x

PLAYLISTE: De bedste hiphoptracks lige nu

PLAYLISTE: De bedste hiphoptracks lige nu

Hiphop-playlisten er tilbage – og som sædvanlig spækket med bangers. Hør alle sangene nedenfor.

Royce Da 5’9” - On the Block (Featuring Oswin Benjamin & DJ Premier)

Endelig er The Allegory ude! Royces nye album skuffer ikke (ud over et par pinlige antivaccine-linjer), og trods hele 22 tracks bliver albummet aldrig kedeligt eller stillestående. Der er også nogle interessante features, heriblandt Oswin Benjamin, som gæster her på højdepunktet “On the Block”. Dette er også et af de numre med den bedste produktion på hele pladen, takket være legendariske DJ Premier. 

A Boogie Wit da Hoodie - Numbers (Featuring Roddy Ricch, Gunna & London On Da Track)

“Numbers” skiller sig ud fra mængden på Artist 2.0. Ærlig talt er jeg ikke stor fan af albummet, men flere tracks i denne stil ville helt sikkert have hjulpet. Fede tilføjelser fra Roddy Ricch og Gunna, som begge passer godt over Londons produktion. 

Lil Uzi Vert - That Way

Det lader til at vi meget snart får os et nyt album fra Uzi. Den populære rapper, som stod bag kæmpehittet “XO Tour Llif3”, er tilbage med ny musik, som kommer forud for albummet Eternal Atake. Et album, som mange har ventet rigtig længe på. Der gøres på smart vis brug af Backstreet Boys’ “I Want It That Way” på denne nye single. Uzi har også udgivet en kort trailer til det kommende album. Se den her: 

Artiklen fortsætter under videoen

Duke Deuce - Bad News

Den 27-årige rapper fra Memphis har så sandelig fået begge fødder indenfor i rapgamet. Musikvideoen til sidste års “Crunk Ain’t Dead” har meget snart rundet 12 millioner visninger samt en ny udgivelse, netop er landet. Duke Deuce har en autentisk lyd af Memphis-hiphop, hvilket også kommer til udtryk på Memphis Massacre 2, hvor han dog også udvider sit soniske univers. Han får også fremvist en masse fede flows på “Bad News”. 

Young Nudy - Cap Dem

“Cap Dem” er Young Nudy, når det er bedst. Hans animerede rapstil fungere rigtig godt, når den parres med et beat i samme stil. 

PNTHN - Julius (Featuring Project Pat)

Ottemandsgruppen PNTHN er alt for undervurderet. Forhåbentlig kan det hjælpe at få et co-sign af legendariske Project Pat. Jeg glæder mig virkelig til at følge deres fremtidige udvikling. Hvis de bliver ved med at udgive kvalitet som “Julius”, så skal det nok blive stort. 

Kamaiyah - Whatever Whenever

Så er vi godt nok kommet til Vestkysten i allerhøjeste grad – mere specifikt Bay Area. Så er det sgu godt ned i sædet og armen i karmen. På en og samme tid omfavner “Whatever Whenever” både lyden af sol, varme og god stil, samt en modsigende form for døsig trance. 

Jay Worthy - The Routine (Featuring G Perico & The Alchemist)

Jeg kunne godt bruge et helt album fra denne trio. Jay Worthy og G Perico over The Alchemists beats er bare noget helt særligt. “The Routine” er et lækkert og tilbagelænet track. 

CJ Fly - Grew Up (Featuring Statik Selektah & Haile Supreme)

Nu er det efterhånden ved at være på tide, at CJ Fly udgiver sit album. Han startede med at udgive singler til albummet sidste år, og det er da lige ved, at hele albummet snart er udkommet som singler, men heldigvis er der nu en udgivelsesdato, som hedder den 6. marts. “Grew Up” er en af de hidtil bedste singler fra Pro Era-rapperen CJ Fly. 

Aminé - Shimmy

Hvordan kan man undgå at holde af Aminé? Der er gået et stykke tid, siden vi sidst har hørt fra Portland-rapperen, men det er der nu endelig blevet lavet om på med “Shimmy”. Et nummer, hvor den akkompagnerende video fremviser hjembyen Portland. Virkelig fedt nummer! 

Artiklen fortsætter under videoen

Stro - Kings County

Stro har en old-school lyd, som kan være svær at imiterere. Endda her på “Kings County”, som er et af de mere moderne lydende tracks fra Stros nye udgivelse Back On Saratoga, kan man høre noget old school hip hop-sjæl i både lyrik, flow og beat. 

YoungBoy Never Broke Again - Bad Bad

NBA YoungBoy er altid bedst, når der er fart over feltet, hvilket er tilfældet på “Bad Bad”. Nummeret blev udgivet en anelse før hans nye album Still Flexin, Still Steppin og er klart en af de bedste tracks på pladen. 

G Herbo - By Any Means (Featuring 21 Savage)

Den 24-årige Chicago-rapper er på banen med et stor-budgettet album i form af PTSD. “By Any Means” er et af højdepunkterne, men albummet kan helt klart anbefales i sin fulde form. 

Polo G - Go Stupid (Featuring Stunna 4 Vegas & NLE Choppa)

Kæmpe banger fra Polo G! Hans debutalbum fra sidste år, Die a Legend, bliver stadig ofte spillet hos mig og er en af de bedste udgivelser fra 2019. “Go Stupid” slår en anelse hårdere end det meste at finde på Die a Legend, som var mere tankefyldt og reflekterende. Der er ingen tvivl om, at Polo G kan lidt af hvert. Det hjælper i den grad også at have energiske artister som NLE Choppa og DaBaby-affilierede Stunna 4 Vegas med. 

$uicideBoy$ - [whispers indistinctly)

Der er bare noget særligt over denne duo. De to rappere komplementerer hinanden rigtig godt og befinder sig på et interessant stadium, hvor deres musikalske niche hverken er i den dybe undergrund eller har mainstream opmærksomhed. $uicideboy$ har en meget dedikeret gruppe fans at lave musik til, hvilket lader til at være, hvad de fokuserer på. Ud over “[whispers indistinctly]” fra den nye udgivelse Stop Staring At The Shadows kan nummeret “That Just Isn’t Empirically Possible” også klart anbefales. Hold op, hvor nogle lange titler vi har med at gøre her! 

WELL$ - Sic or Sumn

WELL$ er en relativ ukendt rapper fra North Carolina. Til trods for, at han blandt andet har lavet musik sammen med Metro Boomin, har han aldrig helt formået at bryde igennem, selvom han fortjener det. Han leverer altid god musik, og det kommer i en meget kontinuerlig strøm. 

Jonah Cruzz - A for Effort

Man kan ikke undgå at føle sig en smule mere cool, når Jonah Cruzz’ musik kommer ud af højtalerne. Hans ubesværede flow og lækre afslappede beats går hånd i hånd. Jonah Cruzz får helt klart et “A for Effort” herfra! 

Elaquent - Guidelines (Featuring Oddisee)

Et smukt og velproduceret nummer fra den canadiske producer Elaquent og amerikanske rapper Oddisee. Elaquents nye udgivelse Forever is a Pretty Long Time er et spændende lyt, da der er en ny rapper at finde på næsten hvert eneste nummer. 

Smoke DZA - Praying For My Soul (Featuring Flipp Dinero)

Fuck, det er fedt det her! Kæmpe nummer fra Smoke DZA’s nye album A Closed Mouth Don’t Get Fed. Flipp Dinero bidrager også rigtig fornuftigt med et letgenkendeligt omkvæd. 

Suspekt - Hundetime

Playlisten kan næsten ikke få en bedre afslutning end outroen fra Suspekts syvende studiealbum Sindssyge Ting. Spændende og på en måde også friskt nummer fra de garvede gutter, som jeg godt tør sige aldrig kommer til at gå af mode nogensinde. 

Bonus: 

Joey Bada$$ Rap$ 

Videoen blev uploadet til Pro Eras YouTube-kanal, hvor Joey Bada$$ sidder på hug foran en bærbar computer. “Yo, this just some shit that I wrote” siger han, før han starter beatet og rapper for kameraet. Videoen udkom kort efter 20-årige albumaktuelle Pop Smokes tragiske død. I videobeskrivelsen skriver Joey: “A lil something I wrote in light of all the fucked up shit going on rn.. I need hip hop to have a hug”

Artiklen fortsætter under videoen

Hør playlisten på Spotify:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA