PLAYLISTE: De bedste hiphoptracks lige nu

PLAYLISTE: De bedste hiphoptracks lige nu

Hiphop-playlisten er tilbage – og som sædvanlig spækket med bangers. Hør alle sangene nedenfor.

Lil Wayne - Piano Trap

Weezy er tilbage – og det er med hele 24 nye numre! Funeral blev udgivet rimelig ud af det blå og er Lil Waynes 13. studiealbum. “Piano Trap” er et af højdepunkterne mod enden af den lange udgivelse, ikke mindst takket være det lækre beatswitch. 

Artigeardit - Bagsæde

Fuck, det er fedt, det her! Jeg tør sagtens sige, at Artigeardit i øjeblikket er en af de bedste danske rappere. Det beviser han i den grad også på sin nye udgivelse IDIOT

Royce Da 5’9” - I Don’t Age

Mens vi alle venter spændt på Royces The Allegory, holder mesterlyrikeren os hen med en ny fremragende single. Han har endda også selv produceret dette track. Imponerende! 

J Hus - Fight for Your Right

Londons egen J Hus har skabt sig en unik lyd, som virkelig shiner igennem på hans nye album Big Conspiracy. Albummet kan helt sikkert anbefales. Et af højdepunkterne er “Fight for Your Right”, som er produceret af iO. En producer, som også før har arbejdet sammen med J Hus. 

Sy Ari Da Kid - A Dream a Plan (Featuring Big K.R.I.T.)

Sy Aris nye album er fyldt til randen med klassisk hiphop fra start til slut. På “A Dream a Plan” fortæller Sy Ari Da Kid om sine drømme og planer igennem tiden inden for musikbranchen. K.R.I.T slutter nummeret af med et stærkt vers under samme tema. 

Megan Thee Stallion - B.I.T.C.H

Megan Thee Stallion brød for alvor igennem på hiphopscenen sidste år og er hurtigt blevet en af de største kvindelige rappere. “B.I.T.C.H” er lidt et afbræk fra hendes typiske lyd, og jeg synes, det passer hende rigtig godt. 

Cardo - Stats (Featuring Larry June, Payroll Giovanni & HBK)

Det oser af old-school West Coast-energi, blandet sammen med moderne rap fra Detroit på stjerneproducerens nye plade Game Related. Cardo er en af mine absolut yndlingsproducere og er yderst alsidig i sin produktionsstil og valg af samarbejdspartnere. Hele albummet fortjener klart et lyt. 

Dirty Tay - Make It Happen (Featuring Marlo)

Der er ikke meget information at finde om Dirty Tay, som er ude med sin første udgivelse Way Bigger on the Low. Det betyder dog ikke så meget, når musikken taler for sig selv. Han er en af Lil Babys artister under pladeselskabet 4 Pockets Full. 

Young M.A - 2020 Vision

Det lader til, at Young M.A vil gøre sit bedste for at holde et momentum kørende efter sin optræden på Eminems seneste album. Hun giver den alt, hvad den kan trække på “2020 Vision”. Det kunne godt gå hen og blive et godt år for den 27-årige rapper bag megahittet “Ooouuu”. 

Key Glock - Dough

Key Glocks nye album Yellow Tape overraskede mig virkelig positivt. Den 22-årige rapper fra Memphis holder sig til den distinkte Memphis-lyd, hvilket fungerer absolut fantastisk. På “Dough” drager han også på fornemmeste vis inspiration fra Snoop Doggs flow og lyrik fra klassikeren “Nuthin’ But a ‘G’ Thang”. Det er helt vildt gennemført og godt tænkt. 

A Boogie Wit da Hoodie - King Of My City

Den populære rapper er på vej mod toppen af New Yorks fødekæde. Hans splinternye single er et godt bevis på dette. Det er måske lige i overkanten at kalde sig kongen af New York endnu, men i det mindst tror han da på det. 

D Smoke - No Commas

D Smoke er virkelig kommet langt på meget kort tid. Han har bestemt ikke hvilet på laurbærrene efter at have vundet Netflix’ talentprogram Rhythm + Flow. “No Commas” er endnu et ganske fornuftigt nummer fra vestkyst-rapperen. 

A$AP Ferg - Value

“Value” er en energisk ny single fra Ferg. Tracket fanger dig fra allerførste sekund og giver ikke slip igen. Også et vanvittigt flow, han kommer med. 

The Colleagues - Red Vans (Featuring Freddie Gibbs) 

Producerduoen bag numre fra både 2 Chainz og Gucci Mane er gået sammen med Freddie Gibbs på deres nye nummer “Red Vans”, som fortsætter med den gode energi, A$AP Ferg bragte os med “Value”. 

Meek Mill - Letter To Nipsey (Featuring Roddy Ricch) 

“Letter To Nipsey” blev præsenteret ved årets Grammy Awards. Nummeret er selvfølgelig dedikeret til Nipsey Hussle, som gik bort sidste år på tragisk vis. Meek Mill gør det rigtig godt, selvom han ikke lige var en person, jeg havde regnet med at høre et nummer om Nipsey fra. Roddy Ricch var med på Nipsey Hussles “Racks in the Middle”, og det giver rigtig god mening, at han er at finde på dette track. 

Hør playlisten på Spotify:
 

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA