits igen og igen. Så måske er der simpelthen tale om en ond, ond cirkel. Musikforbrugerne hører, hvad de bliver præsenteret for. Og musikformidlerne spiller det, de tror lytterne vil have. Så hvor gik det galt?

Måske er svaret, at vi mangler nogle flere pladeselskaber, som tør satse på rockmusikken igen. Og så mangler vi en platform, der kan formidle den eksisterende undergrundsrock ud til det kommercielle publikum. Vi har P6 Beat. Og jeg elsker, at de for eksempel spiller Girlcrush. Men de spiller altså også de samme gamle Radiohead- og The Cure-numre igen og igen og igen.

Hvis musikbranchen fik hovedet ud af sparegrisens røv og tænkte mere i musikalsk integritet og udvikling end i kroner og ører, er jeg sikker på, at rockmusikken kunne få en revival i 2020’erne. For vi er altså et ret stort publikum, som savner det.

Og til alle jer rockmusikere ude i øvelokalerne: Spil mere, udgiv mere, gå pladeselskaberne på nerverne, vær irriterende og anmassende. Vi skal fandeme have væltet Imagine Dragons og Panic! at the Disco af rocktronen.

Vi lever i en tid, hvor Harry Styles bliver sammenlignet med David Bowie. Og vi lever i en tid, hvor vi sidder og genhører netop Bowie og andre koryfæer fra fortiden. Er det ikke på tide, at vi får nogle nye rocklegender på bordet? De må simpelthen findes derude. Et sted i Middelfart sidder den næste Jim Morrison måske og får afslag på afslag fra KarriereKanonen.

I 2001 sang Black Rebel Motorcycle Club ”Whatever Happened to my Rock’n’Roll?” Lad 2020 være året, hvor pladeselskaber, musiklyttere og upcoming bands giver dem et svar. Er I derude?!

Af Sara Elisabeth Nedergaard, 32 år, uddannet journalist fra Syddansk Universitet, skribent på GAFFA siden oktober 2011

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA