x

GULD FRA GEMMERNE: Da GAFFA mødte Amy Winehouse

GULD FRA GEMMERNE: Da GAFFA mødte Amy Winehouse

Det meste af Danmark er lukket ned, og hvad skal man så bruge sin tid på? Ja, man kan for eksempel læse nogle af de lidt længere artikler, GAFFA har bragt i de forgangne 36 år, og som stadig kan tåle et gensyn. Dem vil vi bringe nogle af i den kommende tid under overskriften "Guld fra gemmerne". Artiklen har tidligere været bragt i GAFFA februar 2007

Hun slog igennem som Englands nye, unge soulhåb, men er også blevet kaldt det kvindelige svar på Pete Doherty. Mød det uregerlige stortalent Amy Winehouse.

Børnene på musik- og kunstskolen græd. Amy Winehouse stormede ud efter et skænderi med kæresten og kom ikke tilbage til en tv-optagelse, hvor hun skulle inspirere næste generations engelske kunstnere til at opnå samme succes som hun, sangerinden og guitaristen med den kantede stor-sort-kvinde-i-lille-hvid-jødisk-pige-stemme, har nydt, siden debutpladen Frank for tre år siden gjorde hende til Englands store soulhåb. To uger tidligere havde hun i fuldskab slået en kvindelig fan.

Derefter gav Amy sin kæreste et slag i ansigtet og et spark i et noget mere følsomt område, da han forsøgte at få hende til at falde til ro. Tabloid-aviserne har overtaget og skriver nu mere om Amy end anmelderne og skribenterne, der berettiget faldt i svime over hendes ypperligt lidenskabelige blanding af røget soul, jazz og swing med enkelte beats, der fortjent betragtes som brobygger mellem på den ene bred Billie Holiday, Ella Fitzgerald og Etta James og på den anden Erykah Badu og Jill Scott.

Da Amy Winehouse debuterede, sagde hun højt og klart, at hun ikke ville være endnu en indholdsløs jazz-pop-pige og marionet for stjernemanagere, med image først og musik som eftertanke. Nu ligner hun i hvert fald ikke én. Håret er sat stort op, men ligner en sammenfalden bryllupskage med utallige sorte knuder. Beskidte høje og vistnok engang hvide basketballsko, kvælende stramme sorte bukser. Hvid undertrøje uden ærmer, der afslører store tatoveringer af piger i miniskirts og et anker – og med Amys spjættende bevægelser ofte viser mere end dette i bh-fri-brystniveau.

Tre tomme Fanta-dåser, en halv-tømt yoghurt-kop og en let smasken, der dækker pigens "skær-halvdelen af konsonanterne-i-hvert-ord-væk"-London-dialekt. Et overforbrug af ordene "know what I mean?" Hun har genvundet meget af den tabte kropsvægt, der en årgang gav hende spalteplads med Lindsay Lohan og Nicole Richie  som "skinny celebrity." Hun kan knapt sidde stille. Mobiltelefonen summer, og fluks ryger hun over gulvet. "Frække dreng" siger hun med et par lumske gnæg, da hun læser txt-beskeden.

Det er ren overflade, og meget skjuler sig derunder. 23-årige Amys billede som ligeglad pige kan godt være ægte, men det er også hendes skjold. Hun har kæmpet med spisevaneforstyrrelser, er holdt op med at ryge fede og har accepteret sit alkoholforbrug. Hun kan virke fandenivoldsk og hudløs. Men Amy er en pige, der har lidt under mange følelsesmæssige sår fra fallerede forhold og en søgen efter livsindhold, der kun kan tilfredsstilles ved at lægge alting åbent, være nøgtern og rapkæftet om alting og tage de knubs, der dertil hører.

Fra mørke stunder til varm musik

Fra de første runde guitartoner på Frank til den sidste strofe på hendes nye plade Back To Black har Amy Winehouse været en hjerteknust pige med ben i næsen og et noget nær unikt talent for at gribe dybt i livets mørke stunder og forvandle dem til ægte, gribende varm musik med en gudbenådet stemme.

– Jeg er gladere som menneske nu, fortæller Amy, som har en ny kæreste. Men selv i de opløftende rytmer fra sukkersøde swingende amerikanske 60'er-pigegrupper, som hun på charmerende vis inddrager på Back To Black, gemmer sig hjerteskærende fortællinger og en unik bitterhed.

– Jeg var i et forhold, der var så ... intenst. Først gravede jeg gamle plader frem og lyttede til The Angels synge My Boyfriend's Back. Senere blev jeg helt besat af The Shangri-Las. De har en sang, der hedder I Can Never Go Home Anymore; det er den mest deprimerende sang nogensinde. Den handler om en pige, som løber hjemmefra for at være sammen med en dreng, som hendes mor ikke vil acceptere.

– Da de så ankommer til, hvor de nu engang vil hen, indser hun, at hun ikke elsker ham og tænker: "Åh, hvad har jeg dog gjort?" Men hun vil stadig ikke hjem, og det ender med, at hendes mor dør af sorg.  Da min eks-kæreste Blake og jeg holdt op med at tale til hinanden, sad jeg hver dag på mit køkkengulv med en flaske Jack Daniel's og græd, med den sang på repeat. Min bofælle kom nu og da ind, så mig på gulvet og gik direkte ud igen. Alt, hvad jeg kunne sige, var "hej", siger Amy med påtaget snøften og bæven.

Følelser er nødvendige

– Jeg er nødt til at have stærke følelser for at kunne skrive sange. Men det handler ikke altid om kærlighed. På Addicted synger jeg om, hvordan min bofælles kæreste røg min hash. Jeg var ikke forelsket i hverken min bofælle eller hendes kæreste ... men jeg var meget utilfreds med, at han røg min fed, siger Amy med et bredt smil. – Jeg kan ikke bare sige: "Nej, hvor er det en flot solnedgang, nu skriver jeg en sang." Men jeg har skrevet sange om at være glad. Mr. Magic på den første plade handlede om mit kærlighedsforhold til hash, men det var bare rart. Det var ikke sådan, at jeg sagde: "Jeg hader dig, hash!" Det var nærmere "jeg elsker dig..."

Amy er dog ikke bekymret over at genopleve de mørke stunder. – Jeg forstår ikke folk, som skærer i sig selv, som ryger crack. Sådan har jeg aldrig været, jeg har altid bare sagt "røvhul!", og så griber jeg min guitar. Når man først har fået sit hjerte knust, så kan det aldrig blive knust igen. Jeg ser stadig meget til Blake, og jeg vil altid elske ham, men han har bare ikke adgang til mit hoved mere. Han vil altid have mit hjerte ... alle, som jeg elsker, vil altid have en del af mit hjerte, men ingen kan skabe rod i mit hoved igen. Jeg tror kun, at man får lov at være rigtig forelsket en enkelt gang. Nej, det er forkert ... min nuværende kæreste vil sige "hvad?!"

Intet at skjule

Og hvad skal man så stille op, når ens kæreste er musiker, har brug for at gennemleve tidligere hjertekvaler for at skrive sine sange, som oftest ikke er særlig venlige over for tidligere eller nuværende flammer i deres tekster ... og derudover sparker én i nosserne i ny og næ?

– Han er vistnok okay med det, fordi jeg er temmelig ærlig over for ham. Nogle gange spørger han: "Nå, hvor har du været i dag?" "Jeg har været ude med Blake." Og så siger han: "Okay, tal ikke til mig den næste time, fuck dig", og jeg siger bare "okay". Jeg er ærlig, men jeg tror på at lyve for at beskytte folk. Men efter nogen tid gider man simpelthen ikke mere. Jeg er en god løgner, men det bliver simpelthen for kedeligt. Jeg kan egentlig ikke lide løgn. Det er ikke godt for dig, godt for dit lille hjerte.  Det er ikke, fordi løgn konstant bekymrer mig.

– Jeg er den slags løgner, hvor jeg selv tror på det, hvis jeg siger det. "Elsker du ham stadig, skat?" "Nej, nej, overhovedet ikke", siger Amy med store uskyldige øjne for skuespillets skyld. Og skuespil er paradoksalt nok en del af pigens afvæbnende, men lettere skizofrene åbenhed, der er vokset med den selvsikkerhed, hun har vundet ved at bekræfte sit værd som sangskriver. Så kan folk tænke og sladderbladene skrive, som de vil.

– Det bekymrer mig overhovedet ikke, siger Amy.  – For jeg har ikke lavet en lorte-plade, jeg har lavet en plade, som jeg er rigtig stolt af. Så hvis folk synes, at jeg er for tynd, eller at jeg har et ry som en pige, der er fuld og råber ... hvis det kan få bare en person til at sige: "Hun er sgu tosset. Nu går jeg ud og køber hendes plade, for hun må i det mindste være interessant", ja, så er alting bare fint. Jeg har ikke noget at skjule.

Amy Winehouse + Pete Doherty

I takt med sine alkoholiske udskejelser har Amy Winehouse tillagt sig et ry som den kvindelige Pete Doherty. Rygter har svirret om et muligt musikalsk samarbejde, men Amy sagde for nylig nej tak til Dohertys tilbud om et Billie Holiday-cover, da hun hellere ville skrive et fælles, originalt nummer.

– Hvilke rygter? spørger Amy næsten panisk, beredt på det værste, sladdermøllen kan begå. – Min manager ringede i går aftes og sagde: "Sådaaan! Tillykke! Du har jo åbenbart fået ny kæreste. Pete Doherty." Og mit svar var: "Åh, Herregud," siger Amy med håbløshed i stemmen. – Jeg ville elske at arbejde med Pete Doherty, han er et skidestort talent, men han er lige så åndsfraværende som mig. Jeg har ikke hans nummer mere, han har ikke mit. Vi smider vores mobiltelefoner væk en gang om ugen og må så købe nye. Jeg burde slet ikke have lov til at have en telefon, og det burde han heller ikke. Måske skulle vi så heller ikke have lov til at være i samme indspilningsstudie.

Amy vs. Bono

Amy Winehouse bad med et råb U2's Bono om at "shut up, I don't give a fuck", da han for nylig modtog en pris fra det britiske musikblad Q.

– De skal til at give en eller anden slags "bedste band i verden"-pris, og prisoverrækkeren siger noget i stil med: "Dette band har altid rocket, de har været der, de var der, de startede det hele, og de vil en dag ende det hele." Og jeg tænkte: "Hvis de nu siger U2, så sværger jeg, at jeg fandeme..." Og så siger de selvfølgelig U2. Og alle står op og klapper, og jeg tænker: "I er sgu alle idioter." Bono står på scenen og taler, som om han er Gandhi. Han kom senere på aftenen hen til mig og sagde: "Hej, jeg er Bono." Som om jeg ville tro, at hans navn var Charlie. Så jeg sagde: "Tak for at have finansieret mine to plader!" Vi har jo samme pladeselskab. Det vidste han ikke, hvad han skulle sige til.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA