x

MÅNEDENS FORSIDE-INTERVIEW: Under huden på den cooleste kat i britisk musik

MÅNEDENS FORSIDE-INTERVIEW: Under huden på den cooleste kat i britisk musik

For seks måneder siden blev Archy Marshalls datter født. Nyheden droppede ned midt i arbejdet med albummet Man Alive! – som et udbrud i ordets bedste forstand. Det har ændret hans syn på tilværelsen. Vi rejste til London for at tale med Archy Marshall om ham selv og King Krule.

– Der er en idé om eskapisme i det. Idéen om at genopfriske og genstarte sådan, som folk opfatter mig, forklarer King Krule. Bag solbrillerne gemmer der sig en ung mand med ildrødt hår. Navnet er Archy Marshall. Ærkebritisk med udtrådte trainers og en tyk cockneyaccent. Ordene fra hans mund serveres i øjeblikke med et diskret lag sarkasme. På den der britiske facon, som tager lidt længere tid om at sive ind.

– Tanken om at bevæge sig tilbage i en form for anonymitet, fortsætter han. – Jeg er altid misundelig på bands, der lige er startet, for jeg savner virkelig at starte et band, som ingen kender noget til. Det er en af de fedeste følelser, når det er friskt. Og det er derfor, jeg gør det, for at genopfriske min egen opfattelse af mig selv, eller for at komme væk fra den losseplads, alt andet måske har udviklet sig til. Det er mere et redskab for mig i dag, men før i tiden handlede det meget om karakterer, som jeg kunne tage på mig. Jeg kunne forvandle mig selv til en anden ved at tage noget andet tøj på eller optræde på en anden måde.

Han er rejst fra det sydlige Manchester for at være her, hvor jeg er. Jeg er rejst fra København til London for at være, hvor han er. Archy Marshall er rejst hjem, hvor King Krule kommer fra. Til South London, en mindre spytklat fra sin fars gamle bopæl. Det er hans hood, og selvom jeg kender London godt, er det kun byens skyline i horisonten, der reelt virker bekendt.

Inden vi sætter os ned for at tale sammen, slentrer han nonchalant ind i rummet i sine udtrådte sko, der engang var hvide. Umiddelbart bekymres jeg over det manglende engagement, jeg frygter, han vil lægge i samtalen. Men samtidig mødes jeg af et menneske, der ikke har ændret på sin person i takt med den berømmelse, der er vokset omkring ham. Jeg forestiller mig, hvordan han stadig er den samme, som hans klassekammerater gik i skole med. Den eneste forskel fra dengang til i dag er udviklingen og refleksionen, der ligger bag de tanker, han på Man Alive! har sat musik til.

– Hvem ved om anonymitet er vigtig, men nu har jeg været her i noget tid, så jeg har vænnet mig til at blive genkendt, svarer han, da jeg spørger ham, om anonymitet er en vigtig ting i hans liv. Sandheden er, at Archy Marshall aldrig har været anonym. Karakteren har været skiftet ud, men udtrykket altid det samme. – Da jeg først startede, var det en ret stor ting for mig. Jeg er ret genkendelig på alle måder, og det er altid noget, jeg har haft det svært med.

Artiklen fortsætter under videoen

Produkt af sine omgivelser

Vi befinder os på den anden side af Brexit. Få dage efter Boris Johnson underskrev aftalen, og det britiske folk forlod EU. Inden jeg stiger på flyet med Man Alive! i ørerne, undersøger jeg, om jeg kan besøge landet uden visum. Jeg forventer et britisk folk i oprør og politiske tanker i musikken, ligesom alle andre gør det. Jeg mødes af det usagte og implicitte i stedet for kampråb. Jeg mødes af en opgivende foragt i stedet for en indestængt vrede.

– Jeg har skrevet om det, der lige nu sker i England, men jeg taler bare ikke så direkte om det, som mange andre gør, siger Archy Marshall. – Jeg gider ikke prædike noget. Jeg taler om mig selv som en del af den her verden. Som en del af det her samfund, og derfor er jeg naturligvis nødt til at reflektere over mine omgivelser. Det bevæger sig utvivlsomt ind i musikken, selvom det måske ikke kommer direkte til udtryk. Og samtidig er der tekster på Man Alive!, der taler direkte om den slags, men det er ikke noget, jeg fremhæver. Jeg skriver om det på min egen måde, og det skaber en anden ærlighed om de følelser, mine omgivelser får op i mig. Jeg kan ikke flygte fra det, der lige nu sker i engelsk politik, men jeg vælger at behandle det og skrive om det på en mere indirekte måde.

Man Alive! er ikke en direkte kommentar til noget konkret. Som King Krule gør med det meste, bevæger han sig omkring sine budskaber med solide og lydløse trin, der sætter sine aftryk for dem, der har lyst til at lede lidt. Fortolkningerne står ikke skrevet i teksten, men i stedet hos lytteren selv.

Man Alive! er et udbrud, siger han. – Jeg ved sgu ikke, hvad det henviser til, men det lyder sgu fedt at sige. Jeg får efterhånden mere ud af andre menneskers fortolkning af det end den egentlige intention, der er bag. Og med Man Alive! er alle mulige fortolkninger kommet op i interviews, men for mig er det bare et udbrud.

Artiklen fortsætter under videoen

Snapshots fra en fortællende stemme

Produktet er endt som en samling snapshots fra virkeligheden. Musikken er ikke konceptualiseret og umiddelbart uden et gennemgående narrativ. Man Alive! er produktet af forandringerne i Archy Marshalls liv. Det er produktet af en rejse, der begyndte, da han var otte år gammel og mødte sin store kærlighed, guitaren. Det er udviklingen af Archy Marshall til Zoo Kid og til nu at befinde sig i King Krule.

– Der er et narrativ, for det er umuligt at flygte fra, svarer han i sit forsøg på at forklare albummet. – Jeg kommer fra et sted, hvor jeg prøver at være så ærlig, som jeg overhovedet kan. Jeg prøver at dokumentere øjeblikke i mit liv og ting, jeg oplever, så der vil altid være et fortællende aspekt over det. Og i den ærlighed opstår der en naturlig rød tråd i musikken.

I musikken hører jeg en kreativitet, der rækker ud over de kompromiser, der er nødvendige i et samarbejde. Den krøllede tilgang til kompositionerne og udformningen af et konstant flydende udtryk er et resultat af Archy Marshalls selvstændighed som King Krule.

– Jeg arbejder hovedsageligt alene, siger han. – Jeg er meget målrettet, når det kommer til mit arbejde, så det er svært at arbejde på andre måder end alene. Meget af musikken opstår meget bevidst mellem mig og my main lover in life – min guitar, som har været min følgesvend, siden jeg var otte år gammel. Den har bragt mig penge, den har bragt mig kærlighed, den har bragt mig had. Den har bragt mig alle de her ting, så jeg er meget bevidst om at skrive på den måde.

Forholdet mellem Archy Marshall og hans main lover in life har resulteret i en udefinerbar størrelse hos pladeselskabet XL Recordings, som ligeledes er en fortolkning af den britiske musikarv, såvel som det er skabelsen af hans eget univers og en videreudvikling af musikken som en konstant bevægelse.

– Jeg fortolker måske den musikarv på en lidt indirekte måde, siger han. – Jeg skriver om mine omgivelser, og det er også britisk musik, jeg er kommet af. Jeg har et særligt forhold til britisk musik, uanset hvilken stil det er. Det er altid noget, der spøger lidt i baggrunden.

Musikken udformer sig så at sige uden om Archy Marshalls bevidsthed. Modsat mange musikere er han ikke ude på at udfordre musikken ved at intellektualisere den. Udfordringerne i musikken opstår af sig selv, som et produkt af hans egen generation, hvor alting har været tilgængeligt på samme tid. Modsat mange musikere har Archy Marshall fundet en ro deri.

– Jeg er ikke særlig bevidst om min måde at arbejde med musik på, forklarer han. – Jeg er ikke bevidst om min måde at arbejde med forskellige stilarter på, fordi der er en million forskellige faktorer, der har stået bag det til at begynde med. Nogle af dem handler alene om at lytte til meget musik, men samtidig handler det om at være en del af en generation, der i 2008 og 2009 havde svært ved at se, hvor musikken var på vej hen. Mange bands var stoppet med at spille guitar til fordel for synthesizers og den slags, og dengang lyttede jeg meget til jamaicansk musik og Kate Hudson, ligesom jeg lyttede til meget rockmusik fra 50’erne. Og samtidig lyttede jeg til Joy Division og The Damned og De La Soul.

– Og jeg kan huske, da jeg var meget ung og fik en iPod, som jeg sad med om aftenen, hvor jeg konstant spolede tilbage for et 10-sekundersklip af en sang. Det var sikkert et ubevidst forsøg på at sample. Så det giver mening for mig at tage dubbens trommer og baslyd og blande det sammen med punkens eller jazzens guitarlyd. Jeg er endt med at blande alle de her ting sammen, men det er, fordi jeg ikke vil begrænse mig til andet. Det er nemmere, når du selv ved, at du vil være den, der binder det hele sammen. Derfor har det aldrig føltes underligt, fordi min underlige stemme alligevel ville lægge sig ovenpå det her mix og binde det hele sammen.

Artiklen fortsætter under videoen

Man Alive!!

Undervejs i den kreative proces, som Archy Marshall var dykket ned i for at skabe Man Alive! fik han beskeden om, at han skulle være far. I dag er han 25 år gammel, og nyheden kom som en overraskelse. Hans liv var på vej til at skulle ændre sig permanent. Han flyttede nordpå, mod Manchester og slog sig ned med sin kæreste. Seks måneder efter sin datters fødsel står han med Man Alive! mellem hænderne uden at være klar over den påvirkning, forandringen har haft på musikken.

– Det påvirkede sikkert min kreative tilgang til sangskrivningen på en eller anden måde, men jeg er ikke helt klar over hvordan, siger han i sit forsøg på at forklare den følelse, han sidder med i kroppen. Han bevæger sig uden om klichéerne. Han er bevidst om sin rolle som forælder, men kan ikke forklare den dybe forandring i sit liv.

– Jeg har det med ikke at lægge særligt meget pres på mig selv, og jeg har ikke tendens til at overanalysere ting, der sker i mit liv, men det har naturligvis skabt en af de største forandringer i mit liv. Siden min datter blev født, har jeg lagt mærke til en kæmpe ændring i min egen person. Min måde at betragte verden på. Mit syn på kærlighed og had og sorg og depression. Det har givet mig en kærlighed til menneskeheden, som ikke nødvendigvis var så tydelig og udtrykt før.

– Det er svært at sætte en finger på, hvordan det har ændret mig at blive far. Men det har ændret mig uden tvivl. Det er nødt til at finde vej ind i min musik, men som jeg siger, er jeg ikke typen, der sidder og overanalyserer ting. Jeg tror nærmere, det kommer til at bevæge sig ind i musikken på en ret naturlig måde. Når jeg skriver sange, konstruerer jeg sange på en måde, der er svær at beskrive. Når jeg laver musik, vil jeg gerne lave kunst, og det kan være svært at beskrive den fremgangsmåde, jeg går igennem.

Alligevel er Man Alive! et mere progressivt produkt af King Krules karriere end både The OOZ og 6 Feet Beneath the Moon. Inden hans ankomst taler jeg med hans manager om albummet. I samtalen er vi enige om vores fortolkning. Man Alive! er mørkt og dystert, ligesom det er så meget andet. – Det er mere tørt, forklarer Archy Marshall, ligesom det er inspireret af de omgivelser, han har bevæget sig igennem, siden King Krule blev født for syv år siden.

– Ordet er sgu nok progression, siger han. – Det er det eneste, jeg kan gøre i livet. At bevæge mig fremad og blive ved med at lære. Med den her plade har jeg følt en meget tydelig inspiration, hvor The OOZ kom meget ud af forvirringen og idéen om, at min hjerne bare var totalt flydende. Men det her føltes meget nemmere og meget tydeligere igennem processen. Det har været nemmere, men samtidig er det også et produkt af at være blevet ældre og lære af det, der er sket før. Jeg har altid været interesseret i at lave forskellige og underlige ting. Alene for min egen skyld. Hvis jeg er gået i stå med noget, læner det sig sikkert for tæt op ad noget, jeg har gjort før, og derfor beslutter jeg mig for at gå i en anden retning eller vende tingene lidt på hovedet. Men det er slet ikke alene målrettet King Krule.

Artiklen fortsætter under videoen

Dengang Man Alive! blev født

– Idéen til albummet opstod på det tidspunkt, hvor jeg turnerede med The OOZ, men titlen stammer endnu længere tilbage, fortæller Archy Marshall. – Jeg følte mig meget inspireret og kreativ, og på det tidspunkt i mit liv, og det er to år siden, var jeg klar over, at jeg skulle reagere og udnytte de situationer, hvor jeg følte mig kreativ og inspireret. Jeg vidste, at jeg skulle dykke ned i det. Men jeg ved ikke rigtig, hvad der skete derefter. Jeg spillede mange af sangene under lydprøverne og nogle af dem live, så det var en ret naturlig transition og bevægelse. Jeg følte mig ret uovervindelig i det.

Fra Manchester til South London

– Jeg har været en af en meget solid gruppe venner i omkring 12 år nu, og vi har holdt sammen gennem alting, siger Archy Marshall. – Jeg beundrer dem dybt. Og den hovedsagelige ting ved at vende tilbage er, at jeg kommer ud af en form for isolation. Det har gjort, at jeg sætter en anden pris på samtalen, og det har samtidig givet mig en klarhed ved at møde mennesker på gaden eller de her små interaktioner, man har med fremmede. I det nordvestlige England er folk mere komfortable og åbne over for hinanden, og det er naturligt at tale til folk i det offentlige rum. Det har givet mig et andet perspektiv, der gør, at jeg kan tage noget med, når jeg vender hjem til South London.

Hvordan er det at være en del af pladeselskabet XL Recordings?

– Jeg har aldrig rigtigt talt med nogle derfra, siger Archy Marshall. – De har været gode ved mig og givet mig al den plads, jeg har haft brug for. Der har aldrig været problemer med, at jeg kunne forsvinde i et par år for at arbejde med noget. Og de hører aldrig pladen, før den er færdig. Men jeg er på vej mod en ende med dem. Man Alive! er den sidste plade med dem ifølge den kontrakt, jeg underskrev med dem, da jeg var 19 år gammel. Jeg har stor respekt for, at de har givet mig lov til at gøre min ting.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Lille skuffelse fra stadig solid, skramlende singer-songwriter


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA